The MacKintosh Man

Spørgsmålet er, om Huset godkender Hendes Majestæts regeringspolitik...

over for intern sikkerhed.

Hr. George Wheeler.

Dr. Johnson sagde...

at "Patriotisme var en slyngels sidste tilflugtssted."

Hvis dette er sandt, ser I en forbryder foran jer.

Umaskeret og uden skam.

Bortset fra at for mig...

er patriotisme ikke et tilflugtssted...

det er et stolt udsigtspunkt, på hvilket jeg står.

Og det var ikke det sidste...

men altid...

i mine 25 år som medlem af Parlamentet...

altid det første.

Min første prioritet, bestræbelse og stolte pligt.

Vores nation har modstået chokket fra århundreders krige mod andre lande.

Men i dag står vi over for en mere diskret...

og muligvis farligere fjende.

Jeg hentyder til vores selvtilfredshed...

vores tolerance og alt for ofte forekommende iver...

efter at overgive disse værdier...

som mange mænd betalte med livet for at bevare.

Vi må bekæmpe, mine venner...

vi må bekæmpe alle dem, som forsøger at undergrave...

kvaliteten i vores britiske livsstil...

om de så er bevæbnede mænd i gaderne...

eller er ødelæggende elementer fra fremmede lande...

eller om de så er...

svage mænd i vore egne høje positioner.

- Goddag. - Hr. Rearden.

Han venter dig.

Bare gå ind.

- Mackintosh. - Hej, Rearden.

Vær venlig at komme med noget te, fru Smith.

Folk, som arbejder på kontor, drikker te hele tiden.

- Fru Smith? - Hun kender til det.

- Hvordan var flyveturen? - Ikke dårlig.

Godt.

Jeg tror, vi venter på, at pigen kommer med teen, før vi begynder.

Okay.

- Hvordan er din accent? - Den er okay.

Den er skam ægte, gamle ven.

Skal jeg synge Waltzing Matilda?

Sig mig...

hvad er det mest iøjnefaldende ved diamanten?

- Undskyld? - Diamanten.

Den varer for evigt.

Størrelsen.

Man kunne pakke diamanter til en værdi af 100.000 pund...

i en lille pakke kun lige stor nok...

til at have plads til adressen og et frimærke.

Mener du, at de sender diamanter med posten?

Hver dag.

Forsikringsselskaberne stoler på postvæsenet.

De plejede at have kurerer...

men kurererne blev opdaget af gangsterne.

Der var en del slagsmål og et par dødsfald.

En anden ting var, at mennesker kun er menneskelige...

og kurerer kunne bestikkes.

Nå, men kurér-systemet fejlede af flere grunde.

Men hvad med det nuværende system?

Så snart en pakke sluges af postkontorets mund...

kan end ikke Gud få den ud. Hvorfor?

Fordi det bare er én ud af millioner af pakker, der sendes af sted.

- Er du med? - Ja. Indtil videre.

Stenene sendes i alle størrelser og former for pakker.

Pakkerne etiketteres på mange forskellige måder.

De gør alt for at forvirre.

Det vigtigste er at holde destinationen anonym.

Der er mange leveringsadresser...

der intet har at gøre med den diamantindustri...

hvor stenene sendes hen.

Og den samme adresse bruges aldrig to gange.

Meget interessant.

Tænk på et postbud, der går hen ad gaden.

Det er ikke et usædvanligt syn.

Lad os sige, at han har for 100.000 pund i diamanter.

Men ingen ved det.

Ikke engang modtageren.

Da der ikke er nogen garanti for levering på noget bestemt tidspunkt.

Jeg ved, hvornår en pakke med diamanter bliver sendt.

Jeg kender indpakningen, og den er umiskendelig...

og jeg kender leveringsadressen.

Jeg har lejet et kontor på den samme etage...

- Goddag. - God eftermiddag, hr.

Din billet og pas.

Du skal skrive dit nummer i ord.

Nummeret er 10365.

Dette nummer, skrevet på checken i stedet for en underskrift...

vil give dig et beløb på op til 40.000 pund.

Eller det tilsvarende i den valuta, du ønsker.

Jeg ved en del om dig, hr. Rearden, fra Mackintosh.

Han sagde, du er den bedste.

Det var en overraskelse, han siger ikke så meget.

Han stoler på mig.

Held og lykke.

- Skal jeg blive? - Ja. Det ville være en fornøjelse.

Det er det mindste, jeg kan gøre.

- Er det bare af medlidenhed? - Nej.

Jeg sagde det for at virke mindre løsagtig.

Okay.

Rearden.

Hej.

Er der noget til mig? Jeg arbejder her.

Nu skal jeg se. Hvad er navnet?

