Radiance (光)

Tester, tester, tester.

Hvordan lyder det i høretelefonerne?

MOD SOLNEDGANGEN

Det her er en test -

- for at kontrollere, om høretelefonerne virker.

Trafiklyset skifter. En tjenestemand gaber.

En lastbil kører ind i busbanen.

En mand med en stige krydser vejen.

En travl mand ser på sit ur.

En servicemedarbejder dirigerer passagererne.

En mand stiller sig I buskøen. Passagererne stiger ud.

Skolebørn krydser vejen.

En pige med hånden i vejret skælder drengene ud.

I buskøen står midaldrende kvinder og tjenestemænd. De ser trætte ud.

En vred mand venter på en taxi. En kvinde med solbriller viser vej.

Skilte, hvor der står "Nara Station", "Nanto Bank", "bus" og "taxi".

Folk ved fodgængerovergangen. De skal på arbejde eller i skole.

En tjenestemand ser sig om med en mobil i hånden.

En utålmodig chauffør.

En tidlig efterårsmorgen.

Et stille hav bag en skov. Et hus med tegltag.

En motorbåd sejler langs kysten. Det er Juzos hus.

Fra verandaen ser man et stort træ i haven.

Juzo, en mand med gråt hår og skæg, lægger rent vasketøj sammen.

Hvordan har du det Tokie? Er du godt tilpas?

Tokie, en kvinde med skulderlangt, sort hår, ser ud over verandaen.

Jeg keder mig.

Tokie ser koldt på Juzo, men så mildnes hendes udtryk.

Har du altid boet her?

Juzo holder op med at arbejde og ser kærligt på Tokie.

Undskyld mig. - Jeg kommer!

Juzo ser efter Tokie. Han er alene i værelset.

Juzos tænker tilbage. Vi ser et hav.

En sandskulptur på stranden.

Juzo og Tokie sidder på verandaen.

Juzo drikker af sit glas rødvin.

Det har du allerede sagt, ikke?

Han stiller glasset.

Du har sagt det til mig. Kan du huske det?

Tokie stirrer ud i det fjeme. Hendes mine forbliver uforandret.

Du er heldig. Du kan ikke huske noget.

Hvorimod jeg husker alt. - Jeg fryser.

Tokie gyser.

Juzo klapper Tokie på kinden.

Tokie strækker en hånd op mod himlen. Juzo ser op.

Himlen er dækket af makrelskyer.

Okay, skal vi stoppe her?

Har du noget at sige, Masako? - Ja. Et øjeblik, tak.

Mit hoved er stadig fyldt af billedet af makrelskyerne.

Må jeg begynde? - Ja, alle må komme til orde.

Jo, Tokie… Måske er det mundhuggeri -

- men "kurogami" om sort hår kan misforstås. "Kurokami" er bedre.

Okay, jeg forstår.

Og senere på stranden.

Jeg opfattede ikke, hvad det var, som fandtes der.

En skulptur af sand. Jeg sagde "sazo "! - Lige præcis, "sazo

Det er ikke et ord, man plejer at bruge, synes jeg.

Det er en kvindeskulptur af sand… - Ja!

Men "zo" kan jo betyde elefant!

Ja, hvis du siger "suna" for sandet, er det lettere at forstå.

Er den stor? Hvor høj? - Den er måske 50 centimeter.

En nøgen kvinde med korslagte ben og albuen på det ene knæ.

Hun ser imod os, og retter på sit hår.

Det er et usædvanligt ord, så jeg kunne ikke skabe mig et billede.

Det vil jeg tænke over. Undskyld.

Havet. Solen lyser svagt gennem de tykke skyer.

En havfugl cirkler rundt.

Tokie ligger på stranden i en hvid kjole. Juzo lægger sig ovenpå hende.

Jeg savner dig.

Han kærtegner Tokies hår og kysser hende på halsen.

Selv mens vi omfavner hinanden, savner jeg dig.

Han holder hende fast med et trist udtryk af sorg i ansigtet.

Den er uendelig. Min kærlighed er uendelig.

Intet er smukkere, end det som forsvinder -

for øjnene af en.

Hans beige frakke fyldes med luft og blafrer i vinden.

Vi ser Juzos ryg. Han går stille med ludende skuldre.

Han ser mod solnedgangen, som om han har fundet Tokie der.

Viser hans ansigt fra siden. Det er dækket af sand.

Han har tårer i øjnene.

Hans ansigt stråler af lysmod.

"Bag tykke skyer er en bleg sol synlig."

Det kan jeg lide.

Jo, altså - Ja?

Nu hvor vi har lyttet hele filmen igennem, føler jeg -

- at du har mange beskrivelser, som formidler følelser, men.

Altså, i det venstre vindue i huset -

- beskrives der pludselig en masse ting.

Jeg blev forvirret og spekulerede på, hvor væggen var.

Du skulle til at sige noget.

Hedder du ikke Ishida? - Mener du mig?

Om at synstolken formidler følelser.

Ja, men det var ikke vigtigt. - At hun påtvinger os sin tolkning?

