The Kominsky Method

EN ORIGINAL SERIE FRA NETFLIX

ELSKET OG ALDRIG GLEMT

God eftermiddag, folkens. Tak, fordi I kom.

Hvis I undrer jer over, vi gør dette i et kapel uden trosretning,

i stedet for en synagoge med en rabbiner,

så er det, fordi Norman ønskede det sådan.

Lige før han døde, sagde han til mig:

"Sandy, hvis du vil smide mig i en robåd, skubbe den i floden

og sætte ild til den, er det fint."

"Bare skån alt for den religiøse nonsens."

Religiøse nonsens.

Som I nok har gættet, så tilhørte Norman den jødiske tro.

Jeg har prøvet at finde ud af, hvordan jeg ærer denne mand.

Og så huskede jeg en af hans yndlingscitater:

"Sandheden er god at falde tilbage på."

Så det er det, jeg gør. Jeg holder mig til sandheden.

Det var hårdt at være Normans ven.

Men i over 50 år var det, hvad jeg var.

I 50 år har han brokket sig over

den kvinde, jeg datede, den kvinde jeg giftede mig med,

de skilsmisser jeg var igennem de penge jeg mistede,

penge, jeg aldrig havde,

selv den sprut, jeg drak.

Han så fejl i ethvert tænkeligt aspekt af mit liv.

Hyldest, far. Du skal ære ham.

Han lånte mig penge, da jeg var flad, men han lod mig aldrig glemme det.

Nej.

Han mindede mig om det igen og igen og holdt det imod mig.

Da jeg gik igennem mit kræftforløb sidste år,

var jeg ganske rædselsslagen.

Min bedste ven, min gode ven,

han jokede med, at jeg skulle gemme mit hår,

når det faldt ud

og lave en teskjuler ud af det.

En teskjuler.

Så rend mig i røven, min fine ven.

Jeg mistede ikke ét hår. Ikke ét.

Ikke et eneste.

Men jeg mistede dig.

Og det ved jeg ikke, hvordan jeg kommer igennem.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve videre uden dig,

Og bare så du ved det,

så ringede jeg til byrådet i L.A. om at sætte ild til en båd med dig i,

men du fik altså ikke tilladelse til at holde vikingebegravelse.

Måske i Ventura amt, men ikke her.

Tak.

Den tale så jeg ikke komme.

KAPITEL 17.

I ALLE DE GAMLE, VELKENDTE STEDER

Vi er her i dag for at sørge over min bedstefars kødkrop.

Men den rådnende samling af celler er ikke hvem eller hvad, han var.

Min bedstefar var en udødelig ånd, der havde levet millioner af liv.

Scientology.

Og ligesom alle evige ånder

har han strejfet omkring universet i evigheder i sin søgen efter et spil.

For det er det, vi gør.

Vi spiller spil.

Og det største spil handler om at glemme vores sande identiteter,

så vi kan lege gemmeleg med os selv.

Og når dagen kommer, hvor vi finder os selv,

hvor vi med sikkerhed ved, at vi udgør en statisk bevidsthed,

der er ældre end stof, energi, rum og tid,

så vinder vi.

Det, ved jeg, er sandheden,

og nu ved min bedstefar det også.

Selvom han ikke krydsede L. Ron Hubbards sti til total frihed,

så vil han hurtigt suges tilbage ind i en djævelsk karrusel

af fødsel og død.

Mange tak.

Min far gav aldrig med mig.

Den burde han.

Men det gjorde han ikke.

Selvom jeg svigtede ham igen og igen, så gav han aldrig op med mig.

Som en del af min oprejsning til ham

har min sponsor og jeg valgt, jeg skal tilbagebetale

alle de de rehabiliteringsbesøg og terapeuter

og refugier, han sendte mig til.

Uden at medregne inflation, så løber det op i lidt under $900.000,

og det inkluderer ikke de $300.000 i advokatsalær

for at få mig frikendt for salg af stoffer.

Som om jeg er dum nok til at sælge mit eget lager.

Nå, men jeg skylder far $1.2 millioner.

Og jeg vil bruge en del af min arv til at betale ham tilbage.

Altså, ikke ham direkte af åbenlyse årsager.

Jeg vil betale ham tilbage ved at bygge et rehabiliteringscenter for stoffer

på Galapagos-øerne.

Hvor misbrugerne og alkoholikerne

og folk med spiseforstyrrelser kan lægge deres liv helt om,

imens de lærer om Charles Darwin og evolution.

Så for at ære min far, der aldrig gav op på mig,

skal centret hedde: The Suite Surrender,

fordi er man ædruelig, må man overgive sig for at vinde,

og "suite" skal staves S-U-I-T-E,

fordi alle rum vil som minimum være junior-suiter. Mange tak.

