Jim Jefferies: Intolerant

Mine damer og herrer, Jim Jefferies!

Hej, Boston!

Hvordan går det? Tak for det. Er I ved at være godt stive?

Jeg drikker ikke. Kun vand. Jeg kan ikke drikke som før i tiden.

Den gang drak jeg dagligt.

Jeg drak fem genstande hver dag, syv dage om ugen,

hvilket er 35 genstande om ugen.

Ifølge USAs sundhedsmyndigheder gør alt over 20 genstande én til alkoholiker.

Pis og papir!

Det er mindre end tre genstande om dagen. Det er fandeme en rimelig mængde.

Der er intet galt med tre genstande om dagen. Det er intet problem.

To baner kokain om dagen er ikke et kokainproblem.

Det er ikke et kokainproblem, det er under et gram om ugen.

Ved I, hvorfor jeg holdt op med at drikke så meget?

Da jeg ville knappe en øl op så min søn på fem op,

og så sagde han: "Far, drikker du nu igen?"

"Hvor fanden kom det fra, din lille...?"

Det var tydeligvis fra den kvinde, jeg gav et hus til, men jeg var…

Så jeg drikker ikke sådan mere. Jeg drikker ikke, for jeg er en god far.

Jeg drikker kun en dag om ugen,

men jeg bunder stadig mine 35.

Sådan har samfundet presset mig.

Det er derfor, hvis man ser en kvinde,

der er midt i 30'erne, og klokken er 21, og hun var helt dullet op,

men vælter rundt med sine sko i hånden,

og brækker sig over det hele, så skal man ikke få medlidenhed.

Hun er bare en god mor...

...der fik sig et lille afbræk.

Dronningen af England drikker fire cocktails om dagen.

Det er otte genstande om dagen.

Så hun er kraftedeme totalt alkoholiker. Totalt...

Mit spørgsmål er så bare, om hun er en sød eller en led drukmås?

Det er ved den tredje cocktail, hun vælter rundt i paladset...

"Philip!

Philip!

Og Philip siger: "Fuck, så er Lizzie i gang igen.

Gør min Land Rover klar."

Hun vælter bare rundt: "Philip!"

Hun går ind i ét rum og springer ud med en krone på hovedet.

"Jeg ligner pengene!"

Lad mig fortælle en historie, men først skal I vide, at jeg er laktose-intolerant.

Det betyder, at jeg under ingen omstændigheder kan tolerere laktose.

Hvis jeg spiser laktose, sker der det præcis 40 minutter senere...

At jeg skider i bukserne.

Det lyder som mere end intolerance, ikke?

Jeg skider i bukserne.

Tænk lige over det. I er alle i grupper på 3-4 venner, som I hænger ud med.

Så er der dem ude i periferien. En spade i gruppen har taget nogle kolleger med.

Og der er altid en spade i den skide gruppe,

hvor man vender sig mod en af vennerne og siger, at ham kan man bare ikke tolerere.

"Ham kan jeg bare ikke tolerere." Men ikke sådan at hvis han nærmer sig...

...så skider man i bukserne.

Så mine to største nemesiser… Nemesi?

De to ting, jeg ikke har det godt med,

er is og ost.

Her er mit livs tragedie.

Is og ost er også mine absolutte livretter.

Jeg var ikke altid laktose-intolerant.

Nej, det skete, da jeg var 35. Jeg er 42 nu. Det skete på min 35-års fødselsdag.

Jeg sad med min Baskin-Robbins-iskage, som jeg altid ønsker mig.

Jeg tog for mig af retterne, da Vorherre så på mig og sagde:

"Hvordan går det med ateist-vittigheder, din spade?"

Så nu kan jeg hverken spise is og ost. Men hør så engang.

Jeg spiser stadig is og ost.

Velvidende, at jeg ryger på lokum på stedet, gør jeg det alligevel.

Hvis jeg nu har spist et kraftigt måltid, så æder jeg en gang is til dessert,

for så ved jeg, at jeg skider det hele ud igen.

Jeg er nemlig genial.

Det er Jefferies diæten, og den kan I bare tage med hjem.

