Sherlock: The Abominable Bride

Tidligere i Sherlock...

Navnet er Sherlock Holmes, og adressen er Baker Street 221B.

- Farvel. - Sådan er han bare.

Haft en hård dag?

I går flyttede I sammen. Nu opklarer I forbrydelser sammen.

- Det sømmer sig ikke at juble. - Pyt med det. Spillet er i gang.

Hvis der fandtes helte, var jeg ikke en af dem.

Jeg skal brænde hjertet ud af dig.

Så skulle den være der.

- Har du ikke bukser på? - Nej.

Sådan skal du huske mig. Kvinden, der slog dig.

Der har aldrig været et uhyre.

Så står vi her endelig.

- Farvel, John. De tager livet af dig. - Din skiderik.

Jagtglæden, blodet, der pumper i årerne, os to mod resten af verden.

Vent! Vi bliver nødt til at koordinere.

- Jeg bad dig om ikke at være død. - Jeg hørte dig.

Du har aldrig været gådeløser. Du er en primadonna.

En mand er ved at dø. Spillet er i gang. Opklar det!

Han er afpresningens Napoleon.

- Du kunne ikke lege helt denne gang. - Jeg er en højtfungerende sociopat.

Der er ikke det fængsel, hvor Sherlock ikke ville skabe daglig uro.

Alternativet ville kræve din godkendelse.

Kan du have det rigtig godt, John.

- Har I savnet mig? - Hvordan går det til?

- Hvordan er eksilet? - Jeg har været væk i fire minutter!

- Hvem er det denne gang? - England.

Eller...

Den anden afghanske krig bragte mange ære og forfremmelse.

Men mig gav den ikke andet end modgang og fortræd.

Alt vel, kaptajn?

Jeg vendte tilbage til England med ødelagt helbred og en uvis fremtid.

Under de forhold var det naturligt at søge mod London.

Den store slamkiste, der opsluger alle imperiets dagdrømmere og driverter.

Watson!

Stamford. Kan du huske mig?

- Vi gik på Barts sammen. - Det er klart. Stamford.

Hvor har du dog været? Du er tynd som en pind.

Det lykkedes mig at komme hjem. Ikke alle havde det held.

- Hvad så nu? - Jeg mangler et sted at bo.

Et rimeligt sted til en rimelig pris. Det er ikke så let.

- Det er du den anden, der siger. - Hvem var den første?

- Ih, du milde. - Det er vist et eksperiment.

Han tæver lig for at se, hvor længe efter døden man kan få blå mærker.

- Har det et medicinsk formål? - Jeg er ikke sikker.

Det er jeg heller ikke. Hvor er så den ven, du har?

Undskyld.

Jeg håber ikke, vi forstyrrer.

- De har været i Afghanistan, ser jeg. - Dr. Watson. Mr. Sherlock...

- Glimrende reflekser. De går an. - Undskyld?

Jeg har set på værelser ved Regent's Park.

- Hvem taler om værelser? - Jeg sagde, jeg manglede en bofælle.

Nu står han her med en militærmand, der er solbrændt og netop såret -

- hvilket tyder på, at han har kæmpet i Afghanistan og er hjemsendt derfra.

Vi ordner detaljerne i morgen aften. Jeg skal til en hængning i Wandsworth.

- Hængning? - Det er professionel interesse.

Jeg spiller også violin og ryger pibe. Det er vel ikke et problem?

De er vant til ikke at tale ud. Vi skal nok enes. I morgen kl. 19.

Navnet er Sherlock Holmes, og adressen er Baker Street 221B.

Sådan er han bare.

Baseret på Conan Doyles bøger

Aviser! Aviser!

Aviser! Aviser!

- Hvordan sælger "Den blå karfunkel"? - Den er meget populær, dr. Watson.

- Er der et rigtigt mord på vej? - Jeg skal spørge forbryderne.

Endelig. Er det ham derinde?

Nej. Overhovedet ikke. Farvel.

Glædelig jul, mr. Holmes.

Mr. Holmes! Bare De ville fortælle, hvornår De kom hjem.

Jeg vidste det knap nok selv. Jeg tog livtag med lemlæstede godsejere.

De passer ikke tiden.

- Hvad er det? - Det vedkommer ikke dig.

- Fangede De så morderen, Holmes? - Morderen, ikke benene. Uafgjort.

- Og De har udgivet en ny historie. - Ja, synes De om den?

Nej.

- Jeg har aldrig brudt mig om dem. - Hvorfor ikke?

Jeg siger jo aldrig et ord. Jeg viser kun folk ind og serverer morgenmad.

Inden for fortællingens rammer er det stort set Deres funktion.

Jeg er knap nok med i den med hunden.

- Den med hunden? - Jeg er værtinde og ikke en rekvisit.

- Mener du "Baskervilles hund"? - De gør værelset så gråt og trist.

Det er helt illustrators fortjeneste. Folk ville ikke kende mig uden måtten.

I alle de år, jeg har haft æren af at optegne Sherlock Holmes' bedrifter -

- har det ofte været svært at vælge blandt hans mange sager.

Nogle er endnu for følsomme at skildre -

- mens andre stadig er i publikums erindring.

Men ingen af vore mange fælles sager -

- har i den grad anstrengt min vens sind og fysik som:

DEN AFSKYELIGE BRUD

Mrs. Hudson! Der er en kvinde i min dagligstue.

- Er det med vilje? - Det er en klient.

Hun insisterede på at vente på Dem.

Vil De ikke sidde?

- Spurgte De ikke, hvad hun ville? - Det kan De gøre.

- Hvorfor spurgte De ikke? - Jeg siger jo aldrig et ord.

Giv hende for Guds skyld en replik, ellers kan hun udsulte os.

