Patrick Melrose

Baseret på bøgerne af Edward St Aubyn

Sydfrankrig august 2003

Robert, skat. Vi siger hej senere.

Vi skal ud at hente mormor i lufthavnen.

- For fanden da også! - Patrick!

- Jeg vil ud at ride! - Undskyld.

- Det må du undskylde, Thomas. - Okay.

Jeg har ligget vågen hele natten.

- Og nu skal du op. - Var vi ikke på ferie?

Jo, men vi er nogle, der har været oppe siden kl. 5, ikke?

Godt. Vi kører ud og henter min mor.

- Bare tag dig god tid. - Der er rigeligt at gøre.

Alle vinduerne skal åbnes, så vi kan lufte ud.

Hvis du vil få pakket resten ud, vil det være en stor hjælp. Thomas.

Patrick. Jeg syntes nok, jeg hørte din bil i aftes.

Velkommen tilbage. Eleanor glæder sig til at se dig.

- Det er Kevin og Annette. - Hej, Patrick.

Vi synes, det er pænt af din mor -

- at lade stiftelsen bruge jeres smukke hjem.

Hun har hjulpet så mange med at skabe forbindelser.

Med andre virkeligheder.

Okay, men i den her åbnede jeg mit skab -

- og fandt så mange "Sjælens veje", at de var i vejen for skoene.

"Skoenes veje" er bedre. Så bevarer man jordforbindelsen.

Kan I måske ikke fjerne dem, når vi holder ferie her?

I august bor familien her.

Jo, selvfølgelig. Undskyld.

Brochurer om reikiheling og helende cirkler er spildt på os.

Og den flotte kork-opslagstavle er vist din.

- Jeg sætter den i mit hus. - Du mener min mors.

Hvor hun lader mig bo.

I hvor lang tid? Skulle du ikke hjem til Irland?

Nej, jeg er her hele sommeren. Du vil ikke bemærke mig.

- Monsieur Melrose? - Bonjour , Claudine.

Hvordan har min mor det?

Hun venter på dig.

Du skal vide, at jeg er meget ked af -

at jeg ikke rigtig kan kommunikere.

- Ja, det må være frygteligt. - Ja.

Frygteligt. Ja.

Men jeg er tapper.

De andre henter Marys mor. De glæder sig til at se dig.

Når du kan overskue det.

Thomas er vokset en del, som man jo må forvente.

Er han det?

- Thomas... - Hvad er det her?

...er ligesom mig.

Undskyld, men jeg prøver at...

- Var det en god flyvetur? - Den var frygtelig.

Kvinden ved siden af stak hele tiden sine bryster ind i barnets ansigt.

- Hun ammede det. - Tak for det, skat.

Dengang jeg fik børn -

- var det en kunst ikke at ligne en, der havde været gravid -

- frem for at lade brysterne hænge frit fremme.

- Ikke for at amme. - Viser du mormor værelset, Robert?

Patrick?

- Hvad sker der? - Midlertidig foranstaltning.

- Det er ellers længe siden. - Hun har virkelig overgået sig selv.

Fra advokaterne. Min mors vilje.

- Hun har gjort mig arveløs. - Hvad?

Hun giver huset til stiftelsen. Intet til os eller børnene.

- Hvor frygteligt. - Jeg skal tjekke det for smuthuller.

Først gør hun mig arveløs, og så skal jeg hjælpe til.

- Hvorfor? - Hun vil "gøre en god gerning".

Hun vil hjælpe hvem som helst -

- så længe de ikke er i familie med hende!

Og nu vil hun have min velsignelse.

Ham Seamus har sikkert hvisket hende det i øret!

- Patrick, du er helt ude af den. - Ja!

Hun er en dårlig mor, men jeg håbede -

- at hun en dag ville føle, at hendes forræderi og forsømmelse var nok -

- så hun kunne holde en pause og lege med sine børnebørn.

Det skræmmer mig, hvor meget jeg foragter hende!

Det føltes, som om min krave strammede.

Men det var ikke kraven, der strammede, men en løkke af foragt.

Hun er en skræmt gammel dame.

Jeg ved det godt. Hvad er det så, jeg foragter?

Jeg foragter den gift, der drypper ned -

på generation efter generation.

Jeg vil hellere dø end at udsætte vores børn for det samme.

Det kommer ikke til at ske.

Ikke hvis vi kæmper imod.

Forærer hun det hele væk?

Ja, til stiftelsen.

Mærkelig form for velgørenhed.

Robert, gå hen og sig hej.

Jeg siger det kun, hvis Patrick opfører sig sært.

Det er da kun forståeligt. Her er så skønt.

- Du fandt os. - Ja. Det er godt at være her.

- Hvem er det? - Patricks veninde Julia.

Lucy er hendes datter.

- Han er glad for at se hende. - Hej, Mary!

Han er bare venlig.

Hun har haft det hårdt.

Kan du ikke anfægte det? Du er jo advokat.

Det er stadig hendes penge.

Hvis hun vil smide dem efter et New Age-hotel, så kan jeg intet gøre.

Kan du ikke udgive dig for at være en shaman?

Jeg er en af de eneste i verden, der ikke kan helbrede nogen.

Hvorfor leger I ikke?

Leg nu.

Leg nu!

Og det er svært nok at tage mig af min familie.

Det kan også være en måde at give op på.

De bliver de helstøbte -

- dem, der ikke drikker for meget eller bliver skilt -

og bliver psykisk syge.

Man beskytter dem så ivrigt mod forfald og depression -

at det ender med at ske for en selv.

Undskyld. Jeg er lidt nede i dag.

Siden skilsmissen har jeg haft de her udfald.

- Som om jeg ikke eksisterer. - Det kender jeg godt.

- I din alder? Prætentiøst. - Det passer.

Men du er da stadig glad, ikke?

Nogle gange. Når det sker.

Du gør det så godt.

- Hej. - Der har vi jo min udlejer.

- Du kan ikke lide Julia. - Robert!

Det kan jeg godt.

Men hvor intelligente mennesker tænker højt -

- da tænker Julia mest på, hvordan hun lyder.

Det skulle jeg ikke have sagt.

Ikke sige det videre.

- Er du selv healer? - Ja, Seamus, hvem har du helbredt?

Jeg har arbejdet på plejehjem i mange år -

- hvor jeg vaskede fæces af de gamle -

- og madede dem, der ikke selv kunne spise.

Og det er jeg taknemmelig for, Julia.

Ærgerligt, at du droppede det. Du kunne have udrettet noget.

Patrick holder mig også nede.

Men jeg føler også, at vi udretter noget her med vores kurser.

Vi får børn inde fra byen hertil.

De elsker at meditere og tromme.

De siger: "Seamus, det her er fantastisk."

- "Det er som et trip uden stoffer." - Kræver det en stiftelse?

Er der ikke nok dårligdomme i verden?

- Kan du ikke give dem syre? - Hør advokaten.

Hobbyer er fine nok, men kan folk ikke gøre det derhjemme?

Ikke alle hjem er lige egnede.

Nej, det ved jeg alt om.

- Nå, Julia. - Fascinerende.

Mon plaisir.

- Seamus. - Patrick.

Eleanors "gave". Huset.

Jeg er ved at undersøge det.

Lad være med at shoppe nyt tapet endnu.

- Jeg er ikke meget for det her. - Så lad være.

Men idéen om at give huset til stiftelsen...

Jeg har set på papirerne, og det vil gøre dig sårbar.

Det er jo dit valg, men dine likvide midler -

rækker ikke langt endnu.

- Vi kunne gå bankerot. - Patrick prøver at hjælpe.

- Du bestemmer selv. - Ja.

- Hvis du kunne låne dem huset... - Jeg må protestere!

Vi lader dig være i fred. Du er sikkert træt.

Beklager, hvis jeg gjorde dig oprevet.

Du må ikke gå.

Nej. Lad være.

Jeg vil gerne væk.

- Hvad mener du? - Væk herfra.

Det kan gøre en vanvittig at blive tvunget til at føle noget -

som man ikke må føle.

Forræderiet gør mig rasende, og nu skal jeg føle medynk.

Jeg er en ret simpel mand, og jeg er kraftedeme rasende!

Gå ned til de andre ved poolen.

Du bør ikke vende Robert mod sin farmor.

Når det står mellem hendes eneste barn og en fremmed -

vælger min mor den fremmede.

- Jeg forstår dig, men Robert... - Hun har løjet for alle!

Nu er alle familiefølelserne smidt ud -

- og udskiftet med ondskabsfuldhed og trods.

Det er ikke uundgåeligt.

Tilbring lidt tid sammen med børnene.

Det er jo derfor, vi er her.

Hvem vil lege i poolen?

- Robert? - Jeg læser.

Kom nu. Lad os lege.

Det er jo det, vi er her for.

Julia? Nej? Lucy? Nej?

- Nej tak. - Jeg spurgte ikke dig. Kom.

Jeg gider ikke svømme, far.

- Kom nu, Robert. - Stop!

- Du er så kedelig. - Jeg mener det!

- Jeg vidste det. - Styr dig lige.

Han har det sikkert fint.

- Ja, ikke, Robert? - Jo, jeg har det fint.

Se selv. Det var bare for sjov.

Det ser sjovt ud.

Ikke sjovt. Desværre en nødvendighed.

- Vil du have en? - Jeg har selv.

Men hvis du giver...

- Hvor lang tid? - Fire år.

Skal man ikke kun tage dem i en måned?

Jeg har helt sikkert et problem. De er ikke stærke nok.

Jeg får alle bivirkningerne: hukommelsestab, dehydrering -

- og abstinenser. Alt, undtagen søvn.

Tænk, at vi engang tog dem for sjov.

- Kan du huske syren i Grækenland? - Mest dit gemmested.

- Det må du undskylde. - Det gjorde ikke noget.

Men lad os nu ikke blive nostalgiske.