All About Me (Der Junge muss an die frische Luft)

Måske skulle jeg have anstrengt mig mere.

Hans-Peter! Bliv nu her!

"Så kan man klare en hel del," siger morfar Willi. Og han må vide det.

Efter krigen gik han 300 kilometer gennem sølet med sine kammerater.

Han fandt hjem og gik direkte ind i mormor Ännes butik i Recklinghausen.

Tanken om hans Änne havde holdt ham i live, siger morfar.

Man kan klare alt, hvis man ikke giver op.

Måske skulle jeg have anstrengt mig mere.

Min lille ven, min lille ven

De gamle dage er forbi, om man så griner eller græder.

Det her er min mor, Margret Kerkeling.

- Hej. - Godmorgen.

Hun ville hellere have haft en pige, men det kunne jeg ikke være behjælpelig med.

Muh, siger koen. Muh!

Arrivederci, Hans, det var den sidste dans.

Da jeg var lille, boede vi alle på landet hos farmor Bertha.

Der kunne jeg gøre, hvad jeg ville. Og jeg vidste tidligt, hvad jeg ville.

Mor, jeg vil i fjernsynet ligesom ham der.

Godaften, mine damer og herrer.

- Hej, venner! - Hej, Ilja!

Godaften, mine damer og herrer. Hej, venner!

- Hej, Hans-Peter. - Hej.

Mormor Änne havde en butik midt i Recklinghausen.

Mens andre var i børnehave, tilbragte jeg mine formiddage der.

Fru Schwalliks hunpuddel har dårligt hjerte.

Hun har ikke langt igen.

Det er virkelig tragisk. Altså, når hun dør…

Fru Schwalliks hunpuddel har meget dårligt hjerte.

Spørger De mig, har hun ikke langt igen.

I vores familie var det mormor Änne, der stod for al balladen.

Og farmor Bertha for alt det andet.

Han kommer med guld…

Ud over bedsteforældrene var der et hav af festglade familiemedlemmer-

- og de slog sig løs ved enhver given lejlighed.

Den dag jeg blev født, hældte de så meget på min far-

at jeg nær var blevet faderløs.

Ind på fortovet!

Men ellers drak min far aldrig.

Han er snedker, og han arbejdede meget.

For det meste i andre byer.

Det var oftest sådan her, min mor, min bror, Matthes, og jeg så ham.

Kom, vi går ind og spiser morgenmad.

Du er ikke alene

Når du drømmer i aften

Du er ikke alene.

Løb, Fipsi. Løb.

Du synger så smukt, Margret.

Du skulle være blevet sangerinde.

- En rotte! - Det er jo bare Fipsi.

Du kan vente dig!

- Du kan ikke fange mig! - Jo, jeg kan.

Overgiver du dig?

Jeg overgiver mig!

Da jeg var syv, flyttede vi til byen, fra den ene bedstemor til den anden.

- Den med leverpølse er til Matthes. - Vi har jo lige spist morgenmad.

- Tak. - Åh, Margret…

- Hvad skal du gøre uden din have? - De flytter til Recklinghausen.

Det er kun et kvarter herfra i bil.

- Farvel, Hermann. - Hav det godt.

- Sig til, hvis I mangler noget. - Farvel, farfar. Vi ses snart, ikke?

- Går det? - Ja.

- Har du nøglerne? - Dem har Willi. Han lukker op for os.

Har jeg nu pakket den gule kasse?

Nu græder farfar også.

- Kom nu, morfar. Fipsi er tung. - Nu ingen brok. Du får stærke arme.

- Til højre ud i køkkenet. - Pas på hjørnet.

- Hvor skal den her hen? - Foreløbig herind i stuen.

Det skulle have været færdigt.

- Hvor er toilettet? - På trappen.

- Hvorfor har I toilet og ikke os? - Fordi vi har fået det lavet.

- Og hvorfor har vi ikke det? - Det er ikke blevet renoveret længe.

Der er børn, mor! Hvem er de børn?

- Det store værelse er mit. - Hvad? Jeg skal lige se det først.

Kommer du ind og får kaffe?

I gamle dage virkede haven større.

- Fordi du stadig var en lille pige. - Den var også smukkere.

Den bliver smuk igen. Fordi du er tilbage.

- Tror du det? - Ja.

Jeg kan se, hvordan alting blomstrer. Lige så smuk som i Bockholt.

Nu kan jeg også se det.

Se et stort hus, vi to har nu. Det er alt sammen vores.

- Hvor har du den fra? - Jeg har fundet den.

- Hvad er det, I har der? - Ikke noget.

Det her er Hans-Peter. Han er lige flyttet hertil fra Bockholt.

- Han er ret tyk. - Vil I tage godt imod ham?

Du kan sætte dig ved siden af Gabi. Der er en ledig plads.

Sådan en jakke havde min farfar også, men… han er jo en dreng.

Vi begynder med regning og fortsætter med sidste uges multiplikationsstykker.

Kan nogen af jer huske dem?

- Flyt jer, piger! - I bliver blæst væk!

I synker i havet og bliver aldrig fundet igen!

Vi taber ikke mod sådan nogle krystere! Vi er stærkere end jer!

I går under!

Hvem er det?

- Han ser underlig ud. - Det må du nok sige.

- Men også ret sjov. - Jeg står altså lige her.

Du må godt være med, nu du er her.

Vi leger "Brødrene Cartwright". Du kan være Hoss.

- Okay! Hvem kæmper mod hvem? - Pigerne mod drengene!

