Mephisto

Hvad er der sket, hr. Höfgen? - Hvad vil du? Ikke nu.

Ud med dig, for fanden!

Undskyld, vi skal til en kedelig banket. Vær ikke vred på mig.

Kan du ikke blive lidt? - Vi er allerede sent på den.

Undskyld. Godaften. Jeg ville blot sige, hvor vidunderlig De var.

Helt fantastisk. Heldigvis fik jeg sagt det. Det var storartet.

Svindler, De var ikke med. Men pyt. Jeg hører De er meget begavet.

Jeg? Begavet ? Højere, tak.

Ja, De er meget talentfuld, hr. Höfgen.. .

Jeg er sikker på, at De nok får vist, hvor talentfuld De er.

Nu må jeg gå. På gensyn.

7 mark. - Jeg kan låne dig 50 mark.

Det her ordner vi mandfolk. Böck giver dem gerne.

Godaften, Niklas. Tusind tak.

Sådan.

Dr. Krogge lader mig sulte ihjel…

Höfgen, gamle synder, hvordan går det?

Godaften, direktør. Kunne De lide det?

Hvad plager dig, Hendrik?

At jeg er provinsskuespiller.

Er det alt? Ikke noget andet?

Goddag.

Du er sent på den igen.

En dag går jeg dig i møde, som du er så bange for.

Men ikke det, vel, Heinz? - Kald mig ikke det.

Det er jo dit navn.

Jeg kan ikke lide det. Forstår du?

Jeg forstår alt.

Også at du ikke kan tage en øl når du vil, som et mandfolk.

Skal vi begynde? - Hvad vil du med øl?

Det passer ikke til dig at sige det. Fra dig lyder det som løgn:

"En øl, tak."

Jeg drikker ikke, Juliette. - Det ved jeg. Tag skoene af.

Hvad er der?

Stå ikke der som om du havde gjort i bukserne.

En, to…

En, to… - På en.

En, to. En, to, tre, fir.

Fald nu ikke.

Hurtigere. Hurtigere.

Hvad er der med din krop? Du vil vise dig på en scene for penge?

Din komiske klovn!

Hvis du elskede den musik, så…. - Bare grin.

Jeg må jo le når jeg ikke kan græde. Jeg kan ikke elske når jeg græder.

Jeg elsker dig, når du ikke græder. - Du elsker bare dig selv.

Sig mere. Du siger dejlige ting.

Du tænker ikke på mig, bare på dit ansigtsudtryk.

Hvem er han? - Jeg har hud og knogler.

Og en kropsvægt og fingernegle som dig.

Jeg fryser, når det er koldt. Jeg bliver sulten og tørstig.

Jeg tænker også på min mor.

Mine øjne er ikke mine øjne.

Mine ben er ikke mine ben.

Mit ansigt er ikke mit ansigt, og mit navn er ikke mit navn.

Fordi jeg er skuespiller!

Ved du, hvad det vil sige?

En skuespiller, det er…

…en maske.

Kom!

Juliette!

Juliette!

Mine damer og herrer.

Velkommen til en ny læseprøve.

Lad mig først præsentere frk. Nicoletta von Niebuhr.

Hun gæstespiller i den kvindelige hovedrolle i denne opsætning.

Må min veninde overvære prøven? - Det har jeg intet imod.

To cognac og en absinth.

Kommer straks, hr. direktør. - Tre øl, tak.

Værsgo. - Tak. Skål for et godt samarbejde.

De må have mig undskyldt.

Og dig…? En øl. - Ja tak.

Fint… Gamle Hansemann?

Selv om vi er smukke i stykket.. - Vi er da smukke.

Det er min veninde Barbara Bruckner. - En fornøjelse.

Hvad er der? - Du dufter jo af lavendel…

Synes du også, jeg dufter af lavendel?

Det behøver jeg. Lidt på tinding og hals, så føler jeg mig udsovet.

Det havde været bedre at sove, men det har jeg ikke tid t.

En øl og en mineralvand.

Vi hører på det han siger, bruger det gode, og laver resten, som vi vil.

Han er god, men gammeldags. Jeg har det kunstneriske perspektiv.

Det vil sige vi to.

Men det meste af det vi spiller er borgerligt sludder.

Otto og jeg har et koncept for et teater som angår alle.

Arbejderne som her i havnen. - Og hvor vil De spille dette?

Overalt… på havnen, i fabrikker, i kældre.

De spørger om stykket vi lovede. - Det ordner vi… efter premieren.

Vi må bevise at teatret bærer sit politiske ansvar. Det er svært.

Før vi bliver revolutionære, må vi være gode. Det starter med det.

Og hvem skal spille de stykker? - Alle der tænker som os.

Det handler om, hvad vi siger, og ikke hvordan.

Selv om jeg er tryg ved Hendriks instruktion.

Tal videre… Hvorfor ser De på mig?

Må jeg ikke det? - Hvis det morer Dem, så værsgo.

Uden dig går jeg til grunde, Barbara.

Jeg rummer meget dårligt. Selv kan jeg ikke, men du kan styrke det gode.

Jeg kan ikke tale. Alt minder om gamle, dårligt spillede roller.

Jeg elsker dig, Barbara.

Jeg er forelsket i en kvinde.

Juliette, er jeg en flot mand?

Jeg har aldrig set dig på scenen. Måske. Men du behager ikke mig.

Men dine forlorne, kolde øjne kan have et barnligt trist udtryk.

Det gør du godt.

Og hvem er du forelsket i? - En pige.

