Martin Margiela: In His Own Words

Den 29. september 2008 fejrede Maison Martin Margiela sit 20-års -jubilæum.

Samme aften forlod Martin Margiela modeverdenen for altid.

Han ændrede moden.

Margiela var nok den sidste, der revolutionerede moden.

EN FILM AF REINER HOLZEMER

Han var langt forud for sin tid. Showet, tøjet og idéerne bagved.

Han er en af de mest indflydelsesrige modedesignere i de sidste 30 år.

MUSIK AF dEUS

Han prøvede aldrig at behage. SECRET

Derfor behagede han ofte.

Han er en af de ti bedste siden slutningen af det 19. århundrede.

Vi har selvfølgelig hans tøj og hans stil, som chokerede mange-

-men også det, at han ikke viste sig: "Hvem er han egentlig?"

"Hvem kan lokke ham ud af skallen?"

Men han kom aldrig ud. Han viste sig aldrig.

Det var et mærkeligt fænomen.

Ja, det var smart ikke at ville ses. Det kom nok fra hjertet.

Det var ikke en strategi.

Det skabte et mysterium. Først tænkte jeg:

"Han kan ikke fortsætte sådan. Engang viser han sig." Men det skete aldrig!

Der er gået ti år siden Maison Martin Margielas sidste show.

MARTIN MARGIELAS STUDIE

Jeg kan ikke lide tanken om at være en berømthed.

Anonymitet er vigtigt.

At jeg er som alle andre, giver mig en balance.

Jeg har altid ønsket, at mit navn skulle forbindes med det, jeg skabte-

ikke med mit ansigt.

1980erne var et skørt årti med udskejelser og sjov.

Moden var ret intetsigende med store former og timeglasformer.

Thierry Mugler, Montana med flere. Modeshows var store begivenheder-

-som varede 60-75 minutter. Det var helt vildt.

Så kom de tidlige 90ere, en periode med mere eftertanke.

Det var første gang, vi indså den økologiske krise.

Vi havde en økonomisk krise.

Pludselig efterlyste folk ærlighed.

Folk gik med ufarvet tøj, hvid og beige.

Så den periode passede til hans filosofi.

MMM's FØRSTE MAPPE 1988

Mit første tema var et surrealistisk blik-

på modens atelier.

Det var en forårs-sommerkollektion, som var inspireret af surrealisterne.

Jeg lavede et tilsløret ansigt.

Min kærlighed til den historiske mode gav mig idéen til tilbehør-

som kaldes "jabot" (kalvekrøs).

Jeg ville have skulderpuder, fordi tøjet var stort.

Derfor fik jeg idéen til små skulderpuder tættere på halsen-

-så man kunne se skulderen. Det var min første blazer.

Jeg kunne ikke lide, at alt var kort-

-så jeg lavede en lang nederdel med en dyb flæse bagpå.

Det gjorde jeg også fem sæsoner senere.

De to vigtigste detaljer i en silhuet er skulderen og skoene.

Alt andet er bare fyld. Skuldrene giver en vis attitude-

-og skoene giver selvfølgelig en vis bevægelse.

Når en bestemt silhuet bevæger sig på en bestemt måde, bliver jeg glad.

I kan forestille jer presset, når man skaber en helt ny sko.

Man bliver lidt skør.

Så tænkte jeg på, hvordan det var, da vi tog til Tokyo første gang.

Vi så gadearbejdere i flade tabisko af bomuld.

"Okay", tænkte jeg. "Hvorfor ikke lave en blød tabisko-

-men med høje hæle?" Sådan blev idéen født.

EFTERÅR/VINTER 82/83

Hos Rei Kawakubo, den eneste kvinde blandt samuraierne, ses det ekstreme.

En nærmest oprørsk holdning til den franske modes imperialisme.

Alt, hvad vi havde haft og beundret, var væk. Det var forbi.

Det her var fremtiden.

Deres showrooms, butikker og kataloger var helt nye for os.

