My Life to Live (Vivre sa vie: Film en douze tableaux)

LIVET SKAL LEVES

“LÅN DIG TIL ANDRE, OG GIV DIG TIL DIG SELV” - MONTAIGNE

EN BISTRO. NANA VIL FORLADE PAUL. FLIPPERMASKINEN.

Interesserer den fyr dig virkelig?

Jeg ved det ikke. Jeg spekulerer på, hvad du tænker på.

- Har han flere penge end mig? - Hvilken rolle spiller det?

Hvilken rolle spiller det?

Hvilken rolle spiller det?

- Hvilken rolle spiller det? - Har du det skidt?

Jeg vil bare formulere det helt tydeligt.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg bedst skulle udtrykke det.

Eller også vidste jeg det, men nu ved jeg det ikke længere.

Men jeg burde vide det. Sker det aldrig for dig?

Kan du ikke tale om andet end dig selv?

Hvor er du ond.

Jeg er ikke ond, Nana. Jeg er ked af det.

Jeg er ikke ked af det, Paul. Jeg er ond.

Hold op med sige sådan noget pjat. Vi er ikke i teatret.

Du gør aldrig, som jeg siger. Jeg skal altid finde mig i ting.

- Jeg er træt af det. Jeg vil dø. - Mener du det?

- Ja. - Fis med dig.

Jeg er træt af at være forelsket i dig. Jeg skal altid bønfalde dig.

Jeg eksisterer også. Du siger, at jeg er ond, når det er dig, der er ond.

Hvorfor siger du det? Var det søndag aften?

Du ved, hvornår det var. Jeg bad dig om at præsentere mig for ham.

- Jeg ved, at du gjorde det med vilje. - Det gjorde jeg.

Du er ynkelig.

Jeg ville bare gå bag om din ryg igen.

Sig ikke det.

- Sig ikke det. - Jo.

Jeg troede, at det var vigtigt, at vi sås, men nu er jeg ikke sikker.

Vi begynder måske bare forfra.

Men jo mere vi siger, desto mindre betyder ordene.

Lykkes det mig at komme ind på teatret, er det ikke takket være dig.

- Der er andet i livet end teater. - Hvorfor siger du det?

Hvilken rolle spiller det for dig? Nogen opdager mig måske en dag.

Det vigtige er, at man ikke giver op. Jeg opgiver ikke musikken.

Det er ligesom med engelskkurserne. Du var ikke interesseret.

Jeg giver ikke op. Han skal tage fotos af mig.

- Jeg kan måske lave film. - Det ville jeg gerne se.

Hvor er du ond, Paul.

Hvor er du ond, Paul.

Det er altid det samme.

Du siger, at du elsker mig, men du synes ikke, at jeg er speciel.

Jeg elsker dig næsten slet ikke nu, men jeg synes, at du er speciel.

Hvad får du ud af at sige det? Alle er ens.

Synes du, at jeg begår en fejl ved at søge arbejde?

Jeg ved det ikke. Det passer ikke til dig.

Du forlader mig, fordi jeg ikke har penge.

Måske.

Har du fotoene, som du nævnte i telefonen?

Nej. De er klar i slutningen af ugen. Jeg glemte at aflevere dem.

- Har han det godt? Spiser han? - Han har haft ondt i ørerne.

- Hvad laver du hos Pathé Marconi? - Sælger plader.

- Kan du låne mig 2.000 franc? - Det kan jeg bestemt ikke.

Dine forældre må være glade for, at jeg er smuttet.

- Nej. De syntes om dig. - Løgner.

Hvad er det for et blik?

- Hvad er det for et blik? - Det er ikke noget.

Vi skal vel ikke skændes over det.

- Skal vi spille et spil? - Selvfølgelig.

- Har du en mønt? Jeg har kun en. - Ja.

Værsgo. Begynd.

Fars elever skriver så interessant.

- Hvordan? - I går læste han nogle ting.

Nogle af dem var fantastiske, selvom de kun er børn.

De skulle beskrive deres yndlingsdyr.

En otteårig pige skrev om høns. Hvordan var det nu?

“Hønen har et ydre og et indre.”

“Fjerner man det ydre, er der kun det indre.”

“Fjerner man det indre, ser man sjælen.”

PLADEFORRETNINGEN. 2.000 FRANC. NANA LEVER SIT LIV.

Nej. Den har vi ikke længere.

- Hvad med Judy Garland? - Judy Garland? Nej...

Har I en guitarindspilning med Roméo...

Raphaël Romero?

Lad mig kigge.

- Raphaël Romero på guitar? - I kasserne for enden.

- Er Rita stadig syg? - Ja. Hun kommer vist på torsdag.

Hun skylder mig 2.000 franc.

- Kan du ikke låne mig 2.000 franc? - Jeg er flad.

- Er det vigtigt? - Nej.

- Her. - Tak. Jeg tager også den her.

Herhenne.

Tre...

fire og fem. Værsgo.

Tak.

- Det ser interessant ud. - Det er en dum historie...

Men den er godt skrevet.

“Han løftede blikket mod himlen. Så vendte han sig om mod mig.”

