Dangerous Liaisons

FARLIGE FORBINDELSER

Nå, min kære...

Hvordan falder du så til i verden udenfor?

Udmærket, tak.

Hun ved, hun skal iagttage og lære og kun svare, når hun tiltales.

Vi må se, om vi kan udtænke nogle fornøjelser til dig.

Valmont er her.

Modtager du ham?

Ja.

Ganske som du gør.

Vicomte de Valmont, mit barn...

som du antagelig ikke husker...

undtagen hans udsøgte charme...

åbner aldrig munden uden at udregne, hvad skade han kan gøre.

Hvorfor modtager du ham så, maman?

Alle modtager ham.

Madame.

Hvilken glædelig overraskelse.

Madame de Volanges. Hvor herligt at se Dem.

De husker min datter, Cécile?

Hun har udviklet sig uventet smukt.

Jeg ville aflægge visit, før jeg forlod staden.

Åh...

Det lyder utilladeligt. Hvorfor vil De rejse?

Paris i august, De ved...

Og jeg må besøge min tante.

Jeg har forsømt hende græsseligt.

Madame de Rosemonde...

har netop inviteret os til sit slot.

Vil De hilse hende hjerteligt fra os?

Det skal jeg ikke forsømme, Madame.

Vi må se at få dig hjem.

Jeg er altid i seng kl. Ni i klosteret.

Det håber jeg sandelig også.

Deres tante?

Det er sandt.

Jeg troede, hun allerede havde testamenteret Dem alle sine penge.

Ved De, hvorfor jeg indbød Dem til at komme?

Jeg håbede, det var for mit selskab.

Jeg vil have Dem til...

at udøve en heroisk bedrift.

De husker, da Bastide forlod mig?

- Ja. - Og stak af med Deres fede elskerinde?

Ja, ja.

Det har ingen budt mig før. Og næppe heller Dem.

Jeg var såmænd kun lettet.

Nej, De var ej.

Nu har Bastide i nogle år søgt efter en ny hustru.

Han var på forhånd stærkt stemt for klosteropdragede piger.

Og nu har han fundet et ideelt emne.

Cécile Volanges.

Glimrende.

Og hendes 60.000 om året.

Det er vel også indgået i Bastides beregninger.

Aldeles ikke.

Bastides altoverskyggende ønske...

er pigens garanterede dyd.

Gad vidst om jeg ikke så småt aner, hvad De vil foreslå mig?

Bastide er på Korsika resten af året.

Det burde give Dem tid nok.

Mener De...?

- Hun er en rosenknop. - Det mener De?

Og efter bryllupsrejsen...

vil han være til grin for hele Paris.

- Altså... - Ja.

Kærlighed og hævn. To ting, De sætter højt.

Nej, jeg kan ikke.

- Hvad? - Jeg kan faktisk ikke.

- Hvorfor ikke? - Det er for let.

Det er det. Hun har intet set.

Intet oplevet. Hun er dømt til at være nysgerrig.

Hun ligger på ryggen...

før man har givet hende den første buket.

Det kan snart sagt enhver mand klare.

Jeg har mit omdømme at tænke på.

Jeg kommer vist til at fortælle Dem alt.

- Det gør De da. - Ja.

Min tante er ikke alene for tiden.

Hun har en ung veninde boende.

En Madame de Tourvel.

Det er ikke Deres alvor?

At forføre en kvinde, der er kendt for sin moral...

sin fromhed, og sin ægteskabelige lykke...

Hvad kunne vel være mere ærerigt?

Der er noget nedværdigende ved at have en ægtemand til rival.

Ydmygende, hvis man taber; ordinært, hvis man vinder.

Hvor er Monsieur de Tourvel da?

Han fører forsæde i en endeløs sag i Bourgogne.

De kan næppe forvente Dem nogen sand fornøjelse af det.

Jo da.

Jeg agter ikke at nedbryde hendes forudfattede meninger.

Jeg ønsker, at hun skal tro på Gud og ægteskabets ukrænkelighed...

men dog ikke kunne beherske sig.

Fornøjelsen bliver at se hende...

forråde alt, hvad hun holder kært.

Det må De da kunne forstå.

Er "forræderi" ikke Deres yndlingsord?

Nej, nej...

