Boomerang

- Hvordan kan du være så blind? - Hvad? Du skulle tale!

- Hvorfor siger du, "du skulle tale"? - Hvad tror du?

- Hvad mener du med det? - Astrid.

- Har Astrid sagt noget til dig? - Nej.

Har hun sagt noget?

Hvorfor lod jeg min kæreste og min søster arbejde sammen?

Der har vi problemet. "Din kæreste" har altså forladt dig.

Det er derfor, du ikke skal kalde mig for blind.

- Har jeg udtrykt mig tydeligt nok? - Ja.

Undskyld, men vi har talt om Noirmoutier i en måned nu.

Undskyld, Antoine. Sagtner du farten lidt?

Antoine.

En måned tidligere...

Hvorfor skal du altid lave ulykker?

- Undskyld. Det var ikke med vilje. - Nej, det håber jeg. Hjælp din søster.

Kan du ikke åbne en kasse uden at sende beskeder, Margaux?

Er du forelsket?

- Det forklarer det hele. - Hold nu op...

- Den er smuk. Hvad er det? - Det står på den. Kan du ikke læse?

"Gois-passagens fantastiske historie."

"Til min Antoine. Nu er Gois-passagens gåde løst."

"Fra din mor, som elsker dig."

- Er det min farmor, som druknede sig? - Må jeg se?

- Jeg kigger lige. - Den er vigtig for mig.

- Jeg ødelægger den ikke. - Giv mig den nu.

- Vent lidt. - Jeg bad dig om at give mig den!

Døde min farmor ikke af en sygdom?

Jeg er træt, Rose. Din søster siger en masse vrøvl. Gå op på dit værelse.

- Kan du huske hendes ansigt? - Nej.

Vi har ikke engang et billede.

Min psykolog synes, vi burde tale med far.

- Mor! - Hej, min skat.

- Prøv at se derovre... - Tak!

Nej, vent lidt... Siger du farvel til far? Hej, skat.

- Siger du farvel til far, Margaux? - Jeg er snart tilbage, lille skat.

- Værsgo. - Hej.

Hej, min ven! God hund...

- På fredag om to uger kl. 18.00? - Ja, det ved jeg, Astrid.

Fungerer varmtvandsbeholderen? Jeg kan se på den.

Nej, det er ikke nødvendigt. Men du må gerne hente dine kasser.

- Ellers går der flere måneder. - Ja, jeg henter dem.

Godt, så smutter jeg...

Det kan være godt at være alene. Det vil hjælpe dig.

Jeg ringer angående kasserne.

Godt. Jeg lytter.

Der er noget, der bekymrer mig lidt.

Mit hjerte plejer at slå med cirka 59 slag i minuttet-

- men nu er det 80. 21 slag til forskel. Er det normalt?

Jeg synes, det er enormt. Sker det for andre?

Du er ligeglad. Hvis jeg falder om af et hjertestop, er det lige meget.

Nej, tværtimod, for så vil jeg tjene mindre.

Bortset fra det... Har du haft tid til at tale med din far?

Så kan vi komme videre.

Ja, men jeg ved, det har været smertefuldt for ham.

Det har også været smertefuldt for dig.

- Var det ikke Shakespeare-weekend? - Jo.

- Okay. Det blev ikke til noget. - Nej. Kører du?

Du har ikke pigerne, så hvad med en søskendeweekend?

God idé. Så slipper jeg for at tænke på dem konstant. Hvor vil du hen?

Til Noirmoutier, tak.

Du taler jo ikke om andet. Vi kan fejre hende med en god vin.

- Så kan vi holde far uden for det. - Jeg henter mine ting.

Kan du huske duften af fyrretræ og farmors eau de cologne?

- Vi går ned til den lille strand. - Vent. Der er nogen derinde.

Kom her...

Bernadette?

- Ja? - Kan du genkende mig?

Er det Antoine? Antoine Rey?

