Night Train to Lisbon

Så fik du noget at tænke over.

BERN, SCHWEIZ

Bliv der!

Tak.

Må jeg gå med dig?

Ja.

Godmorgen, mine damer og herrer.

Vi har en gæst i dag.

Din frakke.

Muligvis der.

Der skete et uheld på vejen, men I kan vist stadig læse rettelserne.

Vil du dele dem ud, Max? Der er brug for en større indsats.

En ny mulighed for at hædre og respektere dig selv.

Men Marcus Aurelius var både filosof og kejser.

Sådan var det hos romerne.

Tanke og handling var ét.

Slå op på kapitel 12, side 42.

Natalie, vil du måske begynde?

"Hvordan kan det være, at guderne-

-som ellers gjorde alt så godt og med kærlighed for mennesket-

-lod de få udmærkede mennesker, som levede..."

"I sameksistens med guderne."

Fortsæt bare.

"Hvis vi kun lever en lille del af det liv, som er inde i os-

hvad sker der så med resten?”

Mr Gregorius. Din bog om persisk grammatik er her ikke endnu.

Det handler ikke om den. Genkender du den her?

-Ja. Jeg solgte den i går. -Til en kvinde?

Ja. Hun kom ind og fandt denne bog.

Hun satte sig og læste i en time. Hun blev oprørt, betalte og gik.

-Hvor har du den fra? -Jeg fandt den.

En smuk titel. "Um ourives das palavras”.

"En ordets guldsmed".

-Togbilletter. -Hvortil?

Lissabon.

Det går om 15 minutter. Hun havde den frakke på!

Hvad skal den støj til for?

-Hvor er mr Gregorius? -Han gik sin vej, mr Kagi.

-Han havde en kvinde med. -Det er umuligt.

"Vi lever her og nu."

"Alt, som kom før, tilhører fortiden og er typisk glemt.”

-Hallo? -Det er mr Kagi. Hvor er du?

-Jeg sidder på et tog. -Et tog? Hvortil?

Lissabon. Kan du tage mine bøger? De ligger på skrivebordet.

"Hvad kan og bør vi gøre med tiden, vi har foran os?"

"Åben og uformet-

-let som fjer i sin frihed, og tung som bly i sin uvished."

"Er det et ønske, drømmeagtigt og nostalgisk-

-igen at befinde sig ved det punkt i livet-

-og kunne tage en anden vej end den, som har skabt os?"

-Kan jeg være til tjeneste? -Har De et værelse?

-Hvor er Deres bagage? -Jeg har ingen.

Jeg stoler på Dem. De får et værelse med havudsigt.

Der. Havet.

-Ellers andet, sir? -Ja.

Jeg vil have adressen på ham, der skrev den her.

Tak.

-Ellers noget? -Nej tak.

Jeg søger Amadeu de Prado.

Øjeblik.

LÆGE Dr. AMADEU DE ALMEIDA PRATO

-De søger vist min bror? -Ja. Er doktoren her?

-Er De syg? -Nej. Jeg læser denne bog.

Jeg ville gerne møde ham. Hvad han skriver... berører mig dybt.

Kom ind.

Værsgo at sidde ned.

Lidt te? Amadeu foretrækker rød Assam-te.

Te, Clotilde.

-Dette er Amadeus' yndlingsværelse. -Det er et smukt værelse.

Han har læst alle de bøger.

Er han stadig praktiserende læge?

-Hvor har De den fra? -Jeg fandt den i Bern.

Der blev kun trykt 100. Jeg har stadig seks eksemplarer.

Jeg har ofte tænkt på, hvor de andre 94 blev af.

-Ligger Bern ikke i Schweiz? -Jo.

Så bogen har været på rejse. Det er godt.

-Har han skrevet andet? -lkke noget, der er udgivet.

Han ville være forfatter. Filosof.

Men han blev læge. Han mente ikke, at folk burde lide.

-Er det ham? -Det er vores far.

En berømt dommer. Han og Amadeu havde et kompliceret forhold.

Det mister sin betydning i et evighedsperspektiv.

Ja. Det sagde han ofte til Amadeu.

Amadeu tror ikke på evigheden.

Nej, desværre.

Jeg vil nødig snage, men...

Må jeg spørge, hvordan Deres far døde?

Nej. Nej, det må De ikke.

Hvis De vil træffe Amadeu, finder De ham på Cemiterio dos Prazeres.

Vi efterlader noget af os selv, når vi forlader et sted.

Vi bliver der, selvom vi forlader det.

Og der er ting i os, som vi kun kan få igen ved at vende tilbage.

Vi er på rejse til os selv, når vi besøger et sted, hvor vi har levet.

Hvor kortvarigt det end var.

Men når vi besøger os selv, konfronteres vi med egen ensomhed.

Og er det ikke sandt, at vi gør alt af frygt for ensomheden?

Er det ikke derfor, vi giver afkald på, hvad vi fortryder til sidst?

Jeg søger Amadeu de Almeida Prado.

-Prado. -Tak.

"Når diktaturet er et faktum, er revolutionen en pligt."

Satans idiot!

"Er det et spørgsmål om selvopfattelse?"

