The Postman (Il postino)

Der er ikke noget vand, far.

Det forsvandt allerede i morges.

Jeg ville også vaske hænder, men der var ikke noget.

Er de stadig varme?

Jeg vågnede med en forkølelse i morges.

Det er vel fugten på båden.

Så snart jeg går om bord...

Det er nærmest som en allergi.

Selv om båden ligger stille, kan jeg mærke det.

Jeg forstår ikke, at du kan være der nat og dag uden at blive syg.

Jeg skal bare gå om bord, så...

Jeg har fået et postkort fra Amerika. Det er fra Gaetano og Alfredo.

Se. Det er Amerika rundt om. Og det er en amerikansk bil.

De siger, at de vil købe en. Det står her: "Vi vil købe en."

Men jeg tror, de laver sjov, for den koster jo mange penge.

Men de siger, at det er et rigt land-

hvor der er arbejde, et land som...

Vi er stadig her og pumper vand...

Mens de...

Bare glem det.

Hør her, Mario. Du har aldrig brudt dig om at fiske.

Jeg er forkølet.

Tag til Amerika eller Japan, hvis du vil-

-men du må få dig et arbejde. Du er ikke noget barn længere.

DIGTEREN PABLO NERUDA I ROM

På Stazione Termini er de rejsende blevet forstyrret af uromagere-

som hver dag samles ved sporene.

Fredsforstyrrerne er hverken fulde-

-eller normale kværulanter, som protesterer for deres fornøjelse.

Det er intellektuelle. Forfattere og journalister.

Hvorfor samles de for at forstyrre politi og carabinieri?

Når toget ankommer, løses gåden.

Med på toget er Pablo Neruda, den chilenske digter-

-verdensberømt for sin poesi og sine kommunistiske idéer-

-som har givet ham mange problemer og fået ham landsforvist.

Digteren lader til at være værdsat i Italien.

At dømme ud fra den smukke kvindes varme omfavnelse-

-ikke kun for sine åndelige kvaliteter.

Kvinderne er gale med hans poesi-

-måske fordi Neruda skriver kærlighedsdigte.

En genre som tiltaler den kvindelige sensibilitet.

Tilbage til ballademagerne.

Indenrigsministeren har godkendt deres protest-

-og udsat de indgreb, som den chilenske regering kræver.

Digteren får lov at blive i Italien på en herlig lille ø.

Han kan ikke rejse uden politiets tilladelse-

-men øens skønhed letter opholdet for den landflygtige.

Se! Det er mig!

Digteren vil mindes Italien og dets regering med glæde.

Man lader ham bo et sted, som minder om hans hjemland.

Dette dejlige hus i naturskønne omgivelser-

får ham nok til at føle sig hjemme.

SØGES: HJÆLPEPOSTBUD MED CYKEL

- Jeg kondolerer, donna Rosa. - Tak, hr. Di Cosimo.

Der var brug for folk som ham i vores samfund.

Han vil blive savnet.

Og nu sender de os sågar kommunister.

Sådan er livet, hr. Di Cosimo.

Afsenderen er dig, Anita Scotto.

Og dette er din søns navn, ikke?

- Jeg kommer angående stillingen. - Øjeblik.

Det her er byen. Det er alt.

Sender du ham kapers? Så bliver han glad.

- Er du analfabet? - Nej. Jeg kan læse og skrive.

Ikke hurtigt, men...

Sid ned.

Jeg skal bruge en til at levere breve og telegrammer i Cala di Sotto.

Perfekt. Der bor jeg.

Der er kun en modtager.

- Kun en? - Alle de andre er analfabeter.

- Jeg er ikke analfabet, men... - Godt.

Al post er til hr. Pablo Neruda.

Pablo Neruda? Digteren som kvinderne elsker?

Pablo Neruda. Digteren som folket elsker.

Ja, men også kvinderne. Det så jeg i ugerevyen.

Ja. Men frem for alt folket. Han er kommunist.

Digteren har fået bunker af breve fra hele verden de to sidste dage.

At cykle med tasken er som at have en elefant på ryggen.

- Jag venter her. - Jeg kommer straks.

Som du vel ved, er lønnen ussel. Bude klarer sig for drikkepenge.

Med én modtager er der dårligt nok råd til en biografbillet om ugen.

- Det er helt fint. - Er det fint nok?

Godt. Jeg hedder Giorgio.

Jeg er din chef, og du tiltaler mig "chef".

Men jeg går ikke op i det, for jeg er også kommunist.

Husk en ting.

Digteren-

er en stor og generøs person.

Han fortjener respekt.

Du hilser, du takker ham.

Giver han dig drikkepenge, takker du igen.

- Er det klart? - Ja.

Her er din hat.

Her er din taske.

Det er i dag den 15. Din første løn får du den 27.