- Er det så Agathe? Du godeste... - Vi ringede på, men ingen åbnede.

Nej, jeg var ved at høre musik og tage et par dansetrin. Du godeste...

- Har du arbejdet her lige siden? - Ja, de nye ejere beholdt mig.

Det gjorde de efterfølgende også. Jeg er en del af inventaret nu.

Sådan...

Vi tænker ofte på jer. Vi var så bekymrede efter...

- Er det 20 år siden nu? - Nej, det er 30 i morgen.

Folk forsvinder, men steder forandrer sig ikke.

- Var du der, da de fandt hendes krop? - Det var ikke her, de fandt jeres mor.

Det var ved Fromentine på den anden side af bugten.

Undskyld mig, men Mme. Amouroux kommer snart.

Kom tilbage i morgen klokken halv tolv.

Jeg har nogle ting, som jeres farmor efterlod.

Tak.

- Skål for mor! - Skål for Clarisse!

- Du har aldrig kaldt hende "mor". - Nej, Anne-Sophie er min mor.

Har du aldrig overvejet, om de har fortalt os det hele?

- Hvad mener du? - Jeg mener om mors død.

Det kan være, at far har skjult noget for os.

Keder du dig, hvis du ikke opfinder en angst?

Historien om Fromentine er underlig. Hvorfor fandt de hende så langt væk?

Jeg ved det ikke. Det kan skyldes blæsten og strømmen.

Du var ti, og jeg var fem.

Far ville nok spare os for detaljerne, ligesom du gør med pigerne.

Du bør skifte psykolog.

Godt... Nej, idioten har stadig ikke sendt mig en tekstbesked.

Det er ham. Jeg tager den. Gå bare foran.

Hallo?

Ja.

Hvor er mor, Antoine? Hvor er mor?

Hvor er mor, Antoine?

Far? Hvor er mor?

Bernadette? Er du sød at tage dig af Agathe?

- Hvor er mor, Bernadette? - Hvad siger de til Agathe?

Vil du være sød at gå lidt?

Jeg huskede på noget i går. Du var lille, og mor var lige død.

Hold op, Antoine. Jeg har ikke lukket et øje i nat.

En idiot på kontoret har mistet sine data uden at gemme dem.

Nu skal jeg læse korrektur på et manuskript til tirsdag.

Men ingen svarer, så jeg må tage til Paris.

- Okay. - Jeg er ked af det.

Fiskeren syntes også, at det der med Fromentine lød underligt.

- Så jeg er ikke alene. - Du synes, alt er underligt.

- Du er bare sur, fordi du er træt. - Jeg gider ikke høre om dine teorier.

- Undskyld. Det er for følsomt for dig. - Det er ikke det. Hører du ikke efter?

Det er derfor, du ikke skal kalde mig for blind.

- Har jeg udtrykt mig tydeligt nok? - Ja.

Undskyld, men vi har talt om Noirmoutier i en måned nu.

Undskyld, Antoine. Sagtner du farten? Gider du at sagte farten?

Agathe? Agathe?

Det er for tidligt at tilkalde en præst.

- Hvornår er jeg klar igen? - Om to en halv til tre måneder.

Tre måneder? Hvad så med arbejdet?

Astrid tager sig af det. Du kan måske arbejde fra computeren.

Begynd ikke at tale om det. Du skal bare sørge for at blive frisk.

Anne-Sophie og jeg skal nok være her.

- Hvis din far ikke kan, så kan jeg. - Ja.

- Kommer du og udfylder papirerne? - Jeg gør det. Jeg er hendes far.

- Har du brug for noget? - Le Magazine Littéraire.

- Jeg henter det til dig. - Tak.

Det var vældig diskret, tak.

Tak.

Åh, nej...

- Går det? - Ja.

- Har Agathe det også godt? - Ja.

De siger, vi har en skytsengel.

Vi kunne være døde samme dag som mor.

Du altid så munter.

