The Blair Witch Project

I oktober 1994 forsvandt tre filmskoleelever, -

- mens de optog en dokumentarfilm i skoven ved Burkittsville.

Et år senere fandt man deres film.

- Du ser lidt sløret ud, mand. - Det her er mit hjem.

Lad mig zoome ud på dig.

- Okay. - Okay.

Godmorgen.

- Har du den? - Okay, jeg har dig.

- Det her er mit hjem. - Okay.

Hvorfra jeg forlader komforten i weekenden

for at udforske Blair-heksen.

Lidt essentiel læsning, How to Stay Alive in the Woods ,

for man ved aldrig, hvad der sker.

Og det her er en meget vigtig bog,

fordi den har artiklen om, hvad der skete ved Coffin Rock.

- Den ser ret gammel ud. - Ja,

den er virkelig gammel. Og det her er min feltnotebog.

- Hej, det er Hr. Punktlig. - Hej.

Hvordan i alverden har du det her til morgen?

Træt.

Så jeg har fået CP'en op.

Godt. Det er vigtigt,

for det er det, vi filmer med.

Ingen ved, jeg tog det, men jeg har det.

Godt, kom nu, ind i huset. Kom, kom.

Jeg kan se dig.

Jeg støder ind i ting. Jeg går baglæns nu.

Okay, vi skal ikke fucke kameraerne op, før vi tager afsted.

Hey, lækkert kamera, mand.

Godt, jeg rammer trinene.

Så, hvor er Mikey?

Vi skal ud og hente ham.

Okay.

Vi skulle hente ham klokken 8:30.

Okay.

Hvilket betyder, vi allerede kommer bagud med tidsplanen,

- men det er vigtigt at få juice. - Det er fint.

Slap af.

Har du styr på hotellet og alt det? Er alt klart?

Ja, vi bor på Lone Star.

Kan du få det fucking kamera væk fra mig, tak?

Okay.

Tak.

Jeg går ud fra, du er Mike.

Her, vent... Stop, stop.

Skal vi ikke møde din mor?

Vi ses, mor!

Hvordan går det, Mike? Dejligt at møde dig.

Jeg er træt, men jeg har det godt. Jeg glæder mig virkelig til det her.

- Tak for muligheden. - Det glæder mig meget.

Nå, tak for at samle udstyret.

Vi er meget taknemmelige.

Vi har ris, vi har Mott's Frugtpunsch.

Havrekage med rosiner, skat.

- Ultimativt lejr-mad. - Skumfiduser...

Mærk, hvor bløde. Bløde...

- Hey! - Din slyngel.

Skumfiduser...

Åh...

Tror du på spøgelser?

Har du nogensinde hørt om Blair-heksen?

Det er... Det lyder faktisk lidt bekendt.

Min storesøster gik på Blair High School.

Jeg vil... Jeg vil lige have lidt med her.

Vent et øjeblik, mand. Jeg stiller kameraet op herovre.

Vi har en relativt stram tidsplan.

Jeg prøvede at give os lidt plads.

Vi interviewer først Mary klokken 5,

men jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at holde tidsplanen.

Så hvad er det første?

- Først kirkegården? - Først kirkegården.

Vil I tage det ceremonielle første klaptræ?

Absolut.

Her er han, der udfylder vores første klaptræ til vores første optagelse.

Skal vi ikke alle, sådan, skære vores fingre op og bløde på det?

Lidt blod på klaptræet?

Nej, det gemmer vi til senere.

Kys det. Kys klaptræet.

Det er det første klaptræ.

Første klaptræ. Markeret med min læbestift.

Mikey, første klaptræ. Kys det. Held og lykke.

Han slikkede på det. Gud velsigne ham.

Du skal ikke spise det. Vi skal bruge det til resten af optagelserne.

Dette er Burkittsville, tidligere Blair.

Det er en lille, stille Maryland-by,

meget lig en lille, stille by hvor som helst.

Ikke mere end 20 familier slog rødder her

for over 200 år siden, hvoraf mange stadig er her,

enten på denne bakke eller i byen nedenfor.

Der er et usædvanligt højt antal børn begravet her,

hvoraf de fleste døde i 1940'erne.

Alligevel ser ingen i byen ud til at huske noget usædvanligt ved denne tid.

I hvert fald ikke over for os.

Alligevel fortæller legenden en anden historie.

Én, hvis beviser er overalt omkring os,

indgraveret i sten.

Nå, vi har filmet den første scene. Kirkegårdsscenen.

Åbningen er skudt.

- Det her er, øh... - Det her er vores "salat".

- Det er vores souvenir - Ja, det er vores souvenir,

fra vores allerførste... vores allerførste optagelse...

på vores allerførste dag, af vores allerførste scene på 16mm

og vi er stolte af denne "salat".

