Enter the Anime

EN ORIGINAL DOKUMENTAR FRA NETFLIX

Den bedste måde at forstå japansk kulturs stoiske overflade

er ved at køre med metroen.

Den er stille.

Høflig.

Behersket.

Næste station er Akihabara.

Der er et system.

Dørene åbner til venstre.

Orden.

Så hvordan kan en kultur som denne...

...producere dette?

Tidligere i år blev jeg grebet af noget, jeg intet kendte til.

Animes mørke, underlige og skøre verden.

Manga.

Og japansk modkultur.

Som mange vesterlændinge så jeg anime som en endeløs parade af Hello Kitty'er

klædt som skolepiger, der rider på regnbueponyer.

Fantastisk, fantastisk, fantastisk!

Hvis jeg kyssede så meget røv,

ville jeg drukne mig i skam.

Men det er ofte mørkt og forskruet.

Selv Hollywood er præget af anime.

Og selvom jeg intet ved om det,

besluttede jeg mig for at blive animeekspert.

Og en bedre filmmager.

Ikke? Ikke?

Så hvad er anime egentlig?

Om du er anime-nybegynder som mig

eller en Otaku-fan, har du sikkert tænkt:

Hvordan fanden finder man på det her?

Eller det her?

Og især...

...det her?

Hvem er de kreative og forstyrrede hjerner

bag det mest innovative anime i dag?

I en kultur, hvor konformitet regerer,

kan denne livlige kunst virke problematisk.

Men kan det være en løsning?

Og til hvad?

Jeg blev nedsunket i animevideoer,

og i stedet for at finde svar mødte jeg flere spørgsmål.

Jo, Netflix hyrede mig til det her.

Men det var ikke kun et job.

Det blev en besættelse.

Jeg måtte finde animesjælen,

lirke mig ind i de geniale sind, som skaber det, og se bag sløret.

Det ville blive en episk animemission.

Spændende, ikke?

Eneste problem: Jeg er i LA.

Og jeg aner ikke, hvordan jeg gør det.

Det hele startede med Castlevania.

Det var så mørkt, underligt og smukt.

Jeg kunne ikke lade være at tænke: Hvem laver sådan noget?

Så jeg fandt ham.

Den vildeste animeskaber i LA.

Han er den digitale tidsalders Quentin Tarantino.

Men hvem er Adi Shankar?

Det sidste, jeg googlede, var tidsrejse.

Jeg er en tidsrejsende.

Fra fremtiden. Jeg er ikke fra denne tidslinje.

Hvordan gik Castlevania fra at være en...

...elsket videospilserie, der var død,

til en Netflix-serie, der blev et hit?

Jeg arbejdede med at lave film.

Nogle klarede sig ret godt.

Jeg var ikke rigtig til film.

Det, jeg gerne ville, var at skabe fanfilm på internettet.

Der var en Power Rangers og en James Bond,

som jeg udgav med en uges mellemrum.

Og ja, nogle af dem blev kæmpe viralt.

Og det var interessant, for jeg så aldrig min karriere i det lys,

men så forklarede en rapper mig det.

Han ringede og sagde: "Yo, hva' så? Det er Kanye."

Og jeg siger: "Øh? Hvad? Hallo?" Og så mødtes vi.

Rappere ser det som mit mixtape, hvilket får mig til at føle mig cool.

For jeg ser det som fanfilm, hvilket er mindre cool.

Så fanfilm førte til, at Netflix tweetede mig.

Der var faktisk en tweet, som sagde: "Kom ind til et møde."

Og det førte direkte til, at Castlevania skete.

Da jeg voksede op, vidste jeg slet ikke,

at andre kunne lide det samme som mig.

Det var ikke sejt. Folk lod, som om de ikke...

Folk, som kunne lide det, lod som om, de ikke kunne.

Og nu klæder folk sig ud som Goku.

Det er fantastisk. Jeg har en power glove, som jeg bruger.

Den kan lyse.

Da jeg voksede op i Hongkong, var der denne

vildt fantastiske anime på tv, og det var aldrig på engelsk.

Så jeg vidste ikke, hvad der foregik, men jeg elskede det.

Men en dag skulle vi lave vores egen,

og det skulle se sådan ud. Fra øjeblikket, hvor Netflix sagde ja.

Lav din skøre animeudgave af dette videospil.

Gør det.

Kevin, min partner på serien, og jeg,

vi kiggede på hinanden. Det skulle være 2D.

Det skulle være den håndtegnede stil. En hyldest til de originale.

De originale, som jeg så i Hongkong, og som jeg elskede.

Det var en kunstform.

Min familie siger, at mit arbejde er meget voldeligt.

Det er voldeligt.

Det er Mooshi. Hun er menneske, så hun forstår faktisk engelsk.