Modellerne blev sminket anderledes. Det gik så vidt-

-at de havde deres egen måde at gå på. Og det er meget stærkt lavet.

I august 1987 grundlagde Margiela og Jenny Meirens Maison Martin Margiela.

Jeg mødte Jenny i en af hendes butikker i Bruxelles.

Vi blev hurtigt venner, fordi vi forstod hinandens æstetik.

Desuden var vi begge vilde med japanske modedesignere.

Dem følte vi stærkt for.

Og vi var klar til at tage på eventyr sammen.

For at præsentere min ekstreme mode var det meget vigtigt-

at vise det i dets eget univers.

Det skulle bygges på en bestemt farve.

Sidst i 80erne var de fleste lokaler betongrå-

-med sorte designmøbler. Hvordan kunne jeg skille mig ud?

Så jeg valgte en anden farve, og den farve var hvid.

I starten havde vi ingen penge-

-så jeg fandt møbler på gaden eller hos Frelsens Hær.

Interessante møbler blev malet hvide.

Alt andet blev dækket med hvid bomuld.

"Vi maler alt hvidt", sagde de. "God idé", sagde jeg.

"Det bliver friskere." Men de mente virkelig alt. Alt blev malet hvidt.

Telefoner, tv-apparater, vægge. Alt var hvidt eller dækket af bomuld.

Det var sådan, de gjorde. Det var så flot. Alt var hvidt og smukt.

Den hvide bluse, "Margiela- uniformen", var inspireret af-

-alle billederne af modeller i hvide bluser hos modehusene.

Vi havde været igennem en periode, hvor folk kun kiggede på tøjmærket.

De tog tøjet op og sagde: "Det er den og den!"

Det kunne jeg virkelig ikke lide.

Så vi gjorde det anderledes.

Det tog flere år, før det tomme mærke med fire sting-

blev kaldt Maison Martin Margiela.

I årevis skete det ofte, at folk kiggede på ens ryg-

-og kradsede lidt. "Der sidder noget", sagde de. "Nej", sagde man.

"Det er Martin Margielas mærke."

Så begyndte folk at genkende dem, og stingene blev seje.

Men i starten prøvede folk at fjerne dem.

Jeg ville gerne holde et modeshow på et teater-

-som hedder Café de la Gare. Det var meget 70er-agtigt.

Fyren sagde: "Mode? Hvorfor ikke?"

Jeg sagde: "Det er vores første show."

Så sagde han: "Hvis det går godt, bliver I berømte."

"Hvorfor?", sagde jeg. Så sagde han: "Mange kendte er begyndt her."

"Gérard Depardieu og Miou-Miou, for eksempel."

"Så kører vi!"

DEN 23. OKTOBER 1988 FORÅR/SOMMER-KOLLEKTION 89

Første gang jeg satte et slør på en model, skete der noget.

Uden ansigt var der kun selve tøjet og stoffets bevægelse.

Og det elskede jeg.

Når man arbejder længe for at opnå noget, vil man vise det-

-så jeg fandt på at lade pigerne træde i rød maling-

-før de gik på scenen. Jeg kan blive lidt besat.

En journalist fra engelsk Vogue ville interviewe mig.

"Du må tage med", sagde jeg.

"Min tidligere assistent afholder sit første show."

"Jeg må derhen nu." Jeg ville ikke gå glip af det! Så han tog med.

Jeg troede, at det ville være godt, men ikke at det ville være så godt.

Man ville have tøjet, for man følte sig smuk i det.

Ikke bare smuk, men anderledes og moderne. Martins tøj-

gjorde noget andet umoderne.

Det var helt overvældende. Bare måden, modellerne kom ud på-

-med maskerne og silhuetten og skoene.

Jeg havde aldrig set noget lignende.

Jeg kan ikke lide ordet "avantgarde", men det var så nyt-

at det slet ikke føltes som mode.

Det var ligesom med Andy Warhol.

Bang! Han splintrede kunstens verden på mange måder.

DEN 16. MARTS 1989 EFTERÅR/VINTER 89/90

Alle begyndte at tale om Martin Margiela.

Det, han gjorde, var så kraftfuldt og så anderledes end alt andet.

Han var fængslende. Jeg kan ikke forklare hvorfor, for jeg var så ung-

-men det var noget, der tiltalte folk.

Vi ledte efter et sted at fotografere til i-D Magazine, var det vist nok.

Vi skulle lave et særnummer om Martin Margielas tøj.

Så jeg tog Jenny og Martin med. De gik rundt og kiggede, og så sagde de:

"Vi holder showet her."

Og jeg tænkte: "Et modeshow her?"

Dengang holdt man shows uden for Louvre eller deromkring.

Man holdt ikke shows langt ude i 19. eller 20. arrondissement.

Og det var udenfor, en øde grund med en legeplads.

DEN 19. OKTOBER 1989 FORÅR/SOMMER-KOLLEKTION 90

Showet var så smukt. Vi var overvældede.

Folk kom i limousiner og spurgte, hvor de skulle hen.

Lidt bange, fordi ingen tog til sådanne steder.

Martin og Jenny ville have de unge og familierne og nabolaget der.

Så det var fyldt, fordi hele nabolaget var der.

Alle modeller bar hovedsageligt lyst og hvidt tøj.

For første gang var det også oversize.

Oversize-toppene blev krøllet sammen under net-T-shirts.

Folk kaldte det det nye wetlook.

Da tøjet kom, var det så spændende-

-at se det under plasticen, at jeg sagde:

"Vi lader plasticen sidde på noget af tøjet."

Publikum var mærkeligt. Den ene halvdel bestod af modemennesker-

-og alle andre råbte, klappede og sang.

Det var en stor oplevelse.

Det var meget rørende.

Det var det mest magiske modeshow i hele min karriere.

Det var et stort øjeblik i modehistorien.

Det show satte spørgsmålstegn ved hele modesystemet-

Showet og kvindens måde at gå på.

Siden Martin Margiela har vi ikke haft modeskabere-

-som har taget sig af den såkaldte modkultur.

Alt kan være modkultur-

-men nogle gange er den beskidt og ikke så smuk.

Men når nogen placerer den på en piedestal, accepteres den.

Og det gjorde han. Ingen har gjort det siden da.

Showet var kontroversielt, og reaktionerne var voldsomme.

Man sagde, at de havde udnyttet udsatte børn-

og brugt dem som rekvisitter.

Så de blev kritiseret voldsomt i visse medier.

Det var et chok at se, hvor anderledes nogle havde tolket det.

Den bryske atmosfære i branchen-

-og de bryske reaktioner, han fik, sårede ham sikkert.

Det er nok en forklaring på, hvorfor han ret tidligt-

-besluttede ikke at udsætte sig selv for det, men sagde:

"Jeg giver ikke interviews eller fotograferinger."

Jeg tror, at det gik imod hans natur.

Anonymiteten var en slags beskyttelse af min person-

-både som designer og privatperson. På den måde kunne jeg arbejde hårdt-

uden at have noget i kalenderen.

Man kunne endda holde møder med pressen.

Jeg er ikke imod den slags, men jeg orker dem ikke.

De ville få mig ud af balance.

Nogle gange synes jeg, at det er trist, at jeg må beskytte mig selv-

-men jeg vidste, at jeg kunne give mere, hvis jeg følte mig tryg.

Så man skal have stærke kollektioner-

-for det er svært at skabe sig et navn uden at have et ansigt.

Her kan du se bredden.

Godt...

DEN MYSTISKE MAND

MYSTERIET MARTIN MARGIELA

USYNLIGHEDSKULTEN FØRSTE DEL

USYNLIG MODESTJERNE

PÅ UDKIG EFTER MARTIN MARGIELA

Første gang, jeg så hans kollektion, var hos Frelsens Hær i Paris.