TÁR

- hvornår stod hun op? - s var sammen med hende

- hun er en morgenmand - hun er plaget

så du mener, hun har en samvittighed

måske

så elsker du hende stadig

Er du klar? Tag dig ikke af mikrofonen.

Bare lad, som om den ikke er der. Syng, som om den ikke er der.

- Er du klar til dem? - Ja.

Så går vi.

Hvis I er her, ved I allerede, hvem hun er.

En af vor tids vigtigste skikkelser inden for musikken.

Lydia Tár favner bredt.

Hun er uddannet koncertpianist fra Curtis Institute -

og elitestuderende fra Harvard.

Hun skrev ph.d. i musikvidenskab ved Wiens Universitet -

- med speciale i de indfødtes musik i Ucayali-dalen i det østlige Peru, -

- hvor hun tilbragte fem år blandt Shipibo-Konibo-folket.

Tár indledte sin karriere som dirigent -

- hos Cleveland Orkestret, et af de såkaldte "Fem Store".

Efterfulgt af en række store stillinger herunder ved Philadelphia Orkestret, -

- Chicago Symfoniorkester og Boston Symfoniorkester, -

- inden hun endelig tilsluttede sig vores egne New York Filharmonikerne.

Sammen med sidstnævnte arrangerede hun flygtningekoncerterne i Zaatari, -

- som blev overværet af over 75.000 mennesker.

Hun er blevet særlig kendt for at bestille moderne værker -

- af blandt andre Jennifer Higdon, Caroline Shaw, -

Julia Wolfe og Hildur Guðnadóttir.

Og hun har lagt vægt på at opføre dem sammen med anerkendte komponister.

Hun er citeret for at sige: "Komponisterne har en samtale."

"Og den er ikke altid høflig."

Lydia Tár har også skrevet musik til teater og film.

Hun er rent faktisk en ud af kun 15 såkaldte EGOT'er, -

- som er dem, der har vundet alle de fire store underholdningspriser.

En Emmy, en Grammy, en Oscar og en Tony.

Som man kan tænke sig, er det en utrolig kort og strålende liste, -

- som indbefatter Richard Rodgers, Audrey Hepburn, Andrew Lloyd Webber -

og naturligvis Mel Brooks.

I 2010 grundlagde hun og Eliot Kaplan Accordion-dirigentstipendiet, -

- som fremmer kvindelige dirigenters udvikling og præstationer -

- og giver mulighed for ophold hos store orkestre over hele verden.

I 2013 udnævntes Tár til hoveddirigent for Berliner Filharmonikerne -

- efter Andris Davis, og hun er blevet der lige siden.

Som sin mentor, Leonard Bernstein, har Tár en forkærlighed for Mahler -

- og har indspillet hans ni symfonier i løbet af sin tid hos De Fem Store.

Men hun har ikke fuldført cyklussen med et enkelt orkester før nu.

Berliner Filharmonikerne har indspillet otte af Mahlers symfonier med hende -

- og har gemt den store femte symfoni til sidst.

På grund af pandemien måtte koncerten aflyses sidste år.

Men i næste måned vil Mahlers femte symfoni blive indspillet live -

- og fuldføre cyklussen, som vil blive udgivet i et bokssæt -

- af Deutsche Grammophon lige inden Mahlers fødselsdag.

Som om det ikke er nok, vil hendes nye bog, "TÁR om TÁR", -

- blive udgivet af Nan Talese på Doubleday lige inden jul.

Perfekt til at komme i julesokken, især hvis sokken er meget stor.

The New Yorker byder dig velkommen. Tak, fordi du er kommet.

Tak, Adam.

Lydia, jeg kunne ikke ...

Jeg kunne ikke undgå at bemærke, at du krympede dig lidt.

Glemte jeg en fantastisk præstation, eller er du lidt forlegen -

- over de utroligt forskelligartede bedrifter, du har udrettet?

I dag er "forskelligartet" et fyord.

