I Called Him Morgan

Don't Blame Me, Criss-Cross albummet.

Du lytter til Blue Notes, Blue Nights,

her i New York City.

Det bliver en stormfuld aften, folkens.

Den kommer fra nordøst.

De taler om stærk vind og kraftigt snefald.

Så pas på jer selv.

Nu til et frisk udspil fra det kommende Blue Note-album

af Lee Morgan.

Han flyver virkelig på den her.

- Er det Helen? - Ja.

Det er Lee.

De var godt nok unge dengang.

Jeg kunne ikke tro det.

Vidste ikke hvad jeg skulle tro.

Fordi de var sammen.

De var dem vi forholdt os til.

Dem begge to.

At han havde totalskadet bilen den aften,

kom på arbejde,

og stadig ikke kunne,

komme gennem aftenen i live, du ved?

Jeg kunne aldrig gå ned af den gade igen.

Tog ikke tilbage til New York.

Jeg var ødelagt.

Og jeg var nygerrig på hvad der var sket med Helen.

Og så hørte jeg at politiet havde anholdt hende og sat hende i fængsel.

Og så så jeg hende aldrig igen.

20. FEBRUAR 1972

Jazzmanden Morgan

Populær musiker

Morgan, 33, var

Natklub Storjury kræver

Kone holdt

Jazztrompetists kone anholdt på klub

Lee Morgan Fru Lee Morgan

Det var der jeg mødte fru Helen Morgan første gang.

Ved den bygning.

Vores klasseværelse lå i stuen her,

tættest på døren.

Hver gang vi havde pause, røg fru Morgan.

Mit fag handlede om vestlige civilisationer.

Men jeg begyndte ikke med grækerne og romerne.

Jeg begyndte med de ældgamle afrikanske civilisationer.

Jeg var ikke en traditionel lærer.

VOKSENLÆRER

Faktisk kaldte de mig ikke hr. Thomas.

De kaldte mig Larry.

Næsten alle de studerende kaldte mig Larry.

Og de fleste af dem var på hendes alder,

og nogen af dem var...

Jeg vil mene de yngste var omkring 40.

Fru Morgan virkede som en

der ikke var dygtig akademisk, men hun var streetwise.

Bare hele hendes person var streetwise.

For at præsentere mig selv for klassen,

gav jeg dem altid en biografi om mig selv

med mit billede og alting, hvor der stod,

at jeg var jazzradiovært,

og lidt baggrundsinformation om hvem jeg var.

Da jeg gav den til hende sagde hun: "Jeg elsker jazz."

Jeg svarede: "Virkelig?"

Hun sagde: "Forresten, var min mand jazzmusiker."

Og hendes efternavn var Morgan.

Så jeg sagde: "Din mand? Hvad hed han?"

Og så sagde hun at han hed Lee.

Så jeg sagde: "Lee Morgan, trompetisten?"

Hun sagde: "Ja." Og så så hun underligt på mig.

Som om hun tænkte: "Du kender også historien."

Så sagde jeg: "Jeg vil interviewe dig en dag."

Hun sagde: "Jeg vil tænke over det."

Så i 96, cirka otte år senere,

besluttede hun at... hun ringede til mig og sagde:

"Larry, vil du stadig lave det interview?"

Og jeg sagde: "Ja, selvfølgelig."

Så jeg lånte en båndoptager, bare en almindelig Sony.

Og jeg havde to bånd, jeg tog bare to bånd.

Jeg sagde: "Jeg skal have det interview."

Du ved?

Det var i februar 1996.

I marts 1996 døde hun.

Jeg har aldrig brudt mig om landet.

Min mors største mål var,

da jeg voksede op på landet,

og jeg skulle arbejde på gården,

og jeg skulle gøre at det,

at når jeg blev gammel nok, ville jeg forlade det sted.

Og jeg var...

Jeg var ung.

Og jeg fik børn tidligt.

Jeg fik mit første barn da jeg var 13.

Så fik jeg et andet barn lige efter.

Omkring 14, lige efter.

Så det tog modet fra mig på mange områder.

For jeg havde aldrig sagt jeg ville have børn.

Det havde jeg aldrig.

Men jeg fik dem.

Men jeg opfostrede dem ikke.

Mine bedsteforældre opfostrede dem.

Fordi jeg rejste.

Jeg rejste.

Jeg kom til Wilmington.

Og jeg blev gift her.