Goddag. Jeg hedder Sherlock Holmes. Det er min ven og kollega, dr. Watson.

De kan tale frit. Han forstår alligevel ingenting.

Men først et par mindre iagttagelser. De har en ondskabsfuld humor -

- som De bruger til at lindre en vis personlig smerte.

De har for nylig giftet Dem med en tilsyneladende rar mand -

- som nu har svigtet Dem til fordel for et moralsk tvivlsomt selskab.

De har opsøgt os i håb om, at der stadig er håb om forsoning.

- Gud i himlen, Holmes. - Alt det fremgår af Deres parfume.

- Hendes parfume? - Som oplyser mig og fælder dig.

- Hvorledes? - Jeg genkendte den, men du ikke.

- Mary! - John.

- Hvorfor giver du den som klient? - For at være sammen med min husbond.

Husbond.

- Sagen havde internationalt format. - En godsejer var blevet dræbt.

- Det var en alvorlig sag. - Du lader mig sidde og blomstre.

- Hvad kunne du gøre? - Du går da bare og noterer og måber.

Tak!

Der er klar scene, tæppet går op.

- Vi er klar til at begynde. - Med hvad?

Tit opklarer man en sag ved først at opklare en anden.

- Har du da en ny sag? - Den er gammel. Meget gammel.

- Jeg må dykke dybt. - I hvad?

Mig selv.

Lestrade, hold op med at lure ved døren og kom ind.

- Hvordan vidste du, det var mig? - Fodslaget.

Lettere end Jones, tungere end Gregson.

Jeg gik bare op. Mrs. Hudson sagde ikke et ord.

Hun er gået ind i litteraturkritikken ved hjælp af satire.

En beklagelig tendens hos tidens værtinder. Hvad vil du i din fritid?

- Hvordan ved du, jeg har fri? - Du henvender dig mest til min bar.

Watson, giv inspektøren, hvad han så gerne vil have.

Nå, Lestrade, hvad kan vi så gøre for dig?

Jeg er ikke i tjenesten. Jeg ville bare kigge ind.

- En høflighedsvisit? - Bare for at drikke julen ind.

- Glædelig jul. - Glædelig jul.

Så er det overstået. Hvad er det så, du undslår dig sådan at fortælle?

- Hvem har sagt, der er sket noget? - Det har du uden at mæle et ord.

- Du har fejldiagnosticeret, Holmes. - Så ret mig, doktor.

Han havde ikke lyst til en drink. Han trængte til den.

Han er ikke forlegen, han er bange.

Min biograf er ved at lære det. Hvor bliver de hurtigt modne.

Watson, styrk Scotland Yards mod. Og sid endelig ned, hr. inspektør.

Jeg er egentlig ikke bange.

Frygt er visdom i farens stund.

- Tak. - Skal vi tage det fra begyndelsen?

- Dig! - Nej.

Nej.

Dig!

Vent!

- Hvornår skete det? - I går formiddags.

Hvordan lød beskrivelsen af brudens ansigt?

Hvidt som et lig. Munden som et blodrødt sår.

- Poesi eller sandhed? - Nogle siger, det kommer ud på et.

De er nogle idioter. Poesi eller sandhed?

- Jeg så selv hendes ansigt bagefter. - Efter hvad?

Dig?

Eller mig?

En kvinde skyder sig, og du skal have hjælp til at finde den skyldige.

Scotland Yard skraber bunden.

- Det var ikke derfor, jeg kom. - Det anede mig.

- Hvad var det, bruden hed? - Emelia Ricoletti.

I går var det hendes bryllupsdag. Politiet blev tilkaldt -

- og hendes lig blev kørt til lighuset.

Det er normal procedure. Hvorfor fortæller du trivialiteter?

På grund af det, der så skete.

Limehouse, et par timer senere.

Thomas Ricoletti, Emelia Ricolettis mand.

Vel på vej for at identificere liget?

Det blev han sparet for.

Husk mig for evigt.

Husk mig for evigt.

Møllerens datter...

Hvem er De? Hvorfor gør De det her?

- Fortæl nu, hvem De er. - Kan du huske vores sang, min ven?

Jeg sang den til brylluppet.

Emelia?

Du er jo død. Du kan ikke være her. Du døde jo.

Er jeg ikke smuk, Thomas? Ligesom den dag, du tog mig til ægte.

Hvad fanden foregår der?

Hvad ser det ud som, smukke ven?

Det er et blodbryllup.

"Til døden os skiller." To gange i dette tilfælde.

- Ejendommeligt. - Umuligt.

Selvmord som gadeteater. Et lig som morder. Mums!

Kom, Watson. Til lighuset. Der er ikke et sekund at spilde.

Hvilket man sjældent kan sige om et lighus.

- Skal jeg bare sidde her? - Vi bliver sultne senere, skat.

- Kan tweed gå an i et lighus? - Det er pinedød nødvendigt.

- Farvel. - Jeg er med i en kampagne.

- Hvilken kampagne? - For kvinders stemmeret.

- Er De så for eller imod? - Farvel!

Juhu! Nå, er de gået igen?

Sikke et liv de mænd fører.

- Ja, mænd! - Tag Dem ikke af det.

Jeg havde nær glemt... Det her kom til Dem.

M omgående

Mrs. Hudson. Sig til min mand, at jeg kommer sent hjem. Det er vigtigt.

- Er alt, som det skal være? - Det er bare en ven i nød.

- Jøsses. Hvem er den ven? - England.

Det var ikke særlig præcist.

Hvem har vagten i lighuset?

- Det ved du godt. - Altid ham.

Hvem er den idiot, der har gjort det her?

Det er af hensyn til sikkerheden.