Jeg ville ikke gå så langt.

Det hjælper med detaljerede beskrivelser, -

men samtidig behøver jeg ånderum -

- og så kan der sommetider blive for mange ord.

Du taler om, at Juzo finder Tokie -

og at han føler livsmod.

Men det er vel bare din tolkning? - Nej.

Hvis jeg skal være ærlig, så er det bare forstyrrende.

Skal du sige det så grimt?

Jeg tænkte bare, for jeres skyld.

Påtvinger du os så ikke din tolkning?

Men det er anderledes for dig, Nakamori-san.

Du har jo en del af synet tilbage.

Jeg forstår.

Til det næste møde…

… Vil jeg tænke over...

Jeg vil tænke over, hvor jeg påtvinger dig min tolkning.

Jeg vil se til, at det ikke forstyrrer dig, Nakamori-san.

Værsgo. - Mange tak.

Hvilken smuk dag!

Misa, det som Nakamori sagde…

Jeg synes, du skal tage det alvorligt.

Mange siger ikke noget, fordi de er taknemlige for at have synstolkning.

Film er jo en måde at kommunikere med mennesker.

Det har været min redning at gå ind i rollen som en anden.

Synstolkning er en måde at kommunikere med dem -

- som ellers ikke havde kunnet se filmen.

Synstolkning handler om at forstå deres forestillingsevne.

Synshandicappede har en fantastisk forestillingsevne.

Jeg forstår.

" Af sand."

"En kvindeskulptur lavet af sand"

"Nøgen? "En kvindeskulptur lavet af sand"

Skalvi tage ud til havet sammen?

"Tokie ser forførende på Kida og kysser Juzos sårede finger."

"Juzo og Kida spiller Go vendt mod hinanden."

Kida, har du nogensinde tænkt på at begå selvmord?

Hvad? - Jeg burde være død for længe siden.

Ja. Og have taget Tokie med mig.

Tokie, hvor skal du hen? - Jeg skal hjem.

Jeg skal hjem! - Vi bor her begge to!

Nej

Kom, så går vi ind. - Rør mig ikke!

Kommer du hjem i weekenden, Misako? Jeg savner dig - mor.

Akt?

Misa! - Hej, det er længe siden!

Hvordan har du det? - Jeg købte kakifrugter på vejen.

Hvor skønt, årets første! Tak skal du have.

Du er omsorgsfuld, selv om du er ung. Ikke som min datter!

Hvordan går det med hende?

Hun har det godt, men sommetider er hun ikke rigtig med.

Hun har glemt den dag, din far forsvandt, så det er svært.

Tak for alt. - Jeg gør det, så godt jeg kan.

Ja, mange tak. - Tænk ikke på det.

Måske skulle vi begynde at lede efter et plejehjem.

Er du lykkelig, mor?

Ja, hvis du er lykkelig, er jeg det også.

Der er mange forskellige lyde her.

Når jeg lukker mine øjne…

… kan jeg høre dem endnu tydeligere.

Fars rygsæk. Må jeg beholde den?

7.223 yen i kontanter.

En biografbillet. En kvittering fra et supermarked.

En madkasse til 396 yen.

En flaske saft til 97 yen.

En kande kaffe til 64 yen.

Shinoharas osteopatiklinik. Telefonkort.

Et kundekort fra en restaurant.

Jeg kan huske alle dine ting, far.

Ring til Ikeda på konstruktionsafdelingen.

Ringer til afdelingschefen, Ikeda.

Konstruktionsafdelingen… - Hej, det er Nakamori.

Hvor godt, at du ikke er gået hjem. - Hvad?

Jeg spekulerede over problemet med bundkortet.

Ja, det er heldigt, at du opdagede det så hurtigt!

Vi får svaret i løbet af formiddagen.

Fint. I morgen formiddag altså?

Altså Nakamori-san… Klokken er 9:00.

Hvad?

Er det ikke aften?

Undskyld, jeg troede, det var aften.

Har du arbejdet hele natten igen? Hvilken koncentrationsevne!

Hvornår sover du egentlig?

Okay, du hører fra mig senere.

Ja, ring, hvis der er noget andet. - Ja.

Det er fint vejr, ikke sandt?

Nej, jeg tror ikke, der er sol.

Seks, syv, otte, ni, ti.

Til Masaya Nakamori.

Jeg håber, du kommer.

Tomoyuki Simizu AiNishihara

"Intet er smukkere end det, som forsvinder for øjnene af dig.”

"Min kærlighed er uendelig."

Hvad laver du? - Jeg fotograferer.

Se her. Jeg tager et billede. Klar?

Hvor skal du hen?

Er I to?

Han var en berømt fotograf. Han vil ikke selv sige det.

"En fotograf er som en jæger, hvis bytte er tiden."

"Jeg holder vejret ved mødet" -

- "mellem mit ubetydelige jeg og den vældige verden."

Sådan står der. - Ja.

Hans farfar var også fotograf.

Ja, åbenbart.

Tomoko-san…

Må jeg låne den? - Ja, selvfølgelig.

Mange tak. - Du må få den.