"Ens opfattelse af hvad man har opnået og oplevet-

-for at kunne bifalde det liv, man har levet.”

"Hvis det er tilfældet, kan frygt for døden beskrives-

-som frygten for ikke at kunne blive den, man gerne ville være.”

"Hvis vi ved med sikkerhed, at vi aldrig vil opnå denne helhed-

-kan vi ikke længere gøre det, som ikke er en del af et helt liv."

Bedre?

-Eller værre? -Bedre.

Føles det, som om du har skrevet den?

Han taler om de ting, jeg har grublet over i årevis.

-Bedre eller værre? -Værre.

Giv mig en af de smukke sætninger.

"Tilfælde er livets sande instruktør."

"En instruktør fuld af grusomhed, medfølelse og charme."

-Han mener skæbnen. -Jeg tror, han mener tilfældet.

Vi tager en pause. Hvil øjnene lidt.

-Du sover skidt. -Kan du mærke det?

Øjnene afslører alting.

Se på disse øjne. Fortæl mig, hvad de afslører.

De er melankolske, men håbefulde. Trætte, men vedholdende.

Hvorfor ville hans søster foregive, at han stadig levede?

Skal vi fortsætte?

Du mødte en kvinde, som forsvandt. Du smed alt fra dig.

-Og så læste jeg bogen. -Det ville jeg også gerne kunne.

-Gør du det tit? -Nej, det er første gang.

Bedre.

Hvordan føles det?

-Du taler om synet som følelse. -Er det ikke det?

-Hvor tydeligt er billedet? -Meget tydeligt.

-Hvad så nu? -Alt ser tydeligt ud.

Sir, den her er ny.

"Et afgørende øjeblik i livet, når det ændrer retning for evigt-

-er ikke altid højlydt og dramatisk.”

"De dramatiske øjeblikke af livsafgørende oplevelser-

er ofte utroligt lavmælte.”

"De har en revolutionær effekt-

og viser livet i et helt nyt lys."

"De gør det tavst.”

"Og i denne vidunderlige tavshed er der en særlig ophøjethed."

Du tænker på, om de gamle var bedre. Men det var de ikke, vel?

-Nej. De føles meget lette. -De tager tid at vænne sig til.

-Tager I kreditkort? -Receptionisten hjælper.

Før du går... Jeg har en onkel, som bor på plejehjem.

Jeg fortalte om dig og bogen. Han kendte Amadeu de Prado.

Han kan fortælle om Amadeu. Han var i modstandsbevægelsen.

Jeg må advare dig. Min onkel kan være besværlig.

De, der levede under Salazar, kæmper stadig med fortiden.

Det hemmelige politi var meget brutalt.

Hverken gerningsmænd eller ofre vil tale om det.

-Onkel Joåo, hvordan går det? -Hvad laver du her?

Dette er Raimund Gregorius.

Jeg taler med ham, ikke med dig. Vent i receptionen.

Er du interesseret i Amadeu de Prado?

Ja.

Mariana sagde, at du havde en bog, han skrev.

Jeg kan tænke mig, hvordan den er. Den gudløse præst.

Det er en god beskrivelse.

Han var den eneste, som besøgte mig i fængslet.

Han kom hver eneste uge med bøger, medicin og cigaretter.

Det tog de naturligvis fra mig, så snart han gik igen.

Ja, han havde privilegier.

-Hvilken slags? -Den slags, man ikke vil have.

-Har du cigaretter? -Nej, jeg ryger desværre ikke.

Mariana sagde, at I to var i modstandsbevægelsen.

Og Jorge, hans bedste ven.

De var forenede i sjæl og hjerte. For en tid.

Men Amadeu var for blød til modstandsbevægelsen.

Han var kun med på grund af skyldfølelse.

-Mariana siger, du er fra Schweiz. -Ja, fra Bern.

Schweiz har ikke haft en revolution, vel?

Det har de altid formået at undgå.

De ved ikke, hvordan det er ikke at kunne stole på venner og familie.

Jeg mødte hans søster. Adriana.

Hun ter sig, som om han er i live, men er klædt som en i sorg.

De kan kun fylde min kop halvt op.

Det har ingen nogensinde gjort for mig.

En gave fra PIDE, Portugals hemmelige politi.

Rui Luis Mendez hed han.

1973.

Om foråret.

Jeg er hjemme.

Hvem er I? Hvor er min kone?

Hun tog jeres barn ud på en gåtur.

Kvinden, som kan alle navne. Hvor finder jeg hende?

Det ved jeg ikke.

Jeg ved ikke, hvad I taler om.

Din kone siger, at du er en dygtig pianist.

Kan du spille for mig og mine venner?

Vær så venlig.

Må jeg se dine hænder?

-Hvad skal jeg spille? -Spil dit yndlingsstykke.

Det siges, at hun har fotografisk hukommelse. Er det sandt?

Jeg spørger igen.

Hvor er hun?

Det blev kun endnu værre af-

-at Amadeu havde reddet Mendez' liv nogle måneder tidligere.

Middag. Vi spiser tidligt. Ligesom i fængslet.

ikke for de ældres skyld, men for personalet.