Så jeg spiser stadig is og ost, men jeg spiser dem ikke ude i naturen.

I vil aldrig se mig på en strandpromenade med en is. Nej...

Jeg spiser dem derhjemme blandt folk, der elsker mig og respekterer mig.

Hvor jeg både ved, hvor toilettet er, og hvor meget toiletpapir der er.

Så selv om jeg er intolerant over for laktose,

så kan man argumentere for, at jeg stadig tolererer det.

På samme måde som at min far ikke hader homoseksuelle...

Han er bare intolerant over for dem.

Min far er en mand på 78, der bor ude på landet i Australien.

Og da vi voksede op, kom han da med et par homofobiske bemærkninger.

Da han var ung, var det en psykisk sygdom at være bøsse.

Han er et produkt af sit miljø.

For to år siden havde Australien en folkeafstemning,

hvor de stemte om homoseksuelle ægteskaber, og min far stemte "ja."

Og det var, fordi jeg brugte tid på at tale med ham:

"Far, det er det rigtige at gøre." Og så sagde min far:

"De fortjener vel at have det lige så elendigt som os andre."

Fordi min far har gjort den her ene fremsynede ting i sit liv,

tror min far nu, at han er fucking vækket.

Min far fyrer sådan noget her af:

"Jeg har ingen problemer med bøsser.

De kan gøre, hvad fanden de vil i deres eget hjem bag lukkede døre,

så længe de ikke prøver at involvere mig."

Og jeg siger altid: "Far, prøver de at involvere dig?"

Er der tale om et scenarie,

hvor vi har to bøssekarle i Sydneys indre forstæder...

Den ene er svinebundet til en seng med en fucking knebel i munden,

mens den anden fedter næven ind og gør klar til at føre den op...

Og lige som han er ved at møje den op, grynter den anden...

Og han spørger: "Hvad så, kammerat?"

"Måske skulle vi prøve at involvere Gary Jefferies."

"Det er en genial idé. Hvorfor tænkte jeg ikke på det?"

Han binder ham fri, og de hopper ned i deres Honda Civic og kører.

Det er fredag aften i Sydney, det regner, og man skal rundt om havnen.

Trafikken er frygtelig.

Det tager fem kvarter, før de er ude ved det hus, hvor min far bor.

Han sidder og ser rugby-ligaen.

Det banker på døren.

"Det er anden gang denne måned."

"Jeg sagde jo, jeg ikke ville involveres."

Jeg var på turné i Sydney tidligere i år, og jeg fyrede det her nummer af.

Min far var i publikum, og han havde alle sine bowlingvenner med.

Min far spiller Bowls, der er curling med en skæv bold. I finder ud af det.

Nå, men han havde altså de her otte venner med, der alle er mellem 70 og 90.

Så alle de her gutter var med.

Så min far kom ned bag scenen, hvor de alle stod og bællede bajer.

Så min far kom hen til mig og sagde, at han syntes, det var alle tider show.

"Det er nogle andre vitser, du fyrer af nu.

Jeg brød mig ikke om den med mig og de to bøssekarle, nej"...

Jeg forstår ikke hvorfor, men det viste sig, at grunden til, han var ked af det,

ikke var, fordi jeg talte om, at han havde sex med to mænd,

men fordi vennerne opdagede, at han stemte "ja" til homoseksuelle ægteskab.

Og nu…

Og nu tager alle hans venner grundigt pis på ham, ikke?

Hver gang, de vil snøre deres snørebånd, spørger de: "Vil du giftes med mig, Gary?"

I det mindste prøver min far. Han prøver stadig at være progressiv i sin alder.

Sådan er han. Og her er problemet med unge mennesker.

Han er bag scenen efter et par øl, og han stemte ja til homoseksuelle ægteskaber,

og alle driller ham lidt, og så siger min far, der er 78:

"Jeg har det fint med bøsserne. Jeg kan lide dem,

men jeg ved snart ikke med de der transpersoner."

Så begyndte en person, jeg kender, at sige: "Du er transfobisk."

Og så sagde jeg: "Nu slapper I kraftedeme af!"

