Autumn Sonata (Höstsonaten)

Af og til står jeg og ser på min hustru, -

uden at hun ved, jeg er til stede.

Første gang hun kom ind i det rum, sagde hun.

"Det er godt. Her vil jeg gerne være.”

Vi havde kun kendt hinanden et par dage,

Der var biskopkonference i Trondheim. Hun var repræsentant for en kirkeavis.

Vi mødtes til en frokost, og jeg fortalte om præstegården herude.

Jeg vovede at foreslå, at vi skulle tage herud en formiddag, -

når konferencen var forbi.

På vejen spurgte jeg hende, om hun ville gifte sig med mig.

Hun svarede ikke, men da vi trådte ind i det værelse, -

- vendte hun sig mod mig og sagde: "Det er godt. Her vil jeg gerne være.”

Siden da har vi levet et godt og stille liv her på præstegården.

Eva har fortalt mig om sit tidligere liv.

Efter studentereksamen læste hun på universitetet, -

- forlovede sig med en læge og boede sammen med ham i flere år.

Hun skrev to små bøger, -

fik tuberkulose, -

ophævede forlovelsen -

- og flyttede fra Oslo til en lille by i det sydlige Norge, -

- hvor hun begyndte at arbejde som journalist.

Her er den første af hendes bøger. Den kan jeg så godt lide.

Der har hun skrevet:

"Man må lære at leve. Jeg øver mig hver dag.

Den største hindring er, at jeg ikke ved, hvem jeg er.

Jeg famler i blinde.

Hvis nogen elsker mig, som jeg er, tør jeg måske betragte mig selv.

Den mulighed er for mit vedkommende temmelig fjern."

En dag kunne jeg godt tænke mig at fortælle hende, -

at hun er elsket uden forbehold.

Men jeg kan ikke sige det på en sådan måde, at hun tror mig.

Jeg mangler de rette ord.

Jeg har skrevet brev til mor. Forstyrrer jeg?

Nej, kom ind og slå dig ned. Jeg slukker lige.

- Du kan også høre koncerten færdig. - Jeg vil vældig gerne høre brevet,

"Kæreste mor. Jeg var i byen i går og mødte tilfældigvis Agnes, -

- som var på besøg hos sin forældre med mand og barn.

Hun fortalte, at Leonardo var død, Kære lille mor.

Jeg forstår, hvor frygteligt det må være for dig.

Jeg tænkte, om du havde lyst til at bo hos os nogle dage eller uger, -

præcis som du selv har lyst til.

Inden du bliver forskrækket og siger nej, -

- må jeg fortælle, at præstegården er meget stor,

Du får dit eget værelse med alle bekvemmeligheder.

Vi har et fint flygel, og du kan øve dig alt det, du vil.

Ville det ikke være rart at slippe for hoteller lidt?

Kære mor, vil du ikke nok komme?

Vi skal nok forkæle dig på alle tænkelige måder.

Det er jo så længe siden vi sås. I oktober er det syv år siden.

Kærlig hilsen Viktor og din datter Eva.”

- Det er da fint, - Er du sikker?

Kære lille mor!

Mor, hvor er det godt at se dig. Nu skal jeg hjælpe dig.

- Det var en lang tur. - Ja, det ved jeg godt.

Den sidste del er lang, men hvor er her smukt.

- Nu bliver du her vel længe? - Ja, det kan du tro.

- Tænk, at du er her. - Ja, det er jeg.

Vi må gå en tur, så jeg kan se alting.

Gud, hvor er de tunge. Har du alle dine noder med?

- Ja, jeg har tænkt mig at blive her. - Hvor hyggeligt. Får jeg lektioner?

Ja, vi skal da spille sammen., Hvor er Viktor?

Han er ikke hjemme lige nu. Vi vidste ikke, du kom så tidligt.

- Her skal du bo. - Hvor er her dejligt.

Sikke en udsigt.

Badeværelset er her.

Hvor moderne og rart.

- Jeg håber, garderoben er stor nok. - Det er fint alt sammen.

Jeg er virkelig træt. Jeg har så ondt i ryggen.

