Rakka

- Tekstet af - SiNGLE

FØRSTE DEL VERDEN

TEXAS 2020

Vi var engang mennesker.

Vi var menneskeheden.

Og nu ...

Er vi blot skadedyr.

Utøj.

De kom for at udrydde os.

De tog vores historie og kultur.

De dækkede vores vartegn, med den døende menneskehed.

Deres dødsskrig kunne høres på lang afstand.

De bygger en form for avls-anlæg til dem der overlever.

De undslupne siger, at det er værre end helvede.

Mennesker, der bliver brugt som rugemaskiner for de fremmedes afkom.

De dræbte os i hobetal, da de først ankom.

De byggede kæmpe-strukturer, der spreder metan.

Og skaber en atmosfære til dem.

De plantede afgrøder, som ødelagde vores planteliv.

Og hæver den globale temperatur, som skaber oversvømmelser.

De erklærede krig mod Jorden.

De satte ild til skovene.

Det er allerede svært at trække vejret ...

Umuligt at trække vejret, hvis du er tæt på deres bygninger.

Rotter ...

Insekter ...

Mennesker!

De hacker sig ind i vores sind og hjerner ...

Lammer os.

De tager kontrol over hjernelapperne og det limbiske system.

Forvandler os til slaver.

Vi har udviklet en hjerneblokade.

Den beskytter os imod deres påvirkning.

De ved, vi ikke kan lave nok til alle ...

At det blot handler om tid, før de ejer hele planeten.

Men vi er overleverer.

Skraber nok sammen til at kunne spise ...

Samler nok mod til at kunne slås.

Mon alle ved, inderst inde, at vi allerede er døde.

Mon et enkelt sygt urinstinkt, skubber os forgæves fremad.

Enhver rational tankegang fortæller os, at det er slut.

Enhver bitter, vildledende, kemisk følelse, -

fortæller os, at det ikke er.

Vi bliver fortalt en anden historie af vores politikere.

Kom med os!

Vær ikke bange!

De vil os kun det bedste!

De har bygget et konservatorium til os!

Paradis!

- Læg jeres våben væk! - Der er den.

Kom så, din grimme skid!

Kom med os!

Vær ikke bange!

De har bygget et konservatorium!

- Kom med os, mine venner! - Kom så.

Paradis!

Jeg tager med til det nye konservatorium.

Tag mig med. Vær sød.

Der er den.

Den har eksplosiver på sig

En gang imellem, går noget vores vej.

En ud af tusind gange.

Nok til at kæmpe videre.

Et glimt af håb.

Folk kommer til at betale for det.

Det gør de altid.

Selv med de små sejre, virkede det til, at alt var fortabt.

Menneskets eksistens ville snart ophøre.

Indtil de ankom -

som engle, ført hertil af nordlyset.

Som en bibelsk frelse.

ANDEN DEL AMIR OG NOSH

Den nye verden ændrede alle.

Tilpas dig eller dø, såre simpelt.

I den gamle verden, ville Nosh være spærret inde.

En pyroman, bombemager ...

Men her overlevede han ikke kun, han trivedes.

Nosh kunne næsten lave alt fra gammelt ragelse.

Bomber, hjerneblokader ... Hvad som helst.

Vi havde brug for ham, og det vidste han.

Hvor mange har du?

Fire.

- Nej. Vi skal bruge mere end det. - Ja, ja..

Betaling? Det samme som altid?

- Ja, ja, klart. - Hvad med ...

Genstanden.

Vi har hørt om den.

- Den er ikke til salg. - Din kæmpe lort!

- Du skal fandme ikke ... - Vent.

Min ven ...

- Vi skal bruge din hjælp. Det ved du. - Ja.

Alt har en pris, -

- og vi kan betale dig. - Ja, klart.

Hey, Jasper.

Jeg er glad for, at de forbandede ting kom hertil.

De betyder, at jeg kan brænde alt, jeg ser.

Hver dag, hver nat.

Ingen love, ingen forbandede fængsler.

Ilden ...

- Ilden. - Hvad er der med dig og den skide ild?

Ild!

Jeg vil dø og blive fordærvet af ilden en dag.

Du siger, du skal bruge min hjælp? Til hvad?

I håbet om, at tingene vende tilbage til det gamle?

- Giv mig noget madding. - Madding?

Jeg skal bruge madding, nogle af jeres folk.

Nogle af jeres folk, nogle af de syge i ikke har brug for.

Jeg er to sekunder fra at blæse knoppen ud på idioten.

Det ville være så godt. Så sjovt.