Frankenstein

OPTAKT

DET FJERNESTE NORD, 1857

Bring ham til mig!

Victor.

Victor!

Bring ham til mig!

Laudanum for at lette smerten. Drik.

Hvor er jeg?

Du er på det danske skib Horisont.

Jeg er kaptajn Andersen. Dr. Udsen.

Hvor mange af dine mænd dræbte den?

Seks.

Den vil komme tilbage og dræbe flere.

Jer alle, om nødvendigt, medmindre I bringer mig til den.

Nej. Den er borte.

Den sank i ishavet. Den er død.

Nej, den er ej!

Den kan ikke dø.

Jeg har forsøgt at dræbe den.

Om I tror mig eller ej,

så kommer den tilbage... efter mig.

Og når det sker,

må I love at lægge mig ud på isen

og lade den tage mig.

Jeg beder jer.

Hvad slags væsen er det?

Hvilken djævel skabte ham?

Det gjorde jeg.

Det gjorde jeg.

Jeg skabte ham.

Jeg havde besluttet, at mindet om mine onde handlinger skulle dø med mig.

Den er klar.

Noget af det, jeg vil fortælle jer, er fakta.

Andet er ikke, men det hele er sandt.

Mit navn er Victor.

Victor Frankenstein.

Min far gav mig det navn.

Ved I, hvad det betyder?

Det tror jeg, ja. Erobrer.

Én, der vinder det hele.

Ja. Det hele begyndte med ham.

Min far.

Og min mor.

Victor!

FØRSTE DEL VICTORS FORTÆLLING

Victor!

Victor!

Kom ned. Din far ankommer.

Jeg er her, mor.

Jeg er herinde.

Min far var baron og en fremtrædende kirurg.

Han giftede sig med mor af praktiske årsager,

da hendes medgift var betydelig og hendes slægt adelige.

Det gav min far midlerne til at bevare sin rang og familiens gods.

Han var sjældent i vores liv,

men når han kom hjem, bøjede vi os alle for hans vilje.

Claire, min kære.

Resten af tiden...

Victor.

Far.

Resten af tiden var mor min.

Nej, bring mig den.

Saltene i kødet vil berige dit blod,

såvel som barnets.

Du spiser for to, husker du?

Værsgo.

Det er næringsrigt.

Skytsengel,

søde ledsager.

Stå ved min side, og forlad mig ikke.

Lad din kåbe give mig ly, og...

Jeg hørte dem skændes uophørligt gennem væggen.

De råbte ad hinanden om formue, ejendom... og mig.

Deres stemmer fyldte mig med frygt.

Manden afskyede os begge.

Vores kulsorte hår og dybe, mørke øjne.

Selv vores stilfærdige og sommetider nervøse gemyt

lod til at tirre ham grænseløst.

Nævn så præcist som muligt den gamle klassifikation

over menneskets legemsvæsker.

Blod, sort galde, gul galde og slim.

Mandens hjertes gennemsnitlige vægt?

255 til 310 gram, far.

Kvindens hjertes gennemsnitlige vægt?

225 til 285 gram.

Hvorfor mon?

At en kvindes hjerte er mindre.

Følelsesmæssig dybde?

En melankolsk tendens?

Masse. Blodvolumen, far. Muskulær perfusion.

Ganske. Der er intet spirituelt indhold i væv,

og ingen følelse i en muskel.

Beskriv nu trikuspidalklappens primærfunktion.

Det mindes jeg ikke, far, men jeg skal nok huske det.

Ja, det er jeg overbevist om.

Elfenben bløder ikke, Victor.

Det gør kød.

Før du er kommet i tanker om det, kan din patient være død.

Forstår du?

Trikuspidalklappens primærfunktion

er at forhindre blodets tilbagestrømning i vena cava.

Nej, ikke dine hænder. Ikke længere.

De er nu din viljes håndværksmæssige redskaber,

og vi bør passe på dem.

Men din ansigt er ren forfængelighed.

Du bærer mit navn, Victor, er dermed mig omdømme.

Det bør du huske.

Jeg tror, du har noget godt.

Tre...

To...

Én...

Det er umuligt.

Jeg blander.

Mor?

Far!

Far, det er mor.

Jeg har brug for varmt vand og rent linned. Omgående.

Javel.

- Nej, Victor! - Mor?

Far!

Red hende!

Min mor, som jeg betragtede som en del af mig selv,

som jeg aldrig troede ville forlade mig,

som var selve livet... var nu død.

Hendes øjne var slukkede,

hendes smil gav næring til den kolde jord.

Gå!

Gå med jer!

En del af universet var blevet udhulet,

og nu var himlen mørklagt for stedse.

Dæk dine øjne.

Kig ikke, før jeg siger til.

Nu.

William voksede op med solskin og smil.

Han var af roligere og blidere gemyt og min fars klare yndling.

Tak, far.

Det er en fornøjelse, min dreng.

Han var brisen, og jeg var tordenskyen.

Han var latter, og jeg var panderynker.

Tag tøjlerne.

Se mig, far. Se mig.

Der var mere på spil.

Eller snarere manglede noget.

Min mor var død

i hænderne på datidens mest udmærkede læge:

Min far.

En idé... tog form i mit sind.

Definér kredsløbssystemet...

Uundgåeligt...

...som det er fremsat i De Motu Cordis.

...indtil den blev sandhed.

Far?

Du lod hende dø, ikke sandt?

Jeg gjorde alt for at redde hende. Det bør du vide.

Så du slog fejl.

Ingen kan besejre døden.

Det vil jeg. Jeg vil besejre den.

Alt, du ved, vil jeg lære. Og mere til.

Vi har vist arbejdet nok for i dag.

Jeg blev genfødt den nat.

Jeg havde en vision.

For første gang så jeg

mørkets engel.

Og den afgav mig et løfte.

Jeg ville lære at styre livets og dødens kræfter.

Jeg ville blive en stor kirurg som min far.

Jeg ville overgå ham i ambition og indflydelse.

Skytsengel...

Visionen var så tydelig.

Mere tydelig end noget, jeg nogensinde havde set.

Men hvordan?

Min undergang kom hurtigt.

To oprør og en brand på min mors plantager

tærede på familiens formue.

Vi beholdt godset, men mistede alt andet.

William rejste til vores familie i Wien,

og jeg til London, derefter Edinburgh.

Og dér, i årtier, forsøgte jeg...

...at udvide lægevidenskabens snævre rammer.

Livet.

Dette... er livet, d'herrer.

LÆGEKOLLEGIET DISCIPLINÆRSAG - 1855

Vi bliver født.

Og straks, som vi rejser os, falder vi.

Døden.

Og i øjeblikket derimellem

har vi vores beskedne virke.

Vor fødsel er ikke op til os.

Vel?

Undfangelsen. Gnisten, der vækker tanke og sjæl.

Det er op til Gud.

Gud.

Men døden.

Deri består udfordringen.

Det bør være vor bekymring.

Det bør det være.

Men hvad ved vi? Vi er da ikke guder, vel?

Men hvis vi ønsker at opføre os så uanstændigt som guderne,

bør vi i det mindste levere mirakler.

Ikke sandt?