Patrick Melrose

Baseret på bøgerne af Edward St Aubyn

- De sørgende ankommer nu. - Fint. Lad os gå i gang.

Jeg vil have dig til ...

... at slå mig ihjel.

- Det er nummeroplysningen. - Et nummer til en organisation.

Den hedder Foreningen for Aktiv Dødshjælp.

Er du sød at tale lidt højere?

Foreningen for Aktiv Dødshjælp.

Beklager, men vi kan ikke hjælpe.

Vi kører bare kampagne for en lovændring.

Men foreningens navn lyder så ... håbefuldt.

Det er nummeroplysningen.

Et internationalt nummer til Schweiz, tak. Dignitas.

Hvilken organisation er det? Hvad arbejder de med?

Tja, de ... Jeg prøver at stave det.

Selvmordstanker kommer af depression, og det er det, vi bør behandle.

Hun kan hverken bevæge sig, tale eller styre sin krop.

Depression er ikke en sygdom, men en naturlig følge.

Det ville være sværere at forklare, hvis hun var helt sorgløs.

Deprimerede patienter får antidepressiva.

Det tager hun allerede. Nu hader hun livet mere entusiastisk.

Så hun bad mig om at slå hende ihjel.

De døende kan være gode at arbejde med.

Det er næppe noget, hun kommer til, vel?

Og jeg går mere op i hendes livsglæde end i din.

Jeg vil til Schweiz.

Vi er i gang med at undersøge det.

Dr. Fenelon er her. Kan du huske vores læge?

Hej, Eleanor.

Jeg kigger lige lidt på dig og stiller dig nogle spørgsmål.

Du må ikke fortælle ham ...

... at min mor var hertuginde.

Min mund er lukket med syv sejl.

"Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg er sengeliggende og inkontinent -

- og er pint af min egen ubrugelighed.

Der er ingen bedring i sigte, og mine åndsevner svigter mig.

Jeg anskuer ikke døden med frygt, men med længsel.

Hjælp mig med at slippe for den daglige tortur ved at leve.

Venlig hilsen."

Er det passende?

- Er det en passende beskrivelse? - Ja.

Vil du skrive under?

Skrive under.

Tak for al din hjælp.

Det havde du slet ikke behøvet.

Det var så lidt.

Endelig forældreløs. Det har jeg altid drømt om.

Nu føler jeg mig endelig fuldendt.

- Det siger du ikke i talen, vel? - Min tale ...

- For der står, at du skal tale. - Ja, det ved jeg.

- Jeg kan ikke hjælpe dig. - Det ville jeg aldrig bede dig om.

Jeg tror bare, jeg improviserer og lader det komme fra hjertet.

Er det en god idé?

Med mit hjerte? Folk vil løbe skrigende mod udgangen.

Overrasket over at se mig? Jeg er lidt af en begravelsessnylter.

Det bliver man i min alder. Ingen grund til at sidde -

- og grine ad fejlagtige nekrologer derhjemme.

Nej, livet skal da fejres. "Der røg skolens tøjte."

"Krigen var god mod ham, men jeg ved bedre."

Ikke at alt det her ikke er meget rørende.

Dog ikke så velbesøgt.

Er det din mors religiøse venner?

Er den auberginefarvet?

- Jeg skal tale med ... - Vær ikke bitter over pengene.

Flere af mine venner er døde på kommunale plejehjem -

- og de mange udlændinge i personalet er yderst menneskelige.

Er der andet at gøre med penge -

- end at bruge dem og blive bitter bagefter?

Jeg siger vel, at du gerne må være bitter over pengene.

Er det seks generationer, hvor din familie ikke har arbejdet?

Det må være spændende for jer efter at have været helt uden konkurrence -

endelig at komme i gang.

Og hav ikke dårlig samvittighed over at være lettet.

Hvis bortgang kunne være nådig, så gjaldt det din stakkels mor.

Eleanor, vi skal gå nu. Flyet går kl. 15.

Gør ingenting. Ingenting.

- Hvad sagde du? - Gør ingenting.

Ingenting.

- Har du ombestemt dig? - Ingen Schweiz.

Har jeg ikke lov til at være lidt splittet lige nu?

Hun bad mig om at arrangere det. Lægerne, samtykkebrevet ...

Det var hendes projekt, og nu ombestemmer hun sig.

Hun er bange. Hun vil ikke gøre det selv -

men få en anden til det.

Tro mig, jeg er fristet.

Hvorfor er her ikke en bar? De ville tjene en formue.

Hvorfor? Hvis hun ville sige noget vigtigt, så er det for sent nu.

Tænker du på Eleanor?

Annette. Vi mødtes i Frankrig.

- Jeg håber, I nyder vores hjem. - Ja, det gør vi.

Jeg skal hilse fra Seamus. Han bor i dit gamle værelse.

Han ville gerne komme, men han skriver stadig på sin bog.

Hvordan klarer du det?

Livet består kun af de ting, som vi giver opmærksomhed.

Alt det andet er bare indpakning.

Maya Angelou sagde, at meningen med livet -

- består i, hvordan vi påvirker andre mennesker -

- og om de får det godt eller skidt.

Eleanor fik folk til at have det godt.

- Det kan jeg bruge i talen. - Gør det. Min gave til dig.

