Alexander

LYKKEN STÅR DEN KÆKKE BI

BABYLON I PERSIEN JUNI 323 F.KR.

ALEXANDRIA I EGYPTEN 40 ÅR SENERE

Den verden, vi kendte, er borte.

Knust af krigene.

Nu er jeg hans legemes vogter.

Det ligger balsameret her på egyptisk vis.

Jeg efterfulgte ham som farao og har nu hersket i 40 år.

Jeg er sejrherre. Men hvad betyder det alt sammen, -

- når ingen længere husker det store slag ved Gaugamela?

Eller Hindu Kush-bjergene, -

- da vi førte en hær på hundredetusind ind i Indien?

Han var en gud, Cadmos. Det nærmeste jeg er kommet en gud.

"Tyran", råber de letsindigt. Jeg må le.

Ingen tyran har givet så meget.

Og hvad ved de om verden, de skoledrenge?

Herskere skal være stærke mænd.

Alexander var menneskenes ven. Han forandrede verden.

Før ham var der stammer.

Og efter ham lå alle muligheder åbne.

Man forstod pludselig, at verden kunne styres af én konge.

Og at det var det bedste for os alle.

Han skabte et imperium, som ikke bestod af land og guld, -

men et sindets imperium.

Det var hellenistisk civilisation, som blev tilbudt alle.

Hvordan kan jeg forklare det?

Hvordan skal jeg forklare, hvordan det var at være ung og drømme stort?

Når Alexander så en i øjnene, følte man, at man kunne udrette alt.

Når vi var sammen med ham, ved Apollons lys, overgik vi os selv.

Jeg har mødt mange store mænd ...

... men kun én virkelig kolos.

Først nu, hvor jeg er gammel, forstår jeg, hvem den naturkraft var.

Eller gør jeg?

Har et menneske som Alexander virkelig levet? Selvfølgelig ikke.

Vi forguder og ophøjer ham.

Mennesker ...

Alle mennesker stræber og falder. Stræber og falder.

Mod øst herskede perserriget over næsten hele den kendte verden.

Mod vest lå de græske bystater.

Theben, Athen og Sparta var faldet på grund af hovmod.

I hundrede år havde de persiske konger betalt grækerne -

for at kæmpe som lejesoldater.

Det var Filippos den Enøjede, som gjorde en ende på det.

Han forenede stammer af fårehyrder fra høj- og lavlandet.

Han skabte en professionel hær, som tvang grækerne i knæ.

Han vendte så blikket mod Persien, -

- hvor man sagde, at den nye storkonge Dareios, -

- som sad på tronen i Babylon, frygtede Filippos.

Og det var som søn af denne kriger, at Alexander fødtes i Pella.

PELLA I MAKEDONIEN

Nogle sagde, at hans mor, dronning Olympias, var troldkvinde.

Man sagde, at Alexander var søn af Dionysos eller selveste Zeus.

Men der var ingen i Makedonien, -

- som ikke undrede sig, når de så far og søn side om side.

Stol på dem, der elsker dig

livet er jo blot begyndt, min søn.

Hendes hud er som vand. Hendes tunge er ild.

Hun er din ven.

Tag den.

Hvis du tøver, hugger hun til.

Husk på det.

Du må aldrig tøve.

Sådan, ja.

De er ligesom mennesker.

Man kan elske dem i årevis og fodre dem ...

... og pleje dem ...

... og alligevel kan de pludselig angribe en.

Og han kalder mig for barbar. Filippos spotter Dionysos hver aften.

Kvinder er de eneste, som virkelig kender Dionysos.

Min lille Achilleus.

Bliv der, Alexander.

- Hvad vil du? - Et halvt år! Har du savnet mig?

- Stolte kælling. Jeg er din konge. - Hvis konge? Fårehyrdernes?

- Jeg er af Achilleus' ædle slægt. - Herkules' blod løber i mine årer.

- Du er en fordrukken horkarl. - Ti, dit tibrystede uhyre fra Hades!

Jeg forbander den dag, jeg så dig.

Tror du, at folk respekterer dig? De ved alt om dine horeunger.

Pokker tage dig, din troldkælling! Du holder ham som en af slangerne.

- Jeg har forbudt det! Adlyd mig! - Vel vil jeg ej.

Adlyd mig, ellers kvæler jeg dig med de bare næver.

Nej!

Nej, far!

- Adlyd mig! - Nej, Deres Majestæt.

Ved alle guder. Han bliver aldrig din!

Aldrig! Mit skød har født min hævner.

OTTE ÅR SENERE.

I den verden, han voksede op i, -

- fandt Alexander trøst i sine venskaber.

Det kræver ikke meget at kæmpe.

Når I står i forreste række over for de nordlige barbarhære, -

- så er det ikke i maven, at modet skal findes, Nearchos.

Modet sidder i hjertet!

Man behøver ikke at spise sig mæt hver dag, Ptolemaios.

Og hvorfor snue i sengen, -

- når man kan få god bønnesuppe efter en nats ilmarch, Kassander?

Kom nu, Alexander.

Tror du, at folk vil respektere dig, bare fordi din far er konge?

I en krig må du også selv gøre det, som du forlanger af dine folk.

Hverken mere eller mindre.

Godt. Det var flot, Hefaistion.

Det er sådan, man skal bryde.

Du klarede dig flot, men du tabte.

Kan I nu lykønske hinanden? Gør det nu.

Skulle jeg bare have ladet dig vinde, Alexander?

