A Family of Bastards (Une Famille De Bâtards)

Ser du det lille smil?

Det er mit.

Jeg hedder Djilali.

Men her kalder de mig Muldvarpen.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke stikker.

Tværtimod.

Djilali, hvad er klokken?

Ikke engang hvad klokken angår.

Øgenavnet skyldes farven på mine jakkesæt,

men mest fordi jeg mistede synet.

Det kommer vi tilbage til.

De elsker at give folk øgenavne efter deres tragedier heromkring.

De stempler én, så de lettere kan gøre nar af én, men ikke på en ond måde.

Det er deres måde at sige, at man betyder noget.

Sådan er Chez Momo.

Det er Momo.

Ven, bror.

Vi har kendt hinanden længe.

Vores barndom i Kabyles højland,

eksilets smerte, at genopbygge sit liv.

Jeg så det hele.

Hans kærlighed, hans pinsler, hans børn.

Børn, han ikke altid anerkendte, men som han elskede.

Måske lidt for diskret.

Derfor vil jeg fortælle dig historien om Chez Momo.

Hvis jeg havde vidst, hvad der ventede,

havde jeg fortalt ham, hvor højt jeg elskede ham.

UNE FAMILLE DE BÂTARDS

Hvad sagde lægerne?

Han er lagt i kunstig koma for at se, hvordan det går.

Han har en punkteret lunge.

Jeg var i køkkenet, da det skete.

-Var det et røveri? -Nej. De tog ikke noget.

Okay, tak.

Selv tak. Jeg må smutte.

Skal du have et lift hjem?

Jeg skal ikke hjem. Jeg skal åbne baren.

-Er vi ikke lukket? -Nej.

Chez Momo lukker aldrig.

Det ville du vide, hvis du besøgte din far oftere.

Hej!

Bliv bare siddende.

LYSENDE NØGLERING

Sådan, det var bedre.

-Så… -Undskyld?

-Ja? -Angående strømpistolen…

Du mener "den lysende nøglering", ikke?

-Ja. -Nå, børn…

ANTI-PÆDO-PLAN

Efter de seneste begivenheder,

Marc Dutroux,

har jeg taget mig visse friheder angående pensum.

Jeg har besluttet at øge lysrækkevidden på vores "diode"

til fjorten meter.

Rolig nu.

Et øjeblik.

Ja, kom ind.

Hr. Colin, det er din mor.

Det er ikke, som I tror.

Jeg er voksen.

Du glemte din madpakke i morges.

Jeg sagde jo, jeg spiser i kantinen.

Og forresten er din far blevet indlagt.

Min far? Vent nu lige.

Du sagde, han var død.

Tja, du ved, levende, død…

-Tror du på spøgelser? -Mor?

Hvad er der i urnen over pejsen?

Kan du huske sandkassen i parken?

Hun er skør. Det er utroligt! Du er skør.

Og selvmordet i forlystelsesparken?

Det var for dit bedste.

Du er jo syg i hovedet!

Tænk, du har løjet for mig i al den tid! Det er vanvittigt!

Og han hedder ikke Jean-Marie.

Han hedder Mohand.

Mohand Akrour.

Er jeg araber?

Shit.

Sådan.

Åh nej, ikke ham.

Hej.

Djilali?

Det er mig. Hvordan har du det?

Bedre end dig.

Med alle dine skænderier med din far

havde jeg ikke ventet at se dig her igen.

Ja, jeg ved det. Jeg har haft travlt.

Hvad laver du her?

-Jeg ville hjælpe til. -Det er ikke nødvendigt.

-Ikke? -Nej.

Hør, jeg gider heller ikke være her.

Vi kan skiftes, uge A, uge B.

Men du skal tage din tørn.

Du har karisma. Har du overvejet at blive skuespiller?

Ja, faktisk. Godt spørgsmål.

Hvad drikker du? Du kan ikke bare hænge ud.

-Jeg er ligeglad. -Morgane!

Det glæder mig, du overtager caféen.

Det gør jeg ikke. Kun midlertidigt.

