The Rite of Passage (Mała matura 1947)

Verdens største vildmark:

Det åbne hav.

Det dækker over halvdelen af planetens overflade.

Her er der intet sted at gemme sig og kun lidt føde.

Det er havets version af en ørken.

Og denne ørken patruljeres af langnæbbede delfiner.

De holder sammen...

...i en kæmpeflok på 5.000 delfiner.

Det øger deres chancer for at finde føde.

Som alle, der lever her, må de gøre sig utrolige anstrengelser-

for at kunne leve i det store blå.

DET STORE BLÅ

FORTALT AF DAVID ATTENBOROUGH

Ved sjældne tilfælde eksploderer det tomme hav af liv.

Prikfisk ud for Costa Ricas kyst.

De er ganske små-

- men deres antal kompenserer for den ringe størrelse.

De er nogle af verdens mest talrige fisk.

Normalt kommer de kun til overfladen om natten for at æde plankton-

- men denne stime er steget op om dagen.

Sandsynligvis for at gyde.

For delfinerne er det en guldgrube.

De har fundet stimen ved hjælp af ekkolokalisering.

Men de skal skynde sig.

De er ikke de eneste jægere her.

Gulfinnede tun har også opdaget stimen.

Og efter dem, med vingefang på to meter, kommer djævlerokkerne.

Sejlfisk, en af havets hurtigste fisk, er med i jagten.

Prikfiskene kan dykke tilbage til dybet når som helst.

Men nu ankommer delfinerne.

De presser stimen op mod overfladen-

- og tvinger prikfiskene til at holde sig tæt sammen.

Nu begynder havet at koge.

Tunene angriber stimen med over 60 kilometer i timen.

Til sidst ankommer de langsommere svømmende rokker.

De sluger prikfisk i hundredvis i deres enorme gab.

Stimen er nu næsten opløst.

Sejlfiskene tager de overlevende.

Efter blot 15 minutter...

...er det eneste tilbage en sølvfarvet konfetti af skæl.

Men her er sådan et festmåltid sjældent.

Delfinerne udviser stor udholdenhed.

Andre dyr drives til større ekstremer-

for at finde føde i denne havørken.

En sovende kæmpe.

En kaskelothval.

Denne familie hviler sig mellem måltiderne.

Hvem ved, hvilke drømme der gemmer sig i verdens største hjerner?

En af dem har en unge.

Den er to uger gammel og behøver stadig sin mors mælk. Den er sulten.

Den kommunikerer med sin mor ved hjælp af kliklyde.

Men moren sover videre.

Ungen er dækket af sugefisk, som den ikke kan slippe af med.

Den må være tålmodig.

Udhvilede efter søvnen svømmer hvalerne videre.

Kaskelotter venter ikke på, at deres bytte skal komme op.

De svømmer ned i dybet for at finde det.

De tager nogle dybe indåndinger...

...for at mætte deres blod med ilt.

Og så svømmer de nedad.

Hele denne familie dykker efter blæksprutter sammen.

Moren presser sig selv til det yderste-

og ungen har svært ved at følge med.

Ungen holder sig så tæt på moren, som den kan.

Den rører ved hende ofte.

Måske føles det trygt.

Men 300 meter nede-

kan ungen ikke holde vejret længere.

De første år kan ungerne ikke være med i jagten.

De voksne dykker dybere ned.

Moren ændrer sit kald. Klikkene er kraftigere og hurtigere.

Hun bruger sonar til at jage blækspruttestimer.

På 800 meter udsender hun en salve af klik.

Og så... stilhed.

Hun har fanget noget.

Jægerne kan være borte i op til en time.

Endelig kommer moren op fra dybet med maven fuld af blæksprutte.

Efter lang tids venten kan den sultne unge få noget mælk.

Deres mælk er den fedeste af alle pattedyrs.

Og ungen sluger en hel baljefuld om dagen.

Det kan tage en unge seks år at mestre dybhavsdykning-

- og at blive i stand til selv at finde føde.

Det store blås tomhed gør livet svært for jægerne.

Men tomheden gør det også forholdsvist sikkert for byttedyr.

En skildpaddeunge, som blev udklækket for få dage siden-

- forlader den farlige kyst og styrer ud mod åbent hav.

Indtil for nyligt var det et mysterium-

- hvor skildpadder tilbringer deres første år.

Først fylder de deres små maver med plankton.

Men snart får de brug for noget mere solidt.

Hundredvis af kilometer fra land lever unge udstødte sammen i samfund.