“Du har et rigt indre liv. Du burde...” “Jeg afbrød ham.”

“Du lægger for stor vægt på logikken.”

“I et par sekunder oplevede jeg en bitter følelse af triumf.”

“Jeg slap et bristet hjerte og begyndte at leve igen.”

“Jeg behøvede heller ikke holde facaden.”

“Det var en elegant vej ud af dette dilemma.”

PORTNEREN. PAUL. EN KVINDES MARTYRIUM. EN JOURNALIST.

Nej!

- Giv mig nøglen. - Nej.

Godt. Jeg forstår det.

Arthur, pas på! Arthur!

Giv mig nøglen.

Her, min skat.

- Hej. - Hvordan går det?

- Vil du se fotoene? - Ja.

Han ligner mig slet ikke. Han ligner i højere grad dig.

- Vil du med ud at spise? - Nej.

- Hvor skal du hen? - Hen mod Saint-Michel.

- Tag nu med ud at spise. - Nej. Jeg vil i biografen. Farvel.

VI ER KOMMET FOR AT FORBEREDE DIG PÅ DØDEN.

ER TIDEN ALLEREDE KOMMET?

HVORDAN SKAL JEG DØ?

PÅ BÅLET.

HVORDAN KAN DU STADIG TRO, AT DU ER SENDT AF GUD?

GUD VED, HVOR HAN FØRER OS HEN-

- SELVOM DET FØRT BLIVER TYDELIGT TIL SIDST.

JA. JEG ER HANS BARN.

OG DEN STORE SEJR?

MIT MARTYRIUM.

OG DIN FRELSE?

DØDEN.

DØDEN.

- Godaften, som sagt. - Jeg inviterede dig i biografen.

Sådan er det.

- Hej. Hvordan går det? - Hej. Godt, tak.

- Skulle vi ikke mødes i aften? - Jo.

- Jeg vidste ikke, om du kom. - Kommer jeg for sent?

Kun lidt. Men det var ikke det, jeg mente.

Jeg plejer at være ret punktlig.

Klokken 23.00 er meget sent.

Jeg troede, at du havde glemt det.

- Hvad vil du have? - Har I croissanter?

- Desværre. - Så vil jeg gerne have en kaffe.

- Var det en ven, du fulgtes med? - Nej. Det er min bror.

- Har du mange søskende? - Fem brødre og tre søstre.

Overrasker det dig?

- Hvad er der sket siden i onsdags? - Ikke noget særligt.

- Er den røde bil derude din? - Ja.

- Er det en Jaguar? - Nej. En Alfa Romeo.

- Er du interesseret i biler? - Nej. Jeg ved intet om dem.

Hvornår skal vi tage fotoene?

Det bestemmer du. Jeg har allerede sagt ja.

Men jeg har kun tid på onsdag.

Der skal jeg til London.

Så ved jeg det ikke.

Hvad med nu? Er du træt?

- Ville det være slemt at sige nej? - Slet ikke.

- Tror du, at jeg kan lave film? - Ja.

Jeg har taget et eksempel med.

Jeg vil lave noget lignende med dig.

- Hvad skal det gøre godt for? - Du kan sende dem til filmfolk...

Og så ringer de måske et par dage senere.

Jeg ved ikke, om jeg vil klæde mig af.

Du kan klæde lidt af. Skulle du tage skade af det?

- Kan du låne mig 2.000 franc? - Det har jeg desværre ikke.

Jeg begynder at blive træt.

- Hvad med mine fotos? - Tager du altså med mig?

Ja.

POLITISTATIONEN. NANAS FORHØR.

Nana Klein... K?

K-L-E-I-N...

F-R-A-N-K-E-N...

H-E-I-M.

Født den 15. april 1940 i Flexburg i Moselle.

Ingen bolig for tiden. Er det sandt?

Ja.

Nå?

Jeg var ude at gå og så en kvinde købe en avis.

Hun tog penge op af sin taske...

og hun så ikke, at hun tabte 1.000 franc.

Så...

jeg foregav, at jeg også ville købe en avis...

og satte foden oven på sedlen.

Hun gik sin vej...

Og så opdagede hun det?

Ja.

Hun gik tilbage hen mod mig...

og kiggede mig i øjnene i lang tid.

Så gav jeg hende pengene tilbage.

- Hvorfor anmeldte hun dig? - Det ved jeg ikke.

Det var ikke pænt gjort af hende.

Har du ingen, du kan bo hos i Paris?

Nogle gange sover jeg hos venner.

Mænd?

Nogle gange.

Hvorfor beder du ikke om et forskud på dit arbejde?

Det har jeg gjort for mange gange.

- Hvad vil du gøre? - Det ved jeg ikke.

Jeg...

Jeg vil være en anden.

PÅ GADEN. DEN FØRSTE MAND. VÆRELSET.

Må jeg følge med dig?

Ja.

- Er det her? - Har du været her før?

- Ja. - Ja. Det er her.

- Har I et ledigt værelse? - Vil du have nummer 27 eller 28?

27.

- Ryger du? - Nej, tak.

Der er aldrig askebægre.

Værsgo.