Pretending I'm a Superman: The Tony Hawk Video Game Story

Folk spørger: "Var det her din drøm, da I udviklede et spil?"

Det her overgår alle drømme. Det havde været umuligt at drømme.

Vi skabte drømmen.

THPS hjælp meget med til, at skateboarding fortsætter.

At det er med til OL.

Hvorfor børn søger til det i stedet for til holdsport.

Serien er en stor årsag til, at jeg stadig er relevant.

Takket være den er jeg på denne million-dollar-rampe.

Takket være den kan jeg skate hver dag.

"Skateboard Madness" Instruktør: Julian Pena, 1980

I 80'erne havde skateboardscenen sine dale og toppe.

Da jeg begyndte i slutningen af 70'erne, var det ret populært.

Der blev bygget skateparker over hele landet, især i Californien.

Men der skete noget i 1980-81. Det crashede.

Alle de parker, jeg har læst om, lukkede.

Skateboardscenen i 80'erne var rå, den var gemt af vejen.

Vi gik fra deltage i konkurrencer til ramper på byggegrunde.

Thrasher Magazine kom i 1981, og Trans World.

Vi gjorde sporten underground.

Vi vandt 700 dollar for en førsteplads.

Hvis de trykte et foto af os i bladet, var det som at få en million.

Så det spillede ingen rolle. Vi ville gøre det alligevel.

Men vi lagde fundamentet for, hvad sporten er i dag.

Da jeg begyndte at skate, vidste jeg intet om sporten

for jeg voksede op ude på landet i Alabama.

Vi havde grise, høns og geder og dens slags.

Jeg anede ikke, at sporten eksisterede.

Hvis det ikke var med i Dukes of Hazzard, vidste jeg intet om det.

Vi havde nogle opvisninger på skolen. De kom med en plexiglasrampe.

Jeg syntes om ramperne.

Men hver gang mine venner havde en quarterpipe på gaden

og jeg forsøgte at skate med dem, gjorde de nar ad mig.

Det var i 70'erne, og børnene sagde, at piger ikke kunne skate.

Sporten voksede i 80'erne, fordi det var en ny, flashy aktivitet.

Den gennemgik en underground-fase i slutningen af 70'erne

og da den kom frem, var det en helt ny sport

med akrobatik og hop ned i pools. Det var spændende og ærbødigt.

Børnene elskede det, fordi deres forældre hadede det.

Skating var ikke populært. Jeg måtte slet ikke sige ordet

før midten af 80'erne. Jeg tror, det var i 1986.

Men når vi var på turné, gik det fra nogle få tilskuere til forsamlinger.

Vi blev ved med at skate, fremvise og rejse. Vi begyndte også at filme.

"The Bones Brigade Video Show" Instruktør: Stacy Peralta, 1984

Det her er et skateboard.

Stacy Peralta skabte de tidlige film.

Han forvandlede det til en kunstform.

Han gennemgik alting. Strukturen var meget professionel.

Det rygtedes, og filmene fik stor succes.

Bevægelsen voksede, og vi solgte flere og flere boards.

Store selskaber ville anvende skaterne i film og til markedsføring.

Så kom konkurrencerne tilbage.

Vi arrangerede konkurrencer i arenaer, hvor vi byggede store ramper

og folk kom fra hele verden for at møde skaterne

som de havde set i film og magasinerne.

I slutningen af 80'erne var det enormt.

Christian Hosoi! Giv ham et bifald! Dagens sidste deltager.

Der kom et skift fra vertskatning i slutningen af 80'erne, tidlige 90'ere.

Vertskatning blev vist i tv. Det blev præsenteret som cool.

Men vertskating var ikke tilgængeligt for alle. Jeg havde ingen rampe.

Jeg havde indkørslen foran huset.

Dengang var der ingen skateparker, som der er nu.

Det var en anden tid sammenlignet med: "Hvor skal vi skate i dag?"

Da alle skateparker blev lukket i 80'erne, kunne sporten kun overleve

hvis man skatede på gaden, for der var ingen anlæg længere.

Alle skatede, hvor det var muligt, hvilket var på gaderne.

Det var gaden uden for huset eller i byens centrum.

Også små byer have et centrum.

Så folk tog noget, de elskede, og begyndte at gøre det udenfor.

Ban This Instruktør: Stacy Peralta, 1989

Streetskating blev attraktivt, for man kunne bare gå i gang på et board.