Jeg havde kun kendt ham i en uge.

Og det var... det hurtige liv.

Jeg var 17, han var 39.

Han blev druknet.

Hans familie boede i New York.

Jeg forlod Wilmington og boede i New York i to uger.

Og jeg kom aldrig tilbage.

Lee Morgan, mine damer og herrer.

Da jeg først mødte Lee Morgan, var jeg i hæren.

Og i hæren snakkede vi om alt.

SAXOFONIST OG KOMPONIST

De snakkede om Clifford Brown, skuespilleren.

De snakkede om James Dean, skuespilleren.

Og de sagde: "Dizzy Gillespie har fundet en trompetist på 16.

Han hedder Lee Morgan og er fra Philadelphia."

Der hørte jeg hans navn.

En weekend tog jeg hjem til New Jersey.

Og de sagde: "Dizzy Gillespie spiller på Sugar Hill, klubben.

Og Lee Morgan er i bandet."

Så jeg tog til Sugar Hill og så bandet.

Og Dizzy Gillespie spillede solo

og så stoppede han.

Og pludselig så jeg denne unge...

Lee Morgan rejser sig, han begynder at spille.

Det var så sjovt at se ham nærmest udfordre Dizzy musikalsk i bandet.

Han var ekstrem selvsikker.

BASSIST I DIZZY GILLESPIES ORKESTER

På grænsen til at være kæphøj.

Og han var en boblende ung artist

der vidste, han havde talent.

Ingen tvivl om det.

Lee vidste han havde talent.

Bandet, de havde ens uniformer.

Men Lee Morgan og Dizzy Gillespie

og trommeslageren, Charli Persip, havde noget andet tøj på.

De var stjernerne i bandet.

Alle var nærmest i chok.

Her er drengen,

der spiller som en gammel veteran og med gode ideer.

TROMMESLAGER I DIZZY GILLESPIES ORKESTER

Der var ikke nogen der var i tvivl om,

at han ville blive en stjerne.

Det var almindelig blandt musikere

at være pæne i tøjet.

Vi snakkede hele tiden om mode.

Det der blev kaldt Ivy League, var højeste mode dengang.

Og Lee var helt vild med det, ligesom jeg.

Det handlede om at have den bedste bil, den smukkeste dame, mange penge,

de pæneste sko.

Og det var vigtigt for os.

Jeg havde købt den her Austin-Healy.

Og Lee købte en Triumph.

Og jeg plejede at drille ham med det jeg sagde:

"Din bil er ikke så kraftfuld og ikke så hurtig som min bil."

Han sagde: "Vi får se."

Og vi kørte rundt i byen.

TROMMESLAGER

Vi tog ind i Central Park om natten.

For den gang

kunne man køre rundt i Central Park om natten.

Bare kom væk, lad mig komme rundt i det her sving,

så hurtigt jeg kan.

Kunne aldrig vende bilen.

Den store festival med Ahmad Jamal var der.

Lee Morgan løb over banen

i en pause.

Han spurgte mig om jeg ville spille med The Messengers.

Vil du spille med The Messengers?

Og jeg sagde: "Ja."

Og han sagde: "Kom med mig."

Og jeg hoppede ned på banen med ham,

og gik ind i omklædningsrummet hvor Art Blakey var.

Og Art sagde til mig: "Vil du spille i mit band?"

Han havde den stemme.

"Vil du spille i mit band, med The Messengers?"

Jeg sagde: "Ja."

Mine damer og herrer, nu begynder tredje set

med den fantastiske Art Blakey og hans Jazz Messengers

fra verdens jazzhjørne.

Lee Morgan på trompet, Wayne Shorter på tenorsaxofon,

Bobby Timmons på klaver, Jymie Merrit på bas.

Soulbrødre på scenen nu.

De spiller en kølig for jer.

Jeg var en kendt enspænder.

Men med Lee, Lee var vennen.

Du ved?

Han og jeg ville have en debat

om forskellige ting, politik.

Han ville vide alt.

Jeg tog til Europa for første gang med dem.

Og nogle gane når vi spillede,

og Lee spillede en solo,

ville Art råbe til Lee: "Tal til folket.

Fortæl dem din historie."

Han vidste hvordan man fortalte en historie musikalsk.

Jeg har boet det meste af mit liv på 53rd Street.

Ikke langt fra Birdland mellem 8th og 9th.