Jeg får altid den reaktion, og det er underligt.

Når folk ser Mooshi, spørger de, om det er min hund. Ja.

De spørger: "Valgte du den hund? Det er ikke din kærestes?"

Den hund har jeg altid ville have.

Jeg får altid den samme reaktion.

"Det er ikke den hund, jeg ser dig med."

Og jeg tænker: "Hvad? Hvad taler du om?"

Hvilken slags hund forestiller du dig?

En rottweiler?

En schæfer? En angrebshund?

Måske en robothund? Måske en dæmonhund?

Adi Shankar var en tidsrejsende.

Jeg ønskede, at han kunne sende mig tilbage,

til før jeg sagde ja til denne film.

Okay.

Hvad er anime?

Det bør være nemt.

Eller ikke. Hvad er kreativitet?

Hvordan får folk idéer?

Instagram er ikke spild af tid, det er inspiration. Ikke?

Ikke?

For at kende anime skal vi kende fødestedet.

En dokumentar som inspiration?

Japan, Østens anker.

Et smukt og alsidigt land.

Hvor øst møder vest.

Blandet i moderne klæder, byplanlægning og industri,

men hvor traditioner og skikke stadig gælder...

Eller ikke. Dårlig idé.

Nej. For at forstå anime måtte vi tage til Japan.

For at møde de forstyrrede hjerner.

For at møde de største navne i branchen.

Gå direkte til kilden. Hovedåren.

Hvad gør Japan til dets fødested?

For at forstå anime

skal vi dykke dybt i japansk kultur

og nuancerne i måden at leve på.

Hvordan gør vi det? Mad!

Min yndlingsting ved Tokyo er maden.

Jeg interviewede en anden gourmet og animeskaber,

som tager japanske animeingredienser

og serverer en multikulturel animeret.

Hejsa! Jeg er Sam.

Rart at møde dig. Jeg er Sam.

Hejsa! Mit navn er Sam.

Hej der! Mit navn er Sam.

Hejsa, mit navn er LeSean Thomas.

Hej, jeg er LeSean.

Hej, jeg er LeSean Thomas.

Hej, jeg er LeSean.

Hej, mit navn er LeSean Thomas.

#Halløjsa

Efter IT-boblen bristede i New York var det svært at finde arbejde.

CANNON BUSTERS-SKABER

Så jeg illustrede tegneserier som freelancer.

At være sammen med andre kunstnere og skabere, som er

virkelig gode og bedre end mig, inspirerer mig.

Jeg er stor fan af samarbejde,

derfor er jeg tiltrukket af animationsskabelse.

Jeg elsker at arbejde i et rum med virkelig dygtige folk.

Det tvinger mig til at blive bedre.

Jeg begyndte at se japanske animerede TV-serier

på VHS-bånd ulovligt optaget i Chinatown.

Det var undergrund den gang.

Jeg tog en lille del af alt, jeg elskede,

for at skabe Cannon Busters.

Musikken i Cannon Busters er et mix af jazz, filharmonisk og popmusik.

Cannon Busters' stil er påvirket af en fusion af ting,

som jeg konsumerede som ung i 90'erne og de tidlige 80'ere.

Roadserier, eventyr, japansk rollespil,

Final Fantasy, Secret of Mana.

Dette projekt var en perfekt mulighed for at kombinere de elementer.

Min favorit i Cannon Busters er Sam,

som er et akronym for Special Associate Model.

Hun er en kongelig, højprofileret venskabsrobot.

Hun har lidt OCD, hun er uskyldsren og ser kun det gode i folk.

Der er ingen karakterer i Cannon Busters, som er baseret på mig.

Jeg er ikke en af de skabere, der putter mig selv i arbejdet.

Jeg kan lide at skabe distance mellem mig og publikum.

Jeg føler, at japansk animation

som et medie og kunstform er et ægte genreblandet medie.

De har animation for børn,

for unge drenge og piger, teenagere, voksne og porno.

Jeg føler mig ikke udenfor. Jeg føler mig som

en gæst så at sige.

Japansk animation var min vej til japansk kultur.

Det er noget, jeg har dyrket, siden jeg var dreng,

og jeg vidste alt om Tokyo fra japansk animation og tegneserier,

før jeg kom her.

Fakta: Japan bruger mere papir til at printe manga, eller tegneserier,

end de gør på at lave toiletpapir.

Enten skal japanerne indtage flere fibre,

eller også er det pissemange tegneserier.

Anime, og manga som inspirerer det, er ikke bare popkultur. De definerer det.

I animes gyldne dage

var animatorer og mangakunstnere som konger.

Eller for at være mere geografisk korrekt: Kejsere.

Tænk på dem som skabere.