Gabriel "Fluffy" Iglesias: One Show Fits All

Houston!

EN ORIGINAL COMEDY-SPECIAL FRA NETFLIX

Fem, fire, tre, to, en!

Hvordan går det?

For pokker da! Det var langt at gå.

Tusind tak, Houston.

For et år siden blev den her by vendt på hovedet...

...af en orkan...

un cabrón kaldet Harvey.

Man sagde, at byen aldrig ville blive den samme igen.

Det er skønt, at vi et år senere sammen kan fejre,

at den her by ikke sådan lader sig slå ud.

Og I holdt ud.

Houston er stærk.

Helt ærligt så fedter jeg ikke for jer. Jeg har allerede taget jeres penge.

Houston sgu. Jeg er vild med den her by. Jeg er kommet her i 20 år.

Tyve år.

Først optrådte jeg på en comedy club kaldet The Last Stop.

Og så skiftede vi til Improv, og så...

Jeg optrådte overalt.

Jeg havde endda en enkeltoptræden i Tomball.

Det er en lang historie for seerne. Den springer jeg over.

I skal vide, at jeg i aften føler mig ekstra godt tilpas.

I vil bemærke, at I nok hører lidt mere spansk end ellers.

Det kan man ikke gøre hvor som helst, men det kan man i Houston.

Til alle dem foran skærmen, som flipper ud:

"Du godeste! Det her har jeg ikke sagt ja til."

Siger jeg noget på spansk,

så lover jeg straks at oversætte det, så alle kan nyde forestillingen.

Okay?

For så snart jeg sagde spansk, flippede folk ud.

Alle dem, som er kørt herind fra skovene, tænker:

Til alle seerne - hvad mener han med det, dem fra skovene? I ved nok.

Han mener skam ikke os.

Sikke en frækhed!

Han kan bare smutte tilbage, hvor han kom fra, ovre ved Airline Road.

Netop.

Jeg ved, hvor I har jeres brune folk.

Hvor fedt.

Det her gør altid Netflix sur. De siger:

"Gid du ville lave en almindelig optræden, som alle kan forstå.

Hvorfor skal du gøre det så personligt? Kun folk i den by vil fatte den."

Altså, når man har en arena fuld af folk...

...så skal de fatte den.

Det kræver det særligt personlige præg.

De kan sige, hvad de vil. Jeg er allerede blevet betalt.

Så nu skal I høre, hvad der er sket siden min sidste comedy-special.

Min søn, Frankie, er nu 19 år gammel.

Nitten år gammel,

student, og han er fuldt vaccineret... D'damer?

Folk spørger mig hele tiden: "Hvorfor snakker du så meget om din søn?"

Fordi han ikke vil gå sin vej.

"Kan han lide, når du snakker om ham?"

Nej, han hader det.

"Hvorfor så gøre det?" Fordi han ikke vil gå sin vej.

Lige nu kan han godt lide at sidde derhjemme og se videoer

af andre unge, som spiller videospil. Ja, nogle af jer klapper. Jeg vidste ikke, man faktisk gjorde det.

Jeg spurgte ham: "Hvad laver du?

Jeg ser andre unge spille videospil."

Jeg sagde: "Gør du det?

Hvorfor?"

"De er jo professionelle."

Jeg siger: "Hvorfor ser du noget, som du selv kan gøre?"

"Fordi de er professionelle." "Det er da dumt."

"Synes du det, far? Hver søndag ser jeg dig se football.

Hvorfor spiller du ikke selv?"

Jeg diskuterer det ikke. Jeg dropper bare internettet.

Ifølge min søn er hans problem lige nu, at han har

for mange valgmuligheder.

Okay? Det er hans problem.

Jeg tænker: "Stakkels fyr!"

"Jeg har så mange valgmuligheder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre."

Skriv dem ned. Skriv dem på et hjul. Og så sgu...

I dag: blikkenslager.

Bare et eller andet!

Problemet er, når folk finder ud af, at han er min søn,

og de så tilbyder ham muligheder.

Han forstår ikke, at sådan fungerer det ikke i virkeligheden.

Jeg kender til at kæmpe med næb og kløer for muligheden for at præstere noget.

Han fatter det ikke endnu.

Og det er min skyld.

For eksempel tager jeg ham og hans mor med ud at spise, ikke?

Jeg tog dem med til Red Lobster.

Houston, jeg er selv helt vild med Red Lobster.

Og ikke med deres fisk og skaldyr.

Jeg mener bollerne.

Så vi sidder der

og taler med vores søn om livet, muligheder,

hvad han vil blive til...

Mens vi taler til ham,

kommer restauratøren fra Red Lobster hen til vores bord.

Og han er rigtig sej, ikke?

Han siger: "Hej!"

Og jeg siger: "Hej!"

Han ser på min søn: "Er det den berygtede Frankie?"

Og jeg siger: "Ja, det er det skam"

Han er lige blevet student."

"Tillykke!"

"Og han søger arbejde."

