Solaris (Солярис)

MOSFILM.

NATALYA BONDARCHUK

DONATAS BANIONIS.

YURI YARVET.

VLADISLAV DVORZHETSKY.

NIKOLAI GRINKO.

ANATOLY SOLONITSYN

i filmen:

SOLARIS.

Baseret på en science fiction roman af STANISLAW LEM.

Manuskript F. GORENSHTEIN, A. TARKOVSKY.

Instruktion ANDREI TARKOVSKY.

Foto VADIM YUSOV.

Production Designer MIKHAIL ROMADIN.

Musik EDUARD ARTEMYEV.

Lyd SEMYON LITVINOV.

SOLARIS 1. DEL

Chris! Kom her! Vi har brug for dig.

Han spadserer altid i mindst en time hver morgen.

Han må ikke komme før. Han arbejdermeget. Hele natten.

Den pokkers solaristik!

Han minder om en bogholder, der gør sine regnskaber op.

Vi ventede dig allerede i går.

Han havde lyst til at stikke af, da han så mig.

Hej.

Hej.

Jeg burde ikke have forstyrret dig i dag.

Hvor er vi dog blevet gamle... Du behøver ikke undskylde.

Det hele afhænger af den første rapport fra stationen.

Besætningen sender uforståelige oplysninger.

Hvis han bekræfter, at det er umuligt at arbejde der-

- skal stationen ikke være i kredsløb om Solaets mere.

Det forstår han.

Du lovede at tale med ham. Jeg har taget filmen med.

Ja, naturligvis.

Kan drengen blive hos dig i et par dage?

Anna kan passe ham. Hun får mere fritid nu.

Hvornår flyver han?

Han er rejst i morgen på det her tidspunkt.

Her er rart.

Det her hus ligner min farfars. Jeg holdt meget af hans hus.

Så vi byggede et mage til hans.

Jeg bryder mig ikke om moderne ting.

Jeg må hellere gå.

Jeg skal nå en masse.

Biiver du her ikke?

Jeg har set den mange gange.

21 dage efter ekspeditionens start foretog Visjnjakov og Fechner-

- en flyvning over Solarishavet.

Da de ikke vendte tilbage, slog vi alarm.

Vi måtte standse eftersøgningen på grund af tågen.

Alle redningsfartøjerne vendte tilbage til stationen-

- bortset fra helikopteren, som Burton fløj.

Han kom først tilbage, da det var blevet mørkt.

Han begyndte at løbe... og befandt sig i en tilstand af chok.

Han havde fløjet i elleve år.

Det var meget overraskende.

Han fik det hurtigt bedre, men ville ikke forlade stationen-

- og nægtede at nærme sig det vindue, der vendte ud mod havet.

Fra klinikken skrev han, at han forberedte en udtalelse-

- om et vigtigt spørgsmål, der var afgørende for Solaets-projektet.

Udmærket! Lad ham selv fortælle.

Nu er det på tide at lade Burton får ordet.

Tak.

Da jeg gik ned i 300 meters højde, blev det svært at holde højden...

...fordi det begyndte at blæse.

Jeg koncentrerede mig om at styre helikopteren-

- og kiggede ikke ud i et stykke tid.

Og derfor havnede jeg i en tåge.

- Var det en almindelig tåge? - Jeg havde aldrig set noget lignende.

Det så ud til at være en klæbrig substans.

Den dækkede alle ruderne.

Jeg begyndte at tabe højde på grund af tågens modstand.

Jeg så ikke solen, men tågen var rødlig, hvor solen burde være.

En halv time senere kom jeg ud i et stort åbent område.

Det var rundt og havde en diameter på et parhundrede meter.

Netop da opdagede jeg, at havet havde forandret sig.

Vandet var stille, og overfladen var næsten gennemsigtig.

En gul leragtig masse samlede sig under den.

Da det skød op af vandet, skinnede det som glas.

Det begyndte at koge, og skumme... og stivne.

Det lignede brændt sukker.

Massen samlede sig i store klumper-

- og dannede langsomt forskellige slags figurer.

Jeg blev trukket hen mod tågebanken og måtte kæmpe imod.

Da jeg kiggede ned, så jeg noget, der lignede en have.

En have?

Lad os fortsætte!

Jeg så træer, hække, akacier, små stier...

Det hele var skabt af den samme masse.

Havde træerne og planterne blade?

Er akacie en busk?

Nej, det lignede plastik, men var i naturlig størrelse.

Bagefter begyndte det hele at ryste og revne.

Det boblede kraftigere og blev dækket af gult skum.

I kan se det med egne øjne.

Alt det, jeg så, bør være filmet.

Så jeg vil foreslå, at vi afslutter samtalen-

og ser det selv.

Vis os din film. Det bliver interessant.

