X-Men '97 - First Season

I tidligere afsnit ...

Vent. Jeg er Roberto Da Costa, arving til Da Costa-formuen.

- Hvad kan den freak af julelege? - Aner det ikke. Han brugte ikke kræfter.

- Er du god eller ond? - Absolut en af de gode.

Dine forældre ved det ikke, vel?

Min solenergi minder mig bare om, at jeg er anderledes.

Skulle jeg blive en X-Man? Jeg vil ikke engang være mig selv.

Brisen er væk. Jeg kan ikke mærke den.

Ej heller fugten eller luften.

Effekten lader til at være permanent.

Navnet er Forge, Storm. Jeg var venner med Charles Xavier.

Jeg vil gerne hjælpe dig med at genfinde det, du har mistet.

Gambit fandt lidt mere. Prøv den med fløde i.

Det er sødt af dig, Remy, men vores nye chef kom dig i forkøbet.

Tre skefulde sukker.

- Jeg vil godt bestille en cappuccino. - Jeg skal give dig noget at bestille.

Efter morgenmaden skal X-Men stille til træning i Farerummet.

Vi må være klar, hvis Mister Sinister kommer igen.

Vores yngste medlem fortjener vel at blive fejret på sin 18-årsfødselsdag.

Jeg er enig med den blå hårbolle. Tøsen fortjener det.

Jubilee vil opleve flere fødselsdage, hvis hun lærer at mestre sine kræfter -

i en verden, der foragter hende.

Der er vist en, der aldrig fik en pony af farmand.

Mine forældre døde, da jeg var barn.

Hvem har to tommelfingre fulde af fyrværkeri og fylder 18 i dag? Mig!

Tillykke med fødselsdagen, søde. Vi har nogle overraskelser til dig.

Men hvordan vil du selv gerne fejre den store dag? Vi er lutter øren.

Det kommer næppe som et chok, men lad os tage ned i spillehallen.

Det bliver ligesom i gamle dage. Hvad synes I?

"Skulle magnetismens mester blive set på en bar for barnagtigt bavl?"

Hvor er det strengt! Må jeg ikke få bare én dag, -

der ikke handler om professoren eller Jeans klon eller Cyclops' kontrolmani?

De er her ikke engang, fordi de absolut skal lege politikere i FN.

- Genoshas indtræden i FN er vigtig. - Som om. Min fødselsdag er vigtigst.

Spiller du faktisk videospil? Det er temmelig afgørende.

De eneste, der hader videospil, er dårlige til videospil.

Men det der er faktisk ikke mit. Jeg har aldrig før hørt om "Motendo".

Det må være en af Rogues overraskelser. Lad os spille.

Jeg vil hellere fortælle min mor, jeg er mutant, end spille det der.

Hvad gør den?

Hvad er klokken?

Hvor længe spillede vi? Jeg går ud fra, jeg vandt.

Vent.

Hey, slip ham!

Hvor er skolen blevet af?

Hvordan er vi kommet ind til byen så hurtigt?

Åh nej!

Det ville være noget nemmere, hvis du brugte dine kræfter.

Hvad nu hvis der er kameraer, og mine forældre så mig i tv?

Tror du virkelig, alle er travlt optaget af dig?

- Vent, det kunne være en fælde. - I en telefonboks? Vældig kreativt.

Er vi i Genosha?

Men Genosha, som det var for længe siden. Hvad pokker?

Jeg var fanget her sammen med Storm, Gambit og andre mutanter.

- Gjort til slaver af Bolivar Trask. - Ham, der skabte Sentinellerne?

Det var ikke mig.

Måske var det hende.

Var det dig, Læder-Lone, der ringede til os tidligere?

Systemfejl. Systemfejl.

Som et cyberpunkfatamorgana.

- Vi er totalt havnet i et videospil. - Hvad er vi?

Lyt til den unge dame. I er totalt havnet i et videospil.

Lige hvad jeg havde håbet på. Klassisk Jubilee.

Hvad i himlens navn er det der?

Mojo, stjernepsykopat og udenjordisk tv-producer, der lever af seertal.

Mit største hit? At lokke X-Men i komplicerede dødsfælder -

som underholdning for mine slaver ... Undskyld, kontraktbundne publikum.

Har du været på kur?

Du bemærkede det. Der er røget lidt af sidebenene.

Det har været et hæsligt 3. kvartal, og det kan tydeligt ses.

Seertallene er raslet ned, -

og jeg tørster efter den næste store succes.

Det er derfor, jeg har skiftet til videospilbranchen, -

fremtiden inden for åndsforsnottelse.

Du er ikke bare med i et videospil, min ven. Du er stjernen!

Spiller 1 i min første blockbusterudgivelse, -

hvor alle baner er baseret på dine minder.

Mig? Fedest.

Store navne er formuer værd. Dazzler skulle noget andet.

Derfor er du min gamertøs i gamerland. Du kan nå ud til de unge.

Forestil dig en Motendo, hvor "Mo" står for "Mojo", -

i alle hjem, i alle verdener, i alle dimensioner, -

der suger liflig energi ud af hjernen på alle, der spiller.

Jeg vil regere både galakserne og det 18-til-45-årige segment.

Hvad hvis vi nægter at spille? Intet af det her er jo virkeligt.

Jeg vil nødigt skræmme jer med, at dør man i spillet, dør man rigtigt, -

men sådan er reglerne.

Få så ja-hatten på, eller I bliver droppet som et one-hit-wonder.

Det er drømmelivet, Jubilee. At være ung for evigt og aldrig blive voksen.

Tænk over det, Jubes. De gamle X-Men er totalt oldschool.

Hvem bestemmer? Magneto. Storm er i en anden verden.

Summers og Grey skal skilles. Det er ikke X-Men!

Du er mine X-Men, Jubilee, så -

lad spillet begynde!

Den loader. Sådan.

Holdt, mutant!

Gisp!

Det Vilde Land?

- Hvordan gav du mig liv? - Det var ikke mig.

Nu gør hun det igen.

- Patch den fejl, Spiral! - Det var dig, der fyrede support.

Fordi de ikke patchede fejlen! Og knyt så. Det er min yndlingsbane.

Jeg har set det her sted i nyhederne.

Magnetos base fra hans tid som ond. Jeg lod, som om jeg hadede mutanter.

Min mor tog dem i forsvar, men jeg så, hun var bange.

Så jeg sagde, de var freaks, og at menneskene ville vinde.

Det var en enklere tid.

Nu koster blikknold rundt med os og bestemmer over min fødselsdag.

Vi må se at finde en udvej.

Hvorfor? De her baner gør mig helt nostalgisk.

Jubes, det her er ikke virkeligt.

Før eller siden må du blive voksen. Ellers tromler virkeligheden dig ned.

Roberto!

Al den snak tager jo en evighed. Det er tid til en bosskamp!

Jeg er Magneto.

Robertos liv er næsten væk. Han er ved at dø.

Han har et angrebsmønster ligesom alle bosser.

Jeg skal bare vente på, det gentager sig.

En gang til.

SEJR!

Roberto!