"grusomhed."

Det forekommer mig at klinge mere ædelt.

- Hvorledes med Belleroche? - Jeg er tilfreds med ham.

Og han er Deres eneste elsker?

Ja.

De bør tage en mere.

Den er usund, denne eksklusivitet.

De er da ikke skinsyg?

Jo. Belleroche er Dem uværdig.

Jeg troede, han var Deres ven.

Netop. Derfor ved jeg det.

Nej, jeg synes, De bør arrangere en utroskabsaffære.

Med mig, for eksempel.

De nægter at gøre mig en tjeneste...

og forventer min imødekommenhed?

Kun fordi det er så enkelt. Det vil ikke føles som en erobring.

Jeg må følge min skæbnes vej.

Jeg må være tro...

mod mit kald.

Godt da.

Kom tilbage, når De har erobret Madame de Tourvel.

- Ja. - Og så vil jeg skænke Dem...

en belønning.

Min elskede.

Men jeg agter at kræve beviser.

Naturligvis.

Skriftlige beviser.

Det vil jeg ikke sjakre om.

Der er vel ikke mulighed for et mindre forskud?

Godnat, Vicomte.

Hvor har du været?

Tiden slæber sig af sted uden dig.

En time er som et sekel.

Vi ville komme bedre ud af det med hinanden...

hvis du bestræbte dig på ikke at lyde som en ungpigeroman.

Det er så smuk en dag. Jeg tror, vi vil spadsere.

De gik ikke til alters i dag?

Nej.

Tør jeg spørge hvorfor?

Jeg har dette frygtelige omdømme, som De måske ved.

Ja, man har advaret mig mod Dem.

Virkelig? Hvem har det?

En bekendt.

Ja, jeg har hele livet levet omgivet af umoralske mennesker.

Jeg har ladet mig påvirke af dem...

ja, har søgt at overgå dem.

Og nu?

Hvad jeg nu oftest føler, er min egen uværdighed.

Det er netop i sådanne stunder, man begynder at blive værdig.

Jeg tror også på, at man altid skal søge at forbedre sig.

Chervalier...

De kender vist ikke min kusine, Madame de Volanges.

Det er Chevalier Danceny.

Og Madames datter, Cécile.

Sig os, hvad vi skal synes om operaen.

Den er sublim, ikke sandt?

Hr. Danceny er en af de excentrikere...

der kommer for musikken.

Jeg ser frem til vort næste møde.

Charmerende ung mand...

men ludfattig, desværre.

Han er en af de bedste musiklærere i hele byen.

Måske burde du ansætte ham.

Går det godt med Madame de Tourvels pige?

Julie, det er faktisk ret kedeligt.

Det er kun for Deres skyld...

jeg orker det.

Men hvad tager man sig ellers til på landet?

Det var ikke de intime detaljer i dit liv, jeg spurgte til...

det var nærmere, om pigen har indvilget i at bringe mig fruens breve.

- Hun vil ikke stjæle brevene. - Ikke det?

De ved bedre end jeg.

Kvinder gør gerne det, de selv ønsker.

Det, at forsøge at få dem til at gøre, hvad man ønsker...

giver én hovedpine.

Og også dem.

Jeg må vide, hvem der skriver til hende om mig.

De skal ikke bekymre Dem.

Fruen tror ikke på, De går på jagt om morgenen.

Hun ville lade én forfølge Dem.

Så det er kun et spørgsmål om tid.

Det var dog skrækkeligt, som han larmer.

Nu kan han så underrette hende.

Vi skal ikke gøre det for let for ham.

Hvad er det, De foretager Dem?

Jeg beslaglægger disse ting.

Har De ikke hørt, at Monsieur Armand ikke er rask?

Jeg laver ikke lovene. Jeg gør kun min pligt.

Alle skal betale skat.

Hvor meget skylder han?

Hvor meget?

56 livres.

Betal ham.

Monsieur Armand...

Undskyld mig. De kender mig ikke.

Jo, naturligvis, hr. Vicomte.

Rejs Dem ikke.

- Det er jeg nødt til. De tager sengen. - Nej, aldeles ikke.

Ingen tager noget.

Så De kan klare Dem igennem. Jeg insisterer.

Jeg, hr...

56 livres for at redde en hel familie.