Fortune Feimster: Sweet & Salty

EN ORIGINAL COMEDY SPECIAL FRA NETFLIX

Hjælp med at byde min datter, Fortune Feimster,

velkommen til Charlotte.

Tak!

Mange tak, folkens.

Det er noget helt særligt for mig at filme min standup-special

i Charlotte, North Carolina.

Ja!

Jeg voksede op en halv time herfra i Belmont.

Under min opvækst i Sydstaterne elskede vi to ting,

nemlig kirken og Chili's.

Alle i Sydstaterne går i kirke.

Der er en på alle gadehjørner.

De prøver endda at narre folk.

I tror, I er i et teater lige nu.

Men belønningen for at gå i kirke er, at man må gå på Chili's.

Og i min hjemby var Chili's den fineste restaurant.

Den var så fin, at jeg omtalte den som Chilés.

Jeg voksede op som metodist, hvilket betragtes som let kristent.

Ja, en lille smule er nok.

Bare en smule Jesus. Mere behøver du ikke.

Det eneste, vi tænkte på var, om prædikenen var forbi til middag,

så vi kunne nå til Chili's før baptisterne.

Ikke også?

Hvis præsten ævlede videre klokken 11:55,

begyndte koret langsomt at synge:

Vi tænker: "Bliv færdig, præst!"

Jeg har været fan af mad hele livet.

Nogle folk, som var tykke børn, ser tilbage på det med bitterhed.

Ikke mig. Jeg elskede at være tyk.

Ved I hvorfor? Ingen prøvede at bortføre mig.

Det var i 80'erne, da kidnapning var højeste mode.

Jeg ville have været en perfekt kandidat.

Jeg elskede slik.

Jeg ville have gjort hvad som helst for en Snickers.

Jeg elskede at køre i hvide varevogne.

Hvem behøver vinduer?

Det vise sig, at bortførere har en type.

Det vidste jeg ikke. De har en type.

Og det er ikke små piger, som ligner den tykke unge i The Sandlot.

Den...

Den unges ansigt er på en vintage-T-shirt, og folk får med den igen.

Jeg støder på dem, og de flipper ud.

De siger: "Argh!"

Så må jeg sige: "Du irriterer mig, Smalls."

Jeg vil jo ikke skuffe folk.

I folkeskolen blev jeg pigespejder.

Er her nogen gamle spejderpiger?

Nå, det er der.

Jeg blev spejder for at være med til deres småkage-fidus.

Det var en sofistikeret operation.

Jeg ville også være tæt på små piger, som kunne lide lejrbål og skuldergnub.

Jeg prøvede at få dem til at give mærker for skuldermassage.

De sagde: "Nej, din klamme sæk."

Mine brødre var drengespejdere, og det var virkelig intenst.

De blev sat af på en bjergtop med kun et æg og en tændstik. Ikke mere.

Tropføreren sagde: "Vi ses om tre dage. Tag en elg med hjem."

De kom udmattede og beskidte hjem.

Jeg lå på sofaen og sagde: "Åh! Vi gør det samme."

Jeg ved det. Det er også er hårdt at være pigespejder.

Ved I, hvor svært det er at sælge noget, som alle vil have?

Folk bankede hele tiden på.

Jeg ved ikke, om I så det i nyhederne, men drengespejderne fik stor ballade,

fordi nogle ville have, at piger skulle kunne blive drengespejdere.

Nogle ville endda slå de to grupper sammen.

I tror nok, at en progressiv dame som mig ville være for det, men det var jeg ikke.

Jeg var imod, og lad mig sige hvorfor.

Det var den eneste gang i min barndom,

hvor jeg havde et rum fuldt af piger for mig selv.

Ikke også?

Tror I, jeg ville have, at Timmy kom og sagde: "Jeg kan lave bål"

Vi ved det godt, Timmy!

Det kan jeg også!

Angela, jeg kan også lave bål! Skrid med dig, Timmy!

Og hold op med at snakke med Angela, ellers brænder jeg hytten af."

Jeg var så ængstelig.

Jeg blev betragtet som en drengepige,

som er et mere passende udtryk for en fremtidig lesbisk.

Som min mor sagde: "Det er en fase.

Det er en fase.

Hun vokser fra det sportstøj.

Jeg ved det.

Det er en fase.

Ginger.

Min mor var piget og ville have mig til at klæde mig mere feminint.

Så hun købte ind for mig og gav mig de her jakkesæt på.

Ja.

Som en buksedragt, som er en ældre udgave af homo.

Jeg lignede en kvindelig jurist på 50, som gik i retten i mit sæt.

"Hvem vil sagsøge, de damer?"

Selv mine lærere spurgte: "Vandt du sagen?"

Det var, da skulderpuder var højeste mode.

Enorme skulderpuder.

Jeg forstår det stadig ikke.

Tænkte folk: "Dine skuldre er ikke vokset ud endnu.

Lad os give dig nogle indlæg."

