Great Barrier Reef 3D

Velkommen til Australien. Vi befinder os nu på kontinentets nordøstlige del,

og under os finder vi Great Barrier Reef.

Det storslåede klare vand strækker sig, så langt øjet rækker.

Under overfladen ligger koralrevene, der har bredt sig i hele området.

Enorme strukturer, der allerede kan ses fra luften.

En opløftende udsigt.

Det, vi ikke kan se heroppefra,

er en forbløffende variation af liv, som venter på os i revets dybder.

De er grunden til, at vi besøger dette naturlige vidunder.

Great Barrier Reef er verdens største koralrev.

Det ligger langs Queenslands østkyst over en strækning på 2.300 km.

Området, der dækkes af revet, omfatter hele 350.000 kvadratkilometer.

Her finder vi en utrolig overflod af liv.

2.600 fiskearter, 600 koralarter

og muslinger, der bliver op til 120 år gamle, er nogle af beboerne.

Siden 1981 har Great Barrier Reef været med på UNESCOs verdensarvliste.

Vi møder en sand Great Barrier Reef-veteran.

En mand, hvis liv har været forbundet med revet

i over 40 år: Den amerikansk-fødte John Rumney.

I 1974 kom jeg til Australien

for at opleve Great Barrier Reef. Jeg vidste ikke noget.

Jeg havde læst om det i National Geographic og bøger.

Jeg kom op ad kysten

og tog fra Cairns til Green Island. Det var den eneste turisme.

Der var ingen… Alt, hvad I ser i dag,

branchen til seks milliarder dollar og 60.00 mennesker…

Intet af det fandtes. Der var kun nogle fiskekuttere

og én færge, som plejede at sejle til Green Island.

Jeg ankom, gik fra borde, og det var fantastisk. Overvældende.

Livsdansen. I den næste time, du tilbringer i vandet,

ser du flere dyr, end du kommer til resten af livet.

Jeg havde snorklet, da jeg var 11-12 år,

og det var nok der, mit liv forandrede sig.

Det gik fra

generelt at elske dyr, slanger, firben, krokodiller og den slags…

Og da jeg endte i vandet, blev det 3D.

Det var direkte

og meget mere at være i naturen, i en skov eller i bjergene.

Når du springer i Barrier Reef-koralrevet,

er der bare hundredvis af væsner. Tusindvis af dem.

Da vi dykker under overfladen, må vi give John Rumney ret.

Der er overvældende, hvor farverigt, levende

og tætbefolket revet er.

Vi ser gigantiske fiskestimer.

Der er store fiskestimer, som strejfer omkring sammen.

Men vi finder også dusinvis af små, farverige fisk,

der holder sig tæt på korallerne med andre artsfæller.

Så kan de hurtigt gemme sig inde i strukturerne, når der er fare på færde.

Selve korallerne er naturligvis en fryd for øjet.

Der findes over 500 arter i revet.

Korallerne imponerer med utallige former og slående farver.

Efter alle de indtryk

er det tydeligt, hvorfor John Rumney valgte at blive i Australien.

Han begyndte i fiskeindustrien og arbejdede senere med turisme.

Dengang snorklede han, hver gang han kunne,

og nød det fortryllende syn under vandet.

Han oplevede dermed selv turismens udbredelse.

I dag er det en branche, som beskæftiger over 60.000 personer

ved Great Barrier Reef, med salg for milliarder hvert år.

Men som tiden gik, bemærkede Rumney, at revet ændrede sig.

I årenes løb dukkede et alvorligt problem op, som blev til en trussel

mod de mange arter i Great Barrier Reef. Et stigende antal koraller er døende.

Der har været en evolution. Da jeg først kom og så revet,

var det utrolig livligt, pulserende og uberørt.

Men som årene er gået, er det mindsket.

Og med den seneste blegningshændelse i 2016

har det været meget følelsesladet.

Alt er ændret, og man tænkte: "Det her var global opvarmning."

