Sunshine Superman

De havde et perfekt øjeblik.

Mere kunne den klippe ikke give dem.

Jeg er glad for, at hun kørte af sted.

For havde hun holdt ud længere-

ville hele fjeldet have ramt hende.

Den klippe var ude efter dem.

Jeg ved ikke, hvad det var, men det endte ikke godt for Boenish.

Intet er tilfældigt.

Alt, hvad der sker, har en årsag.

Det er universets love. Det påhviler bare mig-

-at finde ud af, hvad de love er, og overholde dem.

Når jeg hopper ud, overholder jeg de love, såsom tyngdekraften.

- Klar? -Ja.

Godt. Fire, tre, to, en, nu.

Vi er i midten af nyhedslokalet nu-

-for at se på nogle mere usædvanlige nyheder.

Jeg har da været optaget af det usædvanlige det meste af dagen.

En af dem er udspring fra skyskrabere.

Især her i Los Angeles. Det så du på i går.

Det centrale L.A. indbyder til den slags.

Især højhus-byggeboomet tiltrækker.

De ufærdige bygninger har kun få vagter-

så udspringere kan usete nå toppen.

For få år siden var sporten ikke gået i byen-

da der ingen rigtige højhuse var.

Men nu findes der flere over 50 etager-

-og skyskraberudspring er en stor sport. Den er også ulovlig.

Vi har det næsten som astronauter på Månen.

Det giver en følelse af kraft og glæde.

Vi vil dele det med verden, men hver gang vi prøver-

-kan folk ikke forholde sig til det, fordi det er så ukendt.

Først syntes jeg, at det var vanvittigt.

Hvorfor gør de dog det? Men efter at have talt med dem-

-og hørt deres begejstring, må jeg indrømme, jeg er lidt fristet.

- Nej. -Kun lidt, men jo.

Fjollehoved!

Min gæsts navn rimer på Danish. Carl Boenish.

Du er filmfotograf, men hopper også ud fra klipper.

Jeg gentager det lige.

- Du hopper ud fra klipper, Carl. -Ja, jeg gør, Pat.

HAWTHORNE, CALIFORNIEN, USA

NGANG OMKRING 1978

Der er ingen fremtid i at blive voksen.

Jeg vil aldrig være voksen.

De fleste bliver gamle. Jeg vil ikke være gammel eller voksen.

Jeg vil ikke være barnlig.

Men der er fordele ved at have bamesind.

For børn har ikke lært, hvad de ikke kan.

- Vi beder alle sammen meget. -Beder l?

Meget af det har et metafysisk eller spirituel fundament.

Det største for mig er nok foryngelsen.

Når jeg disse mål, bliver alt andet i livet bedre.

Hvis folk kan se mig springe ud fra en bygning-

-og klare det, kan de sige: "Jeg vil ikke det-

men måske kan jeg bowle 300 point."

Han var alt og over alt på én gang.

Hans entusiasme var skør og smittende. Og han lo.

Han sprang over til klaveret og spillede-

og talte så om kvantemekanik.

Så blev han lidt trist-

-og talte nostalgisk om et eller andet job, han havde haft.

Så hoppede vi på trampolinen.

Det var en bevidsthedsstrøm.

Halvdelen fra helvede og halvdelen fra en bedre verden.

Det var interessant at være nær ham.

Vores far hed Carl.

Og Ronnie var Carl, så derhjemme kaldte vi ham Ronnie.

Min bror fik polio fra en poliovaccine.

De vidste ikke, om han ville overleve.

Men han overlevede.

Bagefter sad han i kørestol og kunne ikke gå.

Hans ben var svage, så han tilbragte sin tid ved klaveret.

Da han fik polio, gik han glip af et helt års skolegang.

Men da han var rask og kunne komme i skole igen-

udfordrede han alle drengene i klassen.

Han sagde, at han kunne løbe hurtigere end dem, og slog dem alle sammen.

Han talte meget om, at hans biologiske mor forlod ham.

Det berørte ham meget dybt.

I gymnasiet var han meget intellektuel og lavede altid matematik.

Han blev færdig med college, lige før jeg blev født-

-og fik arbejde ved Hughes Aircraft som el-ingeniør.

Faldskænnen forandrede ham.

De trækker en ind. Man skal flyve sammen.

Han blev en helt anden.

Du var ingeniør. Det er et ret sikkert job.

Hvornår besluttede du at opgive det og lave det, du kan lide, på fuld tid?

Det er sjovt. Min chef sagde til mig:

"Han, der ved hvordan, vil altid have et job."

"Han, der ved hvorfor, vil være hans chef."

Jeg vidste, hvordan man designer kredsløb.

Jeg vidste, hvordan man springer i faldskærm, men også hvorfor-

bedre end hvorfor kredsløb fungerer.

Nyt papir. Ny overskrift: Luftens vovehalse.

Han arbejdede for Hughes Aircraft-

-og fik chancen for at arbejde på Luftens vovehalse.

Det var en stor MGM produktion.

MGM bad mig om at tage mig af sekvenseme med frit fald.

John Frankenheimer, instruktøren bag den spændende Grand Prix-

fanger nu dramaet og opvisningen-

-i de dødsforagtende faldskærms- udspring i Luftens vovehalse.

Han tog filmjobbet, og så var hans ingeniørkarriere ovre.

Jeg var usikker på optagelserne i luften.

Jeg måtte eksperimentere og prøve ting af.