Og af den grund kunne stjernerne inden for vertskating

ikke længere optræde nogen steder. Folk ville kun se streetskatning.

Ingen skatede vert længere, så vi måtte være mere tekniske på gaderne.

Hvis du vil være bedst, må du lære at kastede boardet rundt,

uanset om det er tidligt eller sent, eller en kombination af begge.

Kast det rundt og land rigtigt. Pyt med hvordan det så ud.

Alle fyre, der klarede sig gennem det uvejr

har en forståelse: "Det her kan forsvinde når som helst, så var parat."

Sporten eksploderede i 70'erne, og så døde den.

Så skete det igen i 80'erne, og så døde det.

Og i de tidlige 90'ere...

Jeg kan huske, at jeg skatede i Arizona eller Las Vegas

uden at se andre skatere i flere uger.

Hvis du så en anden, var det straks: "Hvordan går det, makker?"

Der opstod straks et venskab, fordi vi begge var skatere.

Jeg var en blegnende vertskater, så det var særlig svært for mig.

Interessen for vertskating var forsvundet

og min indtægt fra sponsorer og royalties blev halveret hver måned.

Så jeg gjorde, hvad jeg kunne. Jeg havde et redigeringssystem.

Et videoredigeringssystem. Så jeg tog freelancejob med det.

Som regel fra skateboardselskaber, men også et computerspilfirma.

Det var hårdt. Jeg ville ikke holde op med at skate, så jeg knoklede.

Der skete en forandring, men det var godt

for det fik folk til at tænke på det, de elskede, og om de var engagerede nok.

Elskede jeg virkelig sporten? Det var en udfordring.

Skulle jeg stoppe på grund af dalende interesse? Eller fortsætte?

Jeg valgte at fortsætte.

Skating i 90'erne var råt.

Alle deltagere var med i en lille gruppe, som var totalt engagerede i det.

I 90'erne var det som en-os mod-dem-mentalitet.

Som om kun du og dine venner forstod det - og ingen andre.

Streetskating udvikledes sig med tricks fra Rodney Mullen.

Omkring 2/3 af alle trick i streetskating

blev introduceret af ham i starten af 80'erne.

Og i starten af 90'erne lavede han dem på gaden

og indspillede film, som næsten lignede PlayStationspil.

Det handlede om at lære tricket.

Hvordan kameraet indfangede det, spillede ingen rolle. Bare lær tricket.

Gå ud og æv dig, til du kan.

Det var Rubbish Heap. Det var en bevidst rå og dårlig stil.

I modsætning til den bløde og professionelle stil i Bonus Brigade.

Trickene, fællesskabet, identiteten. Det betød meget.

Vi samarbejdede om en del. Og hvert trick fokuserede vi lige meget på:

"Okay, hvad så nu? Hvordan kan jeg gøre noget bedre?"

Med den underjordiske revolution i streetskating i midten af 90'erne

kom det pludselig frem igen: "Vent, skaterne laver noget nyt."

Det var ikke til at afvise. Det var i alle byer.

Skating steg i popularitet, samtidigt med at økonomien blev bedre.

Da vi kom til midten af 90'erne, var folk blevet interesserede.

De ville lave en konkurrence, som gavnede sporten.

Det var X Games.

X Games blev lanceret i 1995. Den første blev afholdt i Rhode Island.

Det var den første konkurrence, der blev vist i tv overalt og kom ud i hjemmene.

Ekstreme skatere rullede over vejen.

Da jeg så det, var det gyseligt. Jeg ville bare skrue ned for lyden.

Hvad snakker I om? Det der er ikke, hvem vi er eller hvad vi står for.

Kommentarerne var dårlige, alt var dårligt, men det viste os frem.

Men i stedet for at boykotte det, hvordan kan vi så sprede rette budskab?

Med tiden justerede de konkurrencen. De havde ekspertudvalg.

Tony og jeg var med i et og forsøge at forklare dem sporten.

Det var en anden verden, som sagde: "Det her er, hvad skating er."

Vi svarede: "Cool, vi vil sprede det, men det her er skating."

Mit forsøg bestod af hoptricks på fartbanen, så jeg regnede ikke med det.

Tony Hawk blev konkurrencens ansigt udadtil.

Alle talte om ham.

Han var succesrig, og folk talte om, at han tjente penge på det.