"Det her er advarslen." Det er vendepunktet for mig, hvor vi ved,

at vi skal gøre noget nu. Ellers mister vi Barrier Reef.

Vi mister ikke alle korallerne i verden. Nej.

Men vi vil måske opleve korallernes mørke middelalder.

Det bliver ikke det, vi har i dag. Vi mister fiskene og biodiversiteten.

Vi mister måske også vores fødevaresikkerhed.

På grund af vores uvidenhed og manglende engagement

roder vi virkelig ved havets basale natur.

Det kan ende katastrofalt.

Blegningen, John Rumney taler om,

har dette navn af en grund. Termen er ganske passende.

En stor del af revet består af kalksten med en naturlig hvid farve.

De blev dannet af koralafsondringer og fungerer som et skelet.

Korallerne får deres farver

fra et symbiotisk forhold med forskellige typer alger.

Algerne leverer ilt og energi til korallerne

Men algerne er følsomme, hvad angår deres miljø.

En forandring i vandets kemi eller blot en temperaturændring

kan udløse en kædereaktion, som dræber de symbiotiske alger

og resulterer i korallernes død.

Således medførte blegningen i 2016,

at et stort antal alger og koraller døde.

Tilbage var der kun blanke, hvide kalksten.

Dette er baggrunden for termen.

Der var kun en uhyggelig ødemark tilbage. Det er mere skræmmende,

når man ved, at det for nylig vrimlede med liv i området.

Med det in mente ligner de døde koraller en stor bunke ådsler.

Det minder næsten om en kirkegård. Men det her er ikke første gang.

Mellem 1985 og 2012

skrumpede korallaget på 28 % med over halvdelen af det antal

til alarmerende 13,8 %.

Yderligere fald på 5-10 % i de næste ti år anses for at være uundgåelige,

forårsaget af menneskets CO2-udslip.

Jeg tror, at Barrier Reef er det første symbol,

det første tydelige eksempel på, hvad der er på vej.

Koraller er følsomme overfor temperatur.

Der har været en temperaturstigning på grund af CO2-udslip.

Med blegningen af korallerne er der en effekt på revets helbred.

Mange koraller er døende. Og næste gang vil flere og flere dø.

Så det er en forfaldsproces. Det, vi vil miste, er biodiversiteten.

De mest forskelligartede arter i et givent område findes her i Barrier Reef.

Altså, tusindvis af gange flere dyr per 100 m

end i andre dele af havet.

Diversiteten, Rumney taler om, og som vi ser omkring os,

er det, som gør Great Barrier Reef så unikt.

Men hvor kommer diversiteten fra?

Den skyldes først og fremmest korallerne selv.

De primære aktører i verdens rev er sten- og ildkoraller.

I løbet af årtusinder

skabte disse levende væsner kæmpe formationer og tilmed øer.

Blandt dem findes der Bahamas, Bermuda og Maldiverne.

Men ingen af dem er større end Great Barrier Reef.

Koraller konkurrerer med mennesket

om at have bygget de største forbundne strukturer i verden.

Koraller, som hører til i gruppen Cnidaria,

opnår dette ved konstant at afgive kalksten.

Symbiodinium, en mikroorganisme,

som lever i et symbiotisk forhold med korallen,

hjælper med kalkopbygning og forsyning.

Symbiodinium giver korallen brint,

og de er meget følsomme, hvad angår vandets temperatur.

Den skal altid forblive på mellem 20 og 30 grader.

Derfor findes de for det meste i fladt, tropisk vand med meget lys.

Sten- og ildkoraller er blot kæmpe kolonier med individuelle polypper.

Hver enkelt polyp er kun cirka 1 cm stor.

Trods føden, der leveres af deres symbiotiske partnere,

æder de mest planktonorganismer, som de fanger med deres tentakler.

Ildkoraller er opkaldt efter deres sviende celler.

De kan bryde gennem menneskehud og indsprøjte en smertefuld gift.

