Quints

Mere end en håndfuld

Femlinger.

De fantastiske fem

Ret sejt, hva?

Med andre ord det er mange babyer.

Familien Grover?

Jeg er Jamie Grover,

en del af familien Grover.

Familien Grover!

Sikke et pudsigt sammentræf.

Okay, måske er det ikke et sammentræf.

Det her er nemlig min historie.

Og ja, det er en af disse

"pige finder sig selv, uden at vide, hun var fortabt"-historier.

Men jeg lover, det ikke bliver tamt

og heller ikke kedeligt, okay?

Og bare så I ved det,

så er jeg ikke en af femlingerne.

Jeg er deres storesøster.

Og for at forstå min historie,

skal vi tilbage til januar sidste år,

før mine søskende blev født.

Okay? Godt.

Vi skal nok finde ud af det sammen.

Her er min far, Jim Grover.

Og nej, han laver ikke mine lektier.

Han laver sine egne.

Far studerer.

En universitetsgrad fører til endnu en forfremmelse,

i hvert fald ifølge fars store plan.

Far mener, at man altid skal prøve at opnå mere,

og aldrig blot tage til takke med det man har.

Desværre er han en elendig studerende.

Men en plan er stadig en plan,

og far har altid en plan.

Og her er mor, Nancy Grover.

Hun udgiver en lille lokal avis,

og der er ingen pæn måde at sige dette på,

men hun er en lille smule distræt.

Men det er vi vant til.

Godmorgen.

-Godmorgen. -Godmorgen.

Så mødes vi igen.

Har I egentlig set køleskabet?

En tilbedelse af mig.

Jeg kan huske denne dag.

I behøver ikke se, hvad der ellers skete for at forstå min historie,

så lad os bare hoppe videre, okay?

Nu, tak. Nu!

Fint. Lad os bare se, hvor jeg bor.

Det var bedre.

Det her er mit hus.

Det ligner 90% af husene i Milford.

Og for dem af jer, der ikke er så kvikke,

så er Milford min hjemby.

Skal vi kigge lidt nærmere på den?

Her er den.

Det her er centrum.

Der er en bank, supermarked,

et par restauranter,

og iskiosken.

Men det der virkelig gør Milford berømt,

ligger kun et par gader mod øst.

Okay, den er der ikke i virkeligheden.

Jeg skulle bare være sikker på, at I fulgte med.

Næste stop...

Jep, skolen.

Men bare rolig. Det er ikke en af de der uhyggelige historier.

Gymnasie er fantastisk.

Kom med indenfor sammen med mig og mine bedste venner Zoe og Brad.

Kom!

Min skole er stort set ligesom alle andre skoler.

Hver dag er et cirkus.

Der går min matematiklærer.

Jeg siger dig, det her sted er helt fantastisk.

Okay, jeg løj.

Jeg har lov at drømme, har jeg ikke?

Sandheden er,

min skole er som alle andre skoler.

Der er ingen cirkusklovne eller akrobater eller...

Hej, Jessica.

Og ingen...

Ildslugere.

Altså med mindre man tæller gymnastiklæreren, hr. Brookes, med,

men det er en helt anden historie.

Pointen er, at jeg bliver nødt til at vise jer min skole,

for jeg skal vise jer, hvem jeg var dengang. Okay?

Her kommer det.

Vi vil have 12-taller!

Ikke dårligt.

Et 10-tal og to 12-taller.

Jeg hader dig.

Måske skulle du tage mit karakterark, Jamie.

Der er kun 12-taller på.

Det er sødt af dig, men den køber hendes forældre nok ikke.

Der står jo et drengenavn på. Det kommer ikke til at virke.

God pointe.

Hej, hr. Blackmer, er du klar til kunstklub i morgen?

Ja da, og jeg har haft utrolig travlt

med at lave et fireretters italiensk måltid,

vi kan spise, mens jeg viser slides

om de italienske mestres malerier.

Vil I ikke med?

Jeg kan desværre ikke.

Jeg skal arbejde på mit projekt til videnskabsmessen.

En ung da Vinci?

Alle har noget, de er vilde med, ikke?

Og videnskab er din ting.

-Held og lykke Jamie, Brad. -Farvel.

Og Zoe, vi ses i morgen.

Kom sulten.

Vær ikke sådan en dødbider, Jamie.

Videnskab er ikke din ting.

Kom med til kunstklub!

Som om jeg har tid til det, Z.

Det er konkurrenceår for mig og min familie i år.

Konkurrencer er min ting.

Nå, jeg skal mødes med manden med planen.

Men jeg kan love dig for, at det her karakterark

ikke er en del af planen.

Vi ses senere.

-Vi ses. -Vi ses.

Planen var, hvis du vil vide det,

at jeg, Jamie Grover,

skulle gå på GW næste efterår.

Også kendt som George Washington

Science Magnet-skolen.

Kan du se, hvor det fører hen?

Jeg følte et pres fra mine forældre,

et pres fra mig selv

og endda et pres fra hunden.

Okay, vi har ingen hund, men jeg tror, du har fanget pointen.

I bund og grund...

Jeg er et enebarn, der hader at skuffe sine forældre,

og det var lige nøjagtig, hvad jeg var i gang med.

Hej, far.

Hej, skat.

Okay, smukke, lad mig så se.

Nå, men det vigtigste er, at du prøver.

Ja.

-Kom med ind på mit kontor. -Okay.

Hvor er her blevet fint.

Tak, jeg kalder denne stil

"alt andet end køkkenvaske."

Køkkenvaskene er på række tolv.

Skat, så snart jeg får min uddannelse, får jeg et meget bedre kontor.

Bare rolig, jeg skal nok komme ind på universitetet.

Ja, selvfølgelig gør du det.

Og du bliver den første i familien, der gør det.

Men du må starte med små skridt.

Halvfems procent af børnene på George Washington Science Magnet

går videre til universitetet.

Det er mange flere end på din skole.

Jeg arbejder på det. Jeg er med på planen.

Okay. Jeg ved godt, du kender planen.

Du er meget dygtig.

Dengang var det her mit liv.

Enebarn. Gøre som forældrene siger.

I det mindste var det helt anderledes, når jeg besøgte mor.

Værre eller bedre...

Det må I afgøre.

The Milford WEEKLY Milfords Lokalavis

Men hr. Ziff,

du må mødes med hende.

Hun er flittig, intelligent og kvik.

Prøver at skaffe en praktikplads.

Okay! Så overvej det endelig.

Og tak for interviewet.

Du kommer på forsiden af næste udgave af Milford Weekly.

Det ser ud til, at du har det bedre.

Jeg har det skønt. Og jeg har næsten skaffet dig et møde

med hr. Raymond Ziff,

ejeren af Ziff stormagasiner

og en meget fremtrædende advokat.

Det er lige det, jeg skal være:

advokat og ejer af et stormagasin.

Du skal ikke undervurdere dig selv.

Du kan blive, lige hvad du vil.

Hvem ved, hvis mine forældre havde sagt det samme?

Så var jeg måske på The New York Times i stedet for The Milford Weekly.

Du skal nok komme ind på Magnet på den ene eller anden måde.

Har du husket at tage digtet fra engelsktimen med?

Nej, ikke det.

Jo. Jeg vil gerne trykke det.

Lige...

Herovre...

Mor betragtede The Milford Weekly,

som et af de familiejulekort,

hvor forældre praler af deres børn.

Familien Grovers Hjørne

Familien Grovers hjørne.

Den eneste forskel er,

at mor får folk til at betale for annoncerne.

Alle elsker at læse dine ting, Jamie.

De ved, hvor speciel du er.

Folk spørger mig hele tiden: "Skal hun være advokat,

læge eller måske nyhedsvært?"

Måske gør vi ikke nok for at hjælpe dig?

Vi vil jo give dig alle mugligheder for at lykkes, skat.

Universitetet og længere endnu...