Together

Storbritannien går i lockdown.

Folk kan kun forlade hjemmet af begrænsede grunde...

Storbritannien vågner til de hårdeste begrænsninger

i mands minde for at bekæmpe coronavirus.

Det virker som en science-fiction-fantasi

efter en apokalyptisk katastrofe.

24. MARTS 2020

Ikke bære noget, vel, lille mand?

Tag den her.

FØRSTE DAG I LANDSDÆKKENDE LOCKDOWN

Ikke i stuen!

DØDSFALD I STORBRITANNIEN SOM FØLGE AF CORONA: 422

Altså, det er kun barnet, der holder os sammen.

- Arthur. - Lille Artie.

- Arthur. - Var det ikke for Artie,

- var vi for længst gået fra hinanden. - Sandheden er,

- at vi ikke kan døje hinanden. - Nej.

Så den her lockdown,

at være i samme hus...

Det eneste, der gør livet med hende til at bære,

er, at jeg kan forlade huset hver dag.

Jeg er helt enig.

At sige farvel til dig er uden tvivl

- dagens højdepunkt. - At være i samme lokale...

Og når jeg ser hende igen... Fuck.

Det er en blanding af tristhed og stank på sjælen.

Jeg hader dit ansigt.

- Mit ansigt? - Jeg hader det.

- Hader du det? - Jeg hader bare dit ansigt.

Så jeg er ikke tiltrækkende?

Jo, meget. Men jeg hader dit ansigt.

Jeg ser ham som cancer.

Jeg hader det. Det er øjnene.

Ikke hud- eller testikel, men en af de slemme,

lever- eller bugspytkirtel.

Dine kinder? Jeg er ikke sikker.

Det er tyktarmen,

du får mig til at føle det samme,

som når jeg tænker på min døde fars kræft.

- Helt det samme. - Det er læberne.

- Det er læberne. - De er flotte.

Ja, de er fantastiske.

Jeg hader dem bare.

Vi skulle aldrig være fundet sammen.

- Vanvid. - Vi er vidt forskellige.

Men dengang tænkte man: 'Modsætninger tiltrækkes.'

- Fanget i... - Ved du, hvad der også gør det?

- ...hormoner... - Seriemordere til ofre.

...beruselse og sex.

Gud. Bare tanken...

- ...om sex med dig er... - Jeg ved det godt.

Og politisk er vi så forskellige.

Jeg tror på hårdt arbejde.

Alle tror på hårdt arbejde.

Mens hun er en god gammeldags, ureformeret socialist.

Det er min mor. Du taler om min mor.

Du har aldrig forstået min politik.

Jeg er faktisk moderat.

Jeg går bare ikke ind for at udnytte arbejderklassen.

Arbejderklassen?

Hvad ved du om dem?

Jeg kommer fra arbejderklassen.

Fra barnsben. Den er ikke, hvad du tror.

Det er ikke ren hygge og slagsange omkring klaveret.

Arbejderklassen er forfærdelig.

- Du hader bare folk. - Jeg hader dovenskab.

Men de af os, der er vokset op i de finere kredse...

- Gud, hør ham lige. - Overklassen.

Min far var tandlæge!

Er du selvskabt? Det er jeg.

Jeg knoklede og slap ud.

Kors, slap nu af.

Ikke? Du er fra Kilmarnock. Ikke Compton.

Vi var fattige, og jeg slap ud af det.

Der var engang, jeg tænkte: 'Sødt, han er en Tory.'

Jeg er ikke en Tory.

Du har stemt konservativt, siden vi mødtes.

Jeg stemte på Tony Blair.

Kan vi droppe den politiske snak?

Vi er bekymrede for min mor.

- Hun burde være her. - Tærsk nu ikke langhalm.

- Vi besluttede... - Jeg tærsker ikke langhalm.

Det gør jeg ikke. Vi tog en beslutning.

Hun er alene.

- Og lille Artie... - Arthur.

Han skulle gerne beholde sin eneste bedsteforælder.

Og der er ikke så mange, der forstår ham.

- Hun har hjemmehjælpere. - De er forfærdelige.

Nej, de er bare overbebyrdede.

De kommer i tre kvarter tre gange om dagen,

smider pasta i mikroen,

skifter stomipose og sidder med deres mobil.

Det var en... Det var en pige.

Og nogle af dem er altså fantastiske.

Og til en lorteløn.

De arbejder fra syv til 22.

Fra klient til klient,

og er der ventetid mellem dem,

får de ingen løn for det.

