Marie's Story (Marie Heurtin)

Denne historie er inspireret af sande begivenheder i Frankrig i 1800-tallet.

Velkommen, min kære.

Du er pæn.

-Hvad? -Kom og se.

Se.

Se efter hende.

Hvem er det?

Hvordan kom hun derop?

Hun klatrer op i træerne når vi ikke er opmærksomme.

-Hvordan får De hende ned? -Vi venter til hun kommer ned.

Søster Marguerite, hvordan har du det i dag?

Rigtig godt.

Vil du ikke klatre op og få den pige ned.

Få hende ned!

Vi underviser unge døve piger, ikke blinde og døve.

Vi kan ikke tage os ordentligt af hende.

Hvad skal jeg gøre? Kun sindssygeanstalten vil have hende.

Jeg beklager.

10. Maj.

I dag har jeg mødt en sjæl.

En meget lille sjæl, ret skrøbelig.

En indespærret sjæl-

-som jeg så skinne klart gennem fængselstremmerne.

Jeg troede hun var vild,-

et lille dyr.

Men hun ventede på mig i det træ.

Pigen er låst inde i en verden af mørke og stilhed.

Hvordan kan vi tale til hende? Lytte til hende?

Hvordan er det at leve i total mørke og stilhed?

Strammere!

Det er fint.

Jeg har ikke ønsket undervisning,-

og jeg kan godt lide manuelt arbejde,-

-men jeg mødte denne unge pige og bliver ved med at tænke på hende.

-Du har aldrig undervist døve piger. -Jeg kan sproget.

At få dem til at bryde tavsheden er en anden ting.

-Og hun er blind. -Lad mig prøve.

Jeg har fået en åbenbaring.

En åbenbaring?

Nej, ikke en åbenbaring. Jeg mener...

Bare en idé. En simpel idé.

Min mission kan være at tage mig af hende.

At give hende tale så hun kan komme ind i verden.

Nej.

Men...

Jeg hørte dig. Du spurgte om noget. Svaret er nej.

Tak, Moder.

Men hun kan ikke forblive indespærret i sit fængsel!

Nogen må lære hende at tale.

-Hvordan? -Tegnsprog.

Hun er blind!

Jeg laver tegn i hendes hånd.

Det er medfødt. Hendes intelligens er reduceret.

Hvis den er intakt, må hun lide under at være spærret inde.

Hvis der er den mindste chance for...

Det er en stor opgave. Med dit helbred...

Mine lunger slår mig givetvis ihjel. Indtil da...

Det er et mirakel du lever. Nej, ikke et mirakel...

Den mindste ekstra anstrengelse kan være fatal.

Jeg kan dø, indelukket i et værelse.

Jeg kan lige så godt holde op med at leve nu.

Er jeg overhoved for denne institution?

Ja, Moder.

-Så du skal adlyde mig? -Selvfølgelig.

Hvis jeg siger nej, skal du så acceptere det uden diskussion?

27. maj.

Jeg skal hente lille Marie.

Jeg er næsten lige så spændt som den dag jeg aflagde mit løfte.

Er der nogen?

Det er mig.

Men...

Hvem er De?

Jeg er kommet...

for at hjælpe Dem.

Har hun ingen sko?

Vi har aldrig kunnet få dem på hende. Eller kunnet give hende tøj på.

Vent!

Jeg var lige ved at glemme det.

Denne kniv er hendes yndlingsting.

Hun foretrækker den frem for dukker.

De må forlade hende nu.

Jeg ved det.

Gå så.

Gå! Gå!

Dig.

Dig.

Mig.

Vi to.

Sammen.

Ko.

Ko.

Ko.

Sådan. Der.

Det er en ko.

Se.

Se hendes hår!

Der skal du være.

Sådan.

Det er til dig. Din seng. Hvor du sover.

Her. Er det fint?

Jeg kommer tilbage.

Du bliver her.

Jeg kommer tilbage.

Jeg henter hendes sengetøj.

Det er en ny pige. Vær søde mod hende.

Se efter hende.

Jeg kommer tilbage.

I seng med jer!

Stop med at være ulydige!

Jeg stolede på jer.

I er alle meget uartige.

Jeg siger det til Moder. Det ender i tårer.

Jeg er skuffet. Det er forkert!

Stille. Det er mig.

Det er mig. Sådan.

Efter de havde talt sammen et stykke tid-

sagde Broder Leo til ham:

Jeg beder dig,-

lær mig om den fuldendte glæde.

Moder!

Fortsæt.

Og Sankt Frans svarede:

Når vi ankommer...

Lad mig.

Varm.

Varm.

Åh, Broder Leo,-

-skriv at dette sandelig er den fuldendte glæde.

26. juli.

Alle har et kors at bære.

Lige nu er mit liv med Marie en prøvelse.

Hvilken vej skal jeg tage?

20. september.

Jeg har haft Marie i fire måneder.

Der er ingen fremskridt med hendes sprog.

Hun opfører sig som et vildt dyr.

Det er mig.

Vent, vent...

Vent, her.

Kniv.

Det er din kniv.

Det er din kniv.

Her.

Din kniv!

27. oktober.

Stadig ingen fremskridt.

Det er gået tilbage med Marie siden hun kom her.

Det er kun naturligt.

Hun blev fjernet fra sine forældre, sit hjem.

Det hun kendte til.

Jeg trak hende ud af hendes verden.

Glas.

Vindue.

Stop med at kritisere mig. Det er irriterende.

Vent...

Jeg levede i tavshed til jeg var fire.

Mine forældre kunne ikke tegnsprog,-

men de lærte mig resten.

Hvad mener du med resten?

Alt.

Høflighed, opførsel, bordmanerer...

Hun må lære at leve med andre.

Hun er ikke alene.

Du har ret. Jeg er dårlig til at undervise hende.

Måske har du gjort det forkert men du kan gøre det bedre.

Jeg har ikke mod på det mere.

Alt dette arbejde til ingen nytte.

Indtil nu...

Du har lært mig tegnsprog. Du kender til det.

Jeg kender kun til havearbejde.

Siden du ved bedst, kan du fortsætte.

Du har taget et skridt. Du kan tage flere.

Hun forstår intet.

I dag, 15. november, 8.30,

Jeg skal ordne Maries hår.

Giv slip! Giv slip!

Giv slip! Giv slip! Giv slip!

Giv slip.

Ja...

Sådan.

Der?

Ja.

Godt.

Åh! Marie er her allerede.

Vent.

Vær tålmodige.

Vi skal til undervisning.

Nej.

Det er deres tur.

Så fortsæt bare!

Sådan.

Hun har forstået det.

Godt klaret!

Bravo!

"Vor herre Jesus Kristus-

fortæller os at vi må fortsætte,-

mens vi kæmper-

med denne verdens byrder.

"Martha og Maria var søstre,-

ikke kun af kød,-