De tiltrækkes af alt, der flyder.

En træstamme. Den kan have drevet rundt i flere år-

og udgør centrum i et lille samfund.

Unge kuglefisk er her af samme grund.

En træstamme er lige det, den unge skildpadde har ledt efter.

Her er ikke blot tang at æde, men også rankefødder.

Men det er vigtigt at holde sig skjult.

En ung silkehaj er her også.

Den undersøger, hvad der smager godt...

...og hvad der ikke gør.

Vi ved nu, at mange skildpadder bliver sådan et sted i adskillige år-

indtil de bliver voksne.

Selv hvis det indebærer, at de må kæmpe mod havets fulde kraft.

Solen hamrer ned mod det store blå-

- og opvarmer overfladevandet, så det fordamper.

Vanddampene stiger og bliver til skyer.

De vokser hurtigt til gigantiske tårne-

- der udvikler sig til storme, som kan strække sig over 1.600 km.

Orkanvinde blæser over det åbne hav.

Bølgerne kan blive 30 meter høje.

Herude kan skibe synke uden at efterlade spor.

130 millioner containere fragtes over havet hvert år.

I gennemsnit falder fire i havet hver dag.

I 1992 sank nogle containere, som indeholdt badelegetøj.

Blandt andet 7.000 plastikænder som disse.

De indledte deres rejse 1.000 km ud for Alaska.

Nogle af dem drev over Stillehavet og nåede til Australien.

Andre drev mod nord og landede på Ruslands og Alaskas kyster.

Nogle nåede endda til Nordpolen.

En and var til havs i 15 år og drev gennem tre have-

- og landede til slut på Skotlands vestkyst.

Deres rejser viser, hvordan et netværk af strømme forbinder havene-

i ét eneste gigantisk kredsløb.

Mange af havets beboere er afhængige af disse strømme-

for at kunne nå områder med føde.

Blåhajen.

Den svømmer over 8.000 km om året-

- og rider på strømmen ved hjælp af sine brede, vingeformede finner.

Denne har måske ikke ædt i to måneder.

Men strømmen fører spor af fed olie med sig fra mange kilometer borte-

og leder den frem til næste måltid.

Efter flere dages rejse bliver lugten af føde stærkere.

En død hval, der er blevet påsejlet af et skib.

Det kan blive et festmåltid, men blåhajen skal passe på.

Hvidhajer.

De vejer ti gange så meget som blåhajen.

De vil ikke dele hvalkadaveret.

Hvidhajer æder gerne energirig hvalspæk.

Det udgør en stor del af deres føde.

Når hvidhajen er mæt, kan mindre hajer, som blåhajen, æde resterne.

Olierne fra hvalen spredes længere bort-

- og flere og flere blåhajer dukker op.

Efter nogle dage er der ikke mere spæk på kadaveret.

Når olierne ikke længere holder det flydende, synker det ned i dybet.

Blåhajen har genopfyldt sine fedtlagre-

- og kan igen klare sig i to måneder uden at æde.

Over halvdelen af alle dyr i det åbne hav-

driver med strømmene.

Gopler krydser hele have-

- og lever af, hvad der sætter sig fast i deres tentakler.

Nogle bliver en eller endda to meter brede.

Og når de tilfældigvis kommer til et område, der er rigt på plankton-

øges deres antal eksplosivt.

Strategien er så vellykket-

- at gopler er nogle af Jordens almindeligste livsformer.

Blandt goplerne findes en skabning, som ligner dem-

- men som er mere kompleks og uhyggelig.

Den portugisiske orlogsmand.

Den flyder ved hjælp af en luftfyldt blære-

med en vertikal membran ovenpå.

Den fungerer om et sejl, så den kan holde kursen gennem bølgerne.

Den trækker lange tråde efter sig.

Nogle er op til 30 meter.

De er alle bevæbnede med tusindvis af nældeceller.

En eneste tentakel kan dræbe en fisk eller, i værste fald, et menneske.

Blandt dens dødelige tentakler lurer en portugisisk orlogsmandsfisk-

som æder af tentaklerne.

Fisken er modstandsdygtig over for tentaklerne-

- men skal stadig være meget forsigtig.

De fleste andre fisk klarer sig mindre godt.

En tentakel fanger den og haler den ind.

Den er allerede lammet.

Muskuløse tentakler overgiver fisken til andre-

- som fordøjer fangsten ved at gøre den flydende med stærke kemikalier.

Til sidst er der kun...