Den store gav-tyv

Den sag skal De ikke være nervøs for. Den vinder vi stort.

- Er min mand kommet? - Ja, men der er en mand inde hos ham.

Bed ham kigge ind til mig med det samme. Det er noget vigtigt.

- Ja? - Hvad for en skal jeg vælge?

- Else, jeg har en siddende derinde. - Jeg skal i retten.

Tænk, hvis vi skulle udstyre os med fjer for at få dommerens opmærksomhed.

- Er den ikke sød? - Det er da ikke en hat.

- Hvad er det så? - En halv brystholder?

- Jeg vil ikke diskutere det med dig. - Det var det bedste, du kunne sige.

- Ja? - Hr. Rodian er herude.

Nå. Udmærket. Sig, jeg er der om et øjeblik.

- Hvad synes du så om den her? - Jeg vil være gode venner med dig.

Hvorfor troede De, at apotekeren havde givet vekseleren arsenik?

- Kaptajnen kunne det jo ikke være. - Han havde ampuller med fra Shanghai.

Dem smed professorinden jo væk.

Ja, men gartneren gav dem til køkkenchefen.

Det var for at vildlede. Den kiggede jeg ud med det samme.

Hvornår gættede De morderen?

Ikke før på sidste side, da den spanske danser kom ind.

- Hvad er det nu, han siger der? - Hvad skylder man æren?

Næ, han siger: "Dolores venter Dem i den lille restaurant."

Hvor tjeneren med det grønne ansigt skyder med lydløs pistol.

Åh, undskyld. Det er noget, vi har sammen.

- Har De tid? - Ja, naturligvis.

Jeg har fået et telegram og er lige ved at stikke af.

Havde De ikke besøg?

Jo, men han kan vente. De har fået et telegram?

Ja, min niece i Stockholm kommer, og nu har jeg lige pakket min kuffert.

- Skal De rejse? - Ja, bare mens jeg skriver min roman.

Kunne De ikke adoptere hende, mens jeg er væk?

- Jo, hvornår kommer hun? - Hun kommer i overmorgen 13.50.

- Jeg har et billede af hende. - Nå, det er et barn.

Ja, og nu er der jo ingen hjemme, undtagen min husholderske.

Jeg ville være glad, hvis De ville tage Dem af hende, mens jeg er væk.

- Ja, med fornøjelse. - Så er der kontrakten med Stenbæk.

Jeg vil se, hvad der står.

Her kommer jeg hen på forlaget og skal diskutere min ny roman.

Så siger han, at mine kapitler er for usandsynlige.

- Han har givet mig det hele retur. - De? Forlagets største skud.

S.P.R.F. Rodian.

Ja, han mener ikke, man kan stjæle Rembrandt, som jeg lader dem gøre det.

- Det er for fantasifuldt. - Hvordan gør de det?

Det er noget med et museum og et lille telt på gaden.

Hvad siger kontrakten?

Ikke fordi det forandrer noget. Jeg skriver min roman, som jeg vil.

Her er den. "Dags dato oprettet ..." Det kan vi springe over.

"Mod denne faste garantisum forpligter S.P.R.F. Rodian sig til -

- årligt at levere forlaget en kriminalroman,-

- efter at et kortfattet resume forud er blevet accepteret af forlaget."

Ja, den er jo gal. Og den udløber først om tre år.

- Så sprænger jeg den. - Det er 25.000.

- Jeg er ligeglad, om så det er 100. - Lad mig få lov at se Deres udkast.

- Vil De nu også være skønsmand? - Nej, tværtimod. værsgo.

Men man har vel perioder, hvor fantasien blomstrer mere, ikke?

- Jeg er jo ikke digter. - Det er jeg heller ikke.

Jeg er kriminalforfatter. Jeg kan kun bedømmes af fagfolk.

Ikke af forlæggere eller jurister.

- Fagfolk? Så har jeg manden. - Hvad for en mand?

En blændende kunstner inden for sit felt. Lomme- og klatretyv.

- Hvor får jeg fat i ham? - Han er derinde.

Han stod til otte måneder, men slap med tre.

Han blev løsladt for en time siden og er kommet for at takke.

Hans sidste store nummer var at leje en admiralsuniform, -

- og så gik han med orlogsværftets kasse på lønningsdagen.

Lad mig hilse på ham.

Mathisen. Der er en herre, der vil hilse på Dem.

Det er måske den herre, der gerne vil hilse.

- S.P.R.F. Rodian. - K.L.M.N. Mathisen.

- S.P.R.F.? - Ja, det er ham.

- Hvem? - Kender De ikke S.P.R.F. Rodian?

Han er jo død. Det må man da være, når man er så berømt.

"Flodrejsen" havde ikke været kendt, hvis Shakespeare ikke var død.

Hr. Rodian vil have, De gør ham en tjeneste.

- Kan jeg det? - De er jo på en måde kollegaer.

- Han er teoretiker, De er praktiker. - Åh, De smigrer.

Nej, bestemt nej. Vil De læse det her igennem?

- "Hvor er Rembrandt?" - Ja, det er en skitse fra et kapitel.

- Hvorfor skal jeg læse det? - Hr. Rodian vil høre, hvad De synes.

Han vil gerne høre, hvad jeg synes? Javel ja. Hvorfor?

Fordi der er nogen, der siger, det ikke kan lade sig gøre.

- Nå, således. Hvad for noget? - Det er et indbrud, han beskriver.

- Hvem? - Rodian!

Det er et indbrud på Statens Samling. Rembrandt.

- Han hænger for højt. - Om natten har man bedre tid.

Læs det og sig, om min metode er usandsynlig.

Et øjeblik.

Ja. Ja. Ja...

Og så har man et telt her. Ja. Der er en fejl her.

- De har skrevet "gjord". - Det bliver rettet, når den trykkes.

Nå, det bliver rettet, når det bliver trykt.

Ja, ja, ja, og så har man Rembrandt her og går ned ad trappen.

Jamen den er jo supersikker. Det er hævet over enhver tvivl.

Hvis tvivlen er her, så er den hævet her op til. Det er en perle.

Er der nogen, der vil ryge? Nå, ikke? Det vil jeg gerne.

- Værsgo. - Tak for det.

Hov hov...

Ja, så har sagkundskaben talt.

Ja, og så tager jeg hen på Hotel Carlton og skriver min bog.

- Farvel. Det var pænt af Dem. - Tak, det var hyggeligt. Farvel.

Tak for hjælpen.

- Lev vel. Opfør Dem pænt i fremtiden. - Sagføreren kan være ganske rolig.

Nå, jeg må se at komme videre. Hvor er mit ur?

- Mathisen! - Ja?

- Det er ikke mit. - Det er jo mit.

- Dem kunne jeg vist lære noget af. - I lige måde. Jeg mener: Selv tak.

Nå, men så regner jeg med, De tager Dem af min niece.

- Ja, det skal jeg nok. - Stod der ikke en bornholmer der?

Ma... Den er sendt til reparation.

Hvis man bare kunne få den dør op, så fører der en gang op til venstre, -

og så er man der.

Der kommer nogen.

Mathisen?

Det er løgn. Er det dig?

- Godaften, drenge. - Vi troede, det var næste torsdag.

Ja, men jeg slap ud en uge før, fordi jeg havde opført mig så pænt.

- Velkommen hjem. - Vi har savnet dig, Mathisen.

I lige måde, du gamle.

Men jeg havde lovet at binde de 15.000 børster, før jeg rejste.

- Er chefen hjemme? - Nej, vil du ikke tage dig af det?

Juleaften klokken elleve vendte chefen hjem fra Jylland.

- Banken i Herning? Gav den noget? - Det ved vi ikke.

Klokken 11.30 rullede der en taxa op hernede.

Chefen steg ud til den forkerte side.

Han glemte, hotellet lå på denne side.

- Vi hørte et plask. - Han blev vel fisket op igen.

- Ja, fastelavnsmandag klokken syv. - Det var da godt.

Skal vi hilse på chefen?

Ja, det var en trist nyhed. Hvordan klarer I den så?

Vi har jo prøvet lidt for os selv, men det går ikke så godt.

Hotellet kan man jo ikke leve af. Hvordan går det?

Jo, men hvad er en hundredlas til to mand om dagen?

Og nu er vi jo fire igen. Undskyld, tre.

Og i næste uge har vi terminen. Så ryger hotellet.

- Er der ikke en, der har en god ide? - Hvad med Rembrandt?

- Rembrandt? - Ja, kunstmaleren.

- Hvad med at kigge på ham? - Han hænger jo kun på museerne.

- Akkurat. Hvad siger I, drenge? - Det er umuligt.

Umuligt? Det er let som fod i hose. Man tager bare hen til museet.

Et lille telt. Kryber ned i kulkælderen.

- Der hænger Rembrandt da ikke. - Nej. Så går man op.

Så går man ind... Så går man... Fandens, nu har jeg glemt det.

- Hvad? - Han har skrevet det hele ned.

- Hvem? - Rodian.

- Kriminalforfatteren? - Ja.

- Hvor har du truffet ham? - Hos min sagfører.

Han spurgte mig til råds, og så læste jeg noget, han havde skrevet.

Ganske fortrinligt.

- Kunne man ikke få fat i det? - Nej, for nu er han jo...

Jo, jeg kender jo hans adresse.

Man kunne stikke op til ham i morgen.

Du mener altså, at det kunne lade sig gøre?

Helt bombesikkert.

- Tak, fordi du kom, Mathisen. - Tak, fordi I ventede på mig.

Hallo? Hvem? Forlægger Stenbæk? Bare stil ham op.

Kære Stenbæk. Nu har jeg sagt Dem hele morgenen, -

- at jeg skriver den historie, som jeg vil, og nu vil jeg have ro.

Hvad siger De? Åhr, hold op.

Ønsker De frokost på værelset eller i restauranten?

Frokost? Nå, frokost. Endelig her på værelset.

Vent lige et øjeblik. Kom herhen. Jeg skal lige prøve en lille kunst.

Put det i lommen. Nu står vi og snakker lidt med hinanden.

Jeg går lidt frem og tilbage og rundt om Dem.

Vi snakker om vejret. De siger, det er dårligt vejr.

Jeg siger, det er godt vejr. Så kommer vi op at skændes.

Så bliver vi gode venner igen, og så... Mærkede De noget?

- Næ... - Tænkte det nok.

Ikke andet end at herren tog sit guldur.

Gå med Dem.

- Hvad er det for et spektakel? - Det er støvsugeren.

- Så stands den da, for pokker. - Så kan den jo ikke støvsuge.

Hallo? Er det portieren? Jeg vil have standset det støvsugeri.

Ifølge reglementet? Nå, men så ordner I hende selv.

Og vil De så gøre mig den tjeneste at myrde alle, der spørger efter mig.

En herre? På vej op?

- Jeg dræber ham, når jeg ser ham. - (det banker på)

Kom ind.

- Undskyld. Undskyld... - Hvad vil De?

Jo, ser De, jeg ville bare... Jeg håber ikke, jeg forstyrrer.

- Jo, i allerhøjeste grad. - Nå. Ja...

Det siger forfatteren ikke, når han ser, hvad jeg har.

- Sig mig, er det ikke... - Absolut ikke. Hvem forresten?

Jeg traf en mand hos min sagfører. Han var lige blevet løsladt.

Hvem? Deres sagfører?

- Nej, manden. Det er Dem på en prik. - Så ved jeg, hvem De tænker på.

Har han nu igen været inde og flette bastmåtter?

Det er min halvfætter.

En søn af en uægte onkel af tredje ægteskab, -

som jeg har med min tante.

Jeg ligner ham så slående, at jeg engang sad 14 dage i dommervagten.

- Hed han Mathisen? - Ja, det hed han, Mathisen.

De siger det, som om De tror, det er mig. Jeg hedder også Mathisen.

Nej nej, glem det, og sig mig, hvad De vil.

- Nej, nu har jeg tabt lysten. - Passiar.

- Lad mig nu se, hvad De har til mig. - Ja, når De nu så gerne vil.

Jeg rejseri papir. Karbon-papir.

De siger måske "karbon". Andre siger "karbong".

- Jeg har så meget. - Ja, men ikke denne kvalitet.

Og må jeg så se de små fingre?

Jeg skal lige ud at kvæle den støvsuger.

- Hvad var det? - Herrens frokost.