Catching Killers

MARION AMT, FLORIDA

Da jeg ankom, så jeg en grusvej, der førte ind i skoven.

Og jeg vidste, at nede ad den vej var der et lig.

EN NETFLIX-SERIE

Det første tegn på liget var lugten af forrådnelse i luften.

Det lå på maven.

Der var en masse blod.

Han var en hvid mand. Omtrent 50 år gammel.

Vi vendte liget og så et firmalogo på en lomme

og navnet "Troy" syet over den anden.

- Intet i forlommen, Tim? - Nej, den er tom, Brian.

Det stemmede med en savnet person, vi fik besked om få dage tidligere,

og navnet var Troy Burress.

Hvordan kom han herud?

Hvordan endte liget der, og hvorfor lå det deroppe?

Hvem gjorde det?

Nu vi ser tilbage på efterforskningen,

vidste vi ikke, hvor slemt det kunne blive.

MENNESKEJAGT

50-årige Troy Burress

var lastbilchauffør for et pølsefirma i Florida.

Han ville sige op, fordi han hadede livet på vejen.

Han blev skudt i hovedet.

Jeg var vicepolitikommissær og overså drabsafdelingen.

Jeg rapporterede til kaptajn Binegar, som ledede hele efterforskningsafdelingen.

Jeg er Steve Binegar.

Jeg er 63 år gammel.

Normalt går jeg i joggingbukser og Crocs.

Det er min uniform siden min pension.

- Jeg kan også lide Crocs. - Ja.

Da begik jeg vist en fejl. Du må… Jeg skal bruge en teleprompter.

Jeg havde omkring 50 folk i min afdeling dengang.

Det var et stort job, især når du kun er 32.

Nogen sagde, jeg måske var den yngste kaptajn i stedets historie, siden 1845,

men det ved jeg ikke med sikkerhed.

Hvordan går det?

- Godt. - Super.

Her er jeg i 1998, da jeg blev udnævnt til sherif.

Det var jeg i otte og et halvt år,

og jeg var i FBI i fire år.

De jobs, der tiltrak mig, kaldte jeg altid "Er det dag, er du på,"

så du kunne altid kontaktes.

Det var efter arbejdstid, og jeg skulle spise middag med familien.

Min alarm gik af.

Endnu et lig var blevet fundet i Marion Amt. Et muligt mord.

12. SEPTEMBER, 1990

Da jeg ankom,

kunne du se liget ligge et lille stykke fra vejen,

nærmest inde i selve ukrudtet.

KAMERAET SER MOD ØST

Det så ud, som om offeret blev skudt fra flere vinkler.

Som om han vendte sig, idet han forsøgte at undslippe skuddene.

Det var raseri.

Den måde, det blev begået på, signalerede meget vrede.

Nu jeg går hen til åstedet efter 30 år,

så er det triste, at nogen mistede deres liv lige her,

få meter fra os. Det slår dig bare.

Det slog mig, at der intet køretøj var.

Det lignede samme scenarie som i den anden sag.

Det var midaldrende mænd, der var skudt flere gange.

Det ser vi som et mønster.

Så vi sendte vicepolitikommissær Jarvis til obduktionen.

Syv skudhuller.

Så det var et yderst

vredt mord.

Han hed Charles Richard Humphreys.

Retsmedicineren sagde, han blev dræbt med et .22 kaliber våben.

Det var det samme som i Troy Burress-mordet.

Ammunitionen var den samme

og blev affyret fra det samme slags våben hver gang.

Vi indså, at der var en stor mulighed for,

at det var den samme morder.

SHERIFFEN MARION AMT

Jeg arbejdede hele natten og næste dag.

Charles Humphreys var en 56-årig tidligere politichef i Alabama.

En mand set som alt andet end naiv.

De tog livet fra en, der elskede livet.

Og en stor del af mit liv.

Så vi havde Troy Burress.

Og vi havde også Humphreys.

Vi fulgte sporene, men der var lidt at gå efter i starten.

På et tidspunkt

kiggede vi på bulletiner for uopklarede mord i det centrale Florida.

Vi bemærkede en lignende sag i Citrus Amt, David Spears,

og endnu en i Pasco Amt, ukendt mand.

Alle ofrene var midaldrende, hvide mænd, der rejste alene på motorveje i Florida.

I hvert tilfælde blev et .22 kaliber våben benyttet.

Og seks måneder før drabet på David Spears

var der endnu et muligt offer i Volusia Amt, en nabo-amt.

Han hed Richard Mallory.

Ting blev taget fra hans bil.

En radardetektor og et 35-millimeter kamera.

De andre ofre fik også stjålet ting.

Vi bemærkede, at førersædet i bilerne var rykket helt frem.

Men hvis du så på ofrene, var de mellem 178 til 195 cm høje.

Så de ville ikke køre med sædet så langt fremme.

Jeg tænkte på en hændelse den 4. juli i Marion Amt.

Vi fandt et køretøj i Orange Springs-området,

som tilhørte en savnet mand ved navn Peter Siems.

Bilen var skadet,

og førersædet var rykket helt frem. Ligesom i de andre sager.

Selvom vi ikke fandt et lig i den sag,

fandt vi nogle vidner, som så to kvinder forlade bilen.