Vi lever i specialisternes tidsalder.

Hvis man prøver at gøre flere ting, bliver der tit set skævt til en.

- Alle kunstnere bliver sat i bås. - I allerhøjeste grad.

Tror du, der vil komme et tidspunkt, hvor den klassiske musikverden -

- vil holde op med at skelne mellem kunstnere ud fra deres køn?

Jeg er nok den forkerte at spørge, da jeg ikke læser anmeldelser.

- Aldrig? - Nej.

Men det er sært, at nogen har følt det nødvendigt -

at erstatte "maestro" med "maestra".

Vi kalder ikke kvindelige astronauter for astroninder.

Men hvad angår kønsdiskrimination, har jeg ikke noget at klage over.

Det gælder også Marin Alsop, JoAnn Falletta, -

- Laurence Equilbey og Nathalie Stutzmann.

Vi har så mange utrolige foregangskvinder.

Kvinder, som gjorde det hårde arbejde.

Hvor spændende. Kan du ... Hvem for eksempel?

Selvfølgelig. Først og fremmest Nadia Boulanger.

Det ville være det gode eksempel.

Det triste eksempel ville være Antonia Brico, -

- som efter alt at dømme var en utrolig dirigent, -

- men blev begrænset til den uspændende rolle som "gæstedirigent" -

og behandlet som andenrangs.

Fik hun aldrig mulighed for at dirigere et stort orkester?

Jo, hun dirigerede Berliner Filharmonikerne og Metropolitan, -

men igen kun som gæstedirigent.

Dengang vakte køn stort postyr. Men tiderne ændrer sig heldigvis, -

- og Paulus' omvendelse er, om ikke fuldendt, så godt på vej.

Det må man sige. Den er faldet af hesten.

Kan vi tale lidt om fortolkning?

Jeg tror, at nogle stadig opfatter dirigenten som en menneskelig metronom.

Det er til dels sandt.

Men at holde takten er ikke let.

- Der er vel meget mere i det. - Det vil jeg håbe.

Men takten er det vigtigste.

Takten er altafgørende for fortolkningen.

Man kan ikke begynde uden mig. Jeg starter uret.

Min venstre hånd former, -

- men min højre hånd, den anden hånd, markerer takten og fører den fremad.

Men modsat et ur standser min anden hånd nogle gange, -

hvilket betyder, at takten standser.

Illusionen består i, at jeg reagerer på orkestret her og nu -

- og vælger det rette øjeblik til at begynde igen -

eller opgive takten fuldstændig.

Men i virkeligheden ved jeg alt om takten fra starten, -

- og præcis hvornår I og jeg vil ankomme til vores endemål sammen.

Jeg gør kun ægte opdagelser under prøverne. Aldrig til koncerterne.

Det er et svært spørgsmål, men hvis du skulle nævne én ting, -

- som Bernstein gav dig, hvad ville det så være?

Kavanah.

Det er hebraisk for at fokusere på betydningen eller hensigten.

Hvad prioriterer du og komponisten, og hvordan supplerer det hinanden?

Kavanah. Det ord vil nok have en noget anden betydning for publikum.

Det tænker jeg nok.

Er det korrekt, at der ikke altid har været en dirigent i klassisk musik?

Jeg har læst, at det længe faktisk var førsteviolinisten.

Uanset om de havde interesse eller evner for det.

Hvornår ændrede det sig, og hvem ændrede det?

Den franske komponist Jean-Baptiste Lully, -

- som efter sigende brugte en enorm, spids stav -

til at banke tempoet i gulvet.

Jeg forestiller mig ikke, at musikerne brød sig om det.

Den teknik sluttede til en koncert, -

- da Lully kom til at stikke sig selv i foden med den og døde.

Ja, af koldbrand.

Nå, men ...

Men dirigenten bliver væsentlig,

da ensemblerne bliver større.

Vi vender tilbage til Beethoven igen.