Og en ting mere...

Her er nøglerne. Du åbner om morgenen og lukker om aftenen.

Hvornår skal du begynde?

Mandag morgen. Jeg åbner klokken 6.45.

Så kommer folk senere.

Har du allerede en uniform?

Nej. Jeg har bare hatten på.

Så den sidder bedre.

Ellers får man ondt i hovedet af at have den på hele dagen.

Chefen sagde, at postbud gør sådan.

Det er et lille trick, vi har.

- Godmorgen. - Godmorgen.

Deres post.

- Elskede? - Ja.

- Er der noget til mig? - Nej, ingenting.

Ikke det?

- Tak. - I lige måde.

Et til fra en kvinde.

Kvinde.

Maria Conchita, kvinde.

Angela, kvinde.

Jean Marie...

Jean Marie, er det en mand eller en kvinde?

- En kvinde. - Kvinde. Jeg vidste det.

Også det her.

I Chile interesserer kvinderne sig også for politik.

Jo, men kun kvinder... Hvordan går det til?

Kvinde.

Hør her.

Don Pablo... Hvordan er han?

- Er han normal? - Som person, eller?

Normal. Han taler jo anderledes.

Man forstår med det samme...

Ved du, hvad han kalder sin kone? Amor!

Selv når de står langt fra hinanden, kalder de hinanden amor.

- Er det rigtigt? - Man forstår straks, at han er digter.

Kvinde.

Godmorgen.

- Tak. - Selv tak.

Hvis De skulle have brug for noget-

lidt mælk eller brød, så kan jeg...

Ellers tak. Matilde køber ind hver dag.

Hvis hun vil blive hjemme en dag, så bare sig til. Det er ikke besværligt.

- Det er ikke nødvendigt. Men tak. - Det var bare, hvis det var...

Farvel.

Jeg forstår det godt, for man...

Når man står over for ham, bliver man lidt genert.

Så bliver man hans ven.

Er vi venner? Nej...

Men jeg må sige, at han er venlig. Han morer sig og laver meget sjov.

Han skriver ikke digte hele dagen.

Bogen er kommet fra Napoli.

Husk nu, at du ikke må trætte ham med en masse spørgsmål.

Det er forbudt at forstyrre kunden med uvedkommende spørgsmål.

Det ved jeg godt. Det gør jeg heller ikke.

Jeg spørger bare om en dedikation i denne bog.

Når jeg får løn, tager jeg til Napoli og viser alle pigerne-

-at jeg er ven med Neruda, kærlighedens poet.

- Folkets poet! - Og folkets.

Men du skal finde det rette øjeblik.

Hvis han nu tænker på et digt eller på politik-

-og du forstyrrer ham, bliver det en katastrofe.

Jeg er da ikke idiot. Jeg kan da se, om han tænker.

Jeg går ikke bare hen og beder om en dedikation.

Jeg er også i gang med at læse digtene.

Hvis han spørger til dem, kan jeg måske svare.

Forstår du? Bare sådan.

Undskyld, men vil De signere den her?

Ville De mon være så venlig at signere?

Vil De gøre den enestående, mester?

Vil De gøre den unik, mester?

Her.

Jeg hedder Mario Ruoppolo.

- Tak. - Og min post?

Der var ikke noget.

Du kan da være tilfreds, Mario.

Tilfreds?

Jeg sagde højt og tydeligt: Mario Ruoppolo.

"Venlig hilsen Pablo Neruda."

Hvad betyder det?

Tror du, han kan slette dedikationen og skrive en ny-

-så man kan se, at den er til mig, og at vi er venner?

Skulle han slettet den, fordi du ikke kan lide den-

og skrive en ny?

Måske gjorde han det med vilje, fordi du forstyrrede hans tanker.

Nej, jeg spurgte ham. Han stod og så på bjergene.

- Netop. Forstår du det ikke? - Nej. Jeg ved, at bjergene...

Men han stod med et løg.

Tror du ikke, en digter kan tænke, fordi han står med et løg?

Hvornår skal jeg spørge-

-hvis det ikke skal være, når han piller løg?

Han er en travl mand, Mario. Han kan ikke bare gøre folk tilpas.

- Men han er jo kommunist. - Og hvad så?

Sagde du ikke, at kommunister elsker folket?

Nu skal du ikke gøre mig nervøs.

Hør her.

Jeg har købt et eksemplar af bogen.

Ved lejlighed spørger du meget høfligt-

om han vil signere den til mig.

Signere den?

- Tag den. "Venligst, Pablo Neruda." - Nej. Det er din.

- Han signerede den til dig. - Du må gerne få den.

Du skal sige sådan her:

"Cheftelegrafen, kammerat Giorgio Serafini-"

"-spørger venligst, om De mon vil signere den."