Var der ikke mere? Var det hele din film?

- Ja, det var det hele. - Vi er ikke helt med.

Vi så skyer. Hvorfor filmede du skyer?

Det er nok den tåge, jeg fortalte jer om.

Det kommer også bag på mig.

Hans bevidsthed kan være blevet påvirket af havets biostrømme-

- der ikke kun er en enorm hjerne, men også en tænkende substans.

Den hypotese er tvivlsom.

Var du ikke syg den dag?

Det er spild af tid at se mere.

Vi starter her. Jeg så et flydende objekt på overfladen.

Det lignede Fechners rumdragt. Det lignede et menneske.

Jeg vendte om for ikke at tabe den af sigte.

Så rejste figuren sig lidt-

som om den trådte vande.

Dette menneske bar ingen rumdragt og bevægede sig.

- Jeg er ikke helt med... Menneske? - Ja, det var et menneske.

- Øjeblik. Så du ansigtet? - Ja.

Hvad var det for et menneske?

Hvem var det?

Det var et barn.

- Genkendte du barnet? - Nej, jeg havde aldrig set det før.

Da jeg fløj nærmere...

...så jeg noget uhyggeligt.

Hvad mener du?

Jeg...

...forstod ikke lige med det samme, hvad det var.

Men så kunne jeg se, at det var usædvanligt stort.

Gigantisk, men det er upræcist...

Det var fire meter højt-

og havde blå øjne og sort hår.

Har du det dårligt?

Vi kan udskyde mødet.

Jeg fortsætter.

Det var helt nøgent som et nyfødt spædbarn.

Og det var fugtigt... eller rettere glat.

Dets hud glinsede.

Det vuggede op og ned på bølgerne-

- og bevægede sig også selv. Det var afskyeligt.

Undskyld. Jeg spoler frem. Der mangler ikke ret meget.

Burtons oplevelser ser ud til at være en hallucination-

- fremkaldt af atmosfæren samt symptomer-

- hvor hjernebarkens associations-område var aktiveret.

Denne rapport stemmer næsten ikke overens med virkeligheden.

"Næsten"?

Et øjeblik.

Fysikprofessor Messenger er af en anden opfattelse-

- og mener, at Burtons oplysninger kan være rigtige-

og at de bør undersøges nøje.

Det var det hele.

Jeg så det med mine egne øjne.

Jeg er af en anden mening.

Vi står på tærsklen til en stor opdagelse-

og må ikke lade os standse af-

- at vi støder på en lægmands observationer.

Selv om enhver forsker måske misunder denne pilot-

- hans åndsnærværelse og evne til at observere.

Desuden har vi på baggrund af de seneste oplysninger-

- ikke ret til at afslutte forskningen.

Jeg forstår godt, hvad professor Messenger mener.

Men lad os lige tage et tilbageblik.

Solaris-projektet står simpelthen i stampe.

Vores arbejde i alle de år har vist sig at være forgæves.

Det, vi nu ved om Solaets, er negativt-

- og ligner et bjerg af spredte fakta, som er umulige at rumme-

- inden foren ramme, der giver mening.

Vi er overhovedet ikke nået videre.

Solaristik degenererer...

Det vigtigste er langt mere alvorligt end solaristikken alene-

- og handler om grænserne for menneskelig viden.

Ved kunstigt at sætte en grænse for viden-

- begrænser vi idéen om det grænseløse-

- og når vi begrænser fremdrift, gør vi tilbageskridt mulige.

Hvad mener du med, at mine oplysninger-

- næsten ikke stemmer overens med virkeligheden?

Jeg så det jo med mine egne øjne. Hvad betyder "næsten"?

"Næsten" betyder, at et reelt fænomen-

- kan have fået dig til at hallucinere.

Når det blæser, er det nemt at forveksle-

- en busk, der svajer, med et levende væsen.

For slet ikke at tale om en fremmed planet.

Det er ikke fornærmende for dig.

Hvilke følger vil professor Messengers opfattelse få?

Praktisk taget ingen.

Forskningen på det her område vil ikke fortsætte.

Jeg vil fremsætte en erklæring.

Kommissionen har ikke fornærmet mig, men ekspeditionens ånd...

Og så videre...

Nu er det god tone at le, når Burtons rapport nævnes.

Tak, Burton. Vi er gamle bekendte, men jeg har vidst så lidt om dig.

Du var en flot fyr.

Det mener du ikke. Men tak alligevel.

Undskyld.

Nå, Chris. Hvad siger du til det hele?

Jeg vil gerne tale med din søn under fire øjne.

Jeg vil ikke fremstå som en idiot i dine øjne igen.

Jeg venter nede ved gyngen.

- Han virker latterlig. - Det må du ikke sige.

Han føler sig ilde til mode.

Han føler, at han trænger sig på.