Restauratøren siger: "Jeg er med."

Han giver min søn et visitkort og begynder så at sige:

"Hør, Frankie, du skal bare gøre sådan her.

Bare gå på nettet og udfyld ansøgningen.

Når den er registreret, skal du ringe til mig,

og så sørger jeg for, at du skal til samtale.

Vores eneste ledige stilling lige nu er som vært,

men der er masser af gode muligheder her på Red Lobster.

Desuden har du jo alletiders anbefaling."

Så gik han sin vej, og jeg tænkte:

Du godeste.

Jeg får gratis boller!

Min søn ser på mig og siger: "Jeg vil ikke arbejde på Red Lobster."

"Frankie, ingen tvinger dig til at arbejde nogen steder.

Det er bare endnu en chance, som du spilder."

Okay. Ikke Red Lobster.

Hvad er din plan så? "Det ved jeg ikke."

Jeg blev frustreret.

Så jeg hævede stemmen.

"Du har bare at tænke over det."

Det brød hans mor sig ikke om.

"Tal ikke sådan til ham."

Jeg sagde: "Hør, bolle-hindring..."

Ser I, indtil nu har vi været enige om opdragelsen af vores søn.

Men i den her situation prøver hun på at beskytte ham mod verden.

Jeg prøver på at forberede ham på verden.

Hvis han ikke kan tage, at jeg hæver stemmen

for at få ham til at se den større sammenhæng,

så er han ikke klar til en verden, som er ligeglad med hans følelser.

Så jeg sagde: "Ved du hvad? Jeg må have en snak med ham.

Jeg må have en snak med..."

Så jeg tager ham med i biografen.

Jeg tager ham med i biografen,

vi kører væk i bilen.

Små 20 minutters kørsel, ikke?

Jeg vil have en lille snak med ham under kørslen.

Så føles det måske ikke som en alvorlig snak.

Jeg troede, han forstod, hvad jeg sagde.

Det er sent. Vi forlader biografen.

Vi kører ud af p-huset, og ud ad øjenkrogen ser jeg en politibil.

Jeg kom med en lyd. Jeg sagde: "Årh!"

Frankie siger: "Hvad er der, far?"

"Der er en strisser ved trafiklyset."

"Hvad er du bekymret for?"

"Han vil stoppe os."

"Hvordan ved du det?"

"Se bare."

Jeg drejer til venstre...

Frankie flipper helt ud. "Det sker sgu!"

Jeg sagde: "Bare rolig." Jeg kører ind til siden.

Strisseren stopper bag os.

Med det samme.

"Fører, åbn sideruden."

"Fører, hænderne ud af ruden."

Det er vel løgn?

"Begge to."

"Det kan jeg ikke. Jeg er fed."

Han kommer hen til ruden med lommelygten.

Han lyser mig lige i ansigtet med den. Han siger: "Kørekort."

"Ja, ja. Her."

Han tager kørekortet og så selvfølgelig:

"Ved du, hvorfor jeg stoppede dig?"

"Nej, betjent, men det fortæller du mig sikkert."

"Der er ikke nogen nummerplade foran på din bil."

Jeg siger: "Præcis. Jeg har ingen nummerplade foran på min bil,

men mit navn står faktisk foran på bilen."

"Hvabehar?"

"Mit navn står foran på bilen."

Jeg ejer en Ford Flex fra 2012,

og på Ford Flex'en står der rent faktisk "flex" på kølerhjelmen.

Jeg har en ven, som udfører special arbejde på biler,

og han fjernede alle bogstaverne på bilen bortset fra bogstavet F.

Han udformede bogstaver, så der står "Fluffy" på kølerhjelmen.

Ikke også? Ja.

Det lyder imponerende.

For $23 kan I også gøre det. Det er ikke så galt.

Det er som bogstaver på køleskabet. Man kan flytte dem. En dag fløj et bogstav af, og der stod "Fuffy".

Que pendejo. Hvor dumt, ikke?

Betjenten går hen til forenden af bilen og tager lommelygten

og lyser med den lige på forenden.

Så gør han sådan og siger:

"Jeg vidste det!"

Min søn siger: "Hvad betyder det?"

Jeg sagde: "At vi slipper godt fra det."

Houston, for første gang i lang tid

var min søn faktisk imponeret over noget, som jeg gjorde.

Tænk engang.

Det her imponerer ikke min søn.

For han voksede op i det her miljø.

Okay, det her...

Det så I godt, ikke?

Jeg så en...

Det er den tredje, jeg har set! Det bliver ved... Dem ovenpå fra Tomball: "Bliv ved med at snakke."

Nu skal I høre, hvad der er sket.

Shakira optrådte her for et par dage siden.

Shakira leverer en fantastisk optræden, ikke?

Hun kommer ikke bare frem og...

Jeg kom vist lige til skade.

Men i en del af hendes optræden var der pludselig...

Der er kanoner med konfetti, som skyder over det hele, ikke?

Jeg tror, det var rester fra Shakira.