Gifted Hands: The Ben Carson Story

ULM, VESTTYSKLAND

Saks.

Klampe.

- O.S. - Dr. Rogers til dr. Carson.

Doktor?

- Ja? - Ben, det er Mark.

Kom hen på mit kontor. Der er opstået et særtilfælde.

Okay. Så snart jeg er færdig her.

De blev født ved kejsersnit for tre måneder siden,

og mod alle odds er de stadig i live.

Deres læge fra Vesttyskland ringede til mig i morges.

Tvillinger med occipital kranlopagus har aldrig før begge overlevet en separation.

Det ved han godt.

Hvis de ikke separeres…

…tilbringer de resten af deres liv liggende i en seng.

Hospitalet vil have, jeg flyver til Tyskland og undersøger dem.

Gør du det, Ben?

Der er aldrig nogen, der har gjort det.

I den slags situationer dør det ene barn altid.

ULM, VESTTYSKLAND

Velkommen til Tyskland.

Vi har set frem til Deres ankomst med spænding, dr. Carson.

Tillad mig at præsentere Peter og Augusta Rausch.

Tak, fordi De kom.

- Hvordan har De det, doktor? - Fint, tak.

Og det her er Johann og Stefan.

Jeg ønskede at begå selvmord, da jeg fandt ud af det,

men jeg indså, at jeg også ville slå to andre ihjel.

Og så snart jeg så dem, smeltede mit hjerte.

Bed os ikke om at vælge mellem dem.

De lader ikke til at dele organer, hvilket er godt.

Men der er dele af hjernen, såsom synscenteret,

der ikke er fuldstændigt adskilt.

- Det ved vi først, når vi åbner op. - Hvor snart er det?

Først må vi løse problemet med exsangulnation.

- Exsan… - At forbløde.

Derfor har kraniale separationer aldrig været succesfulde.

Spædbørn har meget lidt blod,

og medmindre jeg finder en måde, så de ikke forbløder,

kan jeg ikke risikere operationen.

Jeg gør det.

Godt.

Tak. Jeg giver den tyske læge besked.

Skal vi planlægge operationen til en måned fra nu?

Lad os sige to måneder. Fire måneder.

Du ved stadig ikke, hvordan du kan redde dem begge, vel?

Jeg arbejder på sagen.

Nummer 12, 14. Nummer 13, 27.

Nummer 12, 14. Nummer 13, 27.

Nummer 15, 33.

Godt, aflever prøven til jeres sidekammerat.

Nå, hvor mange fik I korrekt?

Kathy?

- Femogtyve. - Det er fremragende, Kathy.

- Mark? - Tredive.

Flot, Mark. Du fik dem alle rigtig.

Benjamin?

Benjamin, hvor mange fik du rigtig?

- Ingen. - Ni?

Jamen det er vidunderligt, Benjamin. Jeg er så stolt af dig.

Ikke ni, frk. Williamson. Han fik ingen.

Man skulle tro, han i det mindste fik én.

Han fik én rigtigt sidst, fordi han prøvede at skrive forkert.

Carson, vi ved, du er den dummeste i klassen,

men hørte du, hvad de sagde på Cronkite i går aftes?

Du er verdens dummeste unge.

Han slog ham! Han slog ham!

Hvordan kan det have været en ulykke, Bennie?

Det var næsten en ulykke.

Jeg havde aldrig slået ham, hvis jeg huskede, jeg havde låsen i hånden.

Drengen blev syet med fem sting, og forældrene er meget oprevne.

Jeg ved ikke, hvordan vi disciplinerer Deres søn.

Det sørger jeg for.

Jeg er også bekymret for hans karakterer. Han De set hans seneste karakterbog?

Hvad skete der? Den slags karakterer fik du ikke i Boston.

Det var lettere i Boston. De bad os ikke om så meget.

Det gør jeg heller ikke. Jeg bestemmer det.

Du skal ikke være en fiasko, Bennie.

- Styr dit temperament. - Han kaldte mig dum.

Du kan også forbedre dine karakterer. Det ved jeg.

- Jeg er dum, mor. - Nej, du er ikke.

Du er en klog dreng. Hør på mig.

Du bruger det bare ikke.

Får du altid den slags karakterer,

vasker du gulv på en fabrik resten af livet.

Og det liv ønsker jeg ikke for dig.

Og det ønsker Gud heller ikke for dig.

Nej, mor.

Jeg må tale med ham omkring dig og din bror, Curtis.

Nej. Han inviterede os med til kampen i aften, husker du nok?

Hvorfor tager vi to ikke af sted? Candlestick Park, tak.

Hej, mor. Du er tidligt hjemme.

De havde ikke brug for mig så længe, som de sagde.

Har I lavet jeres lektier?

Det meste.

Du ødelægger dine øjne, når du sidder så tæt på tv'et.

- Har du lavet dine lektier? - Jeg har brug for hjælp.

- Curtis, hjælp din bror. - Jeg skal lave matematik færdig.

Jeg har brug for hjælp, mor.

- Til hvad? - Den her historie. Jeg forstår den ikke.