Jeg sad hos Leonardo det sidste døgn. Han havde stærke smerter.

Af og til græd han.

Han var ikke bange for døden, men det gjorde ondt.

Uden for var de i gang med at bygge. De horede og hamrede og bankede.

Solen bagte, og der var ingen persienner eller markiser.

Vi forsøgte at få en anden stue, men flere afdelinger var lukkede,

Hen mod aften stilnede larmen af,

Da solen var gået ned, åbnede jeg vinduet.

Heden var som en mur udenfor. Det var helt vindstille,

Om aftenen kom professoren. Han var en af Leonardos gode venner.

Han sagde, at nu var der ikke langt igen.

Han skulle have en sprøjte i timen, så han kunne sove uden smerter.

Så gik professoren, og sygeplejersken kom med en sprøjte.

Hun syntes, jeg skulle spise noget, men jeg var ikke sulten.

Jeg fik det så dårligt af lugten.

Leonardo sov et par minutter.

Da han vågnede, bad han mig om at gå udenfor.

Samtidig kaldte han på sygeplejersken. Hun kom straks med en sprøjte.

Et par minutter efter kom hun ud til mig på gangen og sagde, -

at Leonardo var død.

Ja, jeg sad hos ham hele natten,

Jeg tænkte på, at han havde været min ven i 18 år.

I 13 år havde vi levet sammen uden at sige et ondt ord til hinanden,

I to år vidste han, at han var uhelbredeligt syg.

Jeg rejste ofte ned og besøgte ham i hans villa uden for Napoli.

Han var rar og betænksom og glædede sig over min fremgang.

Vi snakkede og pjattede og spillede lidt kammermusik.

Han talte næsten aldrig om sin sygdom, og jeg ville jo ikke spørge.

En dag så han længe på mig.

Så lo han og sagde:

"Ved denne tid næste år er jeg borte.

Men jeg vil altid være hos dig, og jeg vil altid tænke på dig."

Ja, det var jo pænt af Leonardo at sige det.

Han var gerne lidt teatralsk.

Jeg kan ikke påstå, at jeg går og sørger.

Selvfølgelig kan det føles tomt, men man må ikke grave sig ned.

Har jeg forandret mig i løbet af de seneste år?

- Nej, du ligner dig selv. - Jeg farver selvfølgelig håret.

Leonardo ville ikke se mig gråhåret.

Jeg købte den her buksedragt i Zurich. Noget bekvemt til den lange køretur.

Jeg så den på Bahnhofstrasse, prøvede den, og den sad perfekt,

Den var forbløffende billig.

- Den er meget smuk. - Nu pakker vi ud.

Tag lige den taske. Jeg har så pokkers ondt i ryggen.

Kan man lægge en træplade under? Jeg skal jo ligge hårdt.

Den ligger der allerede. Vi lagde den der i går aftes.

Men lille Eva, hvad er der galt? Græder du? Har jeg sagt noget dumt?

Jeg græder bare, fordi jeg er så glad for at se dig.

Nu krammer vi hinanden rigtigt hårdt, ligesom da du var lille,

Jeg snakker kun om mig selv. Nu er det din tur, kæreste Eva.

Nu sætter vi os her. Hvordan har du det egentlig?

- Jeg har det smaddergodt. - Men lever I ikke meget isoleret?

- Nej, vi har jo menighedsarbejdet. - Ja, det er klart,

Jeg spiller ofte i kirken. I sidste måned holdt jeg aftenkoncert.

Jeg spillede og fortalte om musikken. Det var meget vellykket.

- Du må huske at spille for mig. - Det vil jeg gerne.

Tænk, jeg spillede fem skolekoncerter i Los Angeles Music Hall.

3.000 børn hver gang, og jeg spillede og fortalte.

Det var en stor succes, men noget så anstrengende.

- Mor, der er noget, du skal vide. - Ja?

Helena er her.

Det kunne du godt have skrevet til mig.

Hvis jeg havde sagt det, var du ikke kommet.

- Jeg var garanteret kommet alligevel. - Du var garanteret ikke kommet.