Det behøver du ikke.

TOILET

- Ja? - Hr. Rearden?

- Er du Joseph Rearden? - Ja.

Vi er fra politiet.

Vi håber, du kan hjælpe os med vores efterforskning.

Jeg kan ikke se hvordan.

Jeg er ikke kendt i London. Lige kommet fra Sydney.

Alt det ved vi, hr. Rearden. Må vi komme indenfor?

Dette er kriminalbetjent Jervis, og jeg hedder Brunskill.

Hvad med at sidde ned?

Vi efterforsker en pakke, der er blevet stjålet...

fra et postbud i Leather Lane her i morges.

Hvad kan du fortælle os om det, hr. Rearden?

Ingenting.

- Som jeg sagde, jeg er ikke kendt her. - Kom nu, hr. Rearden.

- Det kan du gøre bedre. - Okay.

Sig, hvad jeg har gjort...

så siger jeg, om det var mig.

Hvordan fik du sår på knoerne?

Ved at slå på en lygtepæl. Jeg blev lidt bedugget i aftes.

Har du noget imod, vi ser os omkring?

Ja, det har jeg.

- Medmindre I har en ransagningskendelse. - Denne her er vist tilstrækkelig.

I finder ikke noget.

Uanset om han gør eller ej...

må jeg bede dig om at komme med til politistationen.

Du skal arrestere mig først.

Fint, hr. Rearden, jeg arresterer dig for mistanke...

om overfald på et postbud i Leather Lane...

omkring klokken 9.30 i morges.

- Er du tilfreds nu? - Det er da en start.

Hvad er der i vejen, Rearden? Nervøs?

- Ikke rigtig. - Det burde du være.

Postbudet er ilde tilredt. Du slog ham for hårdt.

- Han dør måske. - Hvilket postbud?

Det vidste jeg, du ville sige. Jeg er synsk.

Det kan man behandles for nu til dags.

Hvad gjorde du med diamanterne, Rearden?

Når du nu er synsk, ved du, hvad jeg vil sige.

Du vil sige: "Hvilke diamanter?" Ikke?

Jo.

Jeg kan ikke lide dig, Rearden. Du er en forbandet forbryder.

Jeg ville gerne være alene med dig i cirka 10 minutter.

Vi har haft det dejligt sammen, overbetjent. Rearden og mig.

Masser af vittigheder og latter.

Mit problem er, at jeg ingen humor har.

Men jeg elsker sager. Jeg elsker specifikke oplysninger.

Du har været genert, Rearden. Genert hvad angår dine præstationer.

Sådan behøver du ikke at være over for mig.

Jeg har dine papirer her fra Interpol.

Fingeraftryk, fotos, masser af saftig sladder.

Du burde lægge den avis.

En domfældelse, det er det hele.

Hvorfor ville du flyve til Schweiz i morgen?

Fordi jeg er turist.

Du er også i England for første gang, ikke?

Jeg har fået nok. Jeg vil tale med min advokat.

- Tænker du på nogen bestemt? - Ja. Ring til 586-7595.

Hr. Usher.

En turist i England i en uges tid...

og han har sin advokat klar og parat?

Og tilmed den rette advokat.

Da du var dreng, Rearden...

hvad ville du så være, når du blev stor?

En voldsmand.

En politimand.

Men det kunne du ikke...

så du valgte det næstbedste, en tyv.

Kom nu, Rearden. Fortæl os om diamanterne.

Det er, som du sagde, bortset fra at det er omvendt.

Jeg er postbudet.

Ham, I tror, er postbudet, slog...

mig ned og tog diamanterne.

Det er ham, I er ude efter.

Jeg ville have sagt det, hvis han ikke havde været min bror.

Det virker måske mærkeligt i rettens øjne, hr. Boyd...

at sende for 140.000 pund i diamanter med posten.

- Er det usædvanligt? - Nej, ikke rigtig.

Forsikringsselskaberne har stor tillid til postvæsenet.

Det handler om statistik.

Kun få pakker bliver væk.

Hvordan ville dit firma forklare røveriet i Leather Lane?

Det er ret enkelt.

Tyven havde oplysninger indefra.

Tak, hr. Boyd.

- Krydsforhør, hr. Rollins. - Som dommeren ønsker det.

Han havde en fordel. Han overraskede mig.

Jeg havde ikke regnet med det.

Ellers ville jeg have haft ham og slået ham hårdt.

Det tvivler jeg ikke på, hr. Bugner.

Lad os vende tilbage til dette punkt.

Du er sikker på, at den mand, som overfaldt dig...

er ham, der sidder der i skranken, Joseph Rearden?

Ja, det er ham. Ingen tvivl om det.