Nothing Like a Dame

Af og til mødes fire gamle veninder, som er fantastiske skuespillerinder, -

- ude på landet i England for at sladre, mindes og grine.

Denne gang lukker de kameraerne ind...

Skal jeg sidde her?

Du skal stå bagved.

- Du skal stå herhenne. - Herhenne?

Lad mig nu være.

- Vil du træde et skridt til venstre? - Til venstre?

Jeg hedder Mark. Mig en fornøjelse.

Lad os komme i gang, inden vi slår rødder.

- Så tager vi nogle, hvor I... - Her er varmt.

Vi ser ud, som om vi har det forfærdelig varmt.

Det er en skrækkelig vinkel, Mark.

Det er urimeligt over for gamle damer.

- I ser fantastiske ud. - Hvorfor gør du det?

Man skal begynde et sted. Er det din første dag?

- Har du aldrig prøvet det før? - Nej, så giv ham en chance.

Se, hvordan Jude gør.

Jeg gør sådan eller sådan.

Vi er ikke venner, Mark. Jeg vil aldrig tale med dig igen.

- Jeg vil aldrig se dig igen. - Vær nu ikke gnaven.

Hun er ikke gnaven, hun har stjernenykker.

- Er vi klar? - Vi er vist færdige.

TE MED DAMERNE

Hvis nogen nu vil ligge ned.

- Jeg er her, søde. - Hvor langt væk?

Ikke langt. Lige om hjørnet.

Jeg vil gerne begynde med første gang, I så hinanden.

- Kan vi begynde med dig, Judi? - Du godeste.

Ja, men har nogen en hukommelse? Du godeste.

Jeg tror, jeg mødte dig i 1958, Mags.

Vi spillede med i "The Double Dealer"-

- og tog til festivalen i Edinburgh og blev forfulgt af Miles Malleson.

- Spillede vi den i Edinburgh? - Ja, kan du ikke huske det?

- Nej. - Jo, vi måtte gemme os.

- Det er forsvundet. - Vi gemte os for Miles Malleson.

Jeg vidste ikke, vi var i Edinburgh. Var vi gode?

- Nej, det tror jeg ikke. - Det er for længe siden.

Jeg kan huske, du sagde, at du var blevet opdaget og genopdaget, Mags.

Det venter jeg stadig på.

Hvem så "Share My Lettuce"? Så du den, Joan?

Ja. Du hørte ikke efter, for det har jeg lige sagt.

Jeg var nedtrykt, og nogle venner sagde:

"Vi tager dig med til noget, der virkelig vil opmuntre dig."

"Kenneth Williams. Han er meget sjov, og så er der en ny pige med."

- Hold op. - Det var den nye pige.

Har Kenneth haft stor indflydelse på dig?

Meget. Jeg stjæler fra ham hele tiden.

Kan du komme med eksempler?

Jeg laver en Kenneth i "Black Comedy". Det er skandaløst.

Han ville blive rasende.

Den skrækkelige mrs. Punnett, som fløjter sådan, er ren Ken.

Fortæl os om dig som barn, Eileen.

En sigøjner fortalte min mor, jeg ville blive danser.

Hun blev ved med at sende mig til dans, og jeg skreg og ville hjem.

Da jeg fyldte fem, lod jeg til at sidde fast der.

Danseskolen hed The KY School, -

og det stod på alt vores tøj. KY.

Min bror spillede trommer der, og der stod KY på trommesættet.

Vi forstod ikke, hvorfor folk lo eller kiggede den anden vej.

Jeg dansede i arbejderklubber to-tre gange om ugen, -

- indtil skolen klagede over, at jeg faldt i søvn i skolen.

- Fordi du dansede hele aftenen. - Ja.

Det var de pædofiles paradis med de små piger.

Besluttede du, at du ikke ville danse længere?

Jeg var med i mit første stykke som tiårig og sagde til min mor, -

- at jeg ville gøre det i stedet for at danse.