Tænk, at du forelsker dig. Måske lærer du at gå, ikke bare danse.

Elsk pigen, Heinz, og fortæl mig ikke om hende.

Skal vi fortsætte? - Ja.

Ved du hvad? Jeg vil med.

Jeg har intet at tabe.

Er du sindssyg?

Gå til en psykiater. Selv om du ikke kan lide at tale om dig selv.

Vi ses snart igen. Selv om jeg ikke ville.

Undskyld, bedstemor, har du tid et øjeblik?

Bedstemor, det er min… -. forlovede. Lad mig se ham an.

Ikke værst.

Tilgiv mig. Min mor beder Dem undskylde. Hun kommer snart.

Jeg går ud fra at De ved, Hofgen,-

at en mor som elsker sin søn ikke altid ønsker, han forlader reden.

Goddag, Sebastian. - Det er Sebastian.

Mor.

Det glæder mig overordentligt. Barbara, kære bam.

Nicoletta von Niebuhr, brudens bedste veninde, næsten en søster.

Brudgommens kæreste, men kun på scenen og efter instruktørens vilje.

Noget jeg håber vil gentage sig ofte. Må jeg kalde Dem tante Bella?

Naturligvis, Nicoletta.

Kom… Damerne skal have lov til at være alene.

Lad os gå en tur. De skal se haven. - Ja, den er jeg meget interesseret i.

Har du også underlige minder?

Minder som sidder i marv og ben, og som man stadig tænker på?

Jeg må have været 12 år.

Jeg kom med i skolens herrekor. Jeg var meget glad for det.

Og troede, at jeg sang bedre end alle andre.

Så skulle vi synge til et bryllup.

Jeg ville hævde mig. Jeg var stolt af min sopran.

Da vi startede fik jeg den ide at synge en oktav højere end koret.

Og der jeg stod, stolt og hoven. Min musiklærer stirrede på mig.

Mere frastødt end straffende. Så sagde han lavmælt: "Ti stille."

Forstår du? Meget lavmælt, tørt: "Ti dog stille."

Jeg følte mig som en jublende engel.

Har du også sådanne minder?

Nej.

Du har aldrig skammet dig. Det har jeg ofte, og det var første gang.

Jeg skammer mig ofte forfærdeligt.

Jeg skammer mig ind i helvede.

Forstår du?

Her er vinduet på første sal. Fra vinduet kan man se gaden.

Her er en gadelygte og her en til.

Bageriet, hvor arbejderkvinden… - Stop.

Prima.

Frau Schult, De kommer indefra og går frem forbi vinduet.

Kan du sætte en gadelygte her, som virkelig blænder publikum?

Her kommer din monolog ti enken Queck om ubetalte renter.

Og her kan vi have totre gadelygter mere midti salen.

Så folk føler at de er i deres gade, i deres beskidte gade.

Her kan vi klæbe plakater op, politiske slagord om hinanden.

Bag her har vi kramboden, hvor man ikke kan købe noget.

Alt heri lokalet skal udtrykke det, vi vil sige!

Og…

…af og til kommer to politifolk ind og fikserer publikum.

Slut med at sidde der passivt isoleret fra skuespillerne.

Tilskuerne skal deltage aktivt. Kukkasse-teatrets tid er ovre!

Skuespiller og tekst er et element 1 stykket, men ikke midtpunktet.

Rummet, lyset, væggene, alt må smelte sammen til en stor effekt.

Først da har vi ægte teater! Arbejderne skal have totalteater!

Et teater der ryster dem, og giver dem glød.

Jeg er enken Queck og bor i huset, bageren ejer. Jeg skylder renter.

Jeg skal forsørge syv børn. - Vent lidt!

Den halve time skal betales. Her står vi og venter for Dem.

Her råder logik, og her råder sult.

Ja, jeg skylder allerede 51 mark.

Jeg har ikke spist i dagevis. lkke engang…

Dumme gås!

De saboterer mit arbejde. Jeg ved godt hvorfor.

Niklas og hans partibande står sikkert bag det her.

Hvorfor sufflerer De ikke?!!

Glem det! Talentløse provinsfolk skaber ikke revolutionsteater!

Med dilettanter kan man slet ikke lave teater!

Også revolutionen behøver professionelle!

Jeg byder på en dram, så vi kan skåle på revolutionsteatrets død.

Niklas, du har jo knald i låget.

Goddag. To snaps, Hansemann.

Hvad med en oprørsk aften?

Jeg byder Dem på middag. - Mig...?

Jeg byder Dem på middag. - Mig...?

Godmorgen. - Godmorgen.

Du sover jo stadig. - Jeg er vågen.

Jeg ringede til købmanden. Han er utålmodig. Vi skylder meget.

Undskyld at jeg ikke virker så frisk.

Hvis jeg red som dig hver morgen, ville jeg nok se dejligere ud.

Men i vore kredse er den ædle form for sport ikke gængs.

Du giver den som den krænkede ægtemand. Ren Moliere.

Hold nu op!

Det er ikke gængs at ture hele natten med en nationalsocialistisk slyngel.

Niklas er ingen slyngel. - Alle nazister er slyngler!

Man skal ikke omgås dem. Man bliver tilsmudset.

Trist at netop du ikke forstår det, men I er så liberale i din familie.

Ingen holdninger, blot nysgerrighed. Et standpunkt er blot psykologi.

Jeg har ondt af Niklas. Han får småroller og tjener intet.

Og I behandler ham skidt. Han vil have støtte og derfor er han i NSDAP.

Der ser man, hvor meget forståelse du har for den stodder.