Ladies First

EN ORIGINAL DOKUMENTAR FRA NETFLIX

Piger hører til i hjemmet,

ikke på idrætsanlægget.

Idræt er kun for drenge.

Piger skal lave mad,

passe hjemmet og opdrage børn. Det er deres rolle.

Min datter må ikke arbejde.

Det kan hun gøre, når hun er blevet gift.

Det er op til hendes mand.

Min datter må ikke dyrke idræt.

Jeg har tit lyst til at svare igen,

men jeg føler,

at hvis jeg svarer med ord, glemmer folk det.

Hvis jeg svarer med mine pile, glemmer de det aldrig.

11. AUGUST 2016 RIO DE JANEIRO, BRASILIEN

Publikum begynder at indfinde sig på Sambadrome,

hvor det årlige karneval afholdes.

OL RIO 2016

Her ved OL afholdes kvindernes bueskydningskonkurrence her.

KVINDERNES KONKURRENCE

Det er Indien mod Kinesisk Taipei.

For Indien har vi:

Deepika Kumari.

Kumari er 22 år og i god form.

Nu går vi i gang.

Jeg håber, at piger i Indien, som møder mange forhindringer,

bliver inspireret af mig til at overvinde deres problemer

og kæmpe for deres drømme

og forfølge deres drømme.

HALVTREDS DAGE TIDLIGERE

22. JUNI 2016 BANGALORE, INDIEN

Velkommen til Sports Authority of India.

Som I ved, er det indiske bueskydningshold her.

Kvindernes hold kvalificerede sig under verdensmesterskaberne.

-Deepika Kumari er her. -Hej.

Vi lander i Rio den 9. juli.

Hvis I har spørgsmål, kan I stille dem her.

Jeg hedder Deepika Kumari, og det her er mit andet OL.

Mit mål er at vinde guld.

For der findes ikke noget større.

En gang mere.

Det må du ikke sige.

Deepika, en sidste gang,

og så skal du kun kigge ind i kameraet.

Klar. Tre, to, en, værsgo.

OL, der findes ikke noget større!

Du skal ikke kigge derhen.

Det eneste, du mangler... Du mangler kun at vinde OL-guld.

Når du forestiller dig at stå på podiet.

Hvad tænker du så?

Kan du beskrive den sult?

Man går ikke efter sølv eller bronze.

Alle drømmer om at vinde guld.

Man skal arbejde ekstremt hård

for at vinde en guldmedalje.

Jeg har altid drømt...

...at den træner, der lærte mig det...

Når jeg står på podiet for at få min medalje,

vil jeg gerne have den af ham.

Det er min drøm.

Og nu nærmer endnu et OL sig... Så jeg er klar.

Alle udøvere ofrer noget

for at stå der, hvor du står.

Tag os med tilbage i tiden. Fortæl os om din baggrund og din færd.

JHARKHAND, INDIEN

INDIENS NÆSTFATTIGSTE STAT

LANDSBYEN RATU

Jeg er fra Ratu.

Der er ikke noget at lave for piger.

Jeg ville gerne lege,

men jeg måtte aldrig komme ud, fordi jeg var det ældste barn.

Jeg skulle hjælpe til,

vaske tøj og sådan, og derfor gav min mor mig ikke lov til at lege

af frygt for folks reaktioner.

Så snæversynede er de.

Min mor arbejder på et lille landsbyhospital.

MOR

Kvinder i Ratu arbejder ikke, de er husmødre.

-Kan du se den gule? -Den her?

Min mor er min største inspirationskilde. Jeg ville også stå på egne ben.

Jeg elskede at stjæle grøntsager

på marken, især majs.

Mine veninder og jeg var eksperter i det.

Stjålet mad smager meget bedre.

Så...

...stegte vi det og spiste det.

Mor mødte tidligt,

så jeg er tættere på min far, fordi jeg var mere sammen med ham.

Hvad laver du?

Så er det godt!

Du behøver ikke feje på vejen.

Min far kører rickshaw.

Han har ingen uddannelse, men han ved meget

om livets små ting.

Når han taler, har jeg bare lyst til at lytte.

FAR

Vi var meget lykkelige, da Deepika blev født.

Hun var et sundt barn på fem kilo.

Hun havde nysgerrige øjne.

Hun blev født i en grøft.

Min mor fik aldrig sin løn til tiden.

Hun fik sin løn en gang hver tredje eller fjerde måned.

Derfor havde vi mange problemer.

Der var dage, hvor vi ikke havde mad.

Vores hus var lavet af mudder.

