The Rules of the Game (La Règle du jeu)

Denne film, hvis handling udspiller sig i tiden før 2. verdenskrig-

-har ikke til formål at være et studie i sæder og skikke.

Personerne i filmen er helt fiktive.

Følsomme, trofaste hjerter, som klandrer den enkle kærlighed.

Hold inde med beklagelserne. Er det forbudt at ændre mening?

Hvis kærligheden har vinger, skal den så ikke flyve?

Dette er Radio Cité. Klokken er præcis 22. Klokken er ti.

Vi er nået frem til Le Bourget, hvor vi går gennem folkemængden-

-som er mødt op for at byde flyveren André Jurieux velkommen.

André Jurieux har netop krydset Atlanten på blot 23 timer.

En præstation som... Undskyld.

En præstation som kun kan sammen- lignes med Charles Lindberghs.

André Jurieux har netop udført en fantastisk landing.

Folkemængden presser på og vil forbi mobilgarden.

-Jeg vil prøve at gøre det samme. -De må ikke passere!

Ministeren kunne ikke selv komme, men han bad mig gratulere.

Det er ikke min fortjeneste. Det er flyets.

-Udmærket. -Octave!

Kære Octave!

Jeg er så glad. Ikke på grund af flyveturen, men over at du er her.

-Er hun her? -Nej.

Nu står vi ved siden af André Jurieux som nok gerne vil sige et par ord.

-Hun kunne ikke. -Det var jo for hendes skyld...

-Det ved jeg godt. -Undskyld, vil De sige et par ord?

-Hvad skal jeg sige? -De var alene i et fly i et døgn.

De må vel have noget at sige? Find på noget. Er De tilfreds?

Jeg er meget ulykkelig. Jeg har aldrig været så skuffet.

Jeg gjorde det her for en kvindes skyld.

Men hun er her ikke engang for at byde mig velkommen hjem.

Hvis hun hører mig, vil jeg sige at hun er illoyal!

Han har udført en enorm præstation.

Det har været en stor kraftanstrengelse-

-og han er endnu ikke klar til at tale i mikrofon.

Men med os har vi en ingeniør fra Gaudron...

Flyet som André Jurieux fløj i er et serieproduceret Gaudron-fly.

Motoren er en Renault med 100 heste.

Sædet til andenpiloten er erstattet af en ekstra brændstoftank.

Du er en helt, men du opfører dig barnligt.

-Christine vil måske ikke møde dig. -Jeg kan aldrig møde hende igen.

Hvor længe har du været gift, Lisette?

-Snart to år, madame. -Ja, det er sandt.

Tiden går hurtigt. Er du lykkelig?

Vi ses ikke så tit. Han er i Colinière og jeg er her i Paris.

-Hos Dem er jeg lykkelig. -Har du beundrere?

-Madame! -Jo, det har du.

Octave, for eksempel. Giv mig en anden læbestift, til aftenen.

-Jeg ved ikke, hvor den er. -Du ved udmærket hvor den er.

Jeg kan ikke lide den. Den er for violet.

Den er ikke naturlig.

Hvad er naturligt for tiden?

-Dine beundrere, hvad siger de? -Ikke så meget.

-Kysser de dig? -Hvis jeg gerne vil.

-Holder de dig i hånden? -Til tider.

-Og bagefter? -Det er altid det samme.

Jo mere man giver, jo mere vil de have.

Giv mig den der.

Der er intet at gøre. Sådan er mænd.

-Og venskab? Hvordan med det? -Venskab med en mand?

Man kan lige så godt tale om månen ved højlys dag.

-Farvel, madame. -Farvel, Lisette.

-Hvor er monsieur? -På sit kontor.

Alt er nu ved at være normalt igen på Le Bourget.

Folkemassen spredes. Hyldesten er ved at være ovre.

Vi har oplevet nogle øjeblikke, som vi vil huske...

-Vi er sent på den, min ven. -Som sædvanlig.

-Er den ny? -Det er en lille negerkvinde.

Mekanismen er intakt.

-Den er bedre end radioen. -Hørte De det med André Jurieux?

-Ja. -Jeg forstår hvordan det gik til.

Det var inden flyveturen.

Hvordan skulle De kunne have nægtet ham-

-et lille tegn på venskab som han må have bønfaldt om så smukt?

Han tolkede det som kærlighed.

-Mænd er naive. -Hvor er jeg dog lykkelig!

-Tak. -Nu går vi.

Løgnen er en meget tung klædning at bære.

Løgn...? De overdriver.

-Tror De, at jeg lyver? -Nej.

Jeg har fuld tillid til Dem.

-Virkelig? -Ja.

Undskyld mig. Jeg kommer straks.

Madame de Marras, tak.

Geneviève...? Jeg er nødt til at se Dem.

Kan De ikke komme herhen? Jaså, De skal ud med Christine.

Så siger vi i morgen tidlig. Nej, ikke kl. 10.

Præcis klokken 11 . Prøv nu at være lidt fornuftig.

-De La Cheyniest burde forgiftes. -Hvorfor har han en radio?

Det er ikke fremskridt. Det er ekshibitionisme.

-Stakkels Christine, den udlænding. -Sværmer du selv lidt for hende?

Nej, men det må være svært at forlade sådan et miljø i Østrig.

Hendes far var en stor orkesterleder. Men så flytter hun hertil...

-...hvor ingen taler hendes sprog. -Hun må vel gifte sig ligesom mig.

-Hvad mener du, Geneviève? -Jeg tænker på noget Chamfort sagde.

-Og hvad sagde han? -At kærligheden i et samfund...

...er udvekslingen af to fantasier, og kontakt mellem to huder.

De vil altså forlade mig?