Var det her den ideelle skulderhøjde?

Ja, nu er du kvinde

i dit jakkesæt.

Hvis ikke det var de dragter, købte min mor ind i Lane Bryant.

Hun gav mig lange kjoler på med blonder og blomstertryk.

Jeg lignede en mormon i en polygam familie

Jeg lignede en 13-årig mormonsk kone

på vej til Chili's efter min mand, Jebediah.

Der var jeg, advokat om dagen,

barnebrud om natten.

Nu...

Man skulle tro, jeg passede på med min kost

for at kunne passe smartere tøj.

Men det gjorde jeg ikke. Jeg var vild med mad.

Og jeg motionerede aldrig.

Jeg cyklede kun hen til naboen.

Der var så langt her.

Jeg red på min jernhest.

Og en dag, da jeg var 12,

bøjede min krop den stålcykel midt over.

Jeg syntes, det var fedt. Jeg tænkte: "Jeg har trodset fysikken."

Mine forældre sagde: "Du er ved at få sukkersyge."

Du må styre dig.

Min bror var god til at svømme,

og mine forældre håbede, at det lå til familien.

De ville have mig på svømmeholdet i byen, og jeg sagde: "Jeg ved nu ikke."

De sagde: "Gå nu hen og se, hvad du synes."

Jeg tog til svømning, og jeg så, at svømmerne spiste Fun Dip før løbene.

Kan I huske Fun Dip?

Det er bare en pakke sukker

og et stykke kridt.

De spiste altså Fun Dip før kapsvømningen,

fordi de troede, at sukkeret gav energi og fik dem til at svømme hurtigere.

Jeg vil ikke betvivle videnskaben.

Men jeg ville gerne være på svømmeholdet.

Så jeg meldte mig til for at få Fun Dip.

Og til mit første stævne gav de mig min holduniform.

Det var en knaldgrøn Speedo-badedragt. Jeg sagde:

"Øh, jeg... går ikke med...

Jeg går ikke med Speedo eller... dragter i et eller to stykekr.

Ellers tak."

De sagde: "Du skal have den på. Hvad plejer du at tage på?"

Jeg sagde: "Som regel en XXXL T-shirt med ærmerne klippet af

og et par sweatpants."

Jeg svømmer stadig i det i dag.

Jeg kalder det min lesbiske badedragt.

De sagde: "Hvis du vil være med, så tag Speedo'en på."

Jeg sagde: "Fint."

Så jeg trak dragten på min 12-årige krop,

som aldrig havde set dagslys, og jeg fik den omsider på.

Vi har et foto fra mit første svømmestævne.

Jeg stillede mig op med holdet, klar til billedet.

Når man er 12, har livet ikke kuet en, og man ranker sig.

Så...

Jeg står og smiler til holdbilledet, og der er bare Speedo,

dusk.

Speedo.

Dusk.

På et tidspunkt peger jeg tommelen op.

Dusk.

Og ingen kan sige, det er et problem.

Man er 12. Det er klamt.

Så jeg går spændt rundt til stævnet.

Lad os gøre det!

Jeg finder boden.

Jeg går derhen med dusken fremme.

Jeg er som Norm i Sams bar. "Giv mig det."

Og de fodrede mig med Fun Dip og nachos hele stævnet.

De gik bare frem og tilbage.

Jeg spiste bare frem og tilbage. Sødt og salt.

Sødt og salt.

Jeg var så optaget af Fun Dip og nachos,

at jeg gik glip af hvert eneste løb.

Og ingen opdagede det før sidste runde,

som var den sværeste.

Det var butterfly.

Og en...

En mor kom løbende i vild panik.

Hun sagde: "Fortune, du har ikke svømmet."

Og jeg sagde: "Argh!"

For jeg var i diabetisk koma.

Hun sagde: "Fortune, du skal svømme, ellers bliver holdet diskvalificeret.

Og hvis vi bliver diskvalificeret, får I ingen pizzafest sidst på sommeren."

Jeg sagde: "Pizzafest? Hvorfor lagde du ikke ud med det?"

Så jeg løb til startblokken.

Jeg var så nervøs og spændt, fordi pizzafesten afhang af mig.

Jeg gik op på startblokken og så alle varme op og ryste armene.

Så jeg rystede armene, høj på børne-kokain.

Jeg rystede armene og blev nervøs.

Jeg rystede.

Jeg rystede benene.

Jeg justerer brillerne og stikker håret ind. Jeg er klar.

Jeg er klar!

Kom så!

Og netop da startpistolen skulle gå,

indså jeg, at jeg ikke kunne svømme.

Ingen havde lært mig det.

Mine forældre vidste det og meldte mig til svømning alligevel, de uhyrer.

Jeg kunne i hvert fald ikke lave udspring.

De affyrede pistolen, og de andre sprang flot i vandet.

Jeg smed mig selv i.

Jeg landede på en jazzhånd.

Men jeg fægtede løs.

Jeg drukner i fuld offentlighed.