Den ene var ret lav og kraftigt bygget.

Den anden var højere med blond hår ned til skulderen.

De gik fra kirken i skoven.

Den høje blondine havde et ar på sin pande.

Og hun havde blod på sig.

Så vi fik en kunstner til at skitsere de her kvinder.

Vi kendte ikke sammenhængen.

Stjal de bilen? Vi vidste det ikke.

Men hvis vi fandt dem, kunne vi få svar på nogle spørgsmål.

Vi havde fem lig samt en savnet person, alt sammen inden for omkring fire måneder.

Tanken om, at der måske var en seriemorder på spil,

var overvældende.

Det havde vi aldrig haft med at gøre før.

Da vidste vi, at vi måtte skrue op for efterforskningen.

Vi kontaktede mange politiafdelinger.

Det var tydeligt, at vi måtte arbejde sammen.

Vi vidste, at hvert offer blev skudt med en .22.

Et hulspidsprojektil i kobber.

Rillerne i løbet, som gør, at projektilet snurrer,

var ens, de drejede mod højre.

Som et fingeraftryk for projektilet.

Det er det samme skydevåben, der bruges i alle de her mord.

Et mindre skydevåben med mindre rekyl,

så det kunne være en mindre eller svagere person,

som bruger en .22.

Vi begyndte alle at tænke,

at det meget vel kunne være en kvinde.

En kvindelig seriemorder.

Et par uger senere…

Hr. Humphreys bil blev fundet, og en kvittering blev fundet

under førersædet i bilen.

Der stod navnet på en bilforhandler i Wildwood, Florida,

ved motorvej 75 og County Route 44.

Vi gik ind, talte med ekspedienten.

Vi spurgte ind til Charles Humphreys og viste hende et foto.

Hun genkendte ham ikke eller huskede, at han var derinde.

Så vi viste hende de to skitser.

Hun sagde: "Jeg så dem her. De købte noget og gik."

"Men de piger var lidt fjollede, og det bemærkede jeg."

Det spor var fænomenalt, for det var vores første rigtige forbindelse

mellem to kvinder i en savnet person-sag,

og en involvering i Charles Richard Humphreys død.

Men vi havde stadig ingen navne,

så vi måtte prøve at finde deres identiteter.

Da skete der endnu et mord.

Mordet på Walter Gino Antonio.

LIG FUNDET I DIXIE AMT 19. NOV, 1990

Hans bil blev fundet. Nummerpladen var blevet fjernet,

og førersædet var rykket helt frem.

Han blev dræbt med samme slags våben og ammunition.

Nu var der seks ofre,

muligvis syv med Peter Siems.

Morderen lavede en cirkel om os

og efterlod lig og deres køretøjer på vejen.

Men det er en ustabil situation.

Vi kan ikke lade det fortsætte. Vi må gøre mere.

Så vi traf beslutningen om at frigive skitserne til pressen.

Om ikke andet for offentlighedens sikkerhed.

Men vi undervurderede, hvor meget opmærksomhed, sagen ville få.

Det var et kaos, som en masse piratfisk.

Det, vi ved, tyder på, der var flere scenarier.

Det var større end noget, jeg havde håndteret tidligere.

Det ved vi ikke endnu.

Med det samme vidste pressen, at der var en god historie.

Politiet siger, at for første gang

myrder disse mordere med et kvindeligt præg.

De hovedmistænkte er to unge kvinder, som spiller piger i nød ved siden af vejen

og så bliver dødsdamer.

Vi ved ikke, hvordan de mistænkte kommer tæt nok på vores ofre

til…

…at nedbryde den tanke, at man skal passe på fremmede.

Hun tilbyder måske en seksuel ydelse eller beder om en slags assistance.

Florida-chauffører stopper ikke for nogen, især ikke kvindelige blaffere.

Det er skræmmende, fordi…

At vide, at nogen gør sådan noget.

Jeg får hvide hår af at gå med pistol og håbe på, jeg ikke smides i fængsel.

Hellere, at sheriffen fanger mig med den, end at to kvinder fanger mig uden den.

JAGT PÅ FLORIDA-SERIEMORDERE

Presset var helt enormt. Det blæste taget af.

Da sagen blev offentlig, kom der en masse telefonopkald.

Vi indsamlede over 400 spor angående, hvem skitserne måske forestillede.

Af de 400 gav fire af dem god information,

og de nævnte alle sammen de samme.

Tyria Moore og hendes kæreste, Lee.

De beskrev Tyria Moore som den korte, tætbyggede person

og hendes ven, Lee, som den høje blondine.

Det var fantastisk, at vi endelig havde noget konkret.

Den næste dag får vi endnu et tip fra en kriminalbetjent i Port Orange.

Han sagde, han fik tips fra en fortrolig kilde om,

hvem de piger måske var. Og ud fra det, kilden sagde,

var deres seneste adresse Fairview Motel i Port Orange.

Efterforskerne tjekker der,

de taler med receptionisten og fremviser skitserne.

Receptionisten kigger og siger: "Ja."

"De har været her. De er her ofte. De vil altid have værelse otte."

Den høje blondine, som blev kaldt Lee,

skrev under med navnet Cammie Marsh Greene.