Symptomerne minder om at røre en giftsumak,

hvor smerten kan vare fra to dage til to uger.

Sårene kan blive til ar, der er synlige for resten af livet.

Dykkere bør ikke begå den udbredte fejl at forveksle ildkorallen med tang.

For at beskytte sig selv og kæmpe for deres hjem i revet

bruger koraller forsvarspolypper, som er større end de normale.

De kan indsprøjte en gift og ødelægge en modstanders væv totalt.

Hvad angår spredningen blandt fastsiddende arter,

nyder ildkoraller stor fremgang.

I kampen for lys og plads

kan de effektivt vokse over deres rival, idet de vokser relativt hurtigt.

De kan dog kun gøre det med et symbiotisk forhold med symbiodinium,

og den art er i alvorlig fare for at uddø.

Blegningen i 2016 chokerede ikke kun John Rumney.

Barrier Reef er det første symbol eller tegn.

Det er feberen. "Vi må hellere gå til læge."

"Du har måske fået kræft." "Hvad er behandlingen så?"

"Kvit smøgerne." Eller hvad der end skal til

for at tilpasse sig. Og tag noget medicin.

I vores tilfælde er medicinen: Fjern CO2 fra luften.

Hold op med at forurene og få verdens temperatur ned.

Men CO2 forandrer havenes aciditet.

CO2 i luften. CO2 absorberes i vandet. Basal fysik.

Her er ingen politisk dagsorden, kun basal fysik.

Hvad gør det ved havets dyreliv?

Det påvirker det. Det er ikke i stand til at lave skeletter mere.

Korallerne vil ikke kunne lægge sig ned. Men alt, der skaber ilt i havet i dag,

zooplankton og alt det der, hænger sammen med vandkemien.

Koralrevet er altså en meget følsom og skrøbelig struktur.

Og fordi her bor tusindvis af andre arter, udgør dette en alvorlig fare.

Deres forgrenede strukturer beskytter ikke blot andre dyr.

Deres mirakuløse evne er at gøre områder med få næringsstoffer

til blomstrende oaser.

Nogle arter, såsom aftrækkerfisken, specialiserer sig i at æde koraller.

Uden denne specifikke fødekilde ville de hurtigt sulte.

Forskellen mellem en flad og trist bund under overfladen

kan let ses i dette grænseland.

Til forskel fra koraldækkede områder er det nøgne sand livløst her

Det gør det til havets svar på en ørken.

De små fisk kan næsten ikke finde føde her.

Så kun få af dem kommer her. Og når der ikke er små fisk,

kan de store kødædere stort set heller ikke finde føde.

Den hvidtippede revhaj er en af dem.

For os er det en chance for at kigge nærmere på den.

Den hvidtippede revhaj er en forholdsvist lille haj

fra underarten blinkhindehajer.

Kropslængden er typisk 1,6 m, når den er voksen.

De vejer normalt kun 18 kg.

Så den hvidtippede revhaj er en letvægter blandt hajerne.

En hvidhaj kan veje op til 3,5 ton. Den er altså knap 200 gange tungere.

Man genkender den hvidtippede revhaj på den første bagfinnes hvide spids.

Til tider har andre finner den samme farve.

Andre kendetegn er den spinkle krop

og det korte, brede hoved med den runde snude.

Som navnet antyder, lever den næsten kun tæt på koralrev.

Som vi ser her, bevæger den hvidtippede haj sig

med en intens vrikkende bevægelse.

I modsætning til andre blinkhindehajer kan han blive på havbunden i lang tid

uden at røre sig, mens han ånder vand gennem gællerne.

Det ser næsten ud, som om hajen hviler sig i sandet.

Det indtryk styrkes, når artsfæller slutter sig til ham, hvilket ofte sker.

I modsætning til andre hajer har denne art ingen territorial adfærd.

Så de tager sig ikke af, når der er andre hvidtippede revhajer i nærheden.