War and Peace

1805: Den franske hær anført af Napoleon har invaderet Østrig.

Mens Napoleon marcherer østpå, allierer Rusland sig med Østrig

og går ind i en krig, som vil forandre russernes liv for altid.

KRIG OG FRED

ST. PETERSBORG

Hvordan kan De være så rolig?

Monsteret Bonaparte er netop gået ind i Østrig.

- Måske står Rusland for tur? - Nej, nej, nej.

Vores strålende kejser har fuld kontrol.

Vores mægtige hær vil immobilisere Napoleon.

Husk, min kære Anna Pavlovna

Rusland har ikke tabt en krig i 100 år.

Jeg beklager.

Hvem er den unge mand? Jeg har ikke inviteret ham.

En ung slægtning, beklageligvis.

Grev Bezukhovs søn. Den biologiske.

- Havde han nogen andre? - Ganske vist.

Men han var vist favoritten. Gud ved hvorfor.

Han bor hos mig nu. Han er tilbage i St. Petersborg.

Tag ham ikke med igen. Han ligner et vilddyr.

Så ulig Deres egne kønne børn. Sikke nydelige skabninger!

- Se far, som laver intriger. - Han vil sende dig i kloster.

- Redder du mig ud? - Nej, så bliver jeg fri for dig.

Dit udyr!

- Det er pinligt, mor. - Spørger man ikke, får man ingenting.

Fyrst Vasilij?

Fyrst Vasilj.

Jeg har aldrig bedt Dem om noget.

Jeg har aldrig mindet om det, min far gjorde for Dem.

Men nu beder jeg Dem, for min søn Boris' skyld.

- Et ord fra Dem til kejseren er nok. - Jeg skal gøre mit bedste.

- Hvad ønsker De for knægten, Anna? - Udnævn ham til gardist.

Anbefal ham til generalen. Et ord fra Dem er nok.

Min indflydelse er ikke så stor, som De tror.

- Men jeg skal møde kejseren i aften. - Tak! Tusind tak!

Jeg ved, at jeg kan stole på Dem. Og når De så skal arve...

De husker vel, at grev Bezukhov lovede min søn et fast bidrag?

Det ved jeg ingenting om.

Har De ikke fået nok fra Bezukhov-familien?

Tig et andet sted.

- Napoleon har ødelagt hjemlandet. - Nej! Det passer ikke.

Frankrig er ikke længere for civiliserede mennesket.

- Napoleon er en stor mand. - Synes De virkelig det?

- Sæt Dem derovre. - Nøj, jeg må sige dette.

Ja, selvfølgelig er Napoleon en stor mand.

Han hævede sig over revolutionen og beholdt kun det gode.

- Revolution er altså godt? - Lighed for alle borgere.

Ytringsfrihed! Frihed, lighed, broderskab!

Det kan vi lære af i Rusland.

Salonerne er fulde af velfødte aristokrater, som intet ved

om virkeligheden og har glemt deres eget sprog.

Vi kunne trænge til en revolution her!

Beklager, jeg skulle ikke have... Det var bare.

- Pierre, gamle ven. - Andrej!

Det er så godt at se dig her. Har du fået en smag for overklassen?

Ja, og jeg har allerede dummet mig.

De må have mig undskyldt, kære Anna Pavlovna.

Vi må desværre gå nu. En reception hos ambassadøren.

Godaften, godaften.

Har du det sjovt?

Kom forbi senere.

Hun er henrivende.

Der er intet håb for mig. Jeg er usynlig for hende.

Har din nydelige kone det godt?

- Du kan se selv. - Hun er fortryllende.

En kvinde som hende spreder glæde, hvor end hun går.

- Du er heldig, Andrej. - Synes du det?

Har han sagt det? Han skal i krig

og sender mig ud på landet for at føde alene.

- Sikke en ægtemand. - Er det sandt?

- Min søster og far vil være der. - Føde på det forblæste sted.

- Med mennesker jeg knap kender. - Det er bedst sådan, Liza.

Tag hjem. Lægen sagde, du skulle hvile.

- Jeg går med Pierre. - Han behandler mig som et barn!

Jeg er ligeglad, om Pierre hører det. Du har ingen medlidenhed med mig.

Du var ikke sådan før.

Ser De det?

- Han elsker mig ikke længere. - Vær ikke ked af det, fyrstinde.

Jeg forstår Dem. Eller hvordan kunne jeg...

Livet er meget... Nej, det er helt forkert.

- Jeg burde gå. - Nej, nej. Jeg klarer mig.

Jeg ved, at Andrej vil tale med Dem.

- Ikke for længe. - Nej, skat.

Godaften, Pierre.

Skal du virkelig i krig? Så Napoleon er ikke antikrist?

Napoleon er irrelevant. Jeg orker ikke dette liv længere.

Saloner, sladder, dans, tomhed. Aften efter aften.

Se ikke sådan på mig. Det er sandt.

- Bliv aldrig gift. - Men Liza er ikke sådan.

- Hun er jo den blideste, sødeste. - Og jeg er glad for hende.

Men jeg kan ikke få vejret her, Pierre.

Jeg kan lige så godt dø i kamp mod Napoleon.

Du er den klogeste mand, jeg kender. Du kan klare alt.

Det siger de jo.

Har du bestemt dig for, hvad du vil gøre?

Jeg ved det stadig ikke. Men noget vil jeg gøre med mit liv.

- Endda noget usædvanligt. - Lede en revolution?

Jeg fortjener at blive gjort nar af. Jeg spilder aftenerne.