Nej.

Men en dag besejrer jeg dig, Hefaistion.

Senere sagde man, at Alexander aldrig blev besejret, -

undtagen af Hefaistions lænder.

Skønt perserne er en inferiør race, -

- så behersker de dog fire femtedele af den kendte verden.

Men lyder det sandsynligt, at Egyptens mægtige flod, Nilen, -

- har sit udspring ved jordens udkant?

I så fald kunne en erfaren navigatør sejle denne vej.

Mod øst til Indiens store sletteområder.

Og derfra ud til det østlige hav ud til verdens ende.

Og via denne rute kunne han følge Nilen op til Egypten, -

- videre ud i Middelhavet og hjem til Grækenland.

Hvis vi blot ville udnytte vores centrale beliggenhed, -

kunne Grækenland erobre verden.

Hvordan kan det være, at disse lande er kendt fra myterne?

Dette Indien, hvor Herkules og Dionysos drog hen.

De, der drog øst på, Theseus, Jason og Achilleus, vandt sejre.

Historierne om dem er blevet genfortalt i generationer.

- Så de må rumme en vis sandhed. - Skrøner om amazoner?

Nej, Alexander, det er kun pøblen, der tror på den slags skrøner.

Vi uddanner os, så vi kan imødegå den slags fjolleri.

Men hvis vi er perserne overlegne, hvorfor hersker vi så ikke over dem?

Det er og har altid været vores store drøm at drage østpå.

Østen har det med at opsluge mænd og deres drømme.

- Mester. Mester. - Ja? Sig nu, hvad du vil.

- Hvorfor er perserne så grusomme? - Altså, Nearchos!

Det er ikke dagens emne, men dog sandt, -

- at de orientalske folk er barbarer og slaver af deres lidenskaber.

Udskejelser ødelægger mennesket.

Derfor er vi grækere overlegne. Vi øver selvbeherskelse.

Mådeholdenhed, forhåbentlig.

Hvad med Achilleus? Skejede han ikke ud ved Troja?

Achilleus savner selvbeherskelse.

Han dominerer andre i så høj grad, at da han forlod slagmarken, -

- vanvittig af sorg over sin dræbte elsker, Patroklos, -

- bragte han sin egen hær i fare. Han er et egoistisk menneske.

Er Achilleus' og Patroklos' kærlighed da et nedbrydende forhold?

Når mænd følger deres begær, gør det dem bestemt ikke ædle.

Det gør umådeholdenhed aldrig. Heller ikke jalousi.

Men når mænd ligger sammen og udveksler kundskab og dyd, -

er det et rent og ædelt forhold.

Når de dyster om at få det bedste frem i hinanden, ses den kærlighed, -

- som kan skabe en bystat og hæve os op af vores frødam.

Filippos bragte folk som Aristoteles fra Athen for at undervise folket.

Og nu lagde han planer om at erobre Persien.

Er det, hvad du magter, Kleitos? Så lad mig selv ride den.

Ingen kan ride på den hest. Og slet ikke med Deres ben.

Den har fået for mange prygl.

Det er en fyrig hest. Den er Filippos af Makedonien værdig.

Tre og en halv talent er rent underskud, men for Dem ...

Hvad skal jeg med sådan et dyr? Jeg har allerede en kone.

Virker jeg så gammel?

Man kan brække halsen gratis.

- En krigshest må ikke være frygtsom. - Køb den til mig. Lad mig ride den.

- Og hvis du ikke kan det? - Så betaler jeg selv.

- Med hvad? Din sangstemme? - Jeg skal nok betale!

Hesten er for gal til at blive tæmmet.

Jeg kan godt ride på den.

Hvis du betvinger den, får du den. Til den halve pris.

- Hesten slår ham ihjel, Filippos. - Mon dog?

Så lad hende gøre ham til skjald.

Knægten kommer bare til skade.

Lad ham selv finde ud af det. Det er på høje tid.

Du er bange for din skygge, ikke?

Det er som en dyster ånd, der vil fange dig.

Kan du se det? Det er bare os.

Det er et af Apollons kneb. Han hersker over ...

... solen.

Jeg skal lære dig at snyde ham. Du og jeg.

Bukefalos. Det skal du hedde.

Stærk og stædig.

Bukefalos og Alexander.

Kom, lad os ride sammen.

Der er titaner i den dreng. Han har overgået jer.

Vis dem, hvad du duer til, Bukefalos.

Min søn!

- Kan du huske Achilleus? - Han er min helt.

Han elskede Patroklos og hævnede hans død.

- Hvad blev hans skæbne? - At dø ung. Men med stor hæder.

- Havde han noget valg? - Ja. Et langt liv uden hæder.

Du drømmer om hæder, Alexander. Og din mor tilskynder dig til det.

Men ingen hæder uden smerte. Og det tillader hun ikke.

En dag maler man mig på murene.

Prometheus stjal gudernes ild og gav den til menneskene.

Det gjorde Zeus så rasende, at han lænkede Prometheus til en klippe.

Og hver eneste dag hakkede hans ørn i staklens lever.

Men hver nat voksede den ud igen, så den kunne ædes igen næste dag.

En frygtelig skæbne.

Hvorfor?

Hvem ved?

Ødipus flåede sine øjne ud, da han erfarede, -

- at han havde slået sin far ihjel og giftet sig med sin mor.

En viden, som kom alt for sent.

Medea myrdede sine to børn som hævn, -

- da Jason forlod hende til fordel for en yngre hustru.