The Go-Go Boys: The Inside Story of Cannon Films

Da jeg var ti år, var jeg den tyndeste dreng i Tiberias.

Folk sagde:

"Når Menahem går på gaden, kan man ikke se ham."

Derfor begyndte jeg at lave klovnenumre i skolen.

Jeg lavede sjov og fortalte historier.

Jeg tog nogle billeder fra min mors bibliotek-

og lavede en lang rulle med dem.

Jeg lavede spændende historier, som jeg selv opfandt-

- på baggrund af den enkle filmmaskine.

Jeg opsatte små annoncer i skolen-

hvor der stod, at lørdag klokken ti-

- ville der blive vist en film af Menahem.

Ingen kom.

Jeg spekulerede på, hvordan jeg kunne tiltrække folk.

Så kom jeg på en idé.

Den har jeg stadig i tankerne.

Man må betale publikum. Jeg opsatte en ny annonce:

"Hvis du kommer og ser min film, får du en penny."

Salen blev fyldt op.

- Kan jeg sætte mig? - Ja.

Jeg har et spørgsmål: Hvordan bliver man instruktør?

Man skal bare gøre det.

Hvis man elsker film-

og man gerne vil lave dem...

Man skal give sig selv til filmen.

Man må...

glemme sit eget liv.

Man må...

drømme om filmen, stjæle pengene-

- myrde sin tante, tage hendes penge og lave filmen.

Værsgo!

Det her er Menahem Golan.

Han er en ung instruktør, som gør sin debut-

med filmen "Eldorado".

Du taler fransk. Du skal gå herfra og derover.

Golan siger, han ikke laver kunst-

og at hans gud er publikum.

Han vil lave Hollywood-film.

Menahem Golan har fået tildelt den israelske version af en Oscar-

for filmen "Eldorado".

Han lover, det ikke bliver hans sidste.

En dag fik jeg et opkald fra Shmulik, som var Yorams far.

"Vil du hjælpe mig med Yoram?"

"Han vil ikke gå i skole."

"Han sidder bare og sælger billetter."

Yoram er min fætter.

Jeg sagde til ham:

"Send ham til Tel Aviv."

"Jeg skal gøre mit bedste."

- Godt. -

- Vi tager det om. -

- Jeg vil starte med begyndelsen. - Hvordan det?

Jeg vil vide, hvordan det startede.

Da jeg var tre år, byggede min far en biograf.

Det blev sikkert min skæbne.

For jeg kan tydeligt huske, at jeg satte plakaterne op-

- og da jeg var syv, sad jeg ved kassen.

Hver fredag udkom avisen-

- med store annoncer og billeder af filmene.

Jeg klippede dem ud og solgte dem til mig selv.

Det var ligesom et slags spil, hvor jeg solgte film.

Jeg tjente faktisk penge på det.

Yoram kom til Tel Aviv.

Han arbejdede med mig på mit selskab Noah Films.

Jeg var ved at lave filmen "Sallah Shabati".

Jeg gav Yoram det job at distribuere den.

Jeg vidste, han ville gøre brug af sine instinkter.

Når man har en lidenskab for noget-

- og får lov at arbejde med det, så er det ideelt.

Jeg slår dig ihjel! Jeg slår jer alle ihjel!

Jeg husker en ting.

Vi lavede en prøveforevisning for vores venner-

og kolleger fra branchen.

Kishon og Yoram stod op, mens vi så filmen.

Der var stille.

Der løb tårer ned ad Kishons kinder.

Han sagde: "De griner ikke."

"De griner ikke."

Jeg sagde: "Vent."

"Lad os vise den til publikum."

Filmen havde premiere i Hod-biografen.

Lige da den startede, hørte man folk grine.

Det var vores første Oscar-nominering.

- Det var en succes. - Tillykke.

Efter succesen "Sallah Shabati"-

- arbejder Menahem Golan med en ny film.

Denne gang en Hollywood-film på engelsk med amerikanske stjerner.

Den hedder "Trunk to Cairo."

Så producerede Menahem filmen "Trunk to Cairo".

Han samarbejdede med USA-

der kun investerede 75.000 dollars.

Men filmen kostede over en million.

Jeg vidste ikke, hvad vi skulle gøre.

Vores fejltagelse var at optage filmen på engelsk.

De israelske skuespillere talte engelsk i stedet for hebraisk.

Kom nu, Jabar. I morgen er en ny dag.

En israelsk skuespiller, der taler engelsk...

- taler meget gebrokkent. - Grib dem!

Filmen var en total fiasko.