Klart.

At have slikhår, overskæg og servere pastis er ikke mig.

-Du bliver kaldt ind. -Kaldt ind?

Ingen spørgsmål. Du bliver kaldt ind.

Så du er Mohands søn?

Ja. Hvem er du?

Patrick, en ven af din far, og Francis, min makker.

Rart at møde jer.

-Du er i musikbranchen, ikke? -Jo.

Rapper du?

Ligesom Jordy?

Klart.

Tænk ikke på din far. Vi ordner det hele.

Tager politiet sig ikke af det?

Vi tager os også af politiet.

Mohamed,

har din far nogensinde talt med dig om noget…

Nej.

Mohand er ikke hvem som helst.

Jeg forventer det samme af dig.

Francis, lad os gå.

-Jordbærmælk. -Jeg har ikke bestilt noget.

Det er fra Patrick.

Hr. Akrour?

Måske taler han ikke fransk.

Hey, makker!

Far?

Hej. Hvem er du?

En fornøjelse. Jeg er Maurice Colin.

Eller Akrour, åbenbart.

-Er du hans fætter? -Nej, hans søn.

Så er vi to.

Hvem er du?

Hans søn. Er du også det?

Jeg ved ikke, hvem du er. Jeg ringer til vagten.

I dag har jeg fundet ud af, at jeg er araber,

og at min far ikke begik selvmord i en rutsjebane.

Vent. Hvem ringede til dig?

Kender du Djilali?

-Muldvarpen? -Ja.

Han ringede til min mor om far.

-Hold op med at sige "far". -Far.

Jeg kunne tæske dig.

Folk fra ghettoen kender kun til vold.

Jeg smadrer dig fandeme…

-Hej. -Kom nu.

-Hej. -Kom nu.

Vi skal ikke slås. Det er latterligt. Vi er brødre.

Hold den her.

Her er mit nummer. Ring til mig.

Vi kan mødes på Chez Momo.

Hvor?

Fars café.

Stop med at sige "far".

Find den i telefonbogen.

Nej. Chez Momo er som McDonald's. Der er en i hver by.

Skriv adressen, okay? Kom nu.

Fra venstre mod højre, ikke højre mod venstre.

Du sagde Mouloud, ikke?

Nej. Mohand. Mohand Akrour.

Ah ja. Skyderiet på Chez Momo.

Det regner vi ikke med at opklare.

Ingen vil vidne. Og det er Chez Momo.

Og hvad så?

-Er du virkelig hans søn? -Ja.

Lad mig give dig et råd.

På Chez Momo går det for alvor løs om natten.

Hjælp mig. Tag nogle glas.

Vent! Hvor skal du hen?

Hvad sker der?

Du må hellere tage en snak med gamle far.

-Skat, kan du give mig nøglen til 108? -Ja.

Hvem er ham den lækre?

Mohamed, chefens søn.

-Jordbærmælk? -Ja, det er ham.

Rart at møde dig.

Er det et bordel?

Du er ikke så let at narre.

-Utroligt. -Shit.

Her er også spilleautomater, videopoker og bingo.

Som du kan se, kommer folk ikke kun for at spille Pac-Man.

Er det lovligt? Har vi bevilling?

Nej. Men vi har spiritusbevilling IV.

Lad os tale om spiritusbevilling IV.

Det startede i 50'erne.

Dengang

styrede auvergnaterne Paris' barer.

Men da den algeriske revolution begyndte,

ledte algerierne efter mødesteder for at lede modstandsbevægelsen.

Og for at blive fulde. Lad os være ærlige.

Lidt efter lidt købte de barerne

og i 1962, da landet blev selvstændigt,

forhandlede de en ordning, som gjorde dem til

de eneste udlændinge, der måtte sælge alkohol.

Den berømte spiritusbevilling IV.

PARIS BEVILLING

Der var ikke langt fra Evian-aftalerne til spiritussalg.

Stop det hele.

Spilleautomaterne, luderne, det hele.

Sig det til dem. Francis styrer automaterne.