Endless Horizon

Velkommen til det næststørste kontinent i verden

og menneskehedens vugge, Afrika.

Mange myter omgærder landskaberne under den brændende sol

og de mennesker, der brydes med små stykker ubeboelig jord

fra tilsandet ørken til ufremkommelig jungle.

Afrika med sine elefanter, kameler, løver og gorillaer,

som lever i de mørke regnskove, varme ørkener og vidtstrakte savanner.

Kontinentet byder dog på mere end et enestående dyreliv.

Støv, varme og sol

er de begreber, vi forbinder med ordet Afrika.

Disse betegnelser knytter sig til den nordlige del,

som beherskes af en umådelig stor og endeløs ørken.

Hvor ugæstfri ørkenen end fremstår ved første blik,

vil man blive overrasket ved andet blik.

Og selvom de tropiske regnskove langs ækvator

kan virke som paradis på jord med deres klima og rigelige nedbør,

gemmer junglen på farer så dødbringende som ørkenens hede.

De åbenlyse modsætninger mellem skov og ørken,

regn og støv, liv og død,

beskriver Afrika bedre end nogen anden verdensdel

og kan observeres igen og igen over hele kontinentet.

Midt i dette voldsomme og farlige landskab

kravlede menneskets første forfader engang ned fra et træ

og lagde dermed grundstenen til menneskehedens sejrsgang.

Lad os udforske denne enestående del af Jorden og dens historie

og gå på opdagelse i nogle af de mest betagende steder i verden.

Jorden er dækket af mange forskellige klimazoner,

som har fremelsket specialiserede plante- og dyrearter på hvert kontinent.

Enorme løvskove dækkede engang hele Europa.

Den tempererede skov er kun skiftet ud langs middelhavskysten

på grund af det tørrere og varmere middelhavsklima.

Østpå spreder den asiatiske steppe sig langstrakt

og trænger langt ind i det største kontinent i verden.

Nord for steppen er det de boreale skove,

der dominerer landskaberne i Sibirien og det fjerne østen.

Men i Asiens sydlige regioner, særligt i Mellemøsten,

er ørkener og savannalignende landskaber i stigende grad fremherskende.

I Sydøstasien strækker regnskove sig helt til Indonesiens øgruppe.

I den centrale del af Australien er ørkenen omringet

af savanne, steppe og regnskov.

Den nye verden, som består af Nord-, Mellem- og Sydamerika,

er omfattet af et utal af forskellige klimaer.

Norden er præget af tundra og nåleskove,

mens den centrale del af det nordamerikanske kontinent

er domineret af store sletter, tempererede landskaber,

og ørkenområder.

I Sydamerika har enorme regnskove

dannet sig langs Amazonfloden,

mens Andesbjergenes ofte barske klimatiske forhold

virker som en ekstrem kontrast.

I hjertet af alle disse kontinenter og klimazoner ligger Afrika.

Ørken dækker hele de nordlige og sydlige områder langs vestkysten,

mens den centrale del er dækket af jungle.

Regnskove og ørkener adskilles af brede bælter af savanne

med med overlappende klimaforhold.

Afrika kan umiddelbart virke barsk

og mindre tiltrækkende end andre kontinenter,

men faktisk er den vor planets mest særprægede kontinent.

Hvad gør Afrika til noget særligt?

Afrikas mest karakteristiske træk er de enorme dyreflokke,

som tilbagelægger store afstande i søgen efter føde.

Det er dog ikke alene det store antal af dyr,

men også den enorme variation inden for flora og fauna,

som får Afrika til at skille sig ud.

Foruden Afrikas uforlignelige biodiversitet

forlener dets historie som menneskehedens vugge det med en enestående arv.

I løbet af flere årtusinder har de engang nye arter

udviklet sig meget forskelligt,

således at mange former for levevis mødes i Afrika.

ØRKEN

Men selvom mennesket har beboet Afrika meget længe,

gemmer kontinentet stadig på mange hemmeligheder i sit allerinderste.

Vidtstrakte og uendelige ligger Afrikas ørkener under den brændende sol.

Mod nord ligger Sahara, den største ørken på Jorden.

Den breder sig praktisk talt over hele det nordlige Afrika.

Dens klitter og dale har givet stof til mange myter og fortællinger.

Engang husede den utallige kongeriger

og blev gennemkrydset af tuaregernes saltkaravaner,

hvor den i dag nærmest er forladt.

NAMIBØRKENEN

Langt mod syd ligger Namibørkenen, en af de sjældne tågeørkener.

Den dækker store dele af Namibia og Angola

og strækker sig over næsten 100.000 kvadratkilometer.

Den er en af de tørreste ørkener på Jorden

og er blandt andet kendetegnet

ved umådeligt høje og farverige klitter.

I hjertet af Okavangodeltaet ligger ørkenen Kalahari.

Den adskiller sig fra andre ørkener med sine røde sandsten.

Den dækker næsten 900.000 kvadratkilometer og spænder dermed over flere lande.

Hele Okavangodeltaet,

hvis udkant er dækket af tør savanne, er endnu større.

Uanset hvor en ørken ligger,

betragter mennesket det instinktivt som et livløst sted.

Men ørkener er andet end store, døde sandkasser.

Knejsende rejser de isolerede bjerges tinder sig

højt over ørkenens klitter.

Højderyggene skiller sig ud

fra ørkenlandskabets ensartede og glatte struktur.

Fra det langstrakte hav af sand

skyder bjergtoppe op som øde øer.

Mange af disse blottede formationer

er forstenede sandklitter, som kan danne høje plateauer.

Andre enlige bjerge er oprindeligt vulkaner.

Hele bjergkæder kan imidlertid

være genstand for voldsom tektonisk aktivitet.

Imponerende eksempler på en sådan aktivitet

er plateauet Ahaggar og Tibesti,

som Saharas højeste bjergkæde.

I den nordvestlige udkant af Sahara breder Atlasbjergene sig.

Denne bjergkæde danner et naturligt grænseskel

mellem den varme ørken og det nordlige Marokkos mediterrane klima.

Til forskel fra de fleste bjerge i eller i udkanten af en ørken

er der i Atlasbjergene forekomster af metaller og råstoffer,

såsom jern og sølv samt naturgas.

Cheret, Ténéré, eller bare den store ørken

er alle betegnelser for den største ørken i verden, Sahara.

Sahara dækker 9 millioner kvadratkilometer

med sand, grus og sten.

Det er et område så tørt og varmt,

at alle levende væsener må vige for den nådesløse tomhed.

Sådan ser det i hvert fald ud.

Ørkenen kan frembyde mere end blot sand og støv.

Nogle steder, i ny og næ,

skærer en flod sig gennem den ugæstfrie ødemark.

Men den er kun akkurat synlig i den flimrende hede,

og snart er alle spor væk igen i det uendelige hav af sand.

Væk fra vandet er endeløse sandstrækninger fremherskende,

men tanken om, at Sahara udelukkende består af sandklitter, er ikke rigtig.

Faktisk er kun en femtedel af ørkenerne ægte sandørkener.

Disse kaldes almindeligevis erg

og består overvejende af kvarts,

som er større stenformationer, der er blevet eroderet af vinden.

De stenformationer, som erosionen har skabt,

har ikke alene mange forskellige former,

men er i visse tilfælde højst besynderlige.

På vestkysten ligger Namibørkenen,

en af verdens få ørkener med tåge.

Den kolde Bentuelastrøm ud for kysten

er årsagen til den årtier lange mangel på nedbør i Namibørkenen.

Namibørkenen fandtes for næsten 80 millioner år siden

i Gondwanaland, det oprindelige kontinent.

Dengang befandt den sig ikke på kysten.

Det gjorde den først efter kontinentalforskydningen.

Høje, forrevne bjerge er fremherskende i udkanten af Namibørkenen.

Der er en interessant årsag til grusformationernes oprindelse.

De enorme temperaturforskelle

på de stegende hede dage og iskolde nætter

får de store klipper og sten til at springe i mindre stykker.

Vi vender tilbage fra den tågede Namibørken til Sahara.

Her venter de vindslebne klipper og ensomme høje klitter os atter.

Her er ørkenen med sine få bjerge, der rejser sig fra sandet,

i særdeleshed tør.

Det er imidlertid ikke korrekt, at Sahara altid har været varm og sandholdig.

Inden for de sidste 100.000 år

har Sahara periodevist været en grøn savanne.

Den sidste af de våde eller regnfulde perioder var for 8000 år siden.

Dengang kom jægere og samlere til området og slog sig ned,

og i nogen tid kunne de endda ty til landbrug,

før Sahara atter blev til ørken.

Ørkendannelse kan have mange årsager.

Enden på en kølig og fugtig periode for tusinder af år siden

var årsagen til, at Sahara kunne generobre jorden fra savannen.

Andre faktorer kan have været tiltagende erosion og tilsaltning.

Men selvom sand er fremherskende i dag,

er der stadig tegn på liv i hele ørkenen.

Oaser er et af de smukkeste fænomener i naturen.

At vand kan springe op af jorden i ørkenen,

er både fængslende og fascinerende.

Oaser kan opstå på mange måder.

Ofte dannes de af regn,

der falder i bjergene og siver gennem jorden.

Når vandet rammer et vandtæt lag under jorden, flyder det langs det,

indtil det et sted i ørkenen atter kan komme op til overfladen.

Der findes ganske vist mange flere typer af oaser.

For eksempel bliver grundvandet tappet.

Den kendteste oase i verden er sandsynligvis Nilen, en flodoase.

Flodens utilslørede variation og skønhed er ubeskrivelig.

Bortset fra de sparsomme oaser

er ørkenen kun dækket af golde og udtørrede landskaber.

Solnedgangen får bjergtoppene til at lyse rødt,

og kun om aftenen er temperaturen til at bære igen.

Vor rejse går nu mod et sted, som ikke nødvendigvis er køligt,

men velsignet med mere vand, regnskoven.

I hjertet af Afrika ligger de, de stedsegrønne regnskove,

hvor hver eneste dyr er unikt, hver eneste plante er forlignelig,

og en ny verden opstår for hver meter.

TROPERNE

Afrikas tropiske regnskove strækker sig over et enormt område.

Den vældige kystregnskov strækker sig langs vestkysten,

over Gabon og Cameroon til Nigeria.

Hjertet af de uigennemtrængelige skove ligger imidlertid i Centralafrika.

Efter Amazonbækkenet

huser Congobækkenet den næststørste regnskov i verden.

Skoven næres ikke alene af de daglige regnskyl,

men også af små og store floder såsom Congofloden.

MADAGASKAR

På Madagaskar er der en anden regnskov,

som er levested for mange endemiske arter,

hvilket betyder, at de kun findes der.

Den overdådige variation af arter er det mest kendetegnende træk