Det er under mindsteløn.

Jeg er ikke efter dem.

Nogle er fantastiske,

men nogle er ikke, og de er ikke familie.

Og det er noget andet. De tager transport, er det okay?

Det ved jeg ikke.

Har de masker på i bussen?

Jeg har set folk iført masker.

De fraråder at bære masker.

Hvad sker der i offentlig transport,

får de det så på sig eller smitter?

Andre lande bruger masker. Bør vi det?

- Jeg ved det ikke! - Netop!

Ingen lader til at vide noget...

Noget som helst.

For helvede.

Vi har ledt efter et plejehjem.

Smukt sted. De har det hele.

Ikke for at slippe af med hende.

Line dancing om morgenen, dialyse om aftenen.

Hun ved, du ikke vil af med hende.

Sidste gange sagde hun:

'I vil af med mig, kællinger.'

Hun er en farverig karakter.

Hun skal bare sørges for.

Ja, begge mine forældre er døde. Gudskelov.

Hør, jeg er...

Jeg er virkelig ked af det.

Okay? Vi er nødt til at enes, det ved jeg godt.

Og Gud ved, hvor længe det vil vare.

Det hele er så forvirrende.

Ingen lader til at vide, hvad der sker.

Skibet styrer sig selv,

og alle de voksne er pist væk.

Og folk derude, utroligt.

- Utroligt. - Hvad med folk?

Så sig det.

- Glem det, du bliver bare... - Kom nu.

- Undskyld. - Hvis vi skal igennem det her,

- bliver vi nødt til... - Hvad?

- Snakke. - Os?

Ja. Ikke?

Skal jeg snakke?

Ja. Er vi ikke nødt til det?

- Bare lidt? - Ja, okay.

Det var i går, før de annoncerede lockdownen,

og jeg stod i supermarkedet. Det på hjørnet?

- Ja... - Jeg stod i supermarkedet,

og jeg står derinde, ikke?

Og det er fuldstændig plukket.

Græshopper, ikke?

Jeg skulle have auberginer.

- Jeg ville... - Katsukarry.

Det er det eneste, Artie spiser.

Der er intet spor af auberginer.

Ikke en courgette, ikke en tomat, ikke en gulerod.

Jeg ser en af de ansatte.

Jeg har set hende før.

Hun er halvtredserne og ret lille, og...

Og ikke for at være uhøflig,

men hun har en ret stor næse.

- Jeg kender hende. - Gør du?

Hun er sød.

Hun kommer ud gennem et af de der plastikgardiner,

og da hun gør det,

kan jeg se en hel kasse,

en hel stak auberginer.

Masser. Genialt. Jeg går hen til hende og siger:

'Undskyld mig, har I auberginer?' Hun siger: 'Nej'. Jeg siger: 'Hvad?'

Hun siger: 'Vi er løbet tør.' Ikke engang høfligt.

Hvilket er usædvanligt for hende, fordi hun er sød.

Så jeg siger: 'Undskyld mig,

'jeg kiggede ind bag gardinet,

'og jeg så en kasse auberginer.'

Hun siger: 'Åh, fuck. Åh, nej.'

Rød i hovedet, fordi hun forventer en 'situation'

eller sådan noget.

Hun siger: 'Jeg kan ikke give dig dem.' Jeg siger: 'Hvorfor?'

'Min bestyrer vil ikke sætte dem ud endnu.'

Jeg tænker: 'Nu forstår jeg.'

Jeg siger: 'Her er sagen, min søde lille dreng,

'han er lidt pernitten.

'Og han spiser kun auberginer.

'Jeg beder dig ikke om at stille dem frem,

'jeg vil bare have tre, så jeg kan lave katsukarry.'

Og hun siger...

Med bævende stemme:

'Jeg kan ikke give dig dem, fordi vi tror,

'at en af vores chauffører har coronavirus,

'og vi undersøger,

'om han har rørt varerne.'

Hun tror, det er slut.

Jeg siger: 'Du får ti pund.' Hun siger: 'Nej.'

'Du får 20 pund.' Hun siger: 'Jeg kan ikke.'

'50 pund for tre.' Hun siger: 'Lad nu være.'

'200 pund, lige nu.'

Hun siger: 'Jeg kan ikke.' 'Tusind pund.'

'Hvad?'

'Jeg giver dig 1.000 pund på stedet,

'jeg har dem, jeg klarer mig godt.

'Jeg går i hæveautomaten.