Er Leonardos død ikke nok? Behøvede stakkels Lena også at komme?

Mor, Helena har boet her i to år,

Jeg skrev til dig, at Viktor og jeg havde besluttet at lade hende bo her.

- Det skrev jeg til dig. - Det brev har jeg aldrig fået.

Eller også har du ikke gidet læse det.

- Det var da en urimelig beskyldning. - Ja Undskyld.

Jeg orker ikke at se hende. I hvert fald ikke i dag.

Mor, Helena er et dejligt menneske. Hun glæder sig sådan til at se dig.

- Hun havde det så godt på det hjem. - Men jeg ville have hende hos mig.

- Har hun det bedre her hos dig? - Ja, og så har jeg en at tage mig af.

Har hun … Jeg mener, har hun …

Har hun det værre?

Ja, selvfølgelig har hun det. Det hænger jo sammen med sygdommen.

Kom, så hilser vi på hende.

- Er du sikker på, at du har lyst? - Har jeg noget valg?

Jeg har det svært med folk, der ikke er bevidst om deres motiver,

- Er det mig, du mener? - Forstå det, som du vil. Kom så.

Lille Lena.

Jeg har tænkt på dig så ofte. Hver eneste dag.

Helena siger, hun har ondt i halsen. Hun vil ikke smitte dig.

Jeg har da aldrig været bange for baktusser.

Sikke et fint værelse du har. Og sikke en udsigt, Den har jeg også.

Helena vil have, at du skal holde om hendes hoved og se på hende.

Sådan?

Jeg er så glad for, at Eva tager sig af dig. Jeg anede ingenting.

Jeg troede, du var på det der hjem. Jeg ville have hilst på dig.

- Men det her er jo meget bedre, ikke? - Jo.

- Vi kan være sammen hver dag. -Ja

Har du ondt?

Nej.

Hvor er du fin i håret.

Det er til ære for dig, mor.

Jeg kan læse højt for dig. Kunne du tænke dig det?

Og så kan vi køre lidt rundt i bilen. Jeg har aldrig været her før.

- Hvad siger hun? - At du må være træt.

Du skal ikke anstrenge dig mere i dag.

Mor har været rigtig dygtig.

- Har Lena ikke noget ur? - Jo, på natbordet.

Tag mit. Det fik jeg af en beundrer, der mente, jeg altid kom for sent.

- Spiser Lena middag sammen med os? - Nej, hun får den midt på dagen.

Helena er for resten på kur. Hun spiste alt for meget på hjemmet.

Hvorfor føler jeg, at jeg har feber? Hvorfor vil jeg bare græde?

Det er så møghamrende åndssvagt, at jeg skal stå og være til grin.

Og så dårlig samvittighed. Evig og altid dårlig samvittighed.

Jeg skyndte mig sådan herhen. Hvad havde jeg egentlig ventet?

Hvad var det, jeg længtes efter og ikke vovede at erkende?

Denne ubegribeligt besynderlige mor.

Du skulle have set hende, da jeg sagde, at Helena boede hos os.

Du skulle have set hendes smil. Tænk, at hun fik manet et smil frem.

Trods overraskelsen og forskrækkelsen.

Og da vi stod uden for Lenas værelse, var hun en skuespiller før sin entre.

Vanvittigt bange, men fattet. Forestillingen var helt suveræn.

Hvorfor kom hun egentlig?

Hvad forventede hun sig af et gensyn efter syv år?

Hvad havde hun forventet? Hvad havde jeg forventet?

- Holder man aldrig op med at håbe? - Det tror jeg ikke.

Er man altid mor og datter?

Det nytter ikke at begynde at græde.

Fandens også.

Der sad hun og kiggede på mig med sine store øjne.

Og jeg holdt hendes ansigt mellem mine hænder og følte, -

- hvordan sygdommen rykkede i hendes halsmuskler,

Fandens også.

Jeg kan ikke bære hende ind i min seng og trøste hende, som da hun var tre.

Den iturevne, bløde krop.

Det er min Lena.

Ikke græde nu, for fanden.

En forfatter, hvis navn jeg har glemt, sagde: