Apocalypse Now

Saigon.

Pis!

Jeg er stadig i Saigon.

Hver gang jeg vågner, tror jeg, jeg er ude i junglen igen.

Da jeg var hjemme efter første tjans, var det værre.

Jeg vågnede op til tomheden.

Jeg sagde næsten intet til min kone, før jeg sagde ja til skilsmissen.

Når jeg var her, ville jeg være der.

Når jeg var der, kunne jeg kun tænke på at komme tilbage til junglen.

Nu har jeg været her en uge.

Jeg venter på at få en mission.

Bliver blødere...

Hvert minut herinde gør mig svagere.

Hvert minut, 'Charlie' tilbringer ude i junglen, gør ham stærkere.

Hver gang jeg så mig omkring, rykkede væggene lidt tættere på.

Alle får det, de vil have.

Jeg ville have en mission.

Og som straf fik jeg en.

Jeg fik den bragt, som var det roomservice.

Kaptajn Willard, er De derinde? Ja. Jeg kommer nu.

Det var en rigtig ønskemission. Og når den var overstået...

ville jeg aldrig bede om flere.

Hvad vil I? Er alt i orden, hr. Kaptajn?

Ser det sådan ud?

Er De kaptajn Willard? 505. Bataljon 173. Faldskærmsdivision?

Gider du lige lukke døren, kammerat?

Vi skal eskortere Dem til flyvepladsen.

Hvad er jeg sigtet for? Hvad har jeg gjort?

De er ikke sigtet. De skal stille hos efterretningskommandoen i Nha Trang.

Skal jeg til Nha Trang? Ja.

De har et par timer til at blive frisket op.

Jeg har det ikke så godt. Hr. Kaptajn?

Dave, giv mig lige en hånd.

Kom så. Lad os tage et brusebad.

Nu skal vi i bad. Stil Dem herind.

Jeg skulle ud til det værste sted i verden, og jeg vidste det ikke.

Mange uger og kilometer op ad en flod...

som snor sig gennem krigen som et kabel...

der er direkte forbundet til Kurtz.

Det var ikke tilfældigt, jeg skulle varetage Walter E. Kurtz' minde...

og det var heller ikke tilfældigt, at jeg var tilbage i Saigon.

Jeg kan umuligt fortælle hans historie uden også at fortælle min egen.

Hvis hans historie i virkeligheden er en tilståelse, så er min det også.

Kom ind. Rør.

Vil De have en cigaret? Nej, ellers tak.

Har De nogensinde set denne herre?

Har De mødt generalen eller mig?

Ikke personligt.

De har arbejdet meget alene, ikke? Jo, det har jeg.

Deres rapporter beskriver efterretningsoperationer.

Det har jeg ikke tilladelse til at diskutere.

Har De ikke arbejdet for CIA? Nej, hr. Oberst.

Myrdede De ikke en skatteopkræver i Quang Triprovinsen 18. Juni 1968?

Hr. Kaptajn?

Hr. Oberst, jeg har ikke kendskab til en sådan handling eller operation...

Og jeg ville ikke være bemyndiget til at diskutere det

hvis den rent faktisk havde fundet sted, hr. Oberst.

Lad os tage en bid mad, mens vi taler. Jeg håber, De er sulten.

Jeg har lagt mærke til, at Deres hånd ikke har det så godt.

Er De såret? En lille fiskeulykke på orlov.

Fiskede De, da De havde orlov? Ja.

Er De i form og klar til tjeneste? Ja. Jeg er klar.

Lad os se på sagerne. Oksesteg.

Og den plejer faktisk slet ikke at være dårlig.

Tag et stykke, Jerry. Og send det videre.

For at spare lidt tid kan vi sende det begge veje.

Jeg ved ikke, hvordan De har det med de her rejer...

Men hvis De spiser dem, har De bevist, at De er en modig mand.

Jeg tager lige et stykke her.

Hr. Kaptajn, har De hørt om oberst Walter E. Kurtz?

Ja. Jeg har hørt navnet.

Pokkers! Operationsofficer i specialstyrkerne.

Luc, spiller du lige båndet for kaptajnen?

Den 9. Oktober kl. 04.30 sektor PVK.

Det blev sendt fra Cambodja.

Det er blevet identificeret som oberst Kurtz' stemme.

Jeg betragtede en snegl...

kravle hen ad æggen på en barberkniv.

Det er min drøm.

Det er mit mareridt.

Den kravler, glider...

hen ad æggen...

på en barberkniv.

Og den overlever.

Sending nr. 11, den 30. December 1968 kl. 05.00 sektor KZK.

Men vi må dræbe dem. Vi må tilintetgøre dem.

Svin efter svin.

Ko efter ko.

Landsby efter landsby. Hær efter hær.

Og de kalder mig morder. Hvad kalder man det...

når morderne anklager morderen?

De lyver. De lyver, og vi skal vise barmhjertighed...

mod dem, som lyver.

Disse nabobber.

Jeg hader dem.

Jeg hader dem virkelig.

Walter Kurtz var en af de mest fremragende officerer

dette land nogensinde har fostret. Han var enestående i alle henseender.

Han var også et godt menneske.

En menneskeven. En både begavet og humoristisk mand.

Han gik ind i specialstyrkerne.

Og det var derefter, at hans...

idéer... og metoder...

blev...

forskruede.

Forskruede.

Han er rykket ind i Cambodja med sin hær af indfødte

som tilbeder ham som en gud

og følger alle hans ordrer, uanset hvor vanvittige de er.

Jeg har en anden rystende oplysning.

Oberst Kurtz stod til at blive anholdt for mord.

Ikke forstået. Hvem har han myrdet?

Kurtz fik nogle vietnamesiske agenter henrettet.

Han mente, de var dobbeltagenter.

Så han tog sagen i egen hånd.

Forstår De, Willard...

I denne krig bliver tingene... rodet sammen derude.

Magt, idealer, moral

og praktiske militære nødvendigheder.

Men derude blandt disse indfødte

må det være fristende

at være Gud.

For ethvert menneskes hjerte rummer en konflikt

mellem det rationelle og det irrationelle.

Mellem det gode og det onde.

Det gode sejrer ikke altid.

Sommetider...

overvinder den mørke side det

Lincoln kaldte vort væsens gode engle.

Ethvert menneske har et bristepunkt.

Det har både De og jeg.

Walter Kurtz har nået sit.

Han er ganske åbenlyst blevet sindssyg.

Ja, hr. General. I højeste grad. Det er åbenlyst.

De skal sejle op ad Nungfloden i en patruljebåd...

Find Kurtz' spor ved Nhu Mung Ba.

Følg det og opsnus så meget som muligt.

Når De finder obersten, infiltrerer De hans lejr

med de forhåndenværende midler og sætter en stopper for obersten.

Skal jeg sætte en stopper for obersten?

Han er derude og handler fuldstændig hæmningsløst.

Han er hinsides enhver sømmeligheds grænse.

Han har stadig tropper under sig i felten.

Han skal stoppes helt og aldeles.

De må gøre Dem klart, at denne mission ikke finder sted...

og aldrig kommer til at have fundet sted.

Hvor mange mennesker havde jeg allerede slået ihjel?

Der var seks, som jeg var helt sikker på.

Jeg var tæt nok på til at mærke deres sidste udånding i ansigtet.

Men denne gang var det en amerikaner...

og en officer.

Det burde ikke betyde noget for mig, men det gjorde det.

Pis... At anklage en mand for mord herude...

var som at uddele fartbøder i et racerløb.

Jeg accepterede missionen. Hvad fanden skulle jeg ellers gøre?

Men jeg anede faktisk ikke, hvad jeg skulle gøre, når jeg fandt ham.

Jeg blev sejlet ned langs kysten i en 'PBR'...

en plasticpatruljebåd, der var et ret almindeligt syn.

De sagde, man kunne opsnuse meget uden at vække opmærksomhed.

Det var helt fint. Jeg trængte til frisk luft og tid.

Men jeg var desværre ikke alene.

Besætningen bestod hovedsagelig af knægte.

Flippere med det ene ben i graven.

Hvor gammel er du? Sytten.

Maskinisten, Chef, var fra New Orleans.

Han havde ikke nerver til Vietnam og nok heller ikke til New Orleans.

Lance, forskibs kanonér, var en berømt surfer fra I.A.

Han lignede ikke en, der nogensinde havde løsnet et skud.

Clean, mr. Clean, kom fra et eller andet hul i South Bronx.

Lyset og vidderne i Vietnam havde virkelig givet ham kuller.

Så var der Phillips, skipperen.

Det var måske nok min mission, men det var hans båd.

Der er to indsejlinger til Nungfloden, der er dybe nok.

De bliver begge to kontrolleret af Charlie.

Det bliver ikke noget problem. Jeg ryger ikke.

Jeg har faktisk været på flere missioner herude.

For et halvt år siden

transporterede jeg en mand, der skulle forbi broen i Do Lung.

Han var også fra hæren.

Han har vist skudt sig selv i hovedet.

I starten troede jeg, det var et forkert dossier.

Jeg fattede ikke, hvorfor de ville af med ham.

West Point ligesom far og bedstefar. Bedste elev.

Korea... faldskærmstropperne. Et hav af udmærkelser...

og så videre, og så videre...

Hans stemme havde virkelig fanget min interesse...

men jeg kunne ikke få stemmen til at passe til denne mand.

Som de sagde, havde han haft en imponerende karriere.

Måske for imponerende. Den var ganske enkelt perfekt.

Han var ved at blive kørt i stilling til en toppost.

General, stabschef, hvad som helst.

I 1964 vendte han hjem fra en tjenesteperiode i Vietnam...

og så begyndte det at gå skævt.

Rapporten til stabschefen og Lyndon Johnson blev fortroligstemplet.

De var vist ikke så vilde med hans beretning.

Han indgav begæringer om at komme i træning hos faldskærmstropperne.

Og til sidst blev han optaget.

Faldskærmstropperne?

Han var 38 år gammel.

Hvorfor helvede ville han det?