Hun nægter at tro på, at far skjuler noget for os.

- I kunne måske tale med ham. - Ja, det siger min psykolog også.

Jeg har været i terapi i et halvt år. Jeg tror, det kan hjælpe mig.

- Vil du ikke give os en chance til? - Hold op.

Tænk på dig selv nu. Du skal videre. Jeg er sikker på, det vil lykkes.

Elsker du mig ikke?

Nej, ikke som før.

LIGHUS

- Så du ikke skiltene? - Undskyld.

Så du ikke skiltene? Der er adgang forbudt.

Hvad?

- Så du ikke adgangsforbuddet? - Nej, jeg er faret vild. Undskyld.

- Leder du efter akutafdelingen? - Nej, jeg leder efter en stue.

- Her er ingen stuer. Kun kølerum. - Undskyld. Tak.

Har du det dårligt?

- Hvad er der? - Jeg er helt svimmel.

Træk vejret roligt.

- Det er aldrig sket før. - Sådan virker jeg på mænd.

- Har de røntgenfotograferet dig? - Nej.

- Det er da løgn... - Hvorfor siger du det?

Et chok kan give hjernerystelse, og du er også svimmel.

Jeg vil tale med røntgenafdelingen. Nej, det er en levende person.

- Der er intet i vejen med din hjerne. - Super!

- Er jeres apparater pålidelige? - Ja, du kan være helt rolig.

- Farvel. - Tak, Alain.

- Mange tak for din hjælp. - Det var så lidt. Kom forbi igen.

- Du virker interesseret i mit arbejde. - Nej, overhovedet ikke.

Nej, undskyld. Det interesserer mig, men jeg for altså vild. Jeg ringer.

- Ringer du til mig? - Ja. Hej.

Hej.

Jeg har ikke dit telefonnummer.

Hvor i alverden er Antoine Rey? Hvad fanden foregår der?

Dukker du op nu? Vi er to uger bagud, og så kommer du med en skade.

- Det var bare et lille biluheld. - Jeg har et spørgsmål.

- Skal jeg tjekke det hele om fredagen? - Nej.

Der har været et kæmpe hul i hegnet hele weekenden.

- De har brugt stedet som et hotel. - Det er ikke mig!

Forsvind med dig! Giv mig hjelmen, og skrid!

Slap af, Fred. Få hans underskrift, og giv mig vores arbejdsplan.

- Sørg for at løse dine problemer. - Tag det roligt.

- Så du ikke hullet i hegnet? - Vi skal indhente forsinkelsen!

Det er endnu et blad om ejendomsmarkedet.

Det hjælper nok med salget. Hvad så?

Jeg er færdig, farmor. Jeg har ordnet hængslet.

Farmor? Margaux vil gerne se billeder af mig som barn.

Jeg ved ikke helt hvorfor. Det er nok alderen.

Må jeg låne et par album?

Album? De forsvandt jo, dengang vi solgte huset.

Da jeg tog værktøjskassen, så jeg et deroppe.

- Du har gode øjne. Tag det bare. - Super. Tak.

- Jeg har også ordnet øverste hængsel. - Din farfar elskede den her kjole.

Når jeg skal ned i hullet, som Brel sagde-

vil jeg kremeres i den.

Hold dog op, farmor. Du har det strålende.

Se bare din farfar. Han havde det godt, indtil vi gik ud at spise.

Mens jeg skar min schnitzel, hørte jeg et stort plask.

Da jeg løftede blikket, lå han med hovedet nede i mosen.

Man lever, og så er man pludselig død.

Jeg vil begraves i den kjole. Lover du mig det?

Ja, det gør jeg. Men jeg lover også, at der vil gå mange år.

Det ved man aldrig.

Jeg ved, du ikke bryder dig om det, men jeg vil gerne høre om Noirmoutier.

Ja, det tænker du meget på. Men hvad vil du vide?

Jo, noget om mor. Jeg ved ikke særlig meget.