"Slap af! Ham her har lige vænnet sig til homoseksuelle i går.

Lad ham få sin skide sejrsrunde. Du skræmmer ham jo væk, din spade."

Lad ham være gammel. Han siger sådan her,

"Bøsser, de er gode nok. Men dåser med dillere kan rende mig!"

Det er det, der er ved at være progressiv og vækket og alt det pis...

Det, I unge millennials går glip af, er,

at I skal lade de gamle være gamle. De er jo kraft stejle mig snart døde.

Hold op med at få alle til at bevæge sig så pisse hurtigt, som I bevæger jer.

De prøver faktisk.

Der er nemlig det med de her millennials.

I er de værste, der nogensinde har levet.

I er de værste. I er bare et forfærdeligt folkefærd.

Og jeg bebrejder jer ikke engang.

Det er det samfund, I lever i. I har sociale medier.

Hver eneste tåbelige tanke, I får, skal kommenteres: "Jeg skal fandeme"...

Hvad for en omgang underfrankerede spassere er I?

Altså hvis du tager mere end tre selfier om ugen,

så få det overstået.

Er hele idéen om at tage billeder af sig selv ikke temmelig tåbelig?

Jeg mener, det er da slemt nok, ikke?

Men fakta er jo, at når du har taget det, er din næste tanke, at andre vil se det.

I er kraftedeme langt ude.

Jeg har prøvet at date jer, og det er det rene mareridt.

Og så vil jeg sgu skide på, hvor glat jeres hud er.

Så foretrækker jeg en ældre person med en bedre indstilling, pikhoveder.

Sådan er det, at date en millennial...

Jeg var da på udflugter. Jeg tog på stranden og så solnedgangen.

Fandeme nej. Solnedgange er spoleret. fordi I altid skal dyrke yoga,

mens jeg står her og spørger, om jeg tog et godt billede.

Og gud forbyde, at jeg går forbi en mur, hvor nogen har malet vinger på,

for så er den dag ødelagt.

Hør her, hvad det er. I er den mest progressive generation nogensinde

Du er den mest progressive generation nogensinde.

Men hør så her... Hver eneste generation før jer

har også været den mest progressive generation nogensinde.

Så specielle er I sgu heller ikke.

En dag, og det sker, før I aner det, om en 40 års tid...

Så er det jer, der er de gamle røvhuller.

I ser det ikke komme, vel? Så er det jer, der står med de gamle venner og siger:

"Jeg forstår ikke de unge i dag.

Da jeg var ung, havde kvinder penisser, og mænd havde vaginaer,

og det var helt normalt.

Men mit barnebarn siger, han føler sig som en asiatisk kvinde,

der vil være en sort mand og gifte sig med en skide robot,

men det vil jeg ikke være med til."

Så min pointe er...

Jeg må ikke spise ost.

Så...

Jamen det kan jeg ikke. Jeg har ikke godt af det, så...

Så jeg var på date med det her pigebarn. Vi var måske på 6-7 dates.

Så jeg inviterede hende ud på sådan en smagsmenu-restaurant,

komplet med Michelin-stjerner og det hele, hvor man får 11-12 retter.

Det er et smart træk for en ung fyr, der vil invitere en pige ud,

Prøv sådan en, for hvis I er som mig,

så spiser I jeres mad for hurtigt,

og så skal I også sidde og se dem prøve...

"Hvor meget af det ender jeg med at spise?"

Og hvis man prøver en smagsmenu, er det geniale ved fine restauranter,

at samtalen aldrig stopper, fordi der er så mange retter, at man kan sige:

"Jeg kunne lide den ret, men jeg kunne ikke lide ret nummer tre,

men jeg nød syv, så gad vide, hvad vi nu skal smage." Det holder samtalen i gang.

Nå, men...

Jeg forsøgte at fyre det her nummer af i Kansas.

Det var rigtig svært at forklare,

hvad et godt måltid mad består af. De forstod det sgu ikke.

"I ved, når I går på sådan en rigtig fin restaurant?"

"Tænk på det bedste måltid, du nogensinde har spist."

Og så var der en, der råbte "Spareribs!"