Når det regnede

eller tordnede lækkede taget.

Vi måtte bruge gryder og pander for at undgå oversvømmelse.

Vi boede... i den halvdel,

og min onkel og tante i den anden halvdel.

De brød sig ikke om, min mor arbejdede, og det førte til mange skænderier.

Sommetider slog de min mor.

Ja, jeg slog hende.

ONKEL

Det er ikke noget.

Da hun var tre år gammel,

kom vi forbi en gadehandler,

som solgte et lille lerhus. Det har vi stadig.

Deepika tog det og sagde:

"Far, det er en helikopter."

Hun løftede taget og sagde: "Far, dig,

mig og mor sætter os i den

og flyver væk herfra."

Jeg er nok den eneste pige,

som forlod landsbyen i en så ung alder.

Piger har ingen muligheder her.

Deres forældre bortgifter dem, når de er 18 år.

Var jeg ikke rejst, er jeg sikker på,

at jeg var blevet giftet bort.

Jeg ville langt væk fra landsbyen og slippe ud af den ulykkelige situation.

DEEPIKAS FØRSTE SKOLE

Jeg var 12 år, da jeg hørte om bueskydning.

Jeg hørte om en skole i Seraikella,

og vigtigst af alt var det gratis at gå der. Jeg skulle ikke betale kontingent,

og jeg fik mad og tøj.

Da jeg mødte Deepika i 2006, var hun meget skrøbelig.

Hun kom med sine forældre.

FØRSTE TRÆNER

De havde alle tre kørt 130 kilometer på en scooter.

Træneren sagde: "Hun er svag! Hvordan skal hun klare det?"

Deepika blev ked af det

og følte, hun mistede chancen.

Hun trak mig til side og sagde: "Må jeg sige noget til ham?" Jeg sagde: "Ja."

Hun sagde: "Giv mig tre måneder.

Hvis jeg ikke er god nok, så kan du smide mig ud af skolen."

Træneren gik med til det. Jeg var meget glad.

Bueskydning interesserede mig egentlig ikke.

Jeg gik der, fordi stemningen derhjemme var dårlig.

Der var konstant skænderier på grund af pengenød.

Jeg tænkte, at hvis jeg rejste,

så var det en byrde mindre.

Det her var vores køkken.

Vi opbevarede mad heromme

og lavede mad her.

Vi vaskede op derhenne.

Vi havde tre værelser.

Der var ingen udluftning, kun en seng.

Ingen skabe eller andre møbler.

Eller badeværelse. Vi badede i floden.

En dag blev min datter syg.

Hun fik bylder, fordi flodvandet var som kloakvand.

Hun blev indlagt. Jeg havde det frygteligt.

Hun oplevede mange udfordringer der, før hun blev optaget på TATA.

TATA BUESKYDNINGSSKOLE INDIENS BEDSTE

Da jeg var 13 år, afholdt TATA optagelsesprøve,

og jeg gik målrettet efter at blive udvalgt.

Min træner, Dharmendra Tiwari, stod for udvælgelsen.

LANDSTRÆNER

Hun sagde til mig: "Jeg vil trænes af dig."

"Fint," sagde jeg, "men du skal gøre, som jeg siger."

Hun fortalte, at hun var blevet optaget på TATA.

Den bue, hun skulle bruge, var meget dyr.

Jeg sagde til hende:

"Jeg er fattig. Hvordan skal jeg få råd."

Men det lykkedes mig på en eller anden måde.

Hun var en naiv landsbypige uden selvtillid.

Hun kunne ikke finde ud af at spise, sove

eller klæde sig.

FORSTANDER

Vi lærte hende at spise med ske

og gebærde sig.

Hun plejede at holde sig for sig selv.

Hun sled for at rette sine fejl.

LANDSTRÆNER

Hun skyder så mange pile, vi beder hende om,

og hun er lærenem.

Hun har et mirakuløst talent.

I løbet af bare et år blev hun ungdomsverdensmester.

UNGDOMS-VM USA 2009

Indiens Deepika Kumari vinder guld i dag.

Da jeg begyndte, anede jeg ikke,

at det var en sport.

Jeg fik langsomt interesse for det.

Og så var jeg solgt.

Jeg har altid gerne villet lave noget, der gjorde, at folk bemærkede mig.

Så folk genkender mig og siger: "Det er Deepika."

Her kommer Deepika Kumari ind til finalen.

Hun kan afgøre det.

Ti point. Deepika Kumari er Commonwealthmester.

Deepika Kumari er nået langt på den internationale scene.