- Hvad forstår du ikke? - Alle ordene.

Vil du læse det for mig?

Jeg har brug for nye læsebriller. Fortæller du ikke, hvad den handler om?

Det er om Thomas Jefferson og uafhængighedserklæringen.

- Hvad er det for et ord? - Læs det højt.

"Selv… Selv…"

"Og det…"

- Selv… - Se på mig.

Ved du, hvilke morgenmadsprodukter der står henne på hylden?

Selvfølgelig.

- Kan du læse dem? - Ikke herfra. Kan du?

Jeg er vist ikke den eneste, der har brug for briller.

Tina, Sarah, Kathy, Bennie.

Tillykke. Det går meget bedre.

Ja!

Det er da en forbedring. Og jeg er stolt over, at du ikke dumpede.

Du er en klog dreng.

- I kan begge blive meget bedre. - Jeg gør mit bedste, mor.

- Jeg ved ikke hvordan. - Det ved jeg heller ikke.

Vi må bare bruge fantasien.

Sådan en har jeg ikke.

Selvfølgelig har du det. Det har alle.

- Ikke mig. - Selvfølgelig har du det.

Hør efter nu. Hvis jeg siger:

”Der var engang en lille, blå mus,”

ser du så ikke en lille, blå mus?

- Nej. - Bennie.

- Min hjerne er for dum, mor. - Din hjerne er ikke dum, knægt.

Jo, den er, mor.

Du har hele verden herinde.

Du skal bare se udover det, du ser.

- Er det et kapløb? - Betty, sæt farten ned.

Du opfører dig, som var det dit sidste måltid.

Vi skal skrive din stil til konkurrencen, Fader.

Så må du hellere skynde dig.

- Bliv nu ikke kvalt. - Jeg tager den.

Det slår aldrig fejl.

Hver gang vi sætter os ned for at spise, ringer telefonen.

Jeg ved, hvordan vi løser det, far. Vi lader være med at betale regningen.

- Det er ikke en dårlig idé. - Det var Joe Phillips, før.

Jeg skal med på hans onkels gård i weekenden.

- Er det ikke skønt? - Men hvordan kommer i derhen?

Joe har kørekort. Vi kunne køre.

Sidst han kørte, smadrede han sin fars bil.

Hvis bil påtænker han at smadre denne gang?

Din.

- Han tænkte… - Jeg ved, hvad han tænkte.

Jeg tør ikke engang overlade Joe Phillips min kængurustylte.

Kom nu, far. Jeg passer på.

Hvordan kan du passe på, når han kører?

Jeg må aldrig noget.

Du får ikke lov til det her.

- Man skulle tro, jeg var ungdomsforbryder. - Det er du, når du opfører dig sådan.

- Spis så din aftensmad. - Jeg er ikke sulten.

Så kan du undskylde dig selv og forlade bordet.

Mor, vi kommer for sent til kirke.

Gå I bare uden mig, skat.

Mor har én af de dage.

Okay.

Jeg husker historien om missionærlægen og hans hustru,

der blev overrasket af nogle forbrydere.

De tyve var nogle forfærdelige mænd.

Blodtørstige. Ondskabsfulde. De ikke bare røvede deres ofre,

de skar halsen over på dem og lo, mens de så dem dø.

I hører ikke efter.

Denne stakkels læge og hans hustru løb for livet,

mens tyvene jagtede dem henover den klippefyldte, golde jord.

Missionærens fødder blev skåret op af skarpe sten.

Deres tøj blev flænset af tornede buske,

og til sidst kom de til en stor fæstning,

men forbryderkongen var lige bag dem.

Lægen løb op til fæstningens hoveddør og prøvede at åbne den.

Men den var låst.

Hvis bare nogen ville lukke dem ind. Men der var ingen.

Lægen og hans hustru gemte sig, men forbryderen så dem og trak sit sværd.

Der var intet, der kunne redde Guds folk.

Forbryderkongen var efter mig, så jeg gemte mig,

og en blå mus kom ud og skræmte hans hest.

Jeg slap væk. Jeg så det i min hjerne.

Det er godt. Det er din fantasi, der gør det.

Men det var helt rigtigt.

- Sagde jeg andet? - Det er ikke rigtigt.

- Derfor kaldes det fantasi, dumme. - Hold mund.

Var din mund, Curtis.

Jeg vil gerne være læge, mor.

En missionærlæge ligesom ham, pastor Ford fortalte om.

Du kan være alt, hvad du vil i livet,

så længe du arbejder hårdt for det.

Det gælder også dig, Curtis.

Gud svigter jer ikke.

Undskyld mig.

Jeg må tale med nogen.

Jeg har et mørke, jeg ikke kan kontrollere.

Kom med mig, frue. Lad os se, om vi kan hjælpe, okay?

Jeg tilbragte min barndom hos plejefamilier.

PSYKIATRISK HOSPITAL

Da min mand, hr. Carson, giftede sig med mig, var han min billet væk derfra.

- Hvor gammel var De? - Tretten.

Vi var lykkelige.

Vi havde et dejligt hjem, to smukke drenge.