Hvad laver de?

- De skal op på taget. - Vi burde have ventet med flytningen.

Håndværkere skal bebos ud af huset. Og så får du det, som du vil have det.

- Hvad med toilettet og vinduerne? - Vi tager det lidt efter lidt.

Hold nu op, Margret. De tester bare sirenerne.

Hvem kommer først hen til aviskiosken?

- Sabine! - Jeg har dig!

- Sabine! - I kan ikke fange mig!

Sabine!

- Jeg vinder igen. - Du skal altid prale.

Hans-Peter?

- Vil du have en hest? - Hvad?

- Jeg spørger, om du vil have en hest? - Ja!

Spørg Matthes, om han også vil have en.

- En hest? - Nej…

Mor, må jeg få en ridetur?

- Se en lille én, mor. - Det er en Haflinger.

Du kan give den en sukkerknald. Du skal holde hånden strakt.

- Ville den her ikke være noget for dig? - Den er for stor, mor.

- Han har aldrig siddet på en hest. - Det lærer Marion ham. Ikke?

- Jo, det er pærelet. - Den er sød.

- Den er på vej til slagteriet. - Vil du have den?

- Den kan ikke være i haven. - Nej, vi må have noget større.

- En ranch? - Noget i den dur.

Må jeg invitere børn med derud?

Skal vi hente dem i hestevognen derovre?

Ja!

- Se lige, hvor de glor. - Hvad siger du så, Albert?

- Hej, fru Strecker. - Hej!

- Det må jeg nok sige. - Næste gang må De køre med.

Det her har jeg altid gerne villet.

Gør bare, hvad du vil, Hans-Peter. Tag dig ikke af, hvad folk siger.

- Halløj! - Se!

Der var den.

Snyd!

- Vil du have et stykke? - Nej.

- Jeg vil have det der. - Nå!

Dejligt med en kvinde, der kan lide at spise. Kom her.

De kommer nu!

- Der kommer han! Ja! - Nej!

- De kommer nu! - Endelig! Halløj!

- Hej! - Hvor ser I fine ud!

- Halløj! - Hans-Peter!

- Hej, mor! Hej, tante Veronika! - Endelig! Vi har ventet i en halv time.

- Kan man også ride på Bubi? - Man kan også sætte sig op foran.

- Kan du ride? - Nej, ikke endnu.

- Hvilken en er din hest? - Den sorte. Bubi.

- Fru Rädeker løb efter hestevognen. - Jeg kan lige se det for mig.

Så er det nu, Hans-Peter. Sæt dig op på din hest.

Kom.

Hvordan skal han komme derop?

Det kan han sagtens. Matthes, kom lige og hold hesten.

- Det går ikke. - Så kom og hjælp til, du.

- Et, to… - Det her skal jeg se.

Kunne I ikke have købt noget mindre? En pony eller noget?

- Hold op med at hive i mig! - Så hjælp til.

- Op med benet. - Du holder jo fast i det.

- Pas nu på, min skat. - Hiv til.

- Så er du oppe… Hvad laver du? - Den er altså glat, morfar!

- Hold op med at grine. - En, to… Kom så.

Ja, og vil man så være ufrivilligt sjov-

- eller vil man helt bevidst spille på sin pinlige fremtoning?

Jeg besluttede mig for det sidste. Det var et nemt valg.

Han er oppe!

Så er det min tur.

- Du falder af! - En verdenssensation!

Jeg kan godt!

Langsomt frem, og stop så op, så Krähwinkel landstorm kan følge trop.

- Fundet! - Du kan vente dig!

Pas på!

- Alles fjende, Guds ven. - Ja, flot. Det klæder dig, mor.

- Hvad skal Matthes være? - Cowboy igen.

- Jeg vil være prinsesse. - Stangvarer fås ikke i hans størrelse.

- Gertrud må sy noget til ham. - Han kan da ikke være prinsesse.

- Hvorfor ikke? - Hvad mon folk siger?

Ja, dem tager vi. Så kan du være monster.

Jeg vil være prinsesse. Jeg er ligeglad med, hvad folk siger.

Du klæder dig også ud som fluesvamp, og ingen siger noget. Det er karneval.

Fint. Så kig dig i spejlet.

- Skal vi se at komme af sted? - Hjertens gerne.

- Jeg er klar. - Gertrud… Fantastisk.

- Hvordan er det, du ser ud? - Fy, fy! Gå Deres vej, tølper.

Matthes…

Se lige… Det er Hans-Peter. Han er klædt ud som pige.

- Hvad griner I af? - Kom nu, Sabine.

Kom indenfor, børn. Det er længe siden.

- Og du genkendte os straks. - Kun lige.

- Kom, lillemor. - Ja, fluks.

Halløj! Lisbeth, gamle ven. Dit kostume er som altid det bedste.

- Du er jo lige til at spise, skat. - Jeg er giftig.

- Hvad drikker vi? - Sekt?

Du er jo en prinsesse, min skat. Hej.

- Kan jeg hjælpe med noget? - Jeg ser lige til drengene.

Hvorfor går Hans-Peter så gerne i kjole?

Fordi han synes, det er sjovt.

Når det går løs med pigerne, bliver det slut med det.

Hans-Peter forbliver ungkarl. Forstået?

Bare så du ikke siger noget dumt foran knægten.

Ja, ja.

Tante Lisbeth?

- Har du egentlig også hår? - Selvfølgelig har jeg da hår.