The Humbling

Danske tekster: SUBLiME

Ti minutter til tæppet går.

Hele verden er en scene -

- og alle mænd og kvinder er blot aktører.

De har deres sortier, og de har deres entreer.

Og de har deres sortier.

Og de har deres entreer.

Og hver har mange roller at spille i sin livstid.

Hans handlinger er syv aldre.

Tror du på det?

Virkede det troværdigt? Nej, vær ærlig.

Var det ærligt?

Ja, det var det, var det ikke? Nej, det var ej.

Var det ikke ærligt? Hvad var det så?

Nej, ikke falsk. Jeg tror ikke på det.

Skal jeg prøve igen? Hele verden er en scene -

- og alle mænd og kvinder er blot aktører.

Hvad med det? Var det bedre?

De har deres sortier, og de har deres entreer.

Var du inspirerende, eller sagde du det virkelig?

Og hver har mange roller at spille i sin livstid.

Betød det noget for dig, eller nogen anden, der nogensinde har eksisteret?

Narrer du dig selv?

Fulgte du ikke dine egne instinkter?

Hvad vil du gøre? Hoppe op og ned?

Danse? Bare sig dine ord.

Shakespeare klarer resten. Det ved du.

- Fem minutter. - Fem minutter.

Mit ansigts masker. Min tragedie og min komedie.

Lad os samle dem i aften, makker.

Jeg elsker jer begge. Syv aldre, der er syv aldre.

Først...

Hans handlinger er syv aldre.

Den klynkende skoledreng.

Klynkeriet.

Sukkende som en kakkelovn.

Hvad er en mand? Nej, det er Hamlet.

Hallo.

Nej.

Luk op. Gudskelov, jeg har låst mig ude.

Jeg så dig ikke komme ud.

- Jeg er Simon Axler. - Nej, du er ej.

Jeg har en garderobe ovenpå. Jeg er med i stykket.

Jeg skal på scenen, lad mig komme igennem.

- Jeg skal på scenen. - Stykket er allerede startet.

- Jeg er med i stykket! - Dæmp dig.

Jeg er Simon Axler, jeg hører til ovenpå.

Jeg står lobbyen, klædt på sådan her. Jeg er med i showet.

- Ellers havde jeg været anderledes klædt. - Skrub af!

Jeg er Simon Axler, jeg er med i stykket.

Alle mænd og alle kvinder er skuespillere.

Alle mænd er skuespillere. De har...

Jeg hører til ovenpå, jeg spiller hovedrollen.

- Jeg er Simon Axler. - Tre minutter.

Missede jeg mit stikord?

Jeg missede mit stikord.

- Der findes ingen nulevende så skurkagtig. - Jeg er glad for, jeg kom hid til dig.

Jeg vil give ham hans betaling. Gud tager din tilbedelse.

- 30 sekunder. - Jeg håber, jeg får set enden på ham.

Thi min sjæl hader ikke mere, selv om jeg ej aner hvorfor.

Den sidste scene af dem alle -

der afslutter denne -

mærkelige, begivenhedsrige historie -

er den anden barndom -

- og den totale glemsel. Uden tænder...

Uden øjne...

Uden smag...

Uden noget som helst.

Den berømte pianist, skuespiller, og fortæller, Oscar Levant, sagde engang:

"Der er en tynd grænse mellem genialitet og sindssyge."

Og han havde udvisket den grænse.

- Du får snart noget mod dine smerter. - Lød mit stønneri troværdigt?

- Troede du på det? - Ja.

Jeg gjorde ikke. Må jeg prøve igen? Jeg skal nok være mere afdæmpet.

Det var for meget, det skal være mere afdæmpet. Som skuespiller -

- er det gået op for mig, at jeg har svært ved at skelne mellem teaterstykker -

og det virkelige liv.

Jeg var ude en dag, det tror jeg.

Troede du på det, jeg lige sagde?

Lad mig skære det ud i pap:

Jeg går aldrig på scenen igen.

Jeg elsker det her hus.

Efter 14 år ser det stadig ud som om, du aldrig er flyttet ind.

- Få noget hvile. - Ti stille.

Jeg sover ikke, det ved du. Så ti nu stille.

Ring til mig, hvis du får skumle tanker.

Da jeg kom hjem efter uheldet, kunne jeg ikke huske, hvad der var sket.

Der var gået 16 dage, og jeg kunne intet huske.

- Skræmte det dig? - Nej, det gjorde det ikke dengang -

- men nu er det foruroligende at tænke på.

Jeg havde ingen venner. Ikke nogen, jeg kunne snakke med.

Ingen familie. Jeg ved ikke, hvordan det skete.

Ingen børn og ingen kone.

Jeg har altid tænkt på, hvorfor jeg har et jagtgevær.

Så gik det op for mig. Det var på grund af Hemingway.

Hemingway begik selvmord med et jagtgevær. Det måtte være derfor, jeg havde ét.

For jeg bryder mig ikke om skydevåben.

Hemingway må havde haft længere arme.

Jerry, undskyld jeg ringer så sent. Simon her. Jeg har problemer.

Og sådan mødtes vi.

- Den næste måned får du travlt. - Jeg kan lide at have travlt.

- Har jeg et værelse? - Ja.

- Er det et enkeltværelse? - Nej, dobbeltværelse den første uge.

Jeg ved ikke, hvad jeg synes om det. Men jeg er jo berømt.

Du ved måske ikke, hvem jeg er, men jeg er berømt.

- Lad være med det at skrive mens jeg snakker, doktor. Jeg kan ikke lide det.