Vi troede alle sammen, at vi bare skulle spille teater.

Ja.

- Begyndte I med Leichner-makeup? - Ja, hvid og rød.

- Hvid og rød blev brugt til mænd. - Jeg havde brun på i "Peter Pan".

Hvid og rød blev brugt til mænd, -

- men man blandede dem med lidt lyserød, hvis man var en pige.

- Og en stor, rød plet i øjenkrogen. - Nå ja, røde pletter.

Mørkerød, hvis man skulle se gammel ud.

Ja, mørkerøde streger.

Når man blev færdig på teaterskolen før i tiden, -

- ville man gerne til Bristol Old Vic eller Oxford-

eller et godt repertoireteater.

Når man spillede på repertoireteatre og boede forskellige steder, -

og værtinden ikke var flink, -

- så sømmede man en røget sild fast under bordet, inden man rejste.

Tim West tog engang hjem til et mørkt hus og gik ind i køkkenet, -

- hvor værtinden dyrkede sex med en mand på bordet.

Hun lå der, og da han åbnede døren, så hun ham og sagde:

"Mr. West, De må synes, at jeg er en værre kokette."

På bordet? Uvidende om, at der sad en røget sild nedenunder.

Hvor gyseligt.

Lad os gå denne vej.

Jeg gik direkte fra Vic til at spille med i "Kirsebærhaven"-

- med Michel Saint-Denis og Peggy og Sir John.

- Hvem instruerede? - Var det ikke Michel Saint-Denis?

Han var meget ubehagelig.

Efter første akt plejede han at give instrukser.

Han gav instrukser til den første, anden og tredje, -

- og når han kom til mig, gjorde han sådan...

Skrækkeligt.

Og Peggy sagde til mig: "Og ham blev jeg nær gift med."

Og så sagde hun: "Lad ham aldrig se dig græde."

En dag efter første akt, hvor han gav instrukser, sagde Sir John:

"Hvis du havde spillet sådan for mig, var jeg blevet henrykt."

Og det ændrede alt for mig.

Det ændrede hele mit liv, -

- hvad angik min frygt for instruktører.

For jo mere bange man bliver, og nogen gør sådan, -

jo mindre kan man gøre.

- Godnat, onkel. - Gud velsigne dig, lille Anja.

Jeg gik på Old Vics teaterskole-

- under Judis ven Michel Saint-Denis' ledelse.

Og George Devine, og det var George, der bad mig slutte mig til ensemblet.

Det hed English Stage Company, men blev kendt som Royal Court.

Michel Saint-Denis fik at vide, -

- at jeg var blevet bedt om at slutte mig til ensemblet, -

- og Michel sagde: "Hun kan ikke spille dronninger."

Så sagde George:

"Det sidste et moderne teater ønsker, er piger der skal spille dronninger."

Stands der. Mange tak, det bliver vådt.

- Jeg troede, vi skulle synge. - Det er meget vådt.

Skal vi sidde under bordet?

Timothy sidder under bordet - nu må du vare dig

Timothy sidder under bordet så kig den anden vej

du kan kilde og klemme som du vil men gå nu ej for vidt

for Timothy sidder under bordet og sladrer ganske vist

- Hvorfor kan jeg huske den? - Hvad er det?

Den musical, vi spillede med i. "Hør prutten."

Den hed "Lyt til vinden".

- Det er en elendig titel. - Ja, det er det.

Ronnie kaldte den "Hør prutten".

Hvorfor kom vi ind på det?

- Kleopatra. Maggie, fortæl om... - Jeg vil ikke snakke om Kleopatra.

Begynd du, Judi.

- Du begynder. - Nej.

- Hvorfor ikke? - Ingen...

Jeg klarer frisag med den her.

- Den tager du. - Fortæl du om Kleopatra.

Jeg takkede nej fire gange, fordi jeg ikke syntes, jeg havde udseendet.

