Hükümet Kadın 2

Det følgende er ikke baseret på virkelige begivenheder.

Ingen virkelige begivenheder kan måle sig med fantasi.

Så tænk tilbage, så langt tilbage du kan huske.

Det var i forbundstiden. Bøger, aviser og ord var forbudt.

Løfter om frihed var altid tomme.

Det eneste håb lå i stemmeboksen.

Året var 1949.

-Ruken! -Her!

-Rojin! -Her!

-Havin! -Lige bag dig!

Hvor er din søster?

Pappa siger, at én pr. familie er nok. Vi skiftes til at gå i skole.

Så den ene lærer naturfag og den anden matematik?

-Ja, vi slår plat eller krone om det. -Du godeste.

-Jiyan! -Er på vej! Ligesom alle andre.

-Sivan! Serdest! -Her!

-Mizgin! -Skal sådan tisse!

-Du skulle have tisset hjemmefra! -Vi er 12. Det bliver aldrig min tur.

Syng en sang, så du glemmer det.

Dyrene bevæger sig ikke, Faruk. Hyp! Kom så, hyp!

Du gør det forkert, din idiot. Det er muldyr.

Man siger "hyp" til heste. Og man siger "dæk" til hunde.

Man siger "pip" til kyllinger, "miav" til katte og "mæ" til kameler.

Hvorfor det? Taler de forskellige sprog?

Ja da. Når du siger "hyp" til dyrene, snakker du et fremmedsprog.

Du forvirrer dem. Et sprog, en nation, som man siger.

-Forskelligt sprog, forskellig nation. -Hvad skal jeg så sige, Faruk?

Jeg er ikke så stærk i muldyrsk. Jeg forstår det, men taler det ikke.

Kom så! Jeg taler til dig som et menneske. Det er Xate, Faruk.

Hej, Xate. Er du ikke træt af at køre børnene til skole hver morgen?

-Hvad vedkommer det dig? -Når bare det gør nytte.

Hvad er to plus to?

Ikke særlig meget.

-Vi har ikke lært det endnu. -Din torsk, hvorfor svarede du ham?

Bliv ikke for gode venner med arbejderne. Det er nok at hilse.

Hvorfor går du altid efter struben? Se, vi arbejder her.

Arbejder? Kalder du smugling for arbejde?

Din far er distriktsguvernør. Hav lidt skam i livet.

Vi tjener distriktet. Her har vi tobak og te. Her har vi sukker.

-Noget sødere findes ikke. Prøv, mor Xate. -Du skal ikke kalde mig mor!

-Af banen. -Godt, du er ikke min mor.

Flyt jer så.

-Vent på mig, mor Xate! -Løb!

-Tis færdig på skolen. -Kommer nu!

Vær velsignet, borgere i Midyat.

Deres valgtale, hr. borgmester. Må det gå Dem godt.

Jeg bliver altid så spændt inden valget.

Tak, Ikram. Læg den der. Er der virkelig ingen nye kandidater?

Faruk, distriktsguvernørens søn, vil stille op, men det nytter ikke noget.

-Bare læs talen højt og vind. -Lad os håbe det.

Der er stadig meget, der skal gøres her i byen, Ikram.

-Forhåbentlig i næste periode. -Jeg fandt nogle fejl her i den sidste.

Men jeg kunne ikke få fat i den kvinde, der skrev dokumentet.

Måske er hun bortrejst, Nazmi. Du skal nok finde hende.

Kom ikke ind! Fjern bøgene, hurtigt!

Kom ind!

-Goddag! Brev fra Ankara. -Ankara?

Gud hjælpe os. Hvorfor skriver Ankara lige pludselig nu?

Det er et officielt brev. Jeg skal bruge en underskrift.

Nazmi?

Jeg tør ikke. Jeg er ikke god til Ankara-sprog.

Jeg bruger tit forbudte ord. Vi må ikke gøre regeringen vred uden grund.

Ikram, kan du ikke gøre det?

Gid jeg kunne. Jeg har netop ændret underskrift.

Jeg ved endnu ikke, om jeg foretrækker den gamle eller den nye.

Tro mig, jeg bliver bare forvirret.

"Veysi Doêgu, distriktsguvernør." Det er til distriktsguvernøren.

Jeg så, det var fra Ankara og turde ikke læse mere.