Det var den første film, som vi tabte penge på.

- Hvad hedder du? - Prøv at gætte.

- Det ved jeg ikke. - Gæt nu bare.

Ester? Miriam?

- Mazal? - Nej.

Jeg ved det ikke.

Jeg var i "Dizengoffs trup".

Efter en forestilling sagde Menahem Golan til mig:

"Du skal med i en film!"

Jeg sagde: "Fint."

"Kom over på mit kontor i morgen."

Da jeg gik derind, rystede jeg over det hele.

Jeg kunne se, at han sad og læste i nogle papirer fra domstolen-

- og Menahem talte i telefon med sin kone.

"Rachel..."

"Tag det nu roligt."

"Hør radio med naboerne."

Min kone... Vi var næsten ved at blive skilt.

Jeg solgte mit hus tre gange og mit køleskab en gang.

Hvis du spørger, om jeg vil sælge min lejlighed-

for en film, så gør jeg det.

Men jeg har ikke nogen lejlighed.

Har du noget mindre dyrt?

Nej, desværre.

Jeg besøgte Menahem, mens han havde problemer.

Jeg tog alle mine sparepenge siden min bar mitzvah.

Vi skrev under på et papir i banken-

og vi blev partnere.

Gud findes, Mizrahi.

Det gør der, Mizrahi!

Så begyndte vi at lave en række-

indbringende succesfilm.

Der er flere og flere spillefilm.

Menahem Golan arbejder på...

Den nye israeliske film "Eight in the Footsteps of One"-

har lige haft premiere.

Menahem Golans film "Margo Sheli"...

Premieren af "Dalia Vehamalahim".

Filmen "Tuvia Vesheva Benotav"...

Premieren på filmen foregik i Jerusalem...

Shoshana...

- I går foreslog jeg en skilsmisse. - Det mener du ikke.

Er en isrealer brudt ud? Ingen bryder ud af mit fængsel.

- Virkelig? - Ja.

Han har sovet over. Det er Eliyahu.

- Hvad er dit efternavn? - Carasso. Jeg kender ham.

Hvad vil du have? Hvad elsker du?

Det her?

Lad være. Jeg kan ikke klare det her mere, Sammy.

Opgiver han ikke?

Nej, men han forsøger at få Mike til at give op.

Jeg valgte projektet.

Yoram tog sig af finanserne.

Han gjorde et perfekt arbejde.

Jeg var utrolig stolt af ham.

Da jeg arbejdede med Menahem, var han far-

og jeg var barnet.

Men for ham fortsatte det.

Han kunne ikke acceptere, at jeg blev voksen.

Tag den med ro. Vi klarer os.

De kompletterede hinanden.

Selv når de diskuterede med en tredje person-

- afsluttede de hinandens sætninger. De var helt ustoppelige.

Hav en hyggelig fest.

Vi holder ingen regnskaber.

Det har vi aldrig nogensinde gjort.

Aldrig.

Vi er ligesom brødre. Vi skriver under for hinanden.

Yoram og min far var ligesom et gift par.

Hvis en af dem købte en blå bil-

købte den anden en grøn.

De var begge to mine fædre.

Den ene kunne ikke klare sig uden den anden.

Vær nu stille, og lyt til Haggadah.

"Engang var vi slaver."

"Gud befriede os med en knyttet næve og en udstrakt arm."

Det her er til børnene.

Det er James Coburns agent.

- Jeg ringer til ham. - Nej, han vil tale med dig nu.

- Tag en pause. - Jeg er ved at læse.

Jeg kommer tilbage.

Jeg er aldrig blevet afbrudt midt i læsningen før.

De spillede rollerne som "den gode og den onde".

Menahem sagde: "Fint nok."

Yoram sagde: "Nej, aldrig i livet!"

- Menahem sagde: "Jeg tager ham!" -

Jeg sad bare imellem dem-

- men de havde allerede bestemt, hvor meget jeg skulle have.

Midt på dagen i kasbahen, da markedet var åbent

gik jeg rundt og var stolt

Da vi filmede "Kazablan", hyrede Menahem en masse folk-

- til en af sangene. Det var en masse teenagere.

Han sagde: "De vil sikkert bede dig om en autograf."

"Bliv inde i din vogn."

"Når du hører indledningen, kommer du ud, og så starter vi."

Så det gjorde jeg.

Der var hundredvis af unge mennesker, men ingen af dem kiggede på mig.

De så slet ikke på mig.

Han havde måske sagt noget-

- eller skræmt dem med alt sit skrigeri.

Stilhed!