Spørger du mig, havde jeg droppet Anatol Kuragin og det slæng.

Den slags udskejelser klæder dig ikke.

Men kvinderne! Kvinderne. Og vinen, selvfølgelig.

Men du har ret. Jeg holder op med at gå derhen!

- Der har du det. - Lover du det?

På æresord.

Petrusjka!

Få dig noget at drikke!

Dolokhov!

Godt gjort, Petrusjka!

- Hvad er klokken? - Næsten tolv.

Deres og min søns opførsel bringer skam over dette hus.

Deres far ligger syg i Moskva. Jeg rejser med det samme.

Ja, selvfølgelig. Spurgte han efter mig?

Du er I problemer.

Du har været en uartig dreng. Jeg er chokeret.

- Jeg er en fortabt sjæl. - Så slemt er det nok ikke.

Hils alle i Moskva fra mig.

Tænker De på Deres far? Selvfølgelig gør De det.

Vi må forberede os på det værste. Han har haft to slagtilfælde

og kan have fået et nyt, før vi når frem.

Siden De er en uægte søn, må De ikke forvente at arve noget.

Nej, nej. Selvfølgelig ikke.

Tænk, hvad Deres stakkels kusine har ofret. Hun er en helgen.

De derimod.

Men jeg skal sørge for, at De ikke bliver stående helt på bar bund.

Men De har ikke gjort Dem fortjent til det.

MOSKVA

- Stands! - Hvor skal De hen?

Jeg tager hen til Rostov-familien. Det er Natasjas navnedag. Jeg kommer.

Det tager ikke længe.

Stakkels grev Bezukhov.

Han var syg nok. Nu vil dette med sønnen Pierre tage livet af ham.

Pierre? Hvad har han gjort nu?

Han, Anatol Kuragin og den forfærdelige Dolokhov fandt en bjørn.

- En bjørn? - De satte den i en vogn og tog til...

Til skuespillerinderne. Og så slap bjørnen ud.

Da politiet kom. Det er for oprørende.

Sig det, tante Anna.

De bandt bjørnen til politimanden. Ryg mod ryg, og kastede dem i floden.

Klarede bjørnen den?

Den svømmede rundt med politimanden på ryggen.

Det ville jeg gerne have set. Den stakkels politimand!

Nej, du har ret Du burde ikke le, Natasja.

- De ler jo også. - Jeg er ikke et godt forbillede.

- Hvad skete der med de unge mænd? - Dolokhov er blevet degraderet.

Og Pierre har forladt St. Petersborg i skam.

Gudskelov har min kære Boris holdt sig fra Anatol og hans slæng.

Din søn gør Dem ære, Anna Mikhailovna.

Han ser så elegant ud i sin garderuniform.

Nikolaj ser mindst lige så fin ud.

Tak, Julie.

Det går fint. Her er vi alle venner.

Jeg skal bare besøge Natasja. Det er hendes navnedag.

- Vær flinke piger. - Monsieur Pierre?

Ja, jeg ville tage bagvejen.

Monsieur Bezukhov.

Pierre, min kære ven!

Vi har lige hørt om Deres nye bjørnekammerat.

Nævn det ikke. Jeg skammer mig sådan.

- Det er jo Natasjas navnedag. - Bør De ikke være hos Deres far?

Jo, og jeg er på vej. Jeg ville bare hilse på først.

Jeg er så glad for, at du kom.

- Klarede bjørnen den? - Det tror jeg.

Hvad er der i vejen med Sonya? Kan du gå ud og se, Natasja?

- Lov mig, at du ikke går. - Jeg lover det.

- Champagne? - Jeg burde nok ikke.

Hvad er der? Hvad er der i vejen?

Han elsker mig ikke længere. Han elsker Julie Karagina.

Nej, det gør han ikke. Han ville bare være høflig mod hende.

Han synes, hun er grim. Det er hun.

Men nu skal han I krig. Han kommer til at glemme mig.

Jeg er bare en fattig slægtning. Din mor lader os aldrig gifte os.

Ak er muligt. Han elsker dig. Det ved jeg.

Vent her.

Nikolaj? Du er ønsket.

- Kom nu. - Undskyld mig.

- Kusine og fætter. - Ja, men hvad skal man gøre?

Se der. Du har gjort hende ked af det.

Gå hen til hende. Trøst hende.

Gå nu.

Lad mig tørre dine øjne.

Se der.

- Har du lyst til at kysse mig, Boris? - Er jeg ikke lidt for gammel for dig?

Sådan. Nu er vi forlovet.

Se ikke så forfærdet ud!

Hvordan har De det, greve? Er De fri for smerte?

Jeg kom for at spørge, om der er noget, De ønsker.

Om jeg kan stå Dem til tjeneste på nogen måde.

Jeg forstår, Deres Excellence.

De skal ikke bekymre Dem.

Nu skal vi vise dem, hvordan man gør.

Det gør han hvert år.

Jeg vil aldrig glemme dig. Aldrig.

Vi skal giftes. Uanset hvad folk siger.

Monsieur Pierre. Burde De stadig være her?

Hvorfor er De ikke ved Deres fars sygeseng?

Jeg ved, at jeg bør være der. Men jeg er bange.

Jeg lærte ham aldrig rigtig at kende.

- Kom og dans, Pierre! - Nej, jeg er for klodset.

- Jeg kan ikke danse, Natasja. - Jo, det kan du.

- Hvordan skal jeg gøre? - En, to, tre. En, to, tre.