Polar Bears: A Summer Odyssey

Han er de arktiske egnes eneste rovdyr

uden naturlige fjender.

Men nu er isbjørnen truet.

Den står over for en trussel,

der er mere dødbringende

og mægtigere end nogensinde før.

En række udfordringer, der er større,

end hvad Arktis før har udsat den for.

Isbjørnen har hersket på isen i millioner af år,

men har den mødt sin overmand?

Isen på Arktis bevogter en hemmelighed.

Den forekommer nøgen og gold,

men der er masser af liv.

Man skal blot se godt efter.

For at holde året ud

skal en isbjørn spise 40 sæler.

Det kræver blot en mere.

Foråret nærmer sig sommer.

Fanger han ikke den her,

er det ikke sikkert, han overlever.

Måske ringer døden for ham.

Han kan ikke jage sæler uden is.

Nu er isen ved at forsvinde.

Det er sidst ijuni.

For få generationer siden

ville isbjørnen have haft en måned mere til

at skaffe kvoten af sæler.

Men i år bliver dens verden mindre.

Han har intet valg.

Han må betræde en ny verden,

der er fyldt med fare.

Isbjørn her er tre år gammel.

Han er kun en teenager.

Han skal finde kysten,

der er næsten 500 udmattende kilometer væk.

Han har gjort det før,

anført af sin mor.

Nu er han alene,

og det bliver en af de længste,

mest udmattende somre nogensinde.

Han er en af de 2.000 bjørne,

der lever i Hudson Bay i Canada.

Hvert år, når isen smelter,

er nogle af dem nødt til at drage sydpå.

Først til øer, der ligger på deres vej,

dernæst til fastlandet.

Isbjørn og de andre bjørne er de isbjørne,

der lever længst sydpå.

I generationer har de været de eneste,

der var tvunget til at leve væk fra isen.

Hvis kloden bliver varmere endnu,

vil de ikke længere være de eneste.

Isbjørne over hele verden

vil blive tvunget i eksil,

tvunget til at kæmpe for livet.

Over hele Hudson Bay

søger havpattedyr

efter et hjem for sommeren.

Hvalrosser er et fristende stykke fedt.

Isbjørn kan få færten

næsten en kilometer væk.

Det kan være hans eneste chance for

at skaffe det bytte,

han gik glip af, før isen smeltede.

Hvalrossens næse er også god.

Mødrene er på vagt.

Isbjørn angriber et dyr,

der er en mester i vandet.

Et tons stødtænder og ballade.

Det er et bemærkelsesværdigt møde.

En begivenhed, der sjældent ses.

Det er skræmmende

at være alene for første gang.

En ud af fem unge bjørne dør.

Det er afgørende,

at de lærer nok fra deres mor.

En ung han, en ung hun,

ingen af dem har ret meget fedt,

hverken til energi eller isolation.

De holder sig tæt ved mor og efteraber alt,

hvad hun gør.

I de to første to år af deres liv

er de fuldstændigt afhængige af hende.

De dier stadig.

Hun skal finde føde til sig selv,

ellers overlever ungerne ikke.

Den øde klippe er blot et midlertidigt stop.

Men lugten

er rodfæstet i ungernes hukommelse.

Det er det, Isbjørn nu er afhængig af.

Hans hukommelse

har ført ham til de samme øer.

Lugten, han fik færten af?

Kortnæbbede lomvier.

Delingen mellem himmel og hav

siger dem intet.

På denne tid af året tiltrækker

plankton sild og rejer,

et veritabelt festmåltid for lomvier.

Bjørnen kan også lugte et måltid.

Men det er 200 meter væk.

Det er en udfordring,

ingen fornuftig, voksen bjørn ville tage imod.

Kun den desperate teenager.

Lomvierne bygger rede på klipperne

for at holde rovdyrene væk.

Der er lige akkurat plads nok

på fremspringet.

Ingen forventer en isbjørn,

der klatrer på klipper.

Den adfærd er aldrig før

blevet optaget på film.

Spørgsmålet er, når man tager risikoen

i betragtning, er det så det værd?

Ikke for en fugleunge.

Ben og fjer er opskriften på sult.

Isbjørn skal bruge fedt.

Hans eneste håb befinder sig stadig

250 kilometer væk.

Han skal ind til fastlandet.

Der er ingen landmærker,

der kan guide ham.

Utroligt nok kan han orientere sig.

Om dagen ved hjælp af solen.

Om natten er stjernerne hans kompas.

Det er muligt,

at han bruger dem til at fastlægge kursen.

Nat efter nat,

men Isbjørn hverken sover eller æder.

Efter ti dage

er der land i sigte.

Men isbjørne er bygget til

at overleve på isen, ikke på landjorden.

For Isbjørn er det

næsten umuligt at overleve.

Isbjørn stammer fra bjørne på fastlandet,

for eksempel gråbjørnen.

Nu tvinges han til

at tilpasse sig sine rødder.

Han er ikke udstyret til

atjage det fremmede bytte.

De hører fastlandet til,

ikke isen.

Og han er heller ikke skabt til varmen.

Det er 28 grader.

Ren elendighed.

Insekterne har i det mindste nok at spise.

Han kan ikke finde ro.

En ældre han har været der længe nok

til at vide besked.

Bliv våd.

Isbjørn skal lære at begå sig.

Det er til hans fordel.

Isbjørne har nemt ved at lære.

Lige nu skal han lære at undgå at sulte.

Faktisk er snacks en fejltagelse.

Den ældre isbjørn ved,

at det vil ændre hans tilstand.

For at nedsætte stofskifte

faster den hele sommeren.

Det er en zombi-agtig tilstand,

der kaldes "gående vinterhi."

Han lever af sine fedtdepoter

og er sjældent mere end halvvågen.

Men det kan Isbjørn ikke.

Han er for ung til at kunne ændre stofskifte.

Han kan godt klare sig hele sommeren,

før sulten sætter ind.

Problemet er,

at sommeren er blevet længere.

Hunnen er allerede på dødens rand.

Hun fik ikke spist sæler nok,

før isen brød op.

Hun drikker,

hvilket er et tegn på desperation.

Var hun sund og rask, ville hun få væske

nok ved at forbrænde sit eget fedt.

Men hun har ikke noget fedt på kroppen.

Det er en ond skæbne.

At være kommet så langt.

Ikke alle bjørnene i Hudson Bay

kan stole på landjorden.

Det er august,

og en omstrejfer driver stadig rundt.

Hans strategi er at blive der hele sæsonen.

Han har lært atjage hen ad vejen

og atjage hvalrosser.

I vandet kan omstrejferen

ikke klare hvalrossen.

På et eller andet tidspunkt

skal flokken imidlertid hvile sig.

Det er den perfekte chance

til et overraskelsesangreb.

De har forædt sig i muslinger i fire dage.

Nu er de udmattede.

Fanger omstrejferen bare en,

så har han nok føde til mange dage.

En hvalrosunge består af en tredjedel fedt.

Men ungerne er omgivet af voksne.

Store, farlige dyr.