- Vi laver en dokumentar. - Ja?

Om Blair-heksen.

- Har du hørt om Blair-heksen? - Åh, ja.

Det er en meget, meget gammel historie.

Som jeg husker det, var Hr. Parr en gammel eneboer.

- Rigtigt. - Og han boede oppe på et bjerg.

Han havde et sted deroppe.

Har været der i lang, lang tid.

- Har du hørt om Blair-heksen? - Flere gange.

Flere gange? Og hvad var den første hændelse?

Jeg har hørt historier om hende fra folk og naboer og sådan noget.

Men også jeg så en dokumentar på Discovery Channel, eller et sted,

- engang om hende. - Virkelig?

Om spøgelser og legender i Maryland.

Omkring vinteren, tror jeg,

efteråret eller vinteren 1940, begyndte nogle af de unge børn at forsvinde.

Ingen vidste noget om, hvorfor de var...

Hvorfor de forsvandt.

Det uhyggeligste...

Den uhyggeligste historie om hende...

Det er lidt af et varsel, ikke?

...som jeg nogensinde har hørt, var, at to mænd var ude at jage,

og de slog lejr i nærheden af hytten, eller noget,

som hun skulle hjemsøge.

Nej, nej!

Og de forsvandt fra jordens overflade.

- Nej. - Virkelig?

Okay, det er i orden, Ingrid. Jeg fortæller bare en uhyggelig historie,

- men den er ikke sand. - Den er ikke sand.

Endelig en dag, kom gamle Hr. Parr ned til markedet

og sagde: "Jeg er endelig færdig."

Og hvad mente han med det?

Tja, jeg tror, ingen vidste det i starten,

men politiet tog endelig op på bjerget

og gennemsøgte hans hus

og fandt ligene af syv børn fra området.

- Wow. - Det var de syv børn, der manglede.

Så bragte de dem ud af skoven, én ad gangen.

Det var simpelthen en frygtelig ting,

der ødelagde hele samfundet.

Konerne gik tilsyneladende ud for at lede efter dem,

og de fandt deres lejrplads. Bålet brændte stadig.

Rigtigt.

Det vildt, de havde jaget, var i færd med at blive renset,

det så ud, som om nogen stadig arbejdede der og camperede der...

Rigtigt.

Men mændene var ingen steder at finde.

Deres tøj var der, alting var der.

- Og de fandt dem aldrig? - De fandt dem aldrig.

Hele mit liv har jeg virkelig troet på hekse, spøgelser og alt det der.

Tror du, at der er nogle i dette område?

Åh, helt sikkert.

- Tror du på hekseri? - Nej.

- Nej? - Nej, hr.

Er du en religiøs mand?

- Jep. - Fint.

Ret uhyggelige ting.

Jeg tror, der er noget, der sker med hende.

Og du tænker, at det er muligt, at hun stadig er deroppe nu?

- Jeg tager ikke derop. - Du tager ikke derop?

Ja, jeg tror nok på det til ikke at tage derop.

Og de siger, at skoven er helt hjemsøgt deroppe

og sådan noget, men...

Hvad siger de? Hvordan er de hjemsøgt?

Jeg... Der er virkelig ikke mange folk, der siger, at den er hjemsøgt,

men der var denne gamle kvinde, Mary Brown, som plejede at...

- Mary Brown? - Ja, og hun var lidt af en skør dame.

Hvordan blev hun set af samfundet?

Skør.

Det er det. Det amerikanske flag. Det er Marys hus.

Jeg henter hende og bringer hende ud.

Hvorfor kigger du dig ikke omkring

og ser, hvor lyset er bedst, okay?

Okay.

Dette er Marys port.

Jeg er ikke engang sikker på, hvordan jeg skal åbne den her.

Okay... det er lidt mærkeligt.

Åh lort. Jeg fik hendes port til at falde fra hinanden.

Lort.

Fordi noget interessant

skete for dig, faktisk, på et tidspunkt i dit liv.

Du havde et møde med Blair-heksen?

Ja. Det er en virkelig, ret skræmmende historie.

For at få det til at hænge sammen,

plejede min far og jeg at fiske nede ved Tappy's Creek.

- Rigtigt. - Og du ved, det er i Burkittsville.

Jeg lå ned på bladene, en bunke blade,

og holdt lidt øje med min fiskestang og kiggede op på himlen.

- Selvfølgelig. - Og pludselig,

følte jeg, at noget var i nærheden af mig. - Okay.

Du ved, sådan en uhyggelig følelse.

Det var som en kvinde,

kun på hendes arme og på hendes hænder og alt var det som hår.

Som et rigtig mørkt, næsten sort, hår.

- Som en hest. - Som pels?

Ja, som pels. Som hestepels.

På armene havde hun et sjal... - Rigtigt.