-Jeg beklager, hav en god dag. -Farvel.

Gud hjælpe hr. Veysi! Han har ikke haft det let her.

Der var fredeligt i Yalova. Ingen blandede sig.

Gem bøgerne væk, Ikram. Der kan komme nogen.

Jeg skal barberes. Så ses vi på torvet.

Godmorgen, lærer! Af sted med jer.

Hver dag bliver der færre af dem. Jeg tager alle dem med, jeg finder.

Jo mere de lærer inden vinter, jo bedre. Det her er årstiden for læring.

Velkommen, fru Xate. Vil du ikke være med i timen en dag? Du kan lære at læse.

Jeg er for gammel. Hvem skal holde huset? Jeg er en lytter.

Manden og ungerne læser, jeg lytter. Jeg husker bedst det, jeg hører.

-De har da lært alfabetet. -Jeg kan nogle bogstaver.

Men jeg vil ikke sige hvilke. Jeg lærer det senere, hvis det bliver nødvendigt.

Jeg har børnenes ID-papirer. Her er de alle sammen.

01.01.1941. 01.01.1941.

-Men de er alle samme jævnaldrende. -Ja, skolealderen. Født på samme dag.

-Alle er altså 14. -Deres navne er også ændret.

Ja, de ægte navne er jo forbudt. Sidar, Berivan, den slags er forbudt.

Så jeg har givet dem nye navne.

Se, her er Abdo, Ibo, Feyzo, Deriko, Zeyno, Sehmo, Cano, Aliko, Fedo,

Dilo, Fato, Ayso og Fadiko.

-Og det er Cüneyt. -Cüneyt?

Den gamle guvernørs navn. Det inspirerede mig.

Pyt nu med det, de skal jo i skole. Lad dem nu lære en masse.

Var det ikke for dig, sendte ingen deres børn herhen.

Hvis Aziz Veysel vinder valget og bygger skole i byen, kommer alle.

Jeg henter dem senere.

Ruken! Kom så. Du fremsiger eden i dag.

Jeg er tyrker! Jeg er ærlig! Jeg er hårdtarbejdende!

-Om skæbnen vil. -Jeg skal beskytte de unge!

Så er han skudt.

Du må ikke det der! Det er den anden okse, du skyder.

Jeg bad ham igen og igen om ikke at gå ind på min mark. Han hørte ikke efter.

Hvorfor mon ikke? Har du bemærket noget sært ved ham?

-Nej. Hvad er der galt? -Han er et dyr, for pokker!

Hvordan skulle han kunne forstå, hvad du beder ham om? Snak hellere med mig.

Du var for langt væk. Ja, jeg skød dine okser.

Du kan få mit barnebarn. Hun er hårdtarbejdende.

-Er hun to okser værd? -I fjor takkede vi nej til fire okser.

Jeg tilbød fire, men nu har du skudt to.

-Og det var Faruk. -Hvor meget er han værd?

Faruk har alt, hvad du kan ønske dig i to okser.

Fint, så er det en aftale.

Der sidder en okse på mit bryst, som ikke vil flytte sig.

Faruk, må vi fodre dyrene? Måske hjælper det. Hvad kan jeg ellers prøve?

Hvad har foder med sagen at gøre? Problemet er psykologisk.

De får ikke nok sex. De er ikke hårde, så derfor er de triste.

Vær nu ikke så hård mod dyrene!

Fik du den? Jeg lavede et ordspil og gav ordet en ny betydning!

Det er fantastisk. Jeg er fantastisk. Sikke en hjerne jeg har.

Jeg får mig selv til at le!

Hvad glor du på, fæhoved? Få nu varerne leveret til landsbyerne.

Og kom ikke tilbage, før du har solgt alt.

Hvad sker der, godtfolk? Hvor er du på vej hen?

Forsvind, Faruk. Vi skal bede for regn. Du må ikke være med, du er uren.

Må Gud tilgive jer! Siden vi ikke har vand, renser jeg mig med jord.

Han holder aldrig op.

Hej, Faruk.

-Hej, postbud. Noget nyt? -Gode nyheder, håber jeg.

Jeg var på distriktsguvernørens kontor, men din far var der ikke.

Jeg har et officielt brev til ham fra Ankara.

-Hvorfra? -Ankara.

-Faruk? Faruk? -Ankara.

Ankara, et brev til min far?

