Foo Fighters: Back and Forth

Vi må tilpasse os de skiftende tider...

...udføre embedet som præsident for de forenede stater...

Jeg udfordrer en ny generation af unge amerikanere...

Min største fantasi som ung var,

at være til koncert med mit ynglings band,

og nogen ville sige,

"Desværre, bandet kan ikke spille, trommeslageren har brækket benet."

"Med mindre der er nogen, der kender alle numrene..."

Så ville jeg hoppe op og være den bedste trommeslager nogensinde.

Det fantaserede jeg om.

At lave musik med Nirvana, var så simpelt og rent og rigtigt.

Kurt var en fantastisk lyrikker og sanger, og han skrev meget simple sange.

Det jeg lærte om sangskrivning af Kurt, kunne jeg ikke have lært af andre.

Nevermind udkom næsten et år efter at jeg kom med i bandet.

Den her sang hedder "Smells Like Teen Spirit".

Før Dave kom med i bandet, fik jeg en besked fra Kurt,

"Vi har den bedste trommeslager i verden. Han er sindsyg, mand."

En uge senere i LA ankommer jeg til øvelokalet, og Dave kom op - tynd og med langt hår,

"Jeg hedder Dave. Fedt at møde dig." Han var fuld af energi.

Jeg sagde, "Spil nogle sange for mig."

Og de spillede "Teen Spirit". Dave lavede... og det slog benene væk under mig.

Alle fortalte os hvor gode vi var, men ingen af os troede på dem.

Vi troede aldrig, at vi skulle sælge en million albums.

Ingen af os vidste hvor meget det ville ændre vores liv.

Men de lød fantastiske, og at de havde skrevet nogle slagkraftige sange.

Vi vidste at der var gang i noget, for stemningen til koncerterne ændredes.

De gik fra at være fyldt med cool, hipster, undergrunds folk -

til at sportsidioter kom til koncerterne.

Det var det første der slog mig. "Der er sportsidioter her."

"Kan de li' vores musik? I plejede at tæske mig for at høre den slags musik."

Ligesom alle andre var jeg stor fan af Nirvana,

og jeg læste et interview med Kurt hvor han nævnte at de skulle være en kvartet.

Jeg tænkte straks, "Dér er min indgangsvinkel."

Pat var med i et legendarisk punk band der hed The Germs.

Der fandtes ikke nogen vildere end The Germs.

De var pisse ligeglade.

Pat tropper op i Seattle, og vi alle måber bare,

"Det er Pat Smear fra The Germs."

"Er han stadig i live?"

"Nirvana indtager scenerne med Pat Smear, der får det høje til at lyde højere."

Dagen før vi skulle øve, så jeg mit billede på MTV,

"Nirvana har en ny guitarist, Pat Smear."

Og jeg var li'som, "Det er virkeligt."

Jeg tror ikke Kurt ville være en stor rock stjerne.

Og jeg tror ikke han kunne håndtere, hvor kompliceret det blev.

Ingen var tilfredse med turnéen eller bandet.

Kurt besluttede sig for at tage en pause, selvom vi var på en stor turné,

som vi ikke kunne komme ud af uden at blive sagsøgt.

Vi havde fri halvanden uge, og jeg valgte at flyve hjem.

Kurt tog til Rom, og mødtes med sin kone, Courtney Love.

Jeg er Tabitha Soren, med MTV News.

Nirvanas forsanger, Kurt Cobain, blev indlagt fredag morgen i Rom...

Jeg ser i fjernsynet, at Kurt bliver kørt væk i en ambulance.

Jeg tog til hospitalet med ham, uden at vide hvad jeg skulle gøre.

Siger jeg, "Det er Kurt Cobain, tag jer af ham, stor stjerne,"

eller siger jeg, "Det er bare en fyr, ring ikke til pressen."?

Jeg brugte, "Det er Kurt Cobain. Stor stjerne, gør noget."

En talsperson for Nirvana fortalte at Kurt reagerede på sit navn, åbnede sine øjne og holdt sin kones hånd.

Vi snakkede i telefon da han kom hjem, og jeg fortalte ham,

"Jeg vil ikke have at du dør, okay?"

Han undskyldte meget, "Det var en fejltagelse."

"Jeg tog nogle piller, drak champagne. Det var bare en stor fejltagelse."

Jeg fik en besked fra Kurt, men jeg var ikke hjemme og kunne ikke hjælpe ham.

Og det var sidste gang jeg hørte fra ham.

Da jeg fandt ud af, at han havde begået selvmord...

var jeg næsten lammet.

Jeg vidste, at han var død. Men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle føle.

Kurt Cobain, en sød og talentfuld mand, død i en alder af 27 år.

Vi sender vores medfølelse til Courtney Love, et-årige Frances Bean Cobain,

Dave Grohl, Kris Novoselic og Pat Smear.

Vi vidste at Kurt ikke havde det godt, men havde ikke forventet hvad der skete.

Selvom nogen kører på pumperne, tror man ikke at de begår selvmord.

Det var forfærdeligt.

Jeg ville ikke spille musik efter Kurts død. Jeg ville ikke spille trommer.

Da Kurt døde, var det ikke bare min ven der døde.

Det var som om hele min verden døde sammen med ham.

Så jeg trak mig tilbage.

På et tidspunkt blev jeg endelig motiveret igen.

"Jeg skal ud af den her dvale jeg har været i de sidste otte måneder."

Jeg besluttede at tage mine yndlings sange,

som jeg havde skrevet de sidste fire-fem år, og som ingen havde hørt,

og indspille dem i et studie lidt længere nede af gaden.

Det var spændende, for jeg gjorde alting selv.

Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde brug for at gøre noget.

Jeg bookede en uge i studiet, og til sidst stod jeg med en kassette.

Jeg tænkte, "Jeg sætter ikke mit eget navn på."

"Folk tror det bare er et band."

"De ved ikke, at det er ham fra Nirvana."

Mens jeg optager får jeg et opkald. Tom Petty vil have mig til at spille med ham.

Han er en af mine helte.

Jeg havde mulighed for at komme med i hans band.

Jeg måtte vælge.

Skulle jeg spille trommer med Tom Petty, eller skulle jeg starte helt forfra,

og være forsanger og guitarist i et band,

gøre noget jeg aldrig havde prøvet før?

Tro mig, det var ikke nemt at sige nej til Tom Petty.

Det var ikke en nem beslutning.

Jeg kan stadig se min hånd lægge telefonen på, og tænke,

"Okay, lad os se hvad der sker."

Der var et band i Seattle der hed "Sunny Day Real Estate".

En ven fortalte mig, at de skulle spille et show,

og at det ville være deres sidste, da de var ved at gå hver til sit.

Mit band gik i opløsning samtidigt med at Dave ledte efter et nyt band.

Vi var gået fra hinanden mens vi var på turné.

Vi ville ikke gøre det mere, men havde allerede booket turnéen,

og det ville være vores sidste optræden.

Ironisk nok var det vores første turné, hvor folk mødte op.

Jeg så dem spille, velvidende at det var deres sidste gang sammen.

Jeg synte at de havde en rigtig god rytmesektion.

Jeg gav dem kassetten, "måske kan vi jamme sammen."

Dave var den første berømthed jeg mødte.

Han var lige stoppet med Nirvana, og det var stort.

Jeg husker første gang Nate, William og jeg jammede.

Det var i Williams forældres hus.

Vi sad i deres køkken og Dave spurgte os, om vi ville være med i et band.

Jeg sagde, "Ja, for helvede da!"

Det var svært for mig, at spille foran et publikum.

Jeg sagde til Dave, at jeg ikke mente at jeg skulle gøre det.

Dave sagde, at det var derfor jeg var den rigtige person til at gøre det.

Jeg ved ikke hvad det betød, men det overbeviste mig.

Dave nævnte at han ville have endnu en guitarist, og at det burde være Pat Smear -

- som William og jeg kendte fra Nirvana og The Germs.

Dave kom over og gav mig en kassette.

Jeg hørte den fra start til slut, og syntes at det hele var rigtig godt.

Jeg havde intet imod Pat, jeg kendte ham ikke.

Men han boede i Los Angeles, og jeg følte at det var skørt.

Jeg havde altid ment, at man var i et band med sine venner som man så hver dag.

Efter skole ville man være sammen i en eller andens kælder.

Det kan man bare ikke, hvis den ene bor i Los Angeles.

Pat kom op, vi spillede og han var bare perfekt,

så jeg kom over det med Los Angeles.

Jeg tror jeg prøvede at overtale ham til at flytte til Seattle.

Vi kom alle fra bands, der var stoppet før deres tid.

Vi snakkede ikke om vores gamle bands.

Jeg syntes det var et følsomt område.

Kurt havde kun været død et år, og jeg ville ikke snakke om det.

Vi kom med i det her band på en måde, så det hjalp os med tabet af vores gamle bands.

Jeg kan huske, at Dave sagde, at det skulle være sjovt.

"Lad os snakke om tingene. Ingen drama."

"Det skal ikke være fuld af stress. Vi skal ikke tournere os ihjel."

Hvilket jeg syntes om.

Vores første turné var med Mike Watt.

Han er en legendarisk punk bassist, og han spurgte om jeg ville tournere med ham.

Jeg sagde, at jeg ville spille med ham, hvis mit band kan varme op for ham.

Eddie Vedder, fra Pearl Jam, havde gjort det samme.

Så vi lavede en turné, hvor Eddies andet band -

de hed Hovercraft, og mit band, Foo Fighters,

varmede op for Watt, og derefter var vi alle i hans band.

Musikerne roterede. Hver sang havde en forskelligt opstilling.

Istedet for at købe en bus til turnéen... "Lad os få en varevogn".

Jeg har aldrig været på en bus turné, så det var indlysende, "Ja, lad os få en varevogn",

"Køber vi bare en ny? Fedt."

Vi spillede seks shows om ugen, foran 300 til 600 mennesker,

og Foo Fighters tjente 500 spir pr. show.

Som turnéen skred frem, blev stederne større,

og vi begyndte at føle en dejlig, men underlig form for pres.

Der var meget fokus, for det var Daves første turné efter Nirvana.

En masse Nirvana fans kom til koncerterne.

De kendte ikke sangene, for de var ikke udgivet endnu.

Der var en Nirvana sang der hedder Marigold, som Dave skrev og havde sunget.

Det var det eneste de kunne råbe efter mens vi spillede.

Man kunne bare høre, "Marigold!"

Marigold! Marigold! Marigold!

Hold kæft!

Vi spillede den aldrig.

Det må have været underligt for Dave.

I butikkerne i tirsdags, årets mest omtalte udgivelse,

fra Nirvanas trommeslager Dave Grohls nye band, Foo Fighters,

som henrykkede publikum under Mike Watts seneste turné.

For mig var det meget stort da albummet udkom,

fordi, istedet at indspille det som et band, brugte vi det som jeg havde indspillet.

Den kassette. Den var det første album.

For første gang på netværks TV, damer og herrer, Foo Fighters.

Og vinderen er...

Foo Fighters, Big Me.

Jeg håber denne pris kan være en afslutning på...

Lad vær' med at kaste Mentos efter os.

Der var en masse interviews og Dave ville ikke tale om Nirvana.

Alle spørgsmål vedrørte Nirvana.

Du kan sikkert forestille dig det. "Handler den her sang om Kurt?"

Uanset hvilken sang det var. "Handler den her sang om Kurt Cobain?"

Den sang handler ikke om Kurt Cobain, men jeg skylder ham en masse...

Hvordan er det, at være med til et interview, og ikke blive stillet et eneste spørgsmål?

Fint med mig, for jeg ville ikke svare på spøgsmålene.

Det er et helt andet band. Jeg sammenligner dem ikke...

Der var nogen der virkelig væmmedes over, at jeg startede det her band.

"Hvor vover du at starte et nyt band."

"Hvorfor besluttede du, at lave musik der lyder som Nirvana?"

"Vent lige lidt, mener du rock guitarer, bækkenslag og store trommer?"

"'Fordi det er det jeg laver. Jeg var i det band og det her..."

"Skal jeg lave et fucking reggae album?"

De første år, følte jeg, at jeg skulle forklare og forsvare det jeg lavede.

Først og fremmest, "Du er jo bare trommeslager."

"Skal du nu til at synge?"

"Og du var i Nirvana, så hvad fanden er det her lort?"

Så på et tidspunkt tænker man bare, "Fuck jer allesammen."

Hej, hvordan har i det? Vi er Foo Fighters.

Og vi skal spille en sang, som vi skrev for tre dage siden.

Den hedder "My Hero".

Jeg vidste ikke hvad der ville ske, om Dave kunne skrive flere sange.