Hvem du, hvem der elsker Maya Angelou? Ham med stokken.

- Sig det til ham. Han hedder Nick. - Det vil jeg gøre.

Af alle de dage du kunne have valgt ... Prins Charles' bryllupsdag!

Hop du bare ned med dit periskop -

- og dit plasticflag, hvis det kan underholde dig.

- Fint sted. - Ja, jeg vil også kremeres her.

- Du har ikke travlt. - Først når jeg er død.

- Hvordan klarer du det? - Jeg er mærkeligt opløftet.

Min mors død er det bedste, der er sket mig siden min fars død.

- En smule mere kompliceret. - Du er psykiateren.

Psykoterapeut.

Sikke dog noget sludder.

- Så for den. Nicholas Pratt. - "Farvel, min ven."

"En af os skulle jo dø først. Godt, det var dig."

Kom du bare min åndelighed ned i din spirituelle værktøjskasse.

Er han ikke bare sjov?

Han forstår ikke, at vi lever i et kærligt univers -

som også elsker dig, Nick.

Hvor er jeg glad for at se dig.

Nicholas, hvorfor er de mærkelige mennesker her?

Fanatikere, moonier, heksedoktorer.

Undgå øjenkontakt, og hold dig tæt på mig.

Hvem er han?

Det er min datters psykoanalytiker.

Og han er en led satan!

- Vi er klar til at gå i gang. - Ti minutter.

- Ti minutter? - Der kommer jo stadig folk.

Lige til tiden. Vi er klar til kampstart, hvis man siger det.

Det gør man ikke.

- Det er længe siden sidst. - Næsten et år.

- Er du på vandvognen igen? - Ja, det er slut.

Tillykke. Det må være svært lige nu.

Nej, det sniger sig først ind på en, når alt går godt. Har jeg hørt.

- Ironien er der stadig. - Den er svær at komme af med.

Glem heroin, så længe man bare kan sige dobbelttydige ting.

Jeg går med nikotinplaster, samtidig med at jeg ryger.

Lad mig beholde min sarkasme.

Sarkasme tæller ikke. Det har jo kun én betydning.

Nå, ligene ligger vist i kø.

Hvem skal tale?

Aner det ikke. Mary har stået for det.

Hvor sødt. Hun er mere en mor, end din egen mor var.

Ja, indtil hun selv fik børn, og så var jeg afsløret.

Jeg skal dog stadig kremere den eneste mor, jeg har haft.

Det er godt at se dig igen. Jeg vidste ikke, om det ville ske.

Du vil da ikke bo her, vel?

Jeg ser det som min ungkarlehybel.

Det er sådan et sted, hvor folk begår selvmord.

- Ja, tanken har ... - Nej. Jeg mener det.

Alt er bare så trøstesløst.

Beklager, men fordærv er ikke særlig ophidsende i vores alder.

Jeg kan ikke komme herhen igen.

Nej, du bør hellere lade være.

Robert? Hvad laver du derinde?

Hej.

Jeg hørte dig slet ikke. Kom herhen.

- Hvad nu? - Jeg henter bare et par ting.

- Hvordan går det? - Robert, gå ovenpå med Thomas.

Hvordan går det, Robert? Har du det godt?

- Hvor er Thomas? - Nu, tak.

Jeg kommer op og siger farvel.

Bare et par nipsgenstande.

Arvestykker og den slags, så hyblen bliver lidt hyggelig.

Tag det, du vil have, og gå hjem og sov den ud -

men børnene skal ikke se dig sådan.

Tænk ikke på lampen. Jeg køber bare en ny.

- Gå nu bare hjem! - Hjem!

Det er sødt af dig, at du ser det som mit hjem.

- Jeg er ikke så heldig ... - Det her er et helvede!

Du af alle mennesker burde vide, at det er uacceptabelt!

Dårlig betjening og støj er "uacceptabelt".

Nej, det her er fandeme uacceptabelt!

Jeg er ikke Eleanor, og jeg vil ikke finde mig i -

- at se den her ulækre udgave af dig smadre dit liv -

- og drengene skal heller ikke se det.

Det er for meget, og det har stået på for længe.

Hvis du vil drikke dig selv ihjel -

- så kan du gøre det i din egen lejlighed.

Far?

Du har abstinenspsykose. Ved du, hvad det er?

Ja, der ringer en klokke.

Så ved du, hvad du kan forvente. Rystelser, svedeture og syner.

Vi stabiliserer dit hjerte, så anfaldene stopper.

Jeg dør.

- Du dør ikke. - Det gør ikke noget.

Jeg vil dø, jeg vil dø, jeg vil dø.

Vorherre til hest. Det er den spirituelle værktøjskasse.

Sikket passende valg.

Og en passende påmindelse om hendes stærke bånd -

med det afroamerikanske folk.

Alle her i dag har kendt Eleanor -

og hvis min Eleanor ikke er jeres -

så kan jeg kun sige:

Luk hende ind. Luk hende ind.

Jeg mødte Eleanor, da nogle af os fra Dublins healende trommekreds -

- rejste til hendes skønne hus i Provence -

som så mange af jer kender.

Da vi ankom, så vi hende sidde på muren ind til terrassen -

- oven på sine hænder, mens hun kiggede ud på verden -

- som et ensomt barn, der drømte om fremtiden.