-Han er død! -Faruk?

Jeg er forældreløs! Et brev til far fra Ankara!

-Ferhat, gå ikke! -Hvad er der galt?

Ankara har sendt hr. Veysi et officielt brev.

Hvilken Ankara? Vores Ankara i Tyrkiet?

Hovedstaden Ankara. Som ligger ved saltsøen.

Så var det derfor, oksen sad på mig.

Fang det, Faruk. Æslet! Mit officielle æsel!

-Fang det. Æslet forsvinder! Vent, æsel! -Efterlad mig ikke alene med Ankara!

Se, Ankara. Kan du åbne det?

-Det kan jeg ikke, Faruk. -Kom nu, åbn det.

-Tving mig ikke. -Så forsvind! Lad mig være alene.

Han er borte! Far er borte!

Gode Gud.

Turkish delight øverst, slik nedenunder og det her pjat nederst.

Det er bare for at fylde op, så vi bruger mindre slik.

-Süleyman, tæller du fårene hver morgen? -Hver morgen, en for en.

Men efter et stykke tid bliver jeg søvnig. Søvnen overmander mig.

Nedim! Bedri!

-Kom og sæt hestene i stalden! -Kommer nu, mor!

-Vi sætter hestene i stalden. -De skal fodres og passes ordentligt.

-Det skal vi nok sørge for. -Giv mig styrke!

Kom, skynd jer. Kødet skal også steges.

Kom nu, Süleyman.

-Åh nej! Bedstefar sover igen. -Jamen dog.

-Så får vi ikke sovet. -Jamen dog.

Bedstefar, du vågn op! Bedstefar!

Me failu failatun failun...

Man må ikke vække en mand midt i et rim! I har ødelagt mit digt!

Zümre, du har ikke godt af det her. Du kan føde når som helst. Vi kan lave middagen.

Lad mig læse et vers til for mor Türkan. Hun gjorde så meget for mig.

I Guds navn, den pragtfulde og nådige.

Skal du ikke tage stenene ud? Tænk, hvis de stener djævelen.

Du har ret! Vent, jeg tager stenene ud.

Pas godt på dem, så kan du bygge sten for sten.

-Hvordan går det, piger? -Fint, mor.

-Er far tilbage? -Han er ovenpå.

Hvad synes du om næseringen? Jeg ville peppe min næse lidt op.

Den får din næse til at se rig ud.

Mor Xate, hvad skal jeg tage på til middagen?

Det du har på nu. Det skal jo være hverdagsagtigt.

-Ja, det stemmer. -Brug den, den klæder dig.

-Xate! Hvor er du? -Kommer nu, jeg har ikke glemt dig!

Du er hård som sten, Xate. Du slider dig ihjel med den daglige tur.

Hvis alle børnene kan være der, kan de bruge min bil.

-Nej, bare rolig. Hestene klarer det. -Men bilen har 80 hestekræfter.

Det har den ikke! Hvordan dog det? Det er bare en maskine, Aziz Veysel.

Den har 80 hestekræfter. Forsigtig. Skær mig ikke.

-Lad mig klare det. -Nej, du er håbløs.

Du overser pletter på hagen og halsen.

Og den elendige barber, blinde Rahim.

Han skar dig i panden sidst. Hvordan kan det ske?

Han sagde, at panden er så bred, at den altid kommer i vejen.

Du godeste. Gør sådan her.

Og så sådan.

Lad mig se... Færdig.

Jeg lod overskægget være, det er så flot.

-Jeg kan lave det ligesom præsidentens. -For himlens skyld, Xate! Gør du grin?

Hvad tror du om mig, Aziz Veysel? Jeg rørte ikke håret, det ser fint ud.

-Dit hoved har sådan en pæn form. -Gud, giv mig styrke!

-Du har ikke kommenteret mit hår. -Noget nyt? Det er da ligesom før.

Jeg har farvet det. Bare glem det.

Ingen nye kandidater. Så du stiller op alene igen?

-Ingen har ansøgt endnu, nej. -De ville også tabe.

Hvem kan modstå det varme hjerte og det strenge ansigt?

-Det ansigt, ja. -Hvad snakker du om? Hold nu op, Xate.

Min herre, hvis du siger, hvad der er galt, kan jeg give besked.

Kan du vise os ind til borgmesteren? Ellers finder vi selv vej.