Der slutter min historie om Kleopatra.

- Hvad skal vi sige om det? - Hvad?

Hvad skal vi sige om det?

- I skal sige... - Det var dumt af dig, Eileen.

Nej, udseende er et fjollet ord.

Jeg havde ikke modet til det.

Det havde jeg heller ikke. Derfor spillede jeg det i Canada.

Men du spillede det i det mindste.

Jeg havde heller ikke modet. Jonathan Miller spurgte mig.

Jeg sagde, at jeg ikke ville spille på National, -

- fordi jeg ikke mente, at jeg ville være det oplagte valg.

Halvdelen ville sige, at jeg ikke burde spille Kleopatra, -

- fordi Kleopatra skulle være en stor skønhed.

Så det var den første forhindring.

Judi, du sagde noget fantastisk, da du blev bedt om at spille Kleopatra.

Hvad? Det kan jeg ikke huske, men folk grinede højt.

Da det blev meldt ud, at jeg skulle spille rollen, grinede folk ad mig.

Men du sagde til Peter Hall... Var det ham, der instruerede?

"Vil du virkelig..." Skal jeg sige det?

- Ja tak. En dværg i overgangsalder. - Det er meget morsomt.

"Vil du virkelig lade en dværg i overgangsalder spille den rolle?"

- Det er sandt. - Det var hun.

Det var hun. Lige præcis. Det var sådan, jeg spillede hende.

- Hvor er da manden? - Han tør ikke komme.

- Kom nu, min ven. - Min høje dronning.

Herodes jødekonge selv tør kun se på jer, når I er i venligt lune.

Giv mig den Herodes' hoved.

Hvem kan, når nu Antonius er borte. Han havde gjort det på mit bud.

Anmelderne antager, -

- at vi alle sammen har høje tanker om os selv-

og vil takke ja til rollerne.

De er ikke klar over, at vi skælver indeni.

Det er rigtigt, for to af os havde slet ikke mod til at gøre det.

Maggie gjorde det i et andet land, og Judi gjorde det rystende af skræk.

Oppe på monumentet plejede Tony Hopkins at sige:

"Nu hviler jeg mig, mens du klarer femte akt."

Men man kan hvile sig inden femte akt.

- Med Pompejus og alle dem. - Længe nok til at tabe tråden.

Vi var inde i monumentet i lang tid, -

- og Miranda Foster og Helen Fitzgerald plejede at spørge:

"Hvad ville du gerne have lige nu?"

Og jeg sagde et glas champagne og en hummersalat.

Den allersidste aften var vi inde i monumentet, -

- og da de spurgte, sagde jeg hummersalat og...

De tændte et lys, og så stod det der, og vi spiste det.

Jeg kunne ikke sige "til monumentet", fordi det er en undergrundsstation.

Det var jeg ikke god til.

"Til monumentet." Jeg tænkte: "Det vil jeg helst ikke sige."

Var det ikke kære Mags Tyzack, der sagde, -

- at hun havde svært ved at sige: "Man venter os i Argos."

Hvad lavede hun?

Hun lavede...

Det kan man ikke, vel? Det er til grin.

Jeg har aldrig mødt en Antonius, der ikke brokkede sig, -

- fordi de opdager, at det i virkeligheden handler om Kleopatra.

Mere end Antonius. Jeg synes, Kleopatras rolle er bedre.

Og det opdager mændene ikke, før de er midt i det.

Alan Bates fortalte mig, at han halvvejs inde opdagede...

- Han ville hellere spille Kleopatra. - Det var en del af det.

- Man kan ikke vinde. - Vil I snakke lidt mere om frygt?

På vej til teatret tænker jeg altid:

"Ville du gerne blive kørt ned nu eller køre alvorligt galt i bilen?"

Og det er kun med nød og næppe, at jeg siger nej.

Jeg kender tilfælde, hvor det kunne være blevet et ja.