Det er som at være med i et stykke, hvor publikum skriver i programmet.

Derfor hader jeg Premiereaftener. Anmelderne, der skriver i deres notesbog -

- i fuld offentlighed. - Du kan ikke lide, når folk skriver?

Det går mig på.

Hej Oliver. Hvad laver du?

- De her vil hjælpe dig med at sove. - Nej, de hjælper ikke.

Disse her er anderledes.

Skuespil er altid kommet let til mig. Det har jeg altid været god til.

Det var ligesom... Man siger, noget kan være medfødt.

Jeg blev født til det. Jeg elsker scenen, og at være på den.

Det har altid føltes naturligt. Jeg har altid hørt hjemme på scenen.

Faldet skete gradvis.

Det startede, da jeg mistede følingen med mit håndværk.

Der er mange ting man kan bearbejde, men ens håndværk?

Det svarer til, at en musiker mister evnen til at spille.

Det er sket for store musikere før -

- men hvad hvis man mister sit øre? Og jeg mener ikke som Beethoven.

Det var det, jeg følte, da jeg mistede mit talent.

Det forsvandt bare hen ad vejen. Mest lysten, tror jeg.

Lysten begyndte at falme.

Det gled bare fra mig. Man er ikke forberedt på den slags.

Det er også begyndelsen på andre ting, for eksempel at man mister sine venner.

Som man siger om atleter; først ryger deres ben -

- så deres knæ, derefter deres penge, og til sidst vennerne.

Den slags ved man. Men at miste evnen til at huske ord...

Hvordan skete det?

Jeg skulle spille et stykke forleden dag -

- og jeg reciterede replikker fra et stykke -

- jeg spillede for 10 år siden, et helt andet stykke.

Det var naturligvis stærkt foruroligende.

Publikum begyndte at... Jeg er ikke alene her, hører I efter?

Interesserer det jer? Kan jeg fortsætte?

Jeg føler, jeg lægger beslag på det hele.

Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige, udover at det blev værre og værre.

Da publikum begyndte...

Da publikum begyndte at trække sig tilbage -

og ikke ville lege med mere...

Da jeg fandt ud af, hvad der var sket, blev det for meget for mig.

Jeg mistede noget, jeg havde haft hele mit liv. Det var væk.

Væk som ved et trylleslag.

Jeg havde ikke drømt om, at det kunne ske. Hvad skulle jeg gøre?

- Vil du være sød at rydde bordet? - Okay.

- Lad min drink stå. - Hvad fejler du?

Vi er i gang med en reaktions-undersøgelse, vil De deltage?

- Gerne. - Tak, det var to point.

- Har De prøvet noget lignende før? - Nej, aldrig.

Tak. Kan De lide det? To points igen.

- Simon, kan vi sludre senere? - Jeg har andre planer.

- Jeg har måske tid næste torsdag. - Torsdag?

Det var bare for sjov.

- Selvfølgelig har jeg tid til at sludre. - Det var overbevisende.

Jeg var den perfekte kone til det 20. århundredes Østkyst.

Universitetsuddannet, respekteret. Velhavende mand.

Vores hus lå lige uden for byen, og det var det perfekte sted -

- at fejre vores perfekte liv på. Vi har to perfekte børn.

En dreng på fem og en pige på syv, som passede til vores perfekte liv.

En eftermiddag tog jeg i byen for at shoppe -

- og på vejen opdagede jeg, at jeg havde glemt min pung i huset -

- så jeg kørte tilbage. Jeg kunne kun se toppen af min datters hoved -

- over sofaryggen, og der var tegnefilm i fjernsynet -

- hvilket hun ville have set under alle omstændigheder...

- Kan du følge mig? - Ja.

Alting var okay, men det undrede mig, at hendes trusser lå på armlænet.

Du kan nok se, hvor jeg vil hen nu. Da jeg kom hen til sofaen og kiggede -

- var jeg ikke forberedt på at se min rige og magtfulde mands hoved -

- under min lille piges kjole. - Jeg ved, det er skrækkeligt -

- men mens hun taler, tænker jeg på om det her er en form for test.

Om de tester mig for at se, om jeg køber den.

Får jeg det bedre af det?

Er det en del af terapien?

At den syge taler med den endnu sygere?

Jeg lavede en lyd, og min mands hoved kom frem fra -

- det sted, det havde været. Han kiggede på mig, og sagde:

"Hej. Skulle du ikke ind til byen?"

Jeg var totalt lammet.

Mit hjerte bankede og min hals brændte -

og jeg havde intet at sige.

Intet.

Her åbner hun sit hjerte, og jeg kan kun tænke på, hvordan hun gør det.

Hvordan hun optræder.

Jeg ville have vist flere følelser. Jeg måtte distancere mig.

Jeg kigger på hende, som jeg ville se et Tennessee Williams teaterstykke.

Jeg skal bruge nogen, der vil dræbe min mand.

Spurgte du, om hun havde været i psykiatrisk behandling før?

- Nej. - Var du ikke nysgerrig?

Det tænkte jeg slet ikke på.

- Du skal nok finde nogen. - Ja, dig.

Hvis jeg var morder, ville jeg gøre det gratis.

Men jeg er en arbejdsløs skuespiller. Jeg ville ødelægge det hele.

- Mener du det? - Jeg vil selvfølgelig gerne betale.

Sybil hør her...

Når du laver et stykke, spørger du så ind til karakterens baggrund eller fortid?

- Ja, selvfølgelig. - Men ikke i det virkelige liv?

Jeg så dig i en film, hvor du slagtede naboerne.