Andre, som ikke deltog i sporten og betragtede skatere

som en flok tabere, der aldrig ville opnå noget

indså, at disse fyre kunne tjene penge og komme i tv.

Han er kendt for sin stil. Han får det svære til at se enkelt ud.

Jeg tænkte vist aldrig, at det her skulle være min karriere.

Jeg så bare fyrene i tv.

Jeg ville bare gøre ligesom dem. Jeg ville være lige så god.

X Games og skaterne i tv

skubbede mig i den retning: "Jeg vil lave det her."

Men jeg ville bare være lige så god som dem, og karrieren kom senere.

Skating er interessant og cool. Det adskiller sig fra alt andet.

Det er kreativt, det er rebelsk, og folk syntes om det.

X Games fandt sin niche og spredte skating overalt.

Jeg spillede mange af disse spil i arkader, før de nåede hjem til folk.

Det er fantastisk. Med tiden blev sportsspil mere populære

blev dette spil meget stort i arkadehallerne.

Det var enormt. 720, 721 er blandt de tidligste skateboardspil.

Grunden til at jeg ved, hvor enormt det faktisk var

var gennem antallet spillere, som ville være verdensmester i det.

- Tony, hvad har vi her? - 720 fra Atari. Det er ret sejt.

- Hvor skater du nu? - Rundt i byen, jeg skal finde en park.

- Jeg hører, at du synes om tv-spil. - Ja.

Jeg har spillet dem lige fra starten. Pac-Man, Missile Command i arkader.

Jeg havde en Atari derhjemme. Jeg spillede Super Nintendo.

Jeg var glad for arkadehaller som dreng. Skatingspil var sjældne.

Vi havde 720. Skate Or Die til Commodore 64.

California Games havde skating, men det var usædvanligt.

Jeg vidste, at det ville være sjovt som spil.

Uanset om det var derhjemme eller på en større maskine i en arkade.

Så udkom Top Skater, og det var et skridt i den rigtige retning.

Man stod på et board og styrede med det.

Men jeg syntes, at konceptet kunne udvikles yderligere.

Jeg vil altid deltage, for Joel, Chris og jeg arbejdede sammen i Malibu.

Jeg havde set folk stoppe i Malibu og tjene godt på egne selskaber.

Så Joel besluttede at lave sit eget selskab.

Han samlede de bedste, han kunne finde, og det var mig og Chris,

og vi skabte Skeleton Warriors, som var en sidescroller.

Efter Skeleton Warriors ledte vi efter et nyt projekt.

Vi fik en kontrakt med Sony om et spil, som hed Big Guns.

Men Sony standsede udviklingen. Vi havde det ret hårdt dengang.

Vi ledte efter noget nyt, og til sidst lavede vi Apocalypse til Activision.

Det gik meget bedre. Vi gjorde det færdigt på et år.

Derefter ville Activision fortsætte samarbejdet, fordi det gik så godt.

En PC-udvikler kontaktede mig angående et skatingspil.

Spilmotoren var primitiv. Den havde kun tastaturkommandoer.

Han spurgte, om jeg ville pitche idéen til forskellige distributører.

Han stødte på meget tøven og negativitet.

Folk sagde: "Skating er ikke populært. Hvorfor skulle et spil om det sælge?"

Til sidst gav han op og sagde: "Jeg kommer ikke længere med det.

Men spilfirmaerne kender dit navn nu."

Han havde ret. Nintendo bad om et møde.

De sagde nej.

Jeg havde arbejdet med Neversoft med et spil, som hed Apocalypse.

Så begyndte Activision at overveje et skatingspil.

Vi fik gang i det. Neversoft udviklede en demo.

Så ledte vi efter et navn at sætte på projektet for at gøre det større.

Vi kiggede i bladene, og Tony Hawk lod til at være den rette til jobbet.

BIRDHOUSE - THE END INSTRUKTØR: JAMIE MOSBERG, 1998

Jeg tror ikke, at nogen hos Neversoft havde kørt på skateboard.

Så det var helt nyt for os. Joel sagde, at der ikke var noget marked for det.

Det var kun en lille niche. Så ingen havde nogen forventninger.

Jeg blev ringet op af Take-Two, i dag Rockstar Games,

og de ville arbejde sammen. Jeg syntes om deres projekt,

men deres spil virkede lidt for svært.