Den begynder ikke med en ottendedelsnode.

Nedslaget ... Det er tavst, ikke?

Så nogen måtte starte uret.

Nogen måtte plante deres flag i sandet og sige: "Følg efter mig."

Og da det var Lenny, -

- blev orkestret ført på en fantastisk fornøjelsesrejse.

For han kendte musikken, især Mahler, bedre end nogen anden.

Og han legede ofte med formen. Han ville have orkestret til at føle, -

- at de aldrig havde set endsige hørt eller spillet noget af den musik.

Han gik radikalt til værks, såsom at se bort fra tempo primo -

- eller at afslutte en frase molto ritardando , uden det var angivet.

- Overdrev han? - Nej, slet ikke.

Han fejrede sin opdagelse.

Du sagde før, at dine opdagelser finder sted under prøverne.

Hvornår begynder den proces igen?

- Vi begynder på mandag. - Med det samme?

I den her handler det om at prøve at spå om Mahlers hensigt.

Vi ved meget om det i hans andre symfonier.

Han var så inspireret af Rückerts digte, -

- at han i årevis ikke satte musik til andre.

Men det ændrer sig med den femte. Den femte er en gåde.

Den eneste ledetråd, han efterlader, findes på omslaget til manuskriptet.

Tilegnelsen til hans nye hustru, Alma.

Så hvis man skal være partner med Mahler i hans femte symfoni, -

- må man først prøve at forstå det yderst komplekse ægteskab.

Har du en anden opfattelse af det ægteskab, end Bernstein havde?

Du nævnte mit etnografiske feltarbejde i Amazonskoven.

Shipibo-Konibo-folket modtager kun en icaro eller sang, -

- hvis sangeren er på samme side som den ånd, der skabte den.

På den måde smelter fortiden og nutiden sammen.

Det er to sider af den samme kosmiske mønt.

Den opfattelse af troskab giver mening for mig.

Men Lenny troede på teshuvah.

Talmuds kraft til at gå tilbage i tiden -

- og forvandle betydningen af ens tidligere handlinger.

Så da han opførte Adagietto-satsen til Robert Kennedys begravelse, -

- varede den 12 minutter. Han behandlede den som en messe.

Lytter man til en optagelse, kan man fornemme tragedien og medfølelsen.

Og den fortolkning gjaldt for Mahler senere i livet, -

- da hans karriere gik skævt, og Alma forlod ham til fordel for Gropius.

Men som jeg sagde tidligere, så handler det om takten.

Og dette værk blev ikke skabt i smertefuld tragedie.

Det blev skabt i nyforelskelse.

Og derfor valgte du ...

Kærlighed.

Men præcis hvor langt?

Syv minutter.

Jeg blev meget grebet af det, du sagde til Adam om ...

... fortolkning og specielt om følelser.

Og at du valgte kærlighed.

Man siger jo, at man skal lade publikum om at græde, men ...

... bliver du nogensinde overvældet af følelser, når du står på podiet?

Ja, det sker af og til.

I nogle værker bliver ens forventninger forløst, -

- og nogle passager er så utrolige, at når jeg dirigerer, -

- er det ikke, fordi jeg har hastværk, men jeg glæder mig til den passage.

Det sker hver gang.

Så det er både fysisk og psykisk.

Det må tage flere timer at falde ned igen.

Bagefter siger man ting, man ikke kan huske.

At sove er umuligt.

Det lyder som mit første år på Smith.

Hvilket værk påvirker dig sådan? Jeg så dig!

Jeg så dig dirigere "Le Sacre du printemps" på Metropolitan sidste år.

Det var utrolig stærkt.

Mange tak.

Det er de 11 pistolskud, et primtal, -

- som både betegner offer og gerningsmand.

Først da jeg dirigerede det, indså jeg, at alle er i stand til at begå mord.

- Det er en utrolig flot taske. - Tak. Dejligt, du kan lide den.

Det kan jeg.