The Desert Fox: The Story of Rommel

Det er 1941,

en måned før Pearl Harbor.

En novemberaften dukkede en

britisk ubåd op udenfor Libyen-

bag de tyske linjer.

Når lyset så langt?

Ja.

Der har vi dem.

Hvad siger de?

De er klar.

Giv besked om, at vi kommer ind.

De var britiske

kommandosoldater-

og hensigten med dette angreb

var at dræbe en bestemt mand.

Dæk mig!

Det nytter ikke. Fortsæt!

Grib fat i min arm.

Dræbte vi ham?

Mener du det, englænder?

Jeg har ordre fra general

Auchinleck til alle stabschefer-

i styrkerne i Mellemøsten.

"Der er fare for, at tropperne snart

ser på Rommel som en troldmand."

"De taler alt for meget om ham."

"Han er ikke et overmenneske,

men meget energisk og dygtig."

"Selvom han var et overmenneske,

ville det være yderst uheldigt-"

"-hvis vores soldater troede,

at han besidder overnaturlige kræfter."

"Jeg vil ønske,

at I på alle måder-"

"-vil bryde troen på, at Rommel

er mere end en almindelig general."

"Udfør straks denne ordre-"

"-og understreg for kommandørerne,

at det er af stor mental betydning."

"C.J. General Auchinleck,

øverstkommanderende Mellemøsten."

Dette er Nordafrikas ørken

i juni 1942-

og dette er britiske soldater,

som er fanget af Afrika-korpset.

Løb!

Op med dig!

Hen til de andre fanger.

Hvem er øverstkommanderende her?

Jeg tror, det er mig.

Kom med mig.

Oberst, du skal give batteriet

besked om at holde op med at skyde.

Sig, at de dræber sine egne.

Det kan jeg ikke gøre.

Det er en ordre.

Jeg er krigsfange, major.

Du kan ikke give mig den slags ordrer.

Jeg vil ikke diskutere med dig.

Gør det, ellers tvinger vi dig.

Vil du gøre det eller ej?

Major!

Hvad drejer det sig om?

Feltmarskalen sagde, at du har ret.

Feltmarskalen?

Så dette var altså Rommel.

Erwin Johannes Eugen Rommel.

Øverstkommanderende

i fjendens hær-

og den mest hyldede tyske soldat

siden Første verdenskrig.

Han var allerede

en legende i ørkenen-

og en ræv, der jagede sine jægere

frem og tilbage i Nordafrika-

lige så ofte som de jagede ham.

Og hans tricks havde

fået briterne til at gyse.

Til trods for dette

var han alligevel min fjende.

Ikke bare fjende af mit land

og hæren jeg tjenestegjorde i-

men af alt liv.

Ikke bare af demokratiet,

men af selve civilisationen.

Mit navn er Desmond Young.

Da jeg blev taget til fange, var jeg

oberstløjtnant i den indiske hær.

Det var første og sidste gang, jeg

så den hårdføre professionelle soldat-

hvis respekt for krigens regler

havde været så heldig for mig.

To år og fire måneder senere-

mens de allierede stadig kæmpede

i Europa, var Erwin Rommel død.

Ifølge nazisterne døde han af sår,

han havde fået på ærens mark-

men nazisterne var løgnhalse,

og mange tvivlede på dette.

Der florerede allerede rygter

langs fronterne.

Da krigen var slut, og jeg havde

lagt soldaterlivet bag mig-

bestemte jeg mig for at finde ud af,

hvad der egentlig var sket.

Hvad lå der bag hans død, og på

hvilken ærens mark døde han?

I et enkelt hjem i landsbyen

Herligen i Tyskland-

talte jeg ofte og længe

med Rommels søn og enke.

Jeg undersøgte hans breve

rapporter og andre dokumenter.

I Tyskland mødte jeg soldater,

som havde tjenestegjort med ham-

og i England soldater,

som havde kæmpet mod ham.

Og i begge lande forskede jeg

i de officielle arkiver.

Disse fakta lagde grundlaget for

sandheden om Erwin Rommel.

Begyndelsen på enden

for denne soldat-

kom 21:30

den 23. oktober 1942-

da en 10 km bred front med

allierede kanoner ved El Alamein...

Rommel var faktisk ikke i Afrika,

da slaget blev indledt.

Han led af kronisk difteri og var

blevet afløst en måned tidligere-

for at blive fløjet til

et sygehus i Tyskland.

Men da telefonen ringede-

og den velkendte stemme fra

Berlin nok en gang kaldte på ham-

satte han sig sporenstregs

på et fly tilbage til ørkenen.

Tak.

Du er stadig en dandy, ser jeg.

Velkommen tilbage, sir.

Skal vi kigge på kortene?

Hvordan har du haft det, Bayerlein?

Det har vel været fint nok.

Hvordan ser det ud i dag?

De har for meget af alt.

Jeg ved ikke, hvordan vi skal

klare os. Vi har for lidt brændstof.

Er det på vej?

Nej.

Jeg har spurgt Rom tre gange.

De vil ikke give os noget brændstof.

Schultz. Aldinger.

Er tanksene kommet?

Nej, ingen siden i august.

Kanoner, da? Og intet brændstof?

Ikke en dråbe.

Dette er helt nye positioner.

Giv mig en taburet.

Det er værst her. 15. er i problemer.

Hvad er det her?

De kom ind herfra.

Hvor langt væk er panseret?

Hvor er mine kort?

Sæt 21. og 18. ind her i retning

nord. Flyt 90. fremad her.

Sender Montgomery infanteriet ind

først igen og derefter panseret?

Vi sender vores tanks ind først

og slår hul i deres infanteri.

Så kan vi overraske hans panser

med vores infanteri som støtte.

Det er forsøget værd.

Du skal vel ikke ud nu?

Burde du ikke hvile dig lidt først?

Efter tre ugers hvile?

Kør til 21.

Men nu var der en ræv til i ørkenen.

Måske en endnu mere listig en.

Og selvom slaget blev ret

forvirrende de næste dage-

blev forvirringen stadig mere

og mere til Montgomerys fordel.

Har I fundet feltmarskalen?

Nej, sir. Han er ved fronten igen.

Jeg ved ikke, hvad mændene synes,

men jeg foretrækker en mere fej chef.

Fej nok til at besøge hovedkvarteret

sommetider. Find ham.

På slagets tiende dag kunne selv

ikke Rommel tvivle på udfaldet.

Man kan ikke bare fortsætte.

til sidste mand er død.

Det er tappert, men idiotisk.

Von Thoma vil trække sig tilbage.

Noget fra Müller?

Ikke noget svar endnu, sir.

Hvor kommer du fra? Goslar?

Der har jeg været stationeret.

Vi stod på ski der. Er du god?