Da jeg mistede min mand, tænkte jeg:

"Det var det. Nu er jeg alene."

Men på mirakuløs vis mødte jeg en mand,

som jeg havde en hed flirt med helt tilbage i 1967.

Den mand var jeres far og jeres bedstefar.

Først antog vi, at vores forhold denne gang kun ville være platonisk.

I ved, gamle venner, der holder i hånd,

går ture i parken,

deler mad.

Men det var slet ikke, hvad der skete.

Med lidt opmuntring fra mig

og en smule hjælp fra pillerne,

blev Norman hurtigt til det glubske bæst, der hærgede min krop

for alle de år siden.

Det var vidunderligt.

Hans begær var blidt, men krævende.

Og punktligt.

Altid samme tidspunkt.

Halv otte om morgenen om onsdagen og søndagen.

Efter en kop kaffe og et hurtigt besøg på toilettet

så tog han mig bagfra og fik mig til at ryste og skælve

som en 16-årig pige,

der gjorde oprør imod sine overreligiøse forældre.

Både onsdag og søndag morgen

elskede Norman Newlander mig som ingen anden mand.

Onsdag og søndag morgen.

Fra halv otte til kvart i otte.

Jeg er lidt liderlig nu.

Jeg var Normans assistent i 22 år.

Jeg arrangerede hans arbejdsskema, hans personlige skema,

hans rejseplaner, hans ferier.

Jeg sørgede for, han jævnligt gik til lægen, til tandlægen,

til hudlægen, til øjenlægen.

Jeg sørgede også for hans frokost- og middagsplaner

og mindede restauranterne om, hvor vigtig han var,

så han fik et godt bord.

Typisk menneskelig adfærd.

Jeg sørgede også for, hans kone og datter fik fødselsdagskort og blomster.

Ligeså valentinsdag.

Og otte gange sørgede jeg for, at hans datter

kom på de bedste rehabiliteringscentre.

Men i al den tid…

…fortalte jeg aldrig Norman, hvor meget han betød for mig.

Hvordan det at gøre ham glad, gjorde mig glad.

At hans ve og vel var dagens første tanke

og også min sidste tanke, før jeg gik i seng.

Mange tak.

Nej.

Forlad mig ikke!

Jeg har så meget mere at give!

-Nej! -Nej, Jeanine. For Guds skyld.

Hvad holder hun fast i?

"Giv mig sindsro til at acceptere de urokkelige ting,

mod til forandring, visdom til at se forskel.

"Lad mig acceptere de urokkelige ting,

mod til forandring, visdom til at se forskel.

Gud, giv mig sindsro…

Bør vi bekymre os om hende?

Jeg er mere bekymret for ham.

Han klarer sig. Bare giv ham lidt tid.

-Det håber jeg. -Ja.

For et par år siden så døde min bedste ven i verden ganske uventet.

Stevie Chartokoff.

-Har jeg fortalt om ham? God fyr. -Nej.

Vi har været venner siden 3. klasse.

Og jeg kan sige dig, at da han døde, følte jeg intet. Jeg var følelsesløs.

Hvor skrækkeligt.

Nej.

Nej, det er… Jeg tror, det er en overlevelsesmekanisme.

Det er naturens møde at være empatisk på.

Hvad mener du?

Tja, fordi da det skete,

kunne jeg… Smerten var for slem.

Med med tiden kunne jeg føle smerten mere og mere,

til den blev en del af den, jeg er, du ved?

Sorgen forvandler sig til accept, hvilket…

nok er en form for visdom.

Det er faktisk ret betryggende.

Du er vis.

Jeg husker en gang i high school,

vi har været 14 eller 15 år,

så røg Stevie og jeg en joint, og så satte vi ild til vores prutter.

Kan det lade sig gøre?

Ja. Man ligger på ryggen med benene op i vejret,

holder en tændstik foran røven,

man fiser løs, og så kommer der en blå flamme.

Men der gik sgu ild i Stevies pubeshår,

så han skreg løs.

Han hylede, bad mig slukke det.

"Sluk det!". Jeg ville ikke røre hans kugler.

Så kort fortalt

måtte hans mor køre hans til skadestuen.

Hun ville heller ikke røre de kugler. Tro mig.

-Så du blev visere senere i livet. -Det var efter det. Ja.

Sikke en handel.

-Tænk, du ikke vil have en. -Jeg klarer mig.

De churros er lækre.

Jeg vil gerne sige noget.

Må jeg ikke nok få fred?

Nej, du skal høre det.

Sandy, jeg er taknemmelig for vores venskab,

og du skal vide, hvor glad jeg er for at have dig i mit liv.

Hvordan har du det?

Hvad?

Jeg har det fint, tak.

Godt.