Jeg har besluttet mig for at gøre mig fortjent til min kone.

Jeg ser det for mig. Familieliv, strikketøj, gryder og børn.

Ja, jeg føler, at jeg har leet nok.

Og alt det her takket være radioen og Jurieux?

-De er meget skarpsynet. -Sig, at vi ikke skal ses mere.

-Hvad ville det ændre med Christine? -Alt, min ven... alt.

Overhovedet ikke. En pariserinde ville forstå det.

Men ikke hende.

Hvis hun får nys om sandheden er det ikke os, hun bliver vred på.

Men at De har løjet for hende så længe, tilgiver hun aldrig.

Det ved jeg godt.

Jeg er faktisk glad for Dem.

Jeg ved ikke, om det er kærlighed eller vane-

-men forlader De mig, bliver jeg ulykkelig. Det vil jeg ikke være.

Undskyld. Jeg ville ikke såre Dem.

Men sæt Dem i mit sted.

Det er et held, at De er en svag mand.

Det har jeg fra min far. Han levede et kompliceret liv.

-Skal vi spise? -Meget gerne.

Jeg ved ikke, om det skyldes alle følelserne, men jeg er skrupsulten.

Octave...

Nej. Fortsæt hvis du vil. Jeg går tilbage til fods.

Octave...

-Lad mig ikke være alene. -Siden du kom tilbage...

...har du gjort mig helt vanvittig, og nu kører du mig af vejen.

-Jeg har fået nok. -Har du ondt?

Det er et under, at jeg ikke er død. Jeg ramte loftet som var jeg en fjer.

Vil du tage dit liv på grund af Christine, så gør det uden mig.

Du er sindssyg. Gør noget ved det og lad mig være.

Du er vel bare jaloux.

Ja, jeg elsker hende også. Og du skal ikke behandle hende sådan.

Hun er som en søster for mig.

Hendes far Stiller var ikke blot en af de største orkesterledere i verden-

-men også en af de største mænd. Da jeg ville studere musik-

-tog han imod mig som sin egen søn.

Ikke førend nu kan jeg gengælde ham.

Han er død og kan ikke vogte over sin datter. Men det kan jeg.

Og det er nødvendigt, for hun er ikke hjemme. Hun er i udlandet.

-Folk taler ikke hendes sprog. -Du kerer dig jo om hende.

Så lad hende komme med mig.

Det er en skam at se hende med ham De La Cheyniest og hans slot!

-En snob som er utro! -Måske.

Men han har i hvert fald begge ben på jorden.

Når du ikke er i flyet, gør du dig selv til grin, som i radioen da du landede.

Du kommer hjem fra Amerika efter at have slået en masse rekorder.

Du bliver modtaget af ministre og enorme folkemængder.

Og i stedet for at spille nationalhelt-

og sige noget til lytterne-

-begynder du at tale om Christine, i radioen.

-Og så undrer hendes tavshed dig. -Jeg gjorde det jo for hendes skyld.

Og da hun ikke engang var der...

Hun lever i en verden, hvor hun må følge visse regler.

Jeg har ikke brug for dine råd. Jeg er nødt til at se Christine.

Jeg elsker hende, forstår du.

Hvis jeg ikke må se hende, så dør jeg.

-Du vil se hende igen. -Tror du...?

Det sørger jeg for.

Jaså, monsieur Octave. Hilser vi ikke længere?

Goddag, Lisette.

-Smuk som en rose. -De ser dyster ud.

Jeg gætter på, at det har noget med flyveren at gøre.

Madame sover jo ikke længere.

Stoler du på mig, Lisette?

Det skal jeg nok ordne.

-Hvor har du været? -Jeg er overbebyrdet.

-Har du problemer? -Ja.

Du vil tale med min kone.

-Hvad er det der? En nattergal? -En løvsanger.

-Den er lidt mølædt. -Måske.

Men den synger hvert 20. sekund.

Octave! Hvor har du været? Jeg kunne knap nok genkende dig.

-Var du ikke i Paris? -Må jeg...?

Sig det, Lisette.

-Monsieur? -Jeg fik et brev fra Schumacher.

Deres mand... Uden hende er alt åbenbart trist.

Og hans arbejde yderst kedeligt.

-Han beder Dem flytte hen til ham. -Skal jeg forlade madame?

-Så vil jeg hellere skilles. -Vær ikke så dramatisk.

Er I snart færdige med jeres samtale?

-Har du en hemmelighed at fortælle? -Jeg forlader Dem.

-Ikke et sekund for tidligt. -Kommer du til Colinière? Sådan...

-Vil du have en kop the? -Nej.

Kaffe og lidt brød med syltetøj...?

-Jeg er ikke sulten. -Der er noget, som er galt.

Det er første gang, han ikke har appetit.

Kan du ikke sætte dig ned? Fortæl din hemmelighed.

-Det er André. -Nej, ikke det.

Han ville tage sit liv. Jeg var der selv.

-Hvordan? -Hvordan...?

-I bil. Han ville køre ind i et træ. -Er det min skyld?

-Ja, det er din skyld. -Jeg forstår ikke.

Du kaster dig om halsen på folk, så man tror, at du er 12 år gammel.

Med mig går det an. For mig er du stadig pigen fra Salzburg.

Men for andre kan det blive... besværligt.

Har man ikke ret til at være venlig mod en mand i Paris uden...

-Nej. -Nej...?

-Jeg har begået fejl. -Ja, af og til.

-Så må jeg sige undskyld. -Det behøves ikke.

Men du kan jo invitere ham med til Colinière.

Du er uanstændig.

Så går jeg... på gensyn.

Eller rettere... Farvel.

-Hvor skal du hen? -Hen til ham.

Kommer du ikke til Colinière?