Og jeg måtte finde unge, villige fyre.

Træk den! Træk den!

Carl var innovativ og nok den eneste i Hollywood-

-der var kendt for at fotografere i luften.

Baggrund for Carl Boenish og hans film. Carl Boenishs tidlige start.

Han har udskudt at komme tilbage på arbejdet to måneder ad gangen-

-så de sidste ti år har han aldrig været tilbage på arbejdet.

Han er vant til at betale af på film i stedet for biler.

Indtil nu har Carl Boenish som regel tilbragt to år-

med at lave en 15 minutters film.

Sprang man med Boenish, forventedes det-

-at man havde et eller to kameraer på hjelmen.

Carl ville dele ud af det. Den følelse.

Med folk, der ikke forstod det og mente, at vi var vanvittige.

Men når man ser Skønheden i det-

tror jeg, at folk forstår motivet bag.

Jeg har sprunget i faldskærm i 18 år nu-

og jeg har filmet lige så længe.

Jeg er først og fremmest fotograf og så udspringer.

Han ville filme alt på bedst mulige vis.

Han ville vel vise menneskeheden den frihed, man fornemmer-

-når man tester grænserne for, hvad menneskeånden kan opnå.

YOSEMITE VALLEY, CALIFORNIEN, USA

Yosemite er smuk. Man mister pusten.

Mange græder første gang, de ser den.

Den overgår deres forventninger og deres erfaringer.

Jeg var skovfoged i nationalparken.

Mit job bestod i beskyttelse.

Jeg beskyttede parken mod folk og folk mod parken-

og folk mod folk.

Hvorfor vil du hoppe ud fra en klippe?

Jeg har sprunget i faldskærm 1.500 gange over 15 år-

-og er blevet så dygtig, at jeg overvejer, hvad der ellers findes.

EI Capitan. Over 1.000 meter poleret granit rejser sig fra Yosemite Valley.

For klatrere er den lodrette væg en af Nordamerikas store udfordringer.

En gruppe professionelle udspringere kom hertil for at opleve at flyve.

Da jeg arrangerede den første tur til El Capitan-

-var vi der næsten hele sommeren. Fire-fem ture.

Vi undersøgte geografien og ledte efter steder at springe ud fra.

Vi faldt over et virkelig idyllisk sted-

der er omkring 900 meter højt-

med et udspring på omkring 50 meter.

Så snart jeg så det, råbte jeg "Heureka!"

Dette utrolige forsøgs pionere er udspringerne Kent Lane and Tom Stark.

Sammen med Kenny Gosselin, Mike Sherrin og hjælper Sally Wentzel.

Ekspeditionens ledere Carl Boenish med Dave Blattell.

Carl undersøgte selv meget om El Cap.

Så bad han mig hjælpe med optagelserne.

Jeg ville om muligt finde en metode til-

-at filme en, der løber ud over en klippe.

Men hvor man ser tilbage på klippen.

De første udspring skulle ske fra EI Cap-

og Carl ville filme-

-de første, der løb imod ham og ud over klippen.

Derfra kunne han så følge dem ned, mens de faldt.

Jeg byggede en 20 meter lang hjemmelavet stige af aluminium.

Jeg sad på stigen, så jeg kunne filme ind mod klippen.

Det var en lang stang.

Den havde nogle stykker på tværs, så den var lidt som en stige.

Da bjergbestigeme satte den op på El Cap-

-var det bare en stang med et cykelsæde, der stak ud fra bjerget.

Sad man på sædet derude-

-var der intet mellem en og de 900 meter under en.

Ingenting.

Han kravlede derud og skulle så samle sig mod til-

-at svinge 180 grader og sætte sig ned.

Han var tosset.

Fuldstændig tosset. Så hørte man ham le og vidste, at han var tosset.

Og han overtalte os til at hoppe, så vi var alle tossede.

Vi var unge og vidste ikke bedre, så vi var med på den.

Kent Lane sprang først på den første tur.

2,5 års udspring. 600 spring.

Jeg hedder Kent Lane. Første gange jeg hørte om det-

- Iød det virkelig fedt. Jeg var rædselsslagen.

Ude fra stigen sørgede jeg for, at alle var klar.

Jeg talte ned.

Fem, fire, tre, to, en, nu.

Jeg så en væg, en enonn granitvæg, der accelererede lige ved siden af mig.

Når man hopper ud fra en klippe, har man ingen vind at arbejde med.

Så ens afsæt afgør de næste fire-fem sekunder.

Jeg vil bare gøre det igen.

Nede på jorden tog holdet imod vores udstyr.

De lagde det under sten eller kævler. Det var kortlagt.

Vi var klædt som vandrere. Vi landede bare og stod der-

mens de forvandlede os til vandrere.

Og så spredte vi os bare.

Alle vores klippeudspring var vellykkede.

For vi blev hele tiden, føler jeg, ført frem af ideen om-

-at vi glorificerede menneskets smukke eventyrsøgende ånd-

-og havde retten til frihed og til at herske over hele Jorden.

Mange menneskeskabte love er slet ikke love og bør brydes.

En er den tro, at man ikke kan hoppe ud fra en klippe.

Aktiviteten var spændende.

Det satte min fantasi i gang at gøre det fra El Cap.

Det var vidunderligt. Jeg følte ingen modstand-

men jeg